Patruljering i mørket

[Adam Philips]

"Callista, snart fjerner jeg din mulighed for at ligge og sprælle som en dyndmand på land. Du ender med at skade dig selv yderligere, pigebarn!" belærte han hende med slet skjult irritation over hendes reaktion. Selvfølgelig havde Adam forståelsen for hendes frustration, men hvis hun bare lige tog sig sammen og tænkte tanken til ende, ville hun komme frem til den eneste fornuftige konklusion: at få hende op på hospitalsfløjen.

Adam himlede med øjnene og satte farten lidt op. Jo hurtigere, de nåede hospitalsfløjen, des hurtigere ville han kunne slippe for hendes grimme sprog. "Du kan da vel nok forstå, at jeg ikke har tænkt mig at give dig din tryllestav, når du taler på den måde, ikke sandt?" Spørgsmålet var tydeligt retorisk. Igen vendte han blikket fra hende med en lavmælt mumlen og en overvejelse om, hvorvidt det var den samme mund, hun kyssede sin mor med.

[Callista Reynard]

Callie fnøs vredt. Hun sydede, men lå stille og nedstirrede Adam som var hun en basilisk. Det svage, gule skær i de ellers mørke øjne kunne da også pege i den retning. "Giv mig min tryllestav," forlangte hun igen med en seriøst overvejelse om at forhekse ham, hvis han gjorde. Hun blev ellers sjældent så hidsig, men at fratage hende muligheden for at klare sig selv og belærende give sig til at flytte rundt på hende som en brugsgenstand... Det fik hendes pis i kog.

"Og sæt. mig. ned."

[Adam Philips]

Adam sukkede dybt og satte op ad trapperne mod hospitalsfløjen. Callistas rasende ord og konstant voksende modvilje mod ham, prellede fuldstændig af på præfekten. Der måtte vel være en grund til, at han var præfekt og hun blot var vejleder, og derfor tillod han sig at vælge, hvad der var den bedste løsning på problemet.

"Hids dig ned, Callista. Vi er snart på Hospitalsfløjen, og så skal du nok få din stav tilbage." Adam betragtede hende vurderende, mens han skridtede på ad trapperne. "Jeg ønsker ikke at sætte dig i en situation, hvor jeg alligevel ender med at inddrage din stav, så tilgiv mig sikkerhedsforanstaltningen." Ærligt forstod han ikke, hvad problemet var. Hvis hun bare havde forholdt sig i ro og haft tillid til ham, kunne hun jo sagtens have beholdt sin stav.

[Callista Reynard]

Callista vidste godt hvor Adam kunne stikke sin egen stav op henne, men hun undlod at informere ham om det. På næste møde præfekter, overhoveder og vejledere imellem, vidste hun godt, hvad hun ville bringe samtalen hen på.

"Jeg tilgiver dig ikke det fjerneste, din selvtilfredse, prætentiøse møgunge," svarede hun skarpt, imens hendes fod dunkede smertefuldt. Vreden var ellers en god måde at glemme hvor ondt det egentlig gjorde. "Du kan være sikker på, at jeg taler med Professor Tweedy og Froggenhall om din latterlige magtanvendelse."

[Adam Philips]

Selvom Callista indtil videre ikke havde haft held med at prikke til Adams kølige ydre, fik hun alligevel sat ild i hans indre ved den sidste bemærkning. Hurtigt skridtede han op ad trappen, kun et par meter fra døren til Hospitalsfløjen. I et splitsekund fik han drejet rundt og lagde de slanke fingre om hendes hage. "Meget kan du anklage mig for, Reynard, selvtilfreds og prætentiøs - ja, men at misbruge mine muligheder som præfekt er ikke en af dem." hvæsede han, næsten dirrende af arrighed.

Det var længe siden, der havde været så meget aktivitet i Adams ellers glatte ansigt, men Callista havde virkelig fået prikket til ham. "Jeg vurderede situationen mellem at efterlade en regeloverholdende elev og bringe hende i sikkerhed frem for at straffe to ulydige. Hvis de kommer til skade, har de selv sat sig i den situation, jeg nægter at lade dig alene på en mørk, kold gang. Og staven er udelukkende for din egen skyld, så jeg ikke er nødt til at indberette, at jeg har fjernet den grundet destruktiv magi mod din præfekt." Stemmen havde efterhånden fundet tilbage til den rolige tone, han normalt førte, selvom den bar vredens kølighed.

[Callista Reynard]

Callista stirrede direkte ind i præfektens blå øjne og bed tænderne hårdt sammen. Raseriet boblede i hende, men hun var i en sårbar position og nøjedes med at vende hovedet væk fra ham i et ryk. Et fnys forlod hende dog over den sidste konstatering.

"Du opgav dine pligter for at lege helt - helt uinviteret. Og jeg skal vise dig destruktiv magi, så snart jeg kommer ned herfra."

[Adam Philips]

Adam sagde intet til den trodsige bevægelse, da Callista trak sit ansigt fra hans greb. Det havde spredt en svag kvalmen i ham, at hun havde været i stand til at bringe ham så langt ud til direkte at tage fat i hende. Hvorfor kunne hun ikke bare forstå, at han havde ret?

De var nået hen til døren ind til Hospitalsfløjen. Et suk strøg over hans læber. "Reynard, jeg vil bede dig slappe af nu. Den slags barnagtig adfærd gavner virkelig intet lige nu." Hånden havde fundet håndtaget, men tøvede. "Hvad du gør med din stav, når du får den tilbage, er helt op til dig selv, men tænk dig nu om. Du brøler som en tykpandet løve lige nu." Adam trykkede håndtaget ned og sendte hendes svævende skikkelse ind ad døren. En justering på staven fik hende en smule mere op at sidde i luften.

[Callista Reynard]

Callista sydede, men tav. Hun sendte Adam et dræbende blik på vej ind af døren. Da sygeplejersken kom hastende lod hun dog sin irritation med præfekten ligge og forklarede neutralt hvad der var sket, imens hun kom ned at sidde i en værdig stilling på en af sengene.

Det var ingen katastrofe - præcis som hun havde forudsagt - og hendes fod var på ingen tid pakket let beskyttende ind og nogenlunde fixet. Sygeplejersken krævede dog af Adam, at han fulgte hende hele vejen til hendes kollegium, så hun ikke risikerede at snuble på vejen og skade den nu blot ømme fod yderligere.

Begejstringen i den unge ravns øjne var ikke åbenlys. Primært fordi hun ønskede ham hen hvor pebret gror, men hun nikkede til sygeplejersken og forlod hospitalsfløjen med rank ryg. Først da de var ude derfra igen, vendte hun sig imod Adam.

"Der er ingen grund til at vi går sammen. Du kan fortsætte patruljen eller melde til Professor Froggenhall, at vi er blevet forhindret?" Hun indså halvt igennem sin sætning, at hun lød som om det var hende, der var præfekten og rømmede sig lidt. "Hvis du synes," tilføjede hun formildende.

[Adam Philips]

Adam satte sig på en seng lidt fra Callista, så hun kunne få illusionen om at være alene med sygeplejersken. Til beskeden om at følge ravnen direkte til sit kollegie, nikkede han blot tavst og fulgte med hende ud fra hospitalsfløjen. Alle former for irritation eller vrede, der havde ligget i ham før, syntes at være væk, da Callie vendte sig mod ham og talte.

Sætningen lød mere som en ordre, og Adam hævede det ene bryn, mens hun talte. Så fandt det tilbage ved siden af sin makker ved formildelsen. "Nej." Det var ganske tydeligt på tonefaldet, selvom det igