|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Jan 25, 2015 0:44:20 GMT 1
"Jaja.." Svarede Alastair beroligende. Han var langt forbi den slags bekymringer hvad det angik. Han havde været fanget i et kosteskab et par timer engang, men derudover havde han en rimelig god idé om hvad skolen havde at byde på. Det her var ikke en af de farlige, medmindre man altså faldt ned af tårnet.
Og selv da vidste Alastair faktis ikke hvad der ville ske. Fordi på et eller andet tidspunkt ville det hele vende og man ville falde den anden vej. Og vende igen. Ville man så ende med at hænge i luften. Nå pyt.
"Det her er faktisk grunden til at jeg tog oldtidens runer.." Forklarede han og gik over til døren mens hans læber gav sig til at stave ordene ud, det var det samme der stod som sidste gang, "det er en gåde. Jeg fandt svaret i en gammel bog."
Alastair fiskede kridtet op af lommen og skrev 5 hurtige runer i det efterladte plads. Et kort sekund lyste hele døren op, før den med et klik åbnedes og svang lydløst på sine hængslet. Alastair trådte til side og afslørede rummet fyldt med mærkelige instrumenter, pulte og store vinduer ud til en stjerneklar nat over et ganske velkendt landskab.. Og dog.
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Feb 1, 2015 4:50:12 GMT 1
Der var meget, Alana brød sig om ved Alastair. Han havde en underligt beroligende effekt på hende, selvom løvinden var ganske klar over, at hun aldrig ville begive sig ind gennem den underlige dør, de stod foran. Selvom hun ville følge ham de fleste steder hen, var det stadig for meget på kant med hendes ide af reglerne. En anelse tøvende vendte hunblikket mod den jævnaldrende slange.
Ordne fik Alana til at trække på skuldrene. Hvorfor kunne han ikke bare arrangere noget hygge med stearinlys? Mest af alt havde hun bare kyst til at stå i hans ligge i hans armwe, men de kiggede på stjerner, men det skulle åbenbart altid være et projekt med Alastair. "Hvad.. Er det?/b] Nysgerrigheden var alligevl fanget.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Feb 1, 2015 23:25:30 GMT 1
Med Alana i hånden banede Alastair vej igennem rummets himstergimser. Han havde prøvet dem alle sammen, der var ikke nogen af dem der virkede og over til en lille bænk foran en stor vinduesåbning. Selvom der ikke var nogen rude, kom der ingen vind og Alastair satte sig ned og klappe opfordrende på bænken ved siden af sig selv.
"Et par kammerater og mig var hernede om dagen og der var stadig stjerner.." Fortalte han og kiggede ud til den smukke natte himmel, der besad en klarhed han ikke havde set noget andet sted, "..Så vi lavede et kort over stjernerne og fandt ud af hvilken himmel det er."
Han skævede over til den jævnaldrene pige og måtte placere et lille, flygtigt kys mod hendes læber før han fortsatte:
"Velkommen til d. 3 September 1455, Alana."
|
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Feb 14, 2015 18:20:53 GMT 1
Et sted, meget svagt i baggrunden af hendes bevidsthed mærkede Alana Alastairs læber mod sine. Pletter dansede hidsigt for hendes øjne, som det sidste, hun nåede at ænse, før benene til sidst gav efter og løvinden sank sammen ved hans side. Øjelågene sitrede svagt, mens al farve forlod hendes ansigt. Læberne, der normalt var dybfrost var nu ligblege som resten af hendes ansigt.
Hele dagen havde slangen presset til Alanas grænser og nu var den ultimativt nået - hvilket ikke førte til den begejstring, han måske havde forventet, men i stedet manglende bevidsthed.
|
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Feb 14, 2015 18:39:16 GMT 1
Alastair kunne se at der var noget galt, men selv det havde ikke stadig ikke regnet med hvad der sidenhen skete. Han nåede heldigvis at gribe hende inden hun væltede om på gulvet og først da gik det op for ham hvad der var sket. Panikken var hans første reaktion og med en nænsom hånd på hendes baghovedet forsøgte han forgæves at vække hende - uden held.. Gruen voksede indtil han indså at hun trækkede vejret, hun var altså bare bevidstløs. ..Bare. Så satte fornuften igennem og Alastair tørrede sit ansigt i ærmet for at kunne betragte opgaven foran sig. Han var nødt til at transportere hende over til skadestuen. Det var der heldigvis besværgelser til, men han skulle stadig være ekstra forsigtig i tunnelen. Vigtigere endnu var Alana ikke var så fascineret i skolens vildere aspekter som ham.. og at klatrevæggen og spejlkorridoren nok heller ikke ville interessere hende. Det måtte de snakke om. Alastair tog en dyb indånding, svang staven og løftede hende op fra jorden og gav sig til at gå tilbage. /lukket |
|
