Hjemrejse

[Alastair Ó Catháin]

Tag: Alana Maverick-Bones ?

Alastair sad i toget mod Godricdalen og trommede distræt på sine lår, til irritation for kupéens to andre passagerer. Han befandt sig i en spøjs tilstand, en blanding af træthed, rastløshed og gårsdagens boblende følelse. Han havde mest af alt lyst til at se om Alana også var ombord på toget, men blev holdt tilbage af at de lidt havde sagt deres afsked dagen i forvejen, og han ville ikke gøre noget forkert. Han knipsede distræt for sig selv, alle de her bekymringer var helt nye for ham og han håndterede dem ærlig talt ikke så godt.
Efter det tredje dræberblik fra en yngre ravn han ikke kendte, rejste han sig dog og skød døren til side for at vælte ud i gangen. Toget bumlede afsted og Alastair kløede sig i nakken, ikke længere i stand til at modstå sin fristelse.

Et kvarter senere havde han været hele toget igennem, uden at se skyggen den jævnaldrende løve, og sank sukkende sammen i gangen. Nå, men det var vel også på tide at få begyndt på et brev.. Alastair vidste ikke hvornår han var blevet sådan en sørgelig person, men han var rimelig sikker på hvis skyld det var.

[Alana Maverick-Bones]

Det havde oprindeligt været planen, at Alana skulle være taget direkte hjem i julen, men en invitation fra Carran om at tilbringe den første overnatning hos faster og onkel havde været svær at modstå, og løvinden havde også haft brug for at samle tankerne før sin samtale med Keiran og en senere samtale med forældrene. Det var svært at sætte ord på sin drøm om at følge musikkens vej, især med forældrenes forventninger om at se begge børn i Ministeriet en dag. Det havde selvfølgelig heller ikke hjulpet det fjerneste, at Keiran havde fået arbejde i Det Magiske Menageri. Derfor sad hun nu i toget mod Godricdalen - på vej mod Reynard-familiens hjem. Carran og Callie var allerede taget hjem, men Carran havde lovet at hente hende på Godricdalen station, når hun nåede frem. "Jeg smutter lige på toilet." Alana smilede til sin kollegianer, før hun skubbede skydedøren til side.

Få minutter senere, nu i hverdagstøj i form af en langærmet, sort velour-kjole, trådte Alana ud af toilettet og satte tilbage mod kupeen, hun havde siddet i. Hun nåede dog ikke langt, før hun snublede over et par lange ben, der havde blokeret gangen. "Du er godt klar over at.." resten af sætningen druknede, da hun så benenes ophavsmand. "Alastair." Overraskelsen stod tydeligt malet i hendes ansigt, der lyste op i et smil, som hun glemte alt om lange ben og sikkerhed på gangene.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair havde placeret sin ramponerede kuffert i skødet og brugte den nu som skrivebord. Han var dog ikke nået meget længere end til kære Alanna før han var gået i stå. Hvad skrev man?
Glædelig jul! Var det for tidligt? Nah, han kunne bare vente et par dage med at sende det. Ville måske også virke mindre.. desperat.
Alastair hostede for sig selv.. Af sig selv.
Hvad skrev man ellers, når formaliteterne var ude af verden? Hvad der var sket på hans siden? Der var endnu ikke sket noget endnu, det var lidt problemet. Han bankede hovedet ned i kufferten.
Nå ja, og jeg er vistnok forelsket i dig. skrev han meget sirligt. Bare for at se hvordan det så ud.. Bare så han kunne kigge lidt på ordene for at se om de var de rigtige. Det nåede han dog næsten ikke før en stemme afbrød ham, han så op og..
DER STOD HUN.
Alastair så helt forkert ud i ansigt og forsøgte på en gang at flytte kufferten så han kunne komme op og stå og skjule det endnu endnu ikke tørrede pergament bag ryggen. Det hele så meget kejtet ud men op og stå kom han da.. Eventuelt.
"H-hej." Sagde han, velvidende om at sikkert var rød i hele hovedet, "Jeg troede ikke du skulle med det her tog.."

[Alana Maverick-Bones]

I mange øjeblikke siden juleballet, havde Alana fundet sig selv fordybet i tanker og drømmescenarier om, hvordan det ville være at stå ansigt til ansigt med Alastair igen. Hvilke ord ville blive sagt? Hvordan ville han reagere?

