|
|
Post by Callista Reynard on Nov 24, 2014 21:18:57 GMT 1
Callista havde ikke ligefrem bedt om at blive sat sammen med den lidt vel selvtilfredse præfekt i det sene efterårs patruljeordning, men hun kunne ikke drømme om at modsige beslutningen. Sidste år havde de været vejleder sammen, nu var rollerne skiftet. Hun havde dog visse problemer med at anerkende at den forandring skulle have gjort den store forskel i hvor dygtig han var. Dygtig - bevares - men med visse menneskelige mangler, som kedede hende og gjorde hende en anelse ærgerlig over, at hun ikke mestrede at styre de små evner hun alligevel havde arvet fra sin mor. Det ville sikkert have været en fornøjelse at fordreje hovedet lidt på den selvtilfredse slange. Hun drejede ned af en gang med sin tryllestav fremme, men slukket. Patruljeringerne var sædvanligvis kedelige. Det var sjældent man opdagede andet end hvor det var noget tid siden der var blevet gjort rent. Hun rømmede sig dæmpet. "Hvad mener du så om den nye lovgivning?" |
|
|
|
Post by Adam Philips on Nov 24, 2014 21:32:03 GMT 1
Adam havde ikke rigtigt skænket den yngre vejleder den største portion opmærksomhed, før hun pludselig brød tavsheden. I hans optik havde de to ikke det store til fælles ud over deres ansvar for slottet, og han havde vendt blikket en anelse undrende mod hende ved ordene. Tænk, at hun overhovedet vidste noget om emner som lovgivningen. Hun havde vel en kæreste eller en bror til at orientere hende. Tankefuldt drejede han staven mellem de lange fingre.
"I min optik er det en nødvendighed, der må tages for varetagelse og dyrkelse af magien." konstaterede Adam med et skuldertræk. Der var ikke rigtig så meget mere at sige til det. "Det er jo det, vi alle er her for, ikke?" Spørgsmålet var tydeligt retorisk. Det var et underligt emne at bringe op til den normale patruljerings small-talk og især af en pige.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Nov 24, 2014 21:50:40 GMT 1
Callista løftede et enkelt øjenbryn og trak på skuldrene. "Jeg ved ikke hvad du er her for," konstaterede hun lidt ligegyldigt. "Jeg er her personligt for at blive uddannet og lære."
Hun så frem og lod stilheden blive hængende imellem dem et langt stykke tid. Det var op af bakke at følges med Adam. "Hvem er egentlig din bugtaler?" Hun lød spekulativ og så lettere nysgerrig ud, men hendes øjne glimtede muntert.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Nov 24, 2014 22:15:19 GMT 1
Adam betragtede undrende Callista, før han igen vendte blikket mod den mørklagte gang, de gik ned ad. Hun var da en sjov lille størrelse. Underholdt rystede han på hovedet. "I magiens kunst, ikke sandt?" vendte han spørgsmålet tilbage og vendte tilbage til sine tanker. Stilheden var nu engang meget rar, selvom hun havde åbnet en mulighed for ikke at være så dum, som han ved første øjenkast havde stemplet hende.
Provokationen fik næsten slangen til at stoppe op, men han fangede hurtigt det spøgefulde blik i ravnens øjne og sendte et sjældent smil i hendes retning. "Hvilken del af mine overbevisninger bringer dig til den konklusion, at jeg skulle have et behov for en sådan?" spurgte han med en fornøjet nysgerrighed.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Nov 25, 2014 1:14:21 GMT 1
Callista smilede underfundigt. "Åh, det er ikke dine ord som sådan, Phillips. Nærmere fremførslen." Hun holdt en kunstpause, spidsede læberne lidt tænksomt, imens hun så hen af gangen. "Som om du har brugt voldsomt lang tid på at indøve dem."
