Et skridt på vejen

[Magdalene Abbey]

En impulsiv latter forlod Maggie, som hun kom på benene igen. "Behøver jeg at minde dig om, at du er tre år ældre end mig?" spurgte hun retorisk og tog en dyb indånding, som hun stak hænderne i lommerne på drageskindsbukserne.

Hun så lettere tøvende og skeptisk op på Brody i et øjeblik, før hun endte med at smile svagt. "Lad os gå før jeg ændrer mening."

[Brody Blance]

Brody grinede. "Det er jeg skam klar over," svarede han simpelt og uberørt, før han gik ud af huset igen.

Han ventede til hun havde låst efter sig, før han rakte hende den ene kost. "Lad os lade være med at gå," opfordrede han, en anelse drillende. "Kan du huske hvordan?"

[Magdalene Abbey]

Maggie endte alligevel med halvt at fortryde alting, det sekund hun havde låst døren. Blikket flakkede op mod ham og hun så på kosten med tydelig tvivl, som om den var noget, der havde spidse tænder og et voldsomt temperament. Kun det sidste var delvist sandt.

"Lad være med at falde af," svarede hun tørt. Tanken om at sætte sig op på kosteskaftet var direkte intimiderende, men modsat i skoletiden, var hendes stædighed større end hendes angst og med et tydeligt nervøst blik, rakte hun ud og tog imod kosteskaftet. Hun kunne godt gøre det her. Hun var en voksen kvinde.

[Brody Blance]

Brody fnøs muntert og rakte hende kosten. Han smilede beroligende. "Hold godt fast, lad være med at kigge lige ned og husk, at den er lavet til at bære dig." På en eller anden måde endte hans hånd på hendes skulder og han gav den et let klem, inden han trak den til sig.

"Men først skal du få kontakt med den. Op!" Han kommanderede af sin egen kost og den lagde sig straks ved siden af ham, svævende i den rette højde til at han kunne stige på og nærmest vibrerende af energi. Den var lavet til fart - Magggies var absolut ikke.

[Magdalene Abbey]

Maggie fugtede læberne nervøst, men lod sig berolige en anelse af Brodys sikkerhed. Hun kastede et sidste, skeptisk blik på ham, før hun spejlede hans bevægelse, med et lettere vagt "op." Kosten bevægede sig ikke med samme sikkerhed og elegance som Brodys, men overraskende nok gjorde den rent faktisk som den fik besked på og Maggie tog en dyb indånding, før hun lukkede hånden om skaftet igen.

Hun så på Brody, gnavede lidt på sin læbe og tog så en dyb indånding mere, før hun lod det ene ben glide hen over kosteskaftet. Hendes puls rasede afsted, men hun var ikke blind af angst, som hun havde været det for ti år siden.

[Brody Blance]

Brody så afventende på Maggie og smilede, da kosten gjorde som den besked på. "Flot," roste han med en tilfreds mine. Han steg selv halvt på sin egen racerudgave og satte den ene fod imod bøjlen uden at sætte af endnu.

"Jeg tænker, at vi flyver ud imod Mungos. Ikke at jeg regner med, at du får brug for at besøge dem derude efter i dag." Han rømmede sig. "Damerne først."

[Magdalene Abbey]

Maggie sendte Brody et hårdt blik, der dog blev spoleret af, at det trak let i hendes ene mundvig. Med en hovedrysten strammede hun sit greb om træet og forsøgte at grave de flyvekundskaber frem, som hun aldrig rigtig havde haft. Med et spark satte hun fra og kosten gled op i luften og bar Maggie med sig.

Det krævede et mentalt spark at huske at trække vejret, men hun følte ikke, at hun var ved at glide af. Bevidstheden om at Brody var lige i nærheden gjorde det også væsentlig nemmere og selvom hun ikke var meget for at fjerne fokus fra luften foran sig, så hun alligevel søgende efter ham. For en gangs skyld havde hun decideret brug for hans tilstedeværelse.

[Brody Blance]

Brody blinkede til Maggie, men holdt igen med andre morsomme kommentarer. Han tog en dyb indånding da hun lettede og ventede et øjeblik før han satte efter hende og hurtigt skød let igennem luften.

Han var adræt og lige så vandt til at flyve som til at gå, hvilket hans kropsholdning bar tydeligt præg af. Afslappet indhentede han hende så let som ingenting. Da hun spejdede, dukkede han op lige foran hende, flyvende baglæns lige så nemt som det var at svæve langsomt frem. "Er det slemt?" Han måtte tale højt i selv den begrænsede vind.

