Et skridt på vejen

[Brody Blance]

Magdalene Abbey

Brody var ikke blevet klogere af at lade tiden gå. Et sted i hans baghoved var det måske ved at falde på plads, af Oliver havde ret, men den viden var ikke kommet videre til resten af ham, som i stedet indædt fastholdt, at han bare var frustreret over hendes omskiftelighed. Hun ville, hun ville ikke, hun ville lidt, men så alligevel ikke. Til syvende og sidst havde han besluttet sig for at holde sig langt væk fra Magdalene Abbey.

Så nu stod han der på hendes forældres dørtrin, i den modsatte ende af Storbritannien end hans eget hjem, og bankede på med to koste under armen og et småslidt træningssæt på. Han kløede sig nervøst i skægget og ventede utålmodigt på at nogen åbnede op. Helst ikke Mr. Abbey.

[Magdalene Abbey]

Der var næsten altid nogen hjemme hos familien Abbey i Godricdalen. For det meste var det blot Lily Abbey, familiens kvindelige overhoved, men for nyligt havde også Maggie Abbey, den ældste datter, tilbragt det meste af sin tid der.

I øjeblikket var hun dog ikke hjemme. Hun havde været på markedet og var på vej hjem, mens der blev banket på døren. Noget tydede på, at der faktisk for en gangs skyld var helt tomt og det var et rent held, hvis man kunne kalde det det, at Maggie nåede tilbage, før Quidditchspilleren var gået.

Overrasket stoppede hun op ved havelågen med et mellemgulv der slog en kolbøtte og der gik et par sekunder, før hun tog sig sammen og skubbede lågen op. "Brody?"

[Brody Blance]

Brody var ved at give op og temmelig slukøret transferere sig tilbage til Hogsmeade, da en stemme bag ham fik ham til at vende sig rundt. Han lyste op i et tilfredst smil og rettede lidt på grebet om de to koste.

"Hej." Hans blik faldt til indkøbene og hans øjenbryn røg lidt op, før han rømmede sig. "Jeg tænkte på, om ikke det var på tide at gentage succesen?"

[Magdalene Abbey]

Maggie var temmelig overrasket over at se Brody på sine forældres dørtrin og hun så en anelse varsomt på ham, som hun lukkede lågen efter sig og nærmede sig hoveddøren. Blikket fæstnede sig ved de to koste og Maggie stoppede op med et uforstående blik.

"Hvad mener du?" spurgte hun, skønt hun havde en mistanke om, hvad det i virkeligheden var det handlede om. Hun kunne dog ikke være sikker.

[Brody Blance]

Hvis ikke man vidste bedre, kunne man såmænd tro, at Brody Blance var nervøs. Han smilede skævt og rømmede sig lidt ved Maggies tydeligt uforstående mine. "Engang tvang jeg et rystende espeløv op på en tomandskost og fik hende til at se verden lidt oppefra," sagde han, forsøgsvis henkastet.

"Nu er det på tide, at du graduerer til din egen kost, synes du ikke, Abbey?" Han hævede begge øjenbryn lidt og så drillende på hende.

[Magdalene Abbey]

Maggie strammede grebet om papirsposen lidt og forståelsen gryede tydeligt på hendes ansigt. Det blev erstattet med et tydeligt tøvende ansigtsudtryk og hun rystede den mindste smule på hovedet. "Jeg er ikke sikker på, at det er nogen god idé..."

Hun rynkede på brynene og gnavede tvivlende på sin underlæbe. Var det mon en fredserklæring? Det håbede hun. Om ikke andet, så kunne hun gøre det til det. Hun tog en indånding. "Jeg mener. Jeg har siddet på en kost siden."

[Brody Blance]

Brody tog sig i at sukke opgivende, men sank alligevel lidt sammen i skuldrene. Han smilede svagt og lagde hovedet lidt på skrå, før en lille, munter lyd forlod ham.

"Selvfølgelig," medgav han, før han rømmede sig lidt igen. "Men du har ikke fløjet med en landskendt Quidditchspiller." Han lagde hovedet på skrå med et prøvende smil. "Eller lært at lave et loop."

[Magdalene Abbey]

I det mindste afviste hun ham ikke blankt, selvom det nok var, hvad hun burde gøre. Hun huskede sine ord om, at det bedste ville være, hvis hun holdt sig langt væk fra Brody. Det var bare svært at huske, når han stod på hendes trappetrin.

En overrasket latter gled ud mellem hendes læber og hun rystede på hovedet. "Du er gal," slog hun fast med et sigende blik og tog sig så sammen til at skubbe sig forbi ham og låse døren op.