Intet kunne have været mere fjernt fra hendes dagdrømmerier end slangens ansigtsudtryk ved synet af hende. Forundret betragtede hun ham, som han væltede rundt og kastede sin kuffert fra sig i processen. Nysgerrigt så hun efter det halvkrøllede pergamentstykke, der hurtigt forsvandt bag hans ryg. Et øjenbryn fløj op i panden på hende, og hun følte sig pludseligt meget akavet ved hele situationen. Var hele den magiske stemning ved juleballet bare noget, hun havde bildt sig ind?

"Hej." Alanas blik søgte automatisk ned mod hendes sorte sko, der rastløst skrabede lidt i gulvet. "Planerne blev ændret, så jeg besøger min fætter og kusine," mumlede hun og skammede sig pludseligt over hele situationen. Hvorfor havde hun også været dum nok til at tro, at det var mere end venskab? "Men vi behøves altså ikke sidde sammen, hvis du har travlt." forsikrede hun ham hastigt og så op fra sine sko. De blå øjne så søgende ind i hans.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair krøllede brevet sammen bag ryggen og stak det i lommen og med det til side kunne han koncentrere sig om at være glad for at se Alana.
"For travlt til d-.. at sidde sammen med dig?" svarede Alastair med falsk alvorlighed som om det overhovedet var et spørgsmål, "Aldrig.."
Boblerne havde efterhånden overvundet træthed og Alastair havde næsten svært ved at stå stille. Han vippede lidt frem og tilbage på fødderne. Nå ja, kufferten. Alastair gav sig til at samle alt sit gøgl sammen før han atter så op på Alana.
"Før an." Sagde han glad.

[Alana Maverick-Bones]

Alana bemærkede tydeligt lyden af pergament, der krølledes sammen bag Alastairs ryg, og nysgerrigheden steg. Gad vide hvem, han sendte breve til, som han behøvede at skjule for hende? Måske havde han en kæreste, han skrev til. Hjertet sank lidt ned i maven på hende, men hun formåede alligevel at hanke op i sig selv. De var jo trods alt kun venner.

Et smil kæmpede sig igennem hendes usikkerhed. Well, i det mindste ville han sidde med hende. Hurtigt nikkede hun og begyndte at gå ned mod kupeen, hvor hendes ejendele stod samlet. Det krævede det meste af hendes kropsvægt for at samle styrke til at åbne døren, der bandt, men en smule skøjtende formåede hun alligevel at få den op og smuttede hurtigt ind med Alastair bag sig. Kollegianeren lod til at være forsvundet. I en glidende bevægelse fik hun placeret sin bagdel i sædet. "Bare tag plads - jeg har også købt noget græskartærte, hvis du vil have." Hun smilede mildt til slangen.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair fik skramlet sine ejendele indenfor og gik følgende i gang med projektet at få dem stablet så de ikke fyldte for meget.
"Det lyder lækkert." svarede Alastair og børstede hænderne af, tilfreds med at hans kuffert ikke ville vælte og spilde hans undertøj ud over det hele. Da vendte han sig mod Alana og hans blik flakkede lidt frem og tilbage mellem pladsen ved siden af hende og den overfor.
Han var måske blevet stående sådan i adskillige sekunder hvis ikke en lille stemme i hans hjerne havde krævet at han tog sig bare en smule sammen.
Sådan dumpede han ned i sædet ved siden af hende og, efter yderligere et sekund, lagde en arm nonchalant op på ryglænet over hendes skuldre.

[Alana Maverick-Bones]

Alana fulgte ham roligt med blikket, som han baksede rundt med sine ejendele. Det kløede i fingrene på hende efter bare at give et par vift med staven i hans retning, og få det hele til at spille, men ville han lod til gerne selv at ville, og hun lænede sig en smule længere tilbage i sædet.

Afventende betragtede hun Alastair. Han lod til at være i en indre krig. Den sluttede dog heldigvis, da han dumpede ned ved hendes side og fik smilet på hendes læber til at vokse. Alligevel var der noget i hende, der kæmpede for at komme ud. "Hvad stod der på det stykke pergament fra tidligere?" Nysgerrigheden tog over og sendte ordene ud fra hendes tanker og over hendes læber.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair blegnede lidt. Det var utroligt som der var alle mulige ting der pludselig syntes meget vigtigere i Alanas selvskab. Som for eksempel at hun ikke så det det sammenkrøllede pergament i hans lomme.
"Nårh.." sagde han, men det lød ikke helt så tilbagelænet som han havde håbet, "Bare et brev. Det var ikke så spændende."
Pinlighed var egentlig en lidt ny fornemmelse for Alastair - i hvert fald i den grad han nu følte - og han brød sig ikke om det. Det måtte stoppe. Den indre kerne af stædighed der før havde tvunget ham til en beslutning, drev ham nu til at fiske papirkuglen op af lommen.. Tøve.. Og så række den til hende.
Kære Alana.
Glædelig jul! Jeg håber du har det godt.
Jeg skriver det her på vej hjem i toget, så der er ikke sket så meget jeg kan fortælle dig om..
Der var ikke mere græskartærte da madvognen kom - tragisk. Beklager hvis jeg skriver kedelige breve, jeg må lige øve mig lidt.
Nå ja, og jeg er vistnok forelsket i dig.

