Det omvendte tårn

[Alastair Ó Catháin]

Tag: Alana Maverick-Bones

Hele det med at have styr på alting, var ikke rigtig noget Alastair gjorde sig. Han lagde planer, naturligvis, han havde ikke været meget af en slytherin ellers, men foretrak ellers at improvisere sig igennem alle detaljerne.
Og alligevel, denne gang, følte han sig velforberedt. Han havde sendt en ugle til Alana og bedt hende om at mødes ved den korridor i stueetagen, han havde foreslået at hun tog relativt praktisk tøj på og endelig havde han, efter et sekunds rødmende tøven, understreget det første ord i brevet.
Kære Alana.
Hun havde bedt ham om at vise hende nogle af skolens mere spændende steder, og det havde han tænkt sig at gøre. Som altid når det gjaldt den slags, havde Alastair først og fremmest sikret sig at det stadig var der og nu stod han bare og ventede på Alana, med sommerfugle i maven og et lille smil.

[Alana Maverick-Bones]

Påklædning var normalt ikke noget problem for Alana. Hun var oftest i skoleuniformen og ellers var hun den lykkelige indehaver af et utal af kjoler. Derfor var det lykkelige smil på hendes læber over Alastairs ugle meget hurtigt forsvundet, da ordene praktisk tøj havde fanget hendes blik. Skeptisk var hun gået gennem sin garderobe op til flere gange, før hun havde besluttet sig at trække i de lidet flatterende overalls af læder, hendes forældre havde investeret i til Magiske Dyrs Pasning og Pleje. De havde indtil videre klaret både ild, hippogriffridt og en enkelt Jarvey, der var gået hende på nerverne. Noget skeptisk betragtede hun derfor sig selv i spejlet, rettede lidt på de violette lokker, før hun trak en hvid sweater med blondekrave udover - så var der da en smule feminint over hende. Ikke fordi det rigtigt var det område, hun havde gjort mest ud af. En af pigerne fra sovesalen havde med et umiskendeligt smil kommenteret, at det altså ikke betød noget, hvad man havde på, så længe undertøjet matchede og uden helt at have tænkt tanken til ende, havde hun sørget for at det var holdt i en sart, hvid farve begge steder.

Med de sarte, hvide og sorte oxford-sko bevægede hun sig mod det aftalte mødested i stueetagen. Det store, drømmende smil var igen på hendes læber. Bare tanken om Alastairs selskab fremkaldte det. Synet af ham fik det til at vokse, men hun beherskede sig, før hun trådte de sidste skridt hen mod sin yndlingsslange. "Hej."

[Alastair Ó Catháin]

Alastair gik Alana i møde med et grin. Efter kort at vippe op på tæer for at se om kysten var klar, plantede et han et lille kys på hendes læber der fik lov til at trække ud indtil det ikke var så lille endda.
Endelig drog han hovedet bort og kastede et blik op og ned af hende. Ikke heelt så praktisk som den grimme tshirt og slidte cowboybukser hans kappe halvt skjulte, men hendes bukser lod til at være solide hvilket var det vigtigste.
"Nu skal du se her." Sagde han med et bredt grin og trak sin tryllestav frem og rettede den mod en gulvflise, "flipendo!"
..Intet skete.
Alastairs smil stivnede og han kløede sig i nakken. Så tappede han lidt med foden på flisen, men lod ikke til at være tilfreds med lyden. Han trampede lidt rundt om Alana indtil han endelig fandt en flise der sagde det solide klonk han havde ledt efter.
"Flipendo." Og en lem åbnede sig i gulvet.

[Alana Maverick-Bones]

Alanas smil voksede, så de lige tænder blev blottet. Munden blev dog hurtigt lukket helt, da Alastairs læber fandt vejen til hendes. Det var svært ikke at smile som en idiot, når han gjorde den slags ting, men det var som om hele kysse-delen komplicerede det at smile og omvendt.

Stolt ventede hun på en kommentar om sit valg af påklædning, da troldmandens blik gled over hende, og det var svært ikke at stikke en trodsig, skuffet underlæbe frem ved manglen på komplimenter. Hun glemte dog alt om det, da Alastair fandt sin stav frem og sat stemningen. Det var noget af en skuffelse, da der ikke skete noget, og Alana betragtede ham skeptisk, som han hoppede rundt omkring hende.

Heksens skepsis blev dog straks byttet ud af forventnings glæde, da hans bestræbelser bar frugt. Nysgerrigt så hun fra lemmen til Alastair. "Hvor skal vi hen?"

[Alastair Ó Catháin]

"Det får du at se.." Svarede han kryptisk og sprang ned i hullet. Et sekund efter stak han dog hele overkroppen op og så på Alana med et afventende grin.
Lemmen førte ned til en snæver tunnel, for lav til at gå oprejst. Denne første distance var egentlig det eneste der krævede det praktiske tøj, men omvendt ville han ikke have lyst til at skulle kravle igennem den med bare ben.
"Den her del er ikke super spændende.." Tilstod han med en lille grimasse. Han ville nødigt at hun sagde fra alt for tidligt, "Men det er ikke så langt." Han tilbød hendes en hjælpende hånd til at komme derned.

[Alana Maverick-Bones]

Alana stirrede nysgerrigt efter Alastair, da han frygtløst kastede sig ned i hullet. Ordene fik hende til at være en anelse tilbageholdende, men alligevel overvandt hun sin frygt og tog hans hånd, før hun fulgte ham ned i tunnelen. Under en del besværligheder kom hun ned på alle fire. En lille fold på næsen gjorde det ganske klart, hvad løvindens mening om det med at kravle rundt var, men hun klagede ikke.

"Jeg er klar." Selvom hun vitterligt prøvede, formåede Alana ikke at holde sin modvilje til de snavsede omgivelser eller den sparsomme plads skjult. Det blev dog en smule nemmere at klare opgaven, da hun forestillede sig synet af sine forældres ansigtsudtryk, hvis de vidste, at hun kravlede igennem en smudsig tunnel med en jævnaldrende dreng.

[Alastair Ó Catháin]

"Lumos."
Alastair kravlede forrest på alle fire med tryllestaven holdt frem. Han kunne godt fornemme på at Alana at hun ikke synes det var en specielt fed oplevelse, men medmindre hun var tilfreds med enormt trivielle ting - hvilket, nu han tænkte over det, hun sikkert ville have været. Pludselig blev han faktisk en smule i tvivl om alt det her havde været en god idé, men omvendt kunne de ikke bare vende om nu.
"Du kommer til at elske det." Garanterede han, måske mest sig selv, og klappede lige sin lomme en ekstra gang for at sikre sig at kridtet stadig var der.

[Alana Maverick-Bones]

Alana nikkede en anelse skeptisk uden at tænke over, at Alastair jo af gode grunde ikke kunne se hendes ansigt lige nu. Spindelvæv, støv og massere af skidt - mmmmh. Enhver piges hemmelige drøm. Så gik det op for hende. "Jaeh, sikkert." mumlede hun og prøvede at holde tonefaldet muntert. I det mindste var hun sammen med Alastair. Eller.. Hans røv, i det mindste.

Der blev ikke mere tid til at tænke over skidt og snavs, da der pludselig var en kriblende fornemmelse på hendes ankel. "Depulso!" hvinede hun. Før hun overhovedet havde nået at tænke over det, havde hun trukket staven og den stakkels edderkop fløj gennem den lille tunnel, de bevægede sig gennem, og langt væk fra hende. Hun rødmede dybt. Det var ikke ligefrem sejt at være bange for edderkopper.

[Alastair Ó Catháin]

En høj lydt fik Alastair til at fare sammen og han så sig over skulderen. Med en anelse fik han vendt sig i tunnelen og tryllestavens blålige skær oplyste begge deres ansigter. Bekymringen var tydelig på hans.
"Er du okay?" Spurgte han og skiftede sin vægt så han havde en hånd fri til at lægge oven på hendes. Selvom at det var dybt disorienterende at kravle igennem mørket, havde han en fornemmelse af der ikke var særlig langt igen, og det var den eneste grund til at han ikke foreslog at de vendte om lige der.
"Vi er der næsten." Tilbød han med et tøvende smil.

[Alana Maverick-Bones]

Stadig med brændende kinder nikkede Alana forsigtigt. Et smil skyllede ind over hendes læber, da Alastair lagde sin hånd over hendes. Ja, hun var helt okay - nu var hun i hvert fald igen. "Jeg er okay." Forsigtigt lænede hun sig frem mod ham og strejfede prøvende hans læber med sine, før hun trak sig tilbage igen.