[Magdalene Abbey]

Det gibbede forskrækket i temmelig anspændte Maggie og kosten gav et lille spjæt fra sig. Nok til at hendes hjerte sprang et slag over og hun i et øjeblik skulede reelt til Brody.

Da hendes puls blev nogenlunde normal igen falmede det dog en anelse og hun tog tydeligvis en dyb indånding. "Så længe jeg ser på dig i stedet for at kigge ned, så går det. Tror jeg," svarede hun temmelig usikkert med en forsigtig trækning i den ene mundvig. Det blev dog nemmere at lade instinkterne overtage, mens hun talte. Der var det nemlig sværere at overtænke. "Bare... Lad mig komme ned, før jeg besvimer."

Det var halvt for sjov, halvt i alvor. Hjertet hamrede og hun var reelt bange for det øjeblik, hvor hun ville komme til at kigge ned.

[Brody Blance]

Brodys kost gav et minimalt spjæt. Ikke nok til at Maggie ville opdage det, men nok til at plante en kortvarig rynke i panden på angriberen, inden han smilede og en munter lyd forlod ham.

"Du er voksen. Jeg regner med, at du siger til hvis du får det dårligt." Han hævede begge øjenbryn og så sigende på hende, imens han gav sig til at flyve bagud i vandrette sinuskurver, frem for en lige linje. "Tør du sætte farten lidt op?"

[Magdalene Abbey]

Det kunne godt være, at Maggie lige havde konkluderet at det hjalp at se på Brody, men så snart han begyndte at bevæge sig i buer, fik hun snarere kvalme af det. Hun rynkede koncentreret på brynene og der gik et øjeblik før hun nikkede.

Hun kendte bevægelsen der fik kosten til at øge hastigheden - hun havde altid været god til at observere Quidditch - men det føltes ikke helt naturligt for hende at gøre det selv. Ikke desto mindre skød kosten en anelse hurtigere frem og fik de enkelte løse lokker af lyst hår til at piske en anelse i vinden. På en eller anden måde fik det Maggie til at le overvældet og det sugede i hendes mellemgulv på en måde, der ikke var helt ubehagelig.

[Brody Blance]

Brody fløj direkte bagud med øget fart, så snart Maggie skød frem. Han lod sig smitte af hendes overvældede latter og grinede. "Flot, Maggie," udbrød han reelt med et bredt smil. "Vi skal lidt højere op, hvis ikke vi skal risikere at kollidere med Mungos."

Hans øjne spillede muntert og han steg selv i luften, imens han fløj bagud så let som var det ingenting. Han havde både et vågent blik på jorden, på luftrummet bag sig og på Maggie, der stadig ikke var helt sikker på en kost.

[Magdalene Abbey]

Smilet falmede da Brody forlod hende og steg længere op og i et flygtigt øjeblik så hun næsten forrådt ud. Det var rent instinktivt og der gik da kun et øjeblik, før hun indså at han ikke var længere væk end at hun godt kunne trække en anelse op i kosten og følge efter.

Hun var meget bevidst om hele tiden at holde blikket rettet mod Quidditchspilleren og undlod at tænke på, at hun ville glide ned af kosten, hvis hun kom til at give slip nu. Det skete da heldigvis heller ikke og inden længe var hun igen i øjenhøjde med ham og havde - uden at være klar over det - på vejen sat farten en anelse op.

[Brody Blance]

Brody smilede bredt over Maggie og gav sig stille og roligt til at dreje, da hun var på højde med ham igen. "Du klarer det flot," konstaterede han højt, inden han drejede den modsatte vej for at se om hun ville - og kunne - følge efter.

Hun var ikke den første at lære at flyve. En tanke slog ned i ham og han fnøs muntert. "Du kunne flyvetræne sammen med Willow, du ved."

[Magdalene Abbey]

Maggie fnøs, selvom det næppe var hørligt over lyden af vinden. Hun var dog snart langt mere optaget af at forsøge at manøvrere kosten rundt end at tage sig af Brodys kommentarer. Til gengæld gik det overraskende godt. I hvert fald lige indtil hun kom til at kigge ned.

Kosten sank et betragteligt stykke, samtidig med hjertet steg i halsen på hende. Hun holdt ubevidst vejret og holdt krampagtigt fast i skaftet, som hendes mave slog en kolbøtte og hun tvang sig selv til at se væk. Til gengæld var selvsikkerheden fra et øjeblik siden forsvundet og et lettere spagt "Brody," undslap hende, som hun så på ham med et blik, der tydeligt afslørede, at det var på tide at holde en pause.

Problemet var bare, at det at komme ned også krævede at hun rettede blikket mod jorden.