Hjemrejse

[Alana Maverick-Bones]

Alana rynkede undrende brynene ved Alastairs sprutten efter at have trykket sine læber mod hendes hår, før det gik op for hende, at det nok var netop det, der havde været problemet. Hår. Igen glødede hendes kinder svagt, selvom det som sådan ikke var hendes skyld, hans mund var blevet fyldt med hendes mørke lokker. Forsigtigt rettede hun lidt på sig, så den spinkle skikkelse lænedes mere mod hans. "Hvor skal vi mødes, så?

Ikke meget mere end et par sekunder senere, trillede toget ind på Godricdalen station, og tumulten startede med elever, der væltede ud af toget mod deres familier. Personligt ville Alana ønske, hun kunne blive siddende der med Alastair. Modstræbende hev hun sig selv på benene og hev staven frem. Med et hurtigt svirp, fik hun sin bagage til at svæve foran hende, og hun så afventende på Alastair. Hvordan skulle de nu sige farvel? Blev han mon hentet af sin familie? For hvis, ville de vel ikke kunne sige ordentligt farvel det sekund, de forlod toget. Alt virkede pludseligt meget uoverskueligt.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair så tænksom ud, selv efter at Alana rejste sig fra ham. Han vidste egentlig ikke hvor tvillingerne boede og kunne - i teorien - godt mødes der. Han kendte i hvert fald gaden.. Men samtidig var det bare ikke en særlig god idé.
"Hvad med markedspladsen?" Spurgte han og, inspireret af hende, brugte sin tryllestav til at samle sin baggage op med. Det efterlod jo også hans hånd dejligt fri til at snuppe hendes.
"Kender du det lille springvand?" Spurgte han og kiggede ud i gangen hvor der stadig var et mylder af folk der skulle forbi. De kunne godt trække det ud lidt længere.
Han stak Alana et grin og hendes hånd et klem.

[Alana Maverick-Bones]

Magien havde altid været en del Alanas hverdag, og det ville være helt unaturligt for hende, ikke at udøve magi - i hvert fald til assistance. Hurtigt samlede hun dog sin kuffert op, så snart den var hevet ned fra bagagaehylden. Udøvelse af magi uden for skolen var immervæk stadig forbudt, og hun gjorde det derfor kun som nødvendighed, hun havde jo ikke en jordisk chance for at kunne få sin kuffert ned uden.

Glædestrålende lod hun sine fingre flette ind mellem hans - det var meget hurtigt blevet en vane for hende, og hun nød den tryghed, det spredte i hende. "Jeg er ikke helt sikker på, hvordan man kommer derhen," måtte hun ærligt, men en smule flovt indrømme. "Men jeg kan sikker få Callista til at vise mig vej." Alana lyste op i et håbefuldt smil og gav hans hånd et drillende klem igen.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair kunne ikke lade være med at smile over hvor hurtigt deres håndholdning blev en naturlighed. Hvad der derimod var langt fra naturligt, var at prøve at bakse sig ud af en lidt for smal kupé dør med kuffert i den ene hånd og en Alana i den anden hånd, tilsvarende vægtet af bagage.
"Okay.." svarede han bare og så sig neutralt om i gangen. De var efterhånden nogle af de sidste der forlod toget og da de skulle stige af vognen måtte Alastair slippe Alanas hånd for at komme ordentligt ned på perronen. Her blev han næsten med det samme omringet af sin familie. Ude af stand til rigtig at kunne gøre sig fri af dem skævede han over skulderen og fangede Alanas blik, pegede på sit ur og holdt to fingre op.

[Alana Maverick-Bones]

Alana travede ud i gangen, i hælene på Alastair. Det var nærmest umuligt at bakse omkring med den voldsomme bagage, og stadig bevare kropskontakten mellem dem, men det glædede hende usigeligt, at han alligevel forsøgte og gjorde det. En anelse modstridende så hun til, som han slap hendes hånd og forsvandt ud af toget, så allerede frem til at kunne hoppe ned og trippe ind i hans arme til en afsked. Længselsfuldt hoppede hun ned fra toget og så slangen, allerede et par meter fra hende, omringet af sin familie.

Den fyldige underlæbe gled ned, som hendes ansigt forvandledes til en vældig uopdragen måben. Det stak lidt i maven på hende, at Alastair bare sådan lod sig rive med uden at prioritere deres afsked. En anelse forvirret så Alana sig omkring, men så umiddelbart ingen tegn på fætteren. Kufferten gled ud af hendes fingre og ramte fliserne med et hårdt 'thump'. Løvinden troede ikke sine egne øjne. Betød deres farvel virkelig så lidt for ham? Hans fagter besvarede hun med et hårdt blik, før hun drejede om på hælen med de mørke lokker dansende om hendes spinkle skuldre og satte i retning af (eller det mente hun da i hvert fald) Reynard-familiens hus.

out