"Så lad os fortsætte." Det var svært ikke at skjule sin længsel efter at komme ud af den trænge, klamme tunnel og frem til det, Alastair åbenbart mente var så fantastisk, at det var en tur gennem støv og spindelvæv værd.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair kunne sagtens have kysset Alana lidt længere, men hans knæ var efterhånden også begyndt at gøre ham opmærksom på deres utilfredshed med hele situationen, så han vendte sig akavet i tunnelen og kravlede videre.
Der skulle ganske rigtig ikke gå meget mere end et minuts tid eller to før tunnelen begyndte at være badet i et blødt, gyldent skær, der tillod Alastair at pakke sin tryllestav væk og kravle de sidste meter indtil tunnelen mundede ud..
I et stort, rundt hul der så ud til at fortsætte nedaf i en evighed. Langs væggen snoede en spiraltrappe og over den hang der hundredevis af lys, mange af hvilke der nu brændte. Flere en sidste gang, hvilket bekræftede Alastairs teori - da de først havde fundet stedet, havde der næsten været helt mørkt.
Alastair hoppede ud af tunnelåbningen og ned på platformen for toppen af trappen og vendte sig så for at hjælpe Alana.

[Alana Maverick-Bones]

Det var efterhånden ikke kun Alanas araknofobi og ordenssans, der var ved at være godt trætte af den smudsige tunnel. Hendes knæ var begyndt at værke, og munden åbnedes for at spørge, om der var langt endnu, da lyset pludselig fandt vej ind i tunnelen. Hun lukkede munden igen og væbnede sig selv med tålmodighed. Taknemmeligt tog hun imod Alastairs hånd og trådte ud med sin tillærte værdighed og ynde.

Det var ikke længe, hendes mund var lukket. Kæben gled ned og formede hendes ansigt til en betaget mine, som hun lod blikket glide ned. Ord kunne ikke beskrive synet. Så kom Alana til sig selv igen, og straks børstede hun det værste snavs af bukserne. Det var ubehageligt at have bukser på, når man var vant til den bløde følelse af et velourskørt, men han havde jo sagt praktisk. Fingrene gled igennem håret.

[Alastair Ó Catháin]

Stedet var ganske rigtig imponerende, men Alastair havde set det hele før, så han i stedet på Alana. Hendes udtryk gjorde ligesom det hele meget bedre og tillod ham næsten at genopleve det igennem hende. Desuden var hendes udtryk generelt bare virkelig bedårende.
"Cool, ikke?" Sagde han med et grin og snuppede hendes hånd i sin og begyndte at gå ned af trapperne, "Det her var det første sted jeg fandt.." Alastair kløede sig i nakken, "På andet år. En af de ældre elever gav mig et tip."

[Alana Maverick-Bones]

Alana blev lidt revet ud af sin egen verden, da Alastair talte igen. Betaget nikkede hun. "Det er vidunderligt." sukkede hun betaget og blinkede et par gange for at tjekke, at det nu var virkeligt. Cool virkede ikke rigtigt som et passende ord til at beskrive det.

Som altid når deres hænder mødtes, flettedes hendes slanke fingre ind mellem hans. Et rødmende smil blev sendt i slangens retning, før hun glædestrålende satte i bevægelse ned ad trappen sammen med ham. "Det er ikke til at tro. Hvordan finder man et sted som dette uden at vide, hvor det er?"

[Alastair Ó Catháin]

Ned og ned og ned gik trapperne, men det var nu meget hyggeligt at gå der med Alana i hånden.
"Det ved jeg sgu ikke.." Tilstod Alastair og kløede sig i nakken. Lige dette her sted, eller i hvert fald hvordan det skulle findes, havde gået fra mund til mund blandt de mest eventyrlystne elever i.. generationer. Måske hundredevis af år? Men hvis hun var interesseret. "Jeg har fundet et par ting. Tilfældigt nogle gange, andre gange fordi jeg ledte." Forklarede Alastair, glad for at hun viste interesse, "Har spurgt alle portrætterne og spøgelserne om de kendte nogen. Og læst en masse bøger om folks tid på skolen."