I al diskretion

[Brody Blance]

Brodys blik faldt på Maggie og han missede lidt med øjnene, før han helt af refleks kørte en hånd igennem håret. Et gab forlod ham. "Mere eller mindre. Hvordan har du det?"

Han samlede håret i en knold med en hårelastik og gnubbede øjnene lidt. Det var ikke tit han faldt i søvn i løbet af dagen og fornemmelsen var lidt pudsig.

[Magdalene Abbey]

Det tog lidt tid og lidt forsigtighed, men Maggie fik sig skubbet op at sidde mod en af puderne. "Jeg er øm," svarede hun ærligt og skubbede håret om bag øret. Hun tog sig ikke meget af, om det var rodet efter søvnen. "Men jeg har det okay." Hendes kinder var røde, men ellers så hun også mere eller mindre frisk ud.

"Mest af alt er jeg lettet," fortsatte hun, skærende en svag grimasse. Selvom hun inderst inde vidste, at det var forkert, så kunne hun alligevel ikke lade være med at føle, at det havde været det rigtige at gøre. Hun fortrød det ikke. Hun så undersøgende på Brody, som forsøgte hun at læse ham. Det havde overraskende lidt med aborten at gøre.

[Brody Blance]

Brody fnøs dæmpet og uden munterhed, som han halvt rakte ud for at hjælpe, uden at nå længere end til gestussen. "Godt." Han tog en dyb indånding og nikkede. "Lettet fordi det gik godt eller lettet fordi du ikke er gravid mere?"

Han hævede øjenbrynene en lille anelse og kløede sig i skægget. "Jeg er begge dele."

[Magdalene Abbey]

Maggie så svagt overrasket ud over spørgsmålet og indså først nu, at Brody havde måttet været bekymret for at hun ikke havde villet det. Det var i hvert fald sådan hun tolkede det. "Begge dele," gentog hun alvorligt og flyttede sin hånd lidt nærmere sengekanten. Det var et tilbud, men denne gang havde hun intet behov for at tvinge ham til at tage imod det.

"Det var det rigtige at gøre," forsikrede hun og smilede svagt. Hendes blik var mildt og hun havde - trods omstændighederne - det bedre end hun havde haft i dagevis. "Nu kan vi komme videre."

[Brody Blance]

Brody så et øjeblik på hånden, før han rakte ud og tog den. Han smilede vagt og nikkede. "Lad os endelig komme videre," svarede han, som han gav hånden et klem.

"Er du sulten? Jeg biksede noget sammen ud fra dit køleskab."

[Magdalene Abbey]

Maggie hvilede hovedet tilbage mod sengegærdet og smilede træt. Hendes fingre lukkede sig om Brodys og hun sukkede lavmælt. Tilpas. "Du er nu praktisk at have omkring," sagde hun lavmælt, stolt over sin egen evne til at sige noget drillende. Det var lettende. Så nikkede hun dog.

"Lidt mad ville være rart," konstaterede hun, men gav ikke slip på hans hånd med det samme. Ikke at hun decideret holdt fast. Til gengæld så hun lettere undersøgende på ham igen og rynkede lidt på brynene. "Sagde du noget, inden jeg faldt i søvn...?"

[Brody Blance]

Brody fnøs let og klemte om Maggies hånd. "Man ved at du er i bedring, når..." Han hævede et øjenbryn, før han så væk og kom på benene. "Jeg sagde bare sov godt," svarede han, før han gjorde sin exit med et "to sekunder," og forlod hendes soveværelse med et panikkent blik, der blev skjult for hende.

Hun havde svaret. Men han var ikke klar til at sige den slags til hinanden endnu. Hvis han nogensinde blev klar til det. Sådan var hans forhold aldrig. Han havde fået enkelte kærlighedserklæringer, men aldrig besvaret dem.

Da han vendte tilbage med en tallerken sammenbiks, der mindede lidt om morgenmad med røræg og udskårne pølser, havde han skubbet overvejelserne bagud og smilede afslappet, som han dumpede tallerknen i skødet på Maggie og satte et glas vand på sengebordet.

[Magdalene Abbey]

Måske ville Maggie have bemærket, at der var noget påfaldende ved Brodys reaktion, hvis det ikke var fordi hun i forvejen var så overbevist om, at det måtte være noget hun havde drømt. Uanset hvor glad hun var for Brody, var hun inderst inde temmelig klar over, at det nok aldrig var noget hun ville komme til at høre ham sige. Så hun opdagede ikke, hvordan han nærmest sprang ud, men lænede sig i stedet tilbage mod puderne og hvilede øjnene et øjeblik.