Hun betragtede ham imens hun gik ned af gangen i et roligt tempo. Han var en mærkelig lille dreng. Sandsynligvis til andre drenge, hvis hun kendte den slags kindben ret.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Nov 25, 2014 11:34:20 GMT 1
Adam trak på skuldrene. "Jeg deler ikke overbevisning med nogen i min familie, så det er muligt, mine ord er blevet gentaget en gang eller tredive." Der var et underholdt glimt i hans mørke øjne, som normalt kun var at finde i Catherinas selskab. Han drejede tavst om hjørnet med ravnen ved sin side.
"Har du selv en holdning til den nye lovgivning?" tvang han sig selv til at spørge, selvom svaret egentlig ikke interesserede ham. Hvad skulle denne Reynard-pige have af tanker om det? Alligevel var Adam blevet opdraget til at være høflig og udvise interesse for andre mennesker, og spørgsmålet røbede ikke hans mening om piger og politik.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Nov 26, 2014 20:43:39 GMT 1
Callista hævede et øjenbryn. Hendes mundvige sitrede svagt. "Aha," kommenterede hun simpelt, før hun vendte blikket lidt op imod den ældre dreng.
"Selvfølgelig har jeg det." Hun holdt en langstrakt kunstpause. "Alle magikere skal uddannes. Men ingen af os ved for alvor hvilke metoder de har tænkt sig at bruge endnu. Ville du acceptere at dit barn blev taget fra dig? Eller din søster?"
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Nov 27, 2014 11:00:09 GMT 1
Adam måtte holde sig i skindet for at tilbageholde et dybt suk. Det var så typisk piger at skulle malke sådan en situation med teatralske effekter som kunstpauser. Hendes ord fik ham næsten til at stoppe op. Hvorfor i alverden skulle Catherina nu blandes ind i det hele? Var det ikke nok at hun var i hans tanker hver gang, han skulle glo på den snog til Miles Heeney?
"Som forælder må man ønske det bedste for sit barn, og det bedste for ethvert magisk født barn er at tage en uddannelse og blive opdraget af mennesker, der er indviet i magien og dens nuancer." fastslog han uden tøven. "Hvis jeg vidste, Catherina ville være i bedre hænder hos mennesker, der kunne varetage hendes sikkerhed, ville jeg ønske det bedste for hende." Adam vendt blikket til Callista. "Ville du ikke også ønske det bedste for din familie?"
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Nov 27, 2014 18:47:29 GMT 1
"Men ved de det?" Hun ignorerede hans spørgsmål. Det var bygget på en argumentation, der ikke tog højde for følelser og hun købte den ikke. Mennesker handlede ikke udelukkende ud fra et logisk standpunkt. "Ved mugglerne at..."
Pludselig blev hun tavs. Et lysglimt, et gisp fra den anden ende af gangen og lyden af løbende skridt. Callista hviskede et hæst "lumos" og gav sig til at løbe. "Stands!" råbte hun efter de løbende. Elever ude efter sengetid, uden tvivl.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Nov 27, 2014 23:14:13 GMT 1
Adam tav for at lytte til hendes spørgsmål. Selvom han langt fra var enig med den unge Callista, synes han alligevel det gav en vis værdi, at hun fortsat kunne stille spørgsmål til hans overbevisning. Hans forældre havde selv opgivet det, og det var de færreste, der direkte begav sig ud i en diskussion med præfekten. Hendes gisp og lyden fra den anden ende af gangen fik dog straks slangens opmærksomhed vendt fra ravnen og mod lyden.
Uden et ord fra Adam lyste tryllestaven op i hans hånd, og han satte straks i løb. Typisk pigeben - så meget kortere. Samtidig følte han heller ikke det var ansvarligt at løbe fra den unge pige, og han måtte sætte tempoet efter hendes, selvom de lange ben sagtens kunne have bragt ham hurtigere frem. "Hey!" råbte han, da personen - eller var de flere? - ikke lod til at have lyttet til Callistas råb.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Nov 28, 2014 0:02:12 GMT 1
Callista var adræt og hurtig, men til gengæld var hun ikke observant nok til at lægge mærke til den pakke, som de forsvundne havde efterladt på gulvet. Hun snublede over den og faldt så lang hun var med et overrasket udråb. Der lød en knasende lyd, da hendes ene fod drejede næsten halvfems grader og hun gispede af smerte.
