Forsinket besøg

[Agnes Tweedy]

Terrance Tweedy

Det var nu seks dage siden, at Agnes havde besøgt Tarantallegra med Kenna. Det betød også at det var seks dage siden at hun sidst havde set Terrance og havde lovet ham, at hun ville komme på besøg inden for et par dage. Det løfte havde hun brudt, men hun havde ikke tænkt sig at lade den dårlige samvittighed over det holde hende væk definitivt. Så nu gjorde hun det, hun ellers havde undladt at gøre og dukkede op i et væld af smaragdgrønne flammer på Terrances kontor.

Hun vidste ikke, om han havde fri denne aften. Hun kunne kun satse og hun blev da lettet over at se ham sidde ved skrivebordet, da hun dukkede halvt ud af ildstedet og bankede lidt på kanten af kaminen med et svagt smil. "Forstyrrer jeg?"

[Terrance Tweedy]

Terrance havde generelt mange bekymringer og Agnes' lille forsvindingsnumre var blot en af dem. Eleven, der havde udråbt sig selv til sandhedsmager i storsalen, den voksende uro og rektors dybe utilfredshed med, at han ikke var blevet gennemskuet noget før. Han sad med en liste over Ravenclaws elever og gennemgik dem nøje med noter ud for hver enkelt, der sagde noget om hvilken orientering deres forældre havde og indeholdt bemærkninger ud fra dem, der havde sagt noget særlig provokerende.

Da hans kamin flammede op, så han hurtigt op med hånden bevægende sig imod tryllestaven. Han trak den dog til sig igen over synet og hævede begge øjenbryn en anelse.

"Et øjeblik," svarede han roligt, som han satte et punktum, pustede let på blækket og pakkede papirerne sammen og ind i en mappe. Han stillede mappen op på reolen uden at gøre noget stort nummer ud af det, selvom det i realiteten var temmelig vigtigt, at hun ikke så papirerne.

Med hænderne frie, slog han ud med den ene imod stolen på den anden side af skrivebordet. Selv blev han dog stående og betragtede hende tænksomt. "Noget at drikke?"

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede og trådte helt ud fra ildstedet. Hun sagde ikke mere, men ventede tålmodigt, beskæftigende sig selv med at børste en anelse sod af tøjet. Hun havde aldrig brudt sig om den ulempe ved susepulver, men det var ikke det der fyldte hendes tanker mest lige nu. I stedet betragtede hun diskret Terrance, mens han pakkede en stak dokumenter sammen og stak dem ind på en hylde.

Hun smilede igen, da han så på hende, men hun kunne ikke lade være med at føle sig svagt som en elev, der skulle tale med en professor, da han slog ud mod stolen foran skrivebordet. Hun undlod at kommentere på det, men tog blot plads. "Ja tak," svarede hun og så lidt op på ham. Det var en underlig hilsen og hendes mellemgulv trak sig lidt sammen, uden at hun helt var klar over om det bare var hende der overtænkte situationen.

Hun forsøgte i hvert fald at ryste det af sig og rankede sig lidt. "Jeg hørte om eleven, der er blevet bortvist." Det var ikke det hun var kommet for at tale om, men man kunne nemt komme til at snakke udenom. "Hvad gjorde han?"

[Terrance Tweedy]

Terrance skænkede to glas whiskey op, uden at se på Agnes. Hendes valg af samtaleemne var overraskende, men han lod sig ikke mærke med det. Efter hans mening var der dog noget helt andet de burde starte med at tale om først. For eksempel hvorfor han ikke havde set hende i næsten en uge.

Han satte det ene glas overfor hende og gled ned at sidde på sin skrivebordsstol, trommende let i bordet. "Han forsøgte at opildne til oprør," sagde han roligt, omend med et enkelt, varsomt blik på sin gæst.

