Hjemrejse

[Alastair Ó Catháin]

Alastairs smil voksede lidt efter lidt og han strøg blidt sine fingre ned langs hendes arme indtil han havde hendes hænder i sine, men det meste af hans opmærksomhed var kommanderet af hendes øjne. Han stod med vægten forrest på fødderne og en mystisk, svævende fornemmelse af at han var ved at falde forover. Tættere og tættere på.
Alastair var ikke engang sikker på hvad han havde tænkt sig at gøre, kyssede han hende nu eller hvad? Afstanden mellem dem blev mindre og mindre.. Man kunne drukne i de øjne der.
Pludselig stødte deres næser sammen nænsomt men uundgåeligt sammen og det var som om at det fjernede noget af alvoren. Alastair udstødte hvad der ville være svært at beskrive som andet end et fnis.

[Alana Maverick-Bones]

Prøvende listede Alana sine fingre ind mellem hans, og samme kildende følelse strøg igennem hendes krop, som det var sket dagen forinden. Det var svært ikke at smile dumt, og der kom et par fine smilehuller frem på hendes brændende kinder.

Følelsen af Alastairs næse mod hendes, lod hende vide, at hendes egen næse var frygteligt kold i vinterkulden. Alligevel var det ikke af kulde, hun gøs, men af spænding ved den elektriske følelse mellem dem. Alana havde kun læst i bøger om, hvad dette ledte til, og hendes åndedræt blev uundgåeligt en smule mere besværet ved tætheden mellem deres ansigter. Alligevel turde hun ikke rykke sig tættere, men stod blot i tavshed til lyden af Godricdalen, der kom tættere på.

Det underlige fnis, der kom fra Alastair beskrev meget passende den underlige sindstilstand, der hvilede i hendes krop. At hun få sekunder forinden havde været tæt på at stikke af, lå nu kun som fjernt minde i Alanas tågede tanker, som hun stod der - frosset i hans greb.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair var nået frem til at han faktisk var ved at kysse Alana. Det var en process der havde vist sig at tage længere tid end forventet, men medmindre at hans kinæstetiske sans var helt ved siden af, var det bare et spørgsmål om tid. Alligevel kunne han ikke lade være med at bekymre sig for hvorvidt Alana var afklaret med den eventualitet, og han overvejede om det måske var bedst at sikre sig om de var på samme side.
Det var faktisk utroligt så mange ting han nåede at tænke i løbet af de sidste små centimeter mellem dem. Hendes næse var blød, han kunne mærke hendes åndedræt mod sine læber, hun havde flettet sine fingre ind i hans, hun stod halvt på hans ene fod, han var faktisk en smule sulten. Enten kørte hans hjerne på højtryk eller også bevægede de sig endnu langsommere end hidtil forventet.
"Nu kysser jeg dig altså.." informerede han hende smørret, og det gjorde han så.

[Alana Maverick-Bones]

Alanas blik flakkede i et splitsekund ned mod Alastairs læber, der syntes at komme tættere på hendes. Det var som om en jernnæve havde grebet fat om hendes mave, men alligevel trak hun sig ikke væk. Kaoset i hendes hoved lod hende ikke få fred i så meget som et sekund, som hun stod der med fingrene flettet ind mellem hans. Jernnæven strammede grebet ved hans ord, og hun ville have givet ham en eller anden form for godkendelse, men det virkede som om hendes krop ikke lystrede, så istedet betragtede hun ham bare perplekst, som hans ansigt bevægede sig tættere på - satte hans ord ud i livet.

Så vågnede hendes krop op til dåd, og Alana gispede en anelse forskrækket mod Alastairs læber, der pludselig havde fundet vej til hendes. Løvinden slappede gradvist mere af, og hun bevægede tøvende læberne mod hans. Så trak hun sig tilbage. Den korte berøring havde sat en summende fornemmelse i hendes læber, der langsomt spredte sig til resten af hendes krop. Forsigtigt rykkede hun sig frem igen, og trykkede prøvende læberne mod hans igen. Bare liiiige for at se. Maven snørede sig yderligere sammen.