[Alana Maverick-Bones]

Alana nikkede langsomt, ikke helt overbevist af hans ord. Tøvende tog hun imod det og foldede det ud. Øjnene strøg over hans klodset skrevne ord. Det tog ikke mere end et par sekunder for hende at læse, men alligevel var det som om ordene ikke gav mening i hendes indre, og hun læste dem igen. Langsomt sænkedes hendes hænder, stadig med brevet klemt så hårdt mellem hendes fingerspidser, at de blev hvide.

De blå øjne fokuserede på Alastair. Pludselig vidste hun ikke, hvilke ord, der kunne redde hende fra den situation, og hun rejste sig op uden at vide, hvor hun ville hen. Kupeen virkede meget lille, og luften alt for tyk til at kunne nå ned i hendes lunger. Uden at tænke videre over det, greb Alana ud efter dørhåndtaget til skydedøren og rev hektisk i den uden den rokkede sig ud af stedet.

[Alastair Ó Catháin]

[Alastair Ó Catháin]

Alastair vidste ikke hvad for en reaktion han havde forventet. Det havde være dumt og impulsivt, men de to ord beskrev ham egentlig udmærket følte han. Det havde bare virket som en nem måde at sige det på.. En udvej.
Men når Alana nu lod til ikke at kunne komme hurtigt nok derfra, var der ingen lette løsninger der syntes umiddelbare. Han knyttede bare sine hænder på knæene og sagde intet. Turde ikke, af frygt for blot at gøre det værre.

[Alana Maverick-Bones]

Alana fortsatte at hive i døren, men opgav efter et par forsøg mere. Langsomt drejede hun rundt på hælen og betragtede Alastair uden at kunne finde ord at sætte på den storm af følelser, der væltede rundt i hendes indre. "Hvorfor ville du skrive sådan en ting?" spurgte hun. Stemmen var spinkel, som hun langsomt trådte hen mod ham igen.

Hun følte sig helt hæs, som hendes øjne søgte efter hans. Det var forfærdeligt at stå i denne situation, for selvom hun følte noget helt specielt omkring ham, var hun også udmærket klar over, at hun endnu ikke var klar til at lægge ord på den underlige flaksen af sommerfugle, der havde indtaget hendes mave i hans selskab.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair mødte hendes blik uden sit sædvanelige smil. Han havde det lidt som om at det ord 'forelskelse' var startet som en lille snebold i hans indre, der blev ved med at rulle og støt voksede. Hvert initiativ han tog i forhold til Alana gjorde det bare lettere at gøre det igen. Det gjorde det nu lettere, for eksempel, at komme på benene og forsigtig lægge sine hænder på hendes skuldre. Det føltes bare.. rigtigt.
"Fordi jeg mener det, Alana." Sagde han med et forsøgende smil. Han havde ikke været sig selv i går, men det gjrode ham ikke noget - og den tanke var skræmmende nok i sig selv.

[Alana Maverick-Bones]

Pludselig virkede det hele så alvorligt - som om virkeligheden havde ramt den lille boble, de havde været i dagen forinden. Det var jo kun to uger siden, de for alvor begyndte at snakke, og Alana syntes på ingen måde, hun havde haft nok tid i den lille, uforpligtende verden. Alastairs ord virkede som om de krævede noget af hende, forventede et svar, hun ikke var klar til at give ham. I hvert fald ikke i form af ord.

Alana sank besværet. Han var så tæt på nu, og hun kunne mærke hans varme - både fra hans store hænder, der hvilede på hendes skuldre, men også fra resten af hans krop. Hendes blå øjne så søgende ind i hans, som indeholdt de den gyldne løsning på alle problemer, og hun følte sig ud af ingenting helt beruset. Hendes sanser var skærpede, som alt ved Alastair nådesløst indprentede sig i hendes bevidsthed og hun kunne mærke hans duft. Så var der noget tung, dybt i hende, der faldt. Som om hun langsomt overgav sig. Prøvende rykkede hun sig en smule fremad mod ham med blodets brusen for hendes øre, og hendes tunge åndedræt som den eneste lyd udover togets raslen.