[Agnes Tweedy]

Agnes' blik gled op til Terrance og hun fortrød halvt, at hun havde spurgt ind til eleven. Ikke fordi at hun ikke var interesseret i at høre mere, men det var ikke det der fyldte mest lige nu. Samtalen med Kenna stod lysende klart for hende og Agnes havde følt sig relativt afklaret, men nu var hun tilbage til det punkt, hvor hun ikke havde nogen anelse om, hvad der foregik i Terrances tanker.

Hun overvejede at række ud efter glasset og tage en solid mundfuld - det kunne godt føles nødvendigt - men hun undlod. Hele scenariet var dog temmelig nervepirrende. Det virkede mest af alt som om, at de blot var svagt bekendte og Agnes brød sig ikke om det. Af samme grund rettede hun sig op og så på Terrance med et alvorligt blik. "Jeg er ked af, at jeg aldrig dukkede op," begyndte hun oprigtigt og foldede hænderne sammen i skødet for at afholde dem fra at pille ved skørtet. Agnes hadede at være nervøs. Hun var det ellers næsten aldrig. "Jeg har ikke nogen god undskyldning eller nogen særlig god forklaring."

[Terrance Tweedy]

Terrance løftede glasset, men drak ikke endnu. Han svang i stedet den gyldne væske lidt rundt, duftede og havde halvt lukket øjnene, da Agnes talte og han i stedet så over på hende med et alvorligt blik.

Han lyttede, men årsager var der ikke meget af, så han nøjedes med at tage en tår, smage og sættte glasset fra sig igen. "Har du en eller anden forklaring?"

Forsøget på ikke at se skuffet - eller endda såret - ud fejlede lidt.

[Agnes Tweedy]

Agnes sukkede og hun missede ikke udtrykket på Terrances ansigt. Det fik hendes øjenbryn til at trække sig sammen og hun tøvede kun i ganske få øjeblikke, før hun rejste sig og gik om på den anden side af skrivebordet. Det kunne godt være at hun kun kunne læne sig op ad det der, men det gjorde følelsen af at være i krydsforhør mindre.

"Det har jeg," svarede hun og så på ham med et alvorligt blik. Hun havde lyst til at række ud efter hans hånd eller at stryge en tommelfinger over hans kind, men hun lod være. Hun havde allerede rykket sig væsentlig tættere på og det måtte være nok for nu. "Men som sagt, er den ikke særlig god eller for den sags skyld særlig logisk."

Hun holdt en pause, fugtede læberne og så kortvarigt frem for sig. Hun overvejede sine ord nøje og da hun så på ham igen, var det med et indtrængende, men oprigtigt blik. "Jeg kom ikke, fordi jeg indså, at jeg er forelsket i dig, Terrance." Hendes blik flakkede svagt, men hun brød ikke øjenkontakten. "Og ærligt talt, så skræmte det mig."

[Terrance Tweedy]

Terrance fulgte Agnes med blikket, uden selv at rejse sig op. Et svagt smil trak i hans mundvige og han undlod at række ud efter hende, selvom han ærlig talt havde temmelig meget lyst til det. Han blev nødt til at indrømme overfor sig selv, at han havde savnet hende, men han var ikke sikker på, om hun havde det helt på samme måde.

Den tvivl, blev med et ryddet af bordet over hendes erklæring og hans bryn røg op i overraskelse. Ikke længe efter, sitrede et smil dog og han tog en dyb indånding, før han rakte sin hånd frem imod hende i et tilbud. "Skræmte i datid?"

[Agnes Tweedy]

Agnes' skuldre faldt en anelse, da Terrance rakte hånden frem og hun tøvede ikke med at tage imod invitationen. Da hun tog hans hånd virkede situationen pludselig langt mere overskuelig og hun følte sig ikke længere som en fremmed, siddende på den anden side af bordet. Det var ikke meget, men det var alligevel forsikrende.