Hun var ikke stadig træt, men blot groggy efter søvnen og åbnede da også øjnene igen, da Brody vendte tilbage. Hun smilede taknemmeligt og tog imod tallerknen, netop som hendes mave rumlede højlydt. Alligevel rakte hun dog ud efter vandet først og tog en solid tår, med et diskret blik på Brody over kanten af glasset. Nogle gange kunne Brody godt virke overfladisk, som om han bare var der, fordi det nu engang var der han var blevet bedt om at være, men så var der dage som denne dag, hvor Maggie blev svagt overvældet over... Omsorgen? Det var vist det det var. Det fik hende til at smile uudgrundeligt, som hun spiddede det første stykke æg.

[Brody Blance]

Brody smilede til Maggie og dumpede ned på stolen igen. Han sagde ikke noget, men betragtede hende med en underlig fornemmelse i maveregionen. Det var pudsigt, hvordan hun fik et svagt beskyttergen op i ham, som ellers primært knyttede sig til hans yngre søskende. Han var glad for at se hende spise og sank hen i eftertænksom tavshed.

Der var ingen følelser knyttet til det væsen, der nu ikke længere var og aldrig ville blive. Han kunne derimod godt bekymre sig svagt om hvorvidt det samme gjaldt for Maggie. Det måtte være noget andet, når det var inde i en. Hans bidrag havde været væsentligt mindre... Krævende.

[Magdalene Abbey]

Maggie spiste i stilhed, halvt betragtende Brody ud af øjenkrogen. Han så mindst lige så eftertænksom ud som hun selv følte sig, men til at starte med sagde hun intet til det. Hun spiste blot videre nogle minutter endnu, indtil der ikke var så forfærdeligt meget tilbage på tallerknen.

Så kunne hun da heller ikke holde sig tilbage for stilheden længere. "Er du okay?" spurgte hun lavmælt, med et halvt smil lurende i mundvigen. Hendes øjenbryn var dog svagt trukket sammen.

[Brody Blance]

Brody hævede øjenbrynene lidt over spørgsmålet og fnøs svagt. "Magpie... Jeg er ikke den, det spørgsmål burde stilles til lige nu." Han betragtede hende sigende og kløede sig lidt i nakken med en hovedrysten.

"Jeg har det fint. Jeg kan ikke lide at se dig have det skidt, men ellers har jeg det fint." Og antallet af gange han sagde ordet fint var jo glimrende med til at understrege, at det ikke var fuldstændig rigtigt. Til gengæld smilede han svagt.

[Magdalene Abbey]

Maggie lod hovedet falde lidt til siden og sendte Brody blik, der tydeligt sagde at hun var temmelig ligeglad med, hvem der burde svare på spørgsmålet. Da han dog gjorde det alligevel, rynkede hun svagt på øjenbrynene. Hun var ikke overbevist og en snert af bekymring var synlig i de mørke øjne.

"Brody," bad hun og så indtrængende på ham. Det blev blødt lidt op af antydningen af et mildt smil, men hun var alvorlig. "Hvis der er noget, kan du godt sige det til mig. Det er meningen at man skal kunne gøre sådan noget, når man er kærester."

[Brody Blance]

Brody rejste sig op, som indledende reaktion på Maggies ord og sendte hende et lige så sigende blik. Han satte sig ned igen, denne gang ved siden af hende på sengen. Først snuppede han tallerknen og stillede den fra sig på sengebordet. Så lænede han sig ned og kyssede hende blidt, men dvælende.

Da han rettede sig op igen, smilede han svagt. "Der er virkelig ikke noget, Maggiemus. Jeg har bare savnet dig."

[Magdalene Abbey]

Maggie fulgte Brody med blikket da han rejste sig og smilede varmt, da han satte sig igen ved siden af hende. Kysset fik det til at sitre ud i hendes fingerspidser og hun lænede sig den mindste smule ind mod ham.

Bekymringerne smeltede bort, til gengæld for endnu en omgang overraskelse over Brodys omsorg. Hun begyndte at have dårlig samvittighed over, at hun alt for længe havde tvivlet svagt på ham. Hun fangede hans hånd og gav den et blidt klem. "Jeg har også savnet dig," svarede hun ærligt, omend med et blik der flakkede en enkelt gang. Hun så ned. Det var ikke en løgn. Det var uendeligt rart at være tilbage ved siden af ham, efter et par dage med steder, hvor hun virkelig ikke burde have været.

[Brody Blance]

Brody var tilpas optaget af hvordan Maggies sætning lige så godt kunne have været det, som hun havde mumlet i søvne og hans mellemgulv dansede lidt, som han strøg tommelfingeren over hendes og smilede mildt.

"Er jeg så en god eller en dårlig kæreste, alt taget i betragtning?" Han trippede lidt rundt om den varme grød, men han ville ikke sige sætningen igen. Det var for risikabelt - og måske var det heller ikke sandt? Han havde svært ved at vide det. Hvornår elskede man nogen og hvornår holdt man bare af dem og synes de var pivfrække?