[Alastair Ó Catháin]

Okay, Alastair havde altid haft en eller anden idé om at hele det der med at kysse var rimelig simpelt.
1. Påfør mund på mund
2. Lad magien ske
Hvor svært kunne det være. Men det viste sig faktisk at der var en hel masse ting man skulle tage højde for. Så som at vinkle hovederne, eller rent faktisk bevæge læberne og hvis de fortsatte længere skulle han også til at overveje hvordan han ville trække vejret.
Det gjorde det så heller ikke længere at hans smil var noget nær så bredt som det overhovedet kunne blive. Han forfulgte derfor en smule da Alana trak sig tilbage og tog et lille bitte skridt tættere på hende da hun kyssede ham igen. Deres knæ rørtes nu.

[Alana Maverick-Bones]

Lige så langsomt begyndte Alana at vænne sig til følelsen af Alastairs læber mod sine egne, og de blå øjne gled langsomt i. Prøvende åbnedes hendes læber en anelse mod hans, mens hendes knæ blev til samme konsistens som den gele, hun havde indtaget tidligere. Det var virkelig ikke sådan, hun havde troet hendes juleferie skulle starte, men nu det var sket, havde hun intet imod det.

Hvis bare der havde været tavshed i hendes hoved, havde det sikkert været et smukkere øjeblik. Hvad skulle hun gøre nu? Burde hendes fingre bevæge sig op ad hans arme - måske finde vej til hans nakke? Og hvordan i alverden gjorde man lige det, når man også skulle fokusere på at holde læberne mod hans? Alanas ben rystede faretruende under hende, og hun havde virkelig lyst til at sætte sig ned, men så ville hun være nødsaget til at bryde kysset. Det ville selvfølgelig give Alastair mulighed for at fortryde. Nej, så hellere stå og skælve lidt mod ham, vurderede hun endeligt.

[Alastair Ó Catháin]

Et øjeblik troede Alastair helt at Alana ville vælte i hans arme. Det viste det sig dog at hun ikke gjorde, men ikke før at han allerede havde lagt en arm om hendes liv.. for at støtte hende - naturligvis. Kysset brød eventuelt og den unge slange rakte op og strejfede hendes kind med fingerspidserne.
"Jeg.." Begyndte han, så fyldt til randen med indtryk og tanker at det var svært at få dem struktureret i rækkefølge. Hvilke vise ting Alastair havde tænkt sig at sige, fandt man dog aldrig ud af fordi netop da blev han afbrud af sin knurrende mave.
Han rystede på hovedet og gjorde sig en tand mere fri af Alana.
"Du sagde noget om tærte, ikke?" Spurgte han med et grin.

[Alana Maverick-Bones]

Alanas ansigt blussede lidt ekstra op, da en arm smøg sig om hendes talje - sikkert for at levere den støtte, hendes ben tydeligvis ikke kunne mønstre. Det begyndte ligeså langsomt at blive lettere at holde styr på problemet med at trække vejret og trykke læberne mod hans, da Alastair trak sig fra hende og kysset ophørte. Hendes kinder blussede stadig, da hans fingerspidser blidt berørte dem, og hun så en smule målløst på slangen. Et smil fandt vej igennem hendes forvirring, da Alastairs mave gav sig til at klage højlydt. Alligevel røbede Alanas øjne, at de ikke helt var færdige med, at snakke om det, der lige var sket - omend det nok godt kunne blive på et andet tidspunkt.

"Græskartærte." Alana nikkede og trak sig forsigtigt helt fri af Alastair for at kunne slå sig ned i sædet igen. Hendes ben rystede stadig underligt, og gjorde hende usikker på, hvor længe hun ville kunne holde sig stående. Tavst fandt hun to små græskartærter frem og lagde dem på bordet mellem de to sæder.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair placerede et lidt klodset kys på Alanas kind og dumpede så ned overfor hende, dog langt nok nede i sædet til at hans skinneben rørte hendes. Det var ikke fordi at han regnede med at der skete noget forfærdeligt hvis de ikke var i en eller anden form for kontakt, han ville bare foretrække hvis de var.
Tærten var lækker. Alt hvad han havde håbet på og blevet skuffet over da han havde forsøgt at købe en tidligere, og Alastair fortærede, med knap nok tid imellem bidderne til at sikre at han fik ilt og iøvrigt spørge:
"Så hvor længe skal du være i Godricdalen?"