Hendes mundvige sitrede. "Skræmmer," rettede hun sig selv, svagt fristet til at træde et enkelt skridt frem og sætte sig hos ham. Hun undlod dog. Det var bedre at få sagt det hun skulle have sagt først og så måtte hun se hvordan landet lå bagefter. "Jeg er ikke sikker på, hvad vi er. Kun at jeg ikke har haft det på samme måde før." Hun så svagt spørgende på ham, uden at have mere at sige for nu. I hvert fald ikke før han sagde bare et eller andet, der var mere oplysende end den svage antydning af et smil.

[Terrance Tweedy]

Terrances blik spillede en anelse og han kom langsomt op at stå, uden at slippe Agnes' hånd. Tværtimod klemte han blidt om den, som han løftede sin anden, frie hånd og strøg hende over kinden. "Er det mere eller mindre skræmmende, at jeg også er forelsket i dig?"

Han så søgende ned på hende, som hans hånd fandt hvile på hendes skulder. "Håbløst, må jeg nok hellere tilføje." Det trak lidt i hans mundvige igen.

[Agnes Tweedy]

Agnes rettede sig op, da Terrance rejste sig. Hun fulgte ham med blikket og det sitrede i hendes mundvige, da han strøg hende over kinden. Hendes mellemgulv trak sig sammen og hun tog en enkelt, dyb indånding, som hun lod hans ord synke ind. Et smil truede med at bryde frem, men gjorde det ikke helt.

"Det ved jeg ikke," svarede hun oprigtigt og rankede sig lidt. Tænderne kom svagt til syne, men hendes blik var undersøgende. "Men det er rart at vide, at jeg ikke er alene."

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede varmt, men blikket var ganske alvorligt. Han lænede sig frem og plantede et ømt kys på hendes pande. Ganske vidst havde han lyst til væsentligt mere end det, men han begrænsede sig. Der var stadig ting at tale om. "Kun hvis du lukker mig ude," pointerede han med et indtrængende blik.

"Jeg lover dig, at jeg ikke er nogen særlig intimiderende størrelse. Jeg vil bare gerne høre fra dig på en jævnlig basis. Få at vide, når du alligevel ikke kan komme til en aftale..."

[Agnes Tweedy]

Agnes lukkede øjnene i et ganske kort, behageligt øjeblik, da Terrance kyssede hendes pande. Hun mødte dog hans blik med alvor, da han fortsatte og sank en enkelt gang.

Forpligtelser til et andet menneske. Det var det det ville sige at lukke nogen ind i sit liv på den måde. Var hun klar til det? I nogle korte øjeblikke var hendes blik rettet mod hans bryst og først da hun havde tænkt sig grundigt om, så hun ham i øjnene igen. "Det lyder retfærdigt," konstaterede hun endelig og gav hans hånd et enkelt klem.

"Jeg vil ikke lukke dig ude, Terrance. Tværtimod er jeg temmelig sikker på, at jeg har det lige omvendt..." Hun så undersøgende på ham. "Og jeg håber, at du har det på samme måde."

[Terrance Tweedy]

Terrances blik gled over hendes ansigt og han nikkede langsomt med et varmt glimt i øjnene, som han løftede hånden og strøg hende over kinden igen. "Jeg har det på samme måde," bekræftede han, før han tog en dyb udånding og slap den i et suk.

Et tilfredst smil spredte sig lidt på hans læber og et drillende blik blev tildelt Agnes. "Har du virkelig gået og været så nervøs? Hvorfor? Du har vel næppe kunne være i tvivl om, at jeg har følelser for dig?"

[Agnes Tweedy]

Agnes fnøs lavmælt og for første gang trak hendes læber op i et helt smil, som hun kortvarigt så ned. Hun sukkede lavmælt og rystede lidt på hovedet, før hun så ham i øjnene igen.

"Ikke just," svarede hun og fugtede læberne en enkelt gang. "Det var mere os. At det virkede som om, at vi var ved at blive til noget alvorligt." Hun var ret sikker på at hun havde ret, men hun så alligevel svagt spørgende på Terrance i et øjeblik. "Som jeg har sagt til dig før, så har jeg aldrig gjort det sådan før. Flygtige romancer, men ikke..."