Et temmelig uklædeligt "fuck," undslap hende og hun tog sig til foden med en grimasse. Tryllestaven lå tabt på gulvet. De forfulgte slap væk.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Dec 4, 2014 17:23:22 GMT 1
Adam havde allerede halet lidt ind på eleverne, da lyden af Callistas krop, der faldt til jorden, nåede ham. Selvom han nåede at tage et par skridt videre, stoppede slangen alligevel op. Det blev til et par sekunders indre kamp, før han hurtigt lod sig falde på knæ ved ravnen.
"Callista." mumlede han lavt og lagde med største forsigtighed en hånd på hendes skulder. Det var første gang, Adam nogensinde havde brugt hendes fornavn, og lyden af det var ligegeledes underlig og behagelig mod tungen. Forsigtigt tog den frie hånd hendes stav og rakte den til hende. "Rolig nu." Han tyssede blidt på hende, og med et enkelt sving fra staven var hun lidt over en meter i vejret. Selvom han var en dygtig magiker, havde han ikke brugt alverdens tid på healing, og vurderede hurtigt, at det var sikrere at bringe hende ned til Hospitalsfløjen. "Jeg har dig" aldrig havde han talt så blidt til en, der ikke var hans søster, men situationen var også uvant for ham.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Dec 4, 2014 23:29:43 GMT 1
Callista havde vrikket om på foden - ikke brækket halebenet. Hun bandede højlydt af Adam, da han svang tryllestaven og hun pludselig hang i luften. "Stop dig selv," hvæsede hun hidsigt. "Sæt mig ned, Adam! Nu!"
Hendes øjne slog gnister og skinnede svagt gulligt. Noget man heldigvis kun så, hvis man stirrede direkte ind i dem. "De slipper væk, ved Voldemorts sure sokker. Fang dem dog!"
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Dec 5, 2014 17:29:20 GMT 1
Adam ignorerede Callistas vrede og forbandelser. Ja, han var bitter over, at eleverne var sluppet væk, men nu var det sket. De ville sikkert være på vej tilbage mod deres senge nu med en god overraskelse på opleveren. For ham lå det klart, at vejlederen var førsteprioriteten. Alligevel vendte han ansigtet mod hende, og bemærkede straks øjnenes forandring. Blandingswillie - frækt, kommenterede en drenget stemme i hans hoved, som hurtigt blev skubbet væk.
"De er allerede væk, Callista." fastslog han bestemt, og rettede blikket fremad i stedet. "Ja, jeg ville gerne have fanget dem, men jeg lader ikke dig ligge alene tilbage, når du skal til Hospitalsfløjen. Du må have spist pixilort." Stemmen var autoritær og lagde ikke op til diskussion, da han drejede ned ad en gang, stadig med Callista svævende ved sin side.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Dec 5, 2014 17:44:24 GMT 1
Callista vred sig i luften og bandede ham langt væk. "Min tryllestav," snerrede hun hidsigt. "Ved alle idiotiske troldeprutter, Adam. Sæt mig ned og giv mig min fucking tryllestav!"
Hun sprællede uden at komme nogen vegne. Rasende spruttede hun forbandelser af præfekten, imens hun forsøgte at komme ned. Han var en tåbe. Overilet som hørte han til på Gryffindor. Hvis bare han havde efterladt hende, kunne hun selv have fremtryllet en stok og slæbt sig mod hospitalsfløjen. Og så ville hun stadig have sin tryllestav og ikke hænge hjælpeløst i luften.
|
|