[Alana Maverick-Bones]

Tankemylderet tog ingen ende. Alana havde en uimodståelig trang til bare at få det overstået og spørge Alastair, hvad der egentlig så skete nu. Hvad dette kys mellem dem havde haft af betydning, men modet fejlede hende. I stedet betragtede hun blot den jævnaldrende slange, som han stoppede sin mund til bristepunktet med tærte. Hvordan han også fik plads til at kunne forme ord, begreb hun ikke.

"Kun indtil den toogtyvende," svarede hun med et lille nik og et forsigtigt smil, før hun fortsatte, "Men hele min familie kommer til julefrokost her den seksogtyvende eller syvogtyvende." Alana trak en tot af de løstsiddende hår bag øret og trak forsigtigt benene op foran sig, hvilede sin hage på sine knæ.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair var derimod rimelig sikker på hvor kysset havde efterladt dem. Altså det var sådan at historierne gik, ikke sandt? Dreng møder pige, de tager på et eventyr med en eller flere akavede begivenheder der til sidst fører til en erklæring - det kunne han godt have gjort bedre iøvrigt - og de kysser. Alt gik efter planen, nu manglede de bare at leve lykkeligt til deres dages ende.
Nej, det var han lidt for pragmatisk til at tænke, men han havde derimod ikke brug for at vide meget mere om deres situation end at han var glad for den.. I den.
"Måske kunne vi ses..?" nævnte han og foldede servietten med de sidste tærtekrummer sammen, "altså.. Hvis du vil?"

[Alana Maverick-Bones]

Alanas ansigt lyste op i et bredt tansmil, og hun nikkede ivrigt, så der blev sat bevægelse i de mørke krøller, der nu dansede om hendes skuldre. Om hun ville ses? Hvordan kunne det overhovedet være en tvivl efter hun havde stået med læberne trykket mod hans kun få sekunder forinden.

"Meget gerne," svarede hun oprigtigt og kunne ikke få smilet behersket igen. Det udstrålte den lykke, hun følte ved hele situationen. "Altså jeg skal afsted tidligt den toogtyvende, men vi kan vel mødes den enogtyvende?" De slanke fingre pillede distræt ved en løs tråd på den sorte kjole.

[Alastair Ó Catháin]

"Fedt!" Grinte Alastair og lænede sig en anelse frem i sædet, "Jeg kan vise dig byen!"
Det var tydeligt på ham at han allerede var gået i gang med at forestille sig hvor han ville tage hende hen.
Netop da erklærede en stemme at de var ved at ankomme til stationen og at man skulle huske sine baggage. Alastair rejste sig, for at sikre at hans kuffert var klar og det hele - det var den - og brugte hele forløbet som en undskyldning for at ploppe ned ved siden af Alana og tage hendes hånd i sin.

[Alana Maverick-Bones]

En klingende latter forlod hende ved Alastairs tydelige begejstring. Stemmen, der annoncerede, at de var ved at køre ind på Godricdalens station, fik dog kortvarigt tørret smilet af hendes læber. Selvom Alana selvfølgelig glædede sig til at hygge med Carran og Callista, men samtidig gav følelsen af hans hånd om hendes en følelse af ro i hendes indre, som hun ikke ville være foruden.

Lettere tøvende lagde hun sit hoved på hans skulder, som hun flettede sine fingre ind mellem hans med et saligt suk. "Jeg er glad for, vi endte på tog sammen." Alana smilede let for sig selv, og pressede prøvende læberne mod hans skulder. Den frie hånd strøg forsigtigt over hendes læber. Følelsen af kysset sad der stadig, som et minde, et løfte.

[Alastair Ó Catháin]

Der var en masse ting som Alastair skulle forsøge om man kunne, når det kom til Alana. Først og fremmest forsøgte han at læne sit hoved mod hendes. Det lod til at fungere fint og han sukkede synkront med den søde løve.
Igen følte han lidt at han havde spildt tiden.. Da han ikke kiggede efter hende til at begynde med, da han ikke satte sig ved siden af hende lige med det samme.
"Mhmm." Sagde han blot og prøvede endnu en ting, at kysse hende på toppen af hovedet. "Mhhb.. Phff. Phll. Vlah.."
Hår. Over det hele.
Det måtte han lige overveje en ekstra gang hvis han fik den impuls igen.