[Brody Blance]

Brody smilede lidt tvivlende. Havde man ikke kendt ham, kunne man tro, at han var usikker på sig selv. Men selvfølgelig var han ikke det. "Var det et ja?"

Han løftede de to koste op, så de hvilede over hans ene skulder og så ned på kvinden, der stod og rodede med låsen. "Kom nu, Maggie, det er bare en flyvetur. Og vi er jo venner, ikke?"

[Magdalene Abbey]

Maggie så tilbage over skulderen på Brody, da låsen klikkede og overvejede tydeligvis i nogle øjeblikke. Så sukkede hun opgivende og smilede svagt. "Fint, fint," svarede hun resignerende, uden helt at kunne lyde oprigtigt fortrydende og så undersøgende på Brody nogle øjeblikke, før hun skubbede døren op og holdt den åben med i foden i tydelig opfordring til at han skulle følge efter.

Hun fugtede læberne en enkelt gang og hankede så op i varerne. "Lad mig lige tømme posen og skifte tøj," bad hun og så på ham med et blik, der stadig virkede en anelse undersøgende. Som om der var noget ved ham, hun ikke umiddelbart kunne regne ud.

[Brody Blance]

Brody smilede bredt, så hans tænder blev synlige, da Maggie resignerede. Han gik ind med begge koste over skulderen og standsede i gangen med en pudsig følelse af at være teenager igen. Her var han ikke i en voksen kvindes eget hjem, men i et barndomshjem hvor han endda havde været før. Han havde en snigende nervøsitet over tanken, at Mr. Abbey pludselig kunne komme hjem.

"Det er fint," medgav han, helt uden at kommentere på det åbenlyse - at hun ikke behøvede at have tøj på for hans skyld. I stedet stod han og vippede på tæerne, lidt for stor til gangen, men uden helt at have nerven til at gå længere ind i huset.

[Magdalene Abbey]

Maggie så næsten forundret ud over, at Brody ikke kom med nogen drillende kommentar og i et par sekunder så hun blot på ham, før hun nikkede og satte kursen mod køkkenet. Da lyden af skridt ikke fulgte, stoppede hun kortvarigt op og så tilbage på Quidditchspilleren, der så tendernede ukomfortabel ud i den lille gang. Det fik hende til at trække underfundigt på smilebåndet.

"Du må godt komme ind," pointerede hun og fortsatte selv igennem døren. Det tog ikke ligefrem lang tid at pakke varerne ud og hun foldede posen pertentligt sammen, så den kunne bruges en anden gang. Maggie tog sig i flere gange at kaste undersøgende blikke mod Brody, indtil hun til sidst strøg håret om bag øret og erklærede at hun gik ind for at skifte.

[Brody Blance]

Brody fulgte med og lignede mest af alt en fisk ude af vandet, som han stod tøvende i et langt øjeblik, inden han forsigtigt satte kostene fra sig op af væggen og sank ned på en spisebordsstol. Han betragtede Maggie, imens hun smuttede rundt og nikkede lidt, da hun forlod stuen.

Selv rejste han sig op igen og kørte en hånd igennem håret. Han så sig lidt rundt efter et spejl, fandt intet brugbart og nøjedes med at finde et bånd og samle håret med det. Imens ventede han utålmodigt på Maggie. Der var også varmt i fuldt overtøj.

[Magdalene Abbey]

Da Maggie vendte tilbage, var det noget anderledes klædt end før. Selvom hun ikke ofte var i skørter, var der alligevel forskel på de pæne bukser og det hun havde gået klædt i, mens hun arbejdede i felten i Rumænien. Det var til gengæld både varmt og praktisk, foruden at kunne holde til mere end det meste tøj, selvom det bar præg af at være blevet brugt.

Det var en underlig følelse at se Brody stå i køkkenet og hun betragtede ham diskret i et øjeblik, før hun gjorde opmærksom på sig selv ved at træde helt ind i rummet og trække en stol ud, for at kunne sætte sig og snøre de knælange, solide støvler. Imens skævede hun op mod ham og trak svagt på smilebåndet. "Jeg fatter ikke, at du får mig til at gøre det her igen."

[Brody Blance]

Brody smilede instinktivt over synet af Maggie og så nysgerrigt ned på hende, som hun satte sig. Han tog de to koste igen og grinede lidt af bemærkningen.

"Det gik jo fint sidst," konstaterede han drillende, som han hejste kostene op på den ene skulder. "Du har sikkert fået dårligere koordination siden, dog. Alderdom."