I al diskretion

[Magdalene Abbey]

Maggie så op på Brody igen og ganske impulsivt trak læberne sig tilbage over tænderne i et varmt smil. "Jeg kunne ikke ønske mig nogen bedre," svarede hun og fandt, at hun mente det helt oprigtigt. Før dagens strabadser ville hendes svar måske have været svagt anderledes, men det var ligemeget nu.

"Især ikke efter i dag," tilføjede hun og lukkede fingrene lidt fastere sammen en enkelt gang. Hun smilede næsten genert, men til gengæld varmt. "Du har været ret fantastisk."

[Brody Blance]

Brody så tilfreds ud og bøjede nakken lidt med et nærmest drenget grin, for en kortere bemærkning. Han tog en dyb indånding og så ned på hende. "Er der plads til to i denne her seng?"

Med tilladelse givet, moslede han sig på plads og lænede sig til siden for at kysse hendes tinding. "Jeg prøver at leve op til titlen. Ingen anelse om hvad det egentlig indebærer..."

[Magdalene Abbey]

Maggie flyttede, en anelse forsigtigt, på sig, for at give plads til Brody. Hun gjorde det gerne, men tiltuskede sig til gengæld pladsen under hans arm som betaling. Hun puttede sig ubevidst en anelse ind mod ham og lukkede kortvarigt øjnene, da hans læber var mod hendes tinding.

"Det indebærer vel ikke mere, end hvad vi gør det til," musede hun. "Der er ikke nogen der siger, at vi skal være ligesom alle andre." Hun tøvede og lo så muntert. "Det er vist helt umuligt alligevel," tilføjede hun og lod nakken falde lidt tilbage, så hun bedre kunne se op på ham. "Jeg tror det vigtigste er, at vi begge to er glade og tilfredse..."

[Brody Blance]

Brody gjorde med glæde plads til Maggie og gav hendes skulder et let klem, før han åndede tungt ud og hvilede baghovedet imod sengegærdet.

En munter lyd forlod ham, før han så ned på hende. "Du har det sødeste smil," bemærkede han, uden at svare på hvorvidt han var glad og tilfreds. Han var vist mest af alt forvirret - men ikke på vej til at løbe nogen steder hen.

[Magdalene Abbey]

Maggie var så vant til at Brody aldrig svarede hende, når hun kom med en længere, alvorlig forklaring, at hun ikke kunne tage sig meget af det nu. I stedet fnøs hun blot muntert og så lidt væk i et lettere hjælpeløst forsøg på at dæmpe smilet - på trods af at man skulle tro, at hun hellere gjorde det modsatte.

Det var der da også stadig, da hun så tilbage op på ham og sendte ham et temmelig useriøst, irettesættende blik. "Og du er virkelig god til at tale udenom," drillede hun, uden egentlig at forvente at han sagde mere.

[Brody Blance]

Brody grinede af Maggies tilsyneladende forlegenhed og så hende i øjnene med et spillende blik, da hun betragtede ham, som om hun synes han var lidt et fjols - men også ret sød. Det passede ham glimrende og han besvarede hendes anklage ved at smile bredt, før han lænede sig lidt ned og plantede et flygtigt kys imod hendes læber.

"Du er vild med udenomssnakken, Magpie. I øvrigt er jeg glad, når du smiler sådan der," mumlede han dæmpet.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo lavmælt og så på Brody med varmen strålende ud fra de mørke øjne. Det var en væsentlig forskel fra måden hun havde set på ham og resten af verden de sidste dage. Det var lettende. "Jeg er vild med dig," svarede hun igen og gjorde denne gang ikke det fjerneste for at skjule smilet.

Til gengæld løftede hun en hånd og strøg tommelfingeren blidt over Brodys kind, før hun selv strakte sig en anelse og stjal et væsentlig mere dvælende kys end lige før.

[Brody Blance]

Brody hævede øjenbrynene og grinet døde ud, som han betragtede Maggie overrasket og lettere overvældet. Meget imod sædvane, føltes hans ører en smule varme. Fornemmelsen, der spredte sig i hans mellemgulv, var dog ganske behagelig.

Han dvælede længe ved Maggies læber og følte sig ærlig talt en smule rundforvirret, da først han trak sig væk og slap en munter lyd. "Og her har vi grunden til, at vi sidder lige her," mumlede han tørt, før han trak hende blidt ind til sig. "På en skala fra et til ti, hvor upassende er det så at nævne, at vi burde få skaffet dig den eliksir?"

[Magdalene Abbey]

Maggie havde ikke travlt med at give slip på Brody. Det var kun den lettere akavede stilling, der overbeviste hende og hun sank tilbage med en halvmunter lyd over Brodys kommentar, der dog også fik hende til at skære en grimasse.

Hendes humør var dog ikke lige sådan at ødelægge. "Temmelig upassende," svarede hun drillende og mente det tydeligvis ikke så alvorligt. "Men du har til gengæld ret." Smilede falmede den mindste smule. "Selvom jeg ikke er sikker på at det bliver aktuelt lige med det samme..." indrømmede hun, svagt utilpas ved det. Men det var sandt nok. Hun var temmelig øm. "Sagde healeren noget om hvor længe...?"

[Brody Blance]

Brody rømmede sig og kløede sig lidt i skægget med et svagt smil, før han skar en lille grimasse. "Et par dage," svarede han utilfredst, før han sukkede. "Men det er ikke alt." En stor indrømmelse af få fra ham. Der var endda et svagt drillende glimt i hans øjne, da han gav hendes skulder et klem.

"Til gengæld kunne det være et godt tidspunkt at anskaffe eliksiren. Jeg ved ikke hvor længe man skal tage den eller om det bare virker..."

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede lidt. "Selvfølgelig ikke," svarede hun og puffede svagt til ham. "Men det er nu en god bonus," tilføjede hun og ignorerede at det fik hendes kinder til at føles svagt varme. Hun skubbede dog spøgeriet til side og nikkede lidt.

"Jeg kan gå ned på apoteket i morgen og finde ud af det... Tror du ikke, det er der man skal gå hen?" Hendes uvidenhed var tydelig og hun skar en grimasse. "Jeg har - tydeligvis - ikke prøvet det før."

[Brody Blance]

Brody smilede tilfredst og lænede sig nok til siden til at kysse hende på kinden. "Den bedste bonus, Maggiemus. Desuden har du flere møbler tilbage." Han rømmede sig og skiftede emne med antydningen af et smil og skar en grimasse med hende over spørgsmålet.

"Mmh. Apoteket," bekræftede han. "Det er der andre er gået hen." Han lukkede emnet lige der og trak på skuldrene. Han gad ikke høre om Hector. Maggie gad nok heller ikke høre om Miranda, Jessica eller Abigail. "Det er ikke så farligt. Jeg har også... Ting. Men det gør det besværligt."

[Magdalene Abbey]

Maggie rødmede lidt over Brodys konstatering, men smilede til gengæld også temmelig smørret over det. Det falmede dog lidt over det næste, men forsvandt ikke helt. Til gengæld rystede hun på hovedet. "Nej, jeg får fat i det," lovede hun og så op på ham.

Hun smilede mildt og drejede hovedet lidt for at plante et enkelt, flygtigt kys under hans øre. Hun sukkede lavmælt. "Alt hvad der skal til, for ikke at gentage det her..."

Tråd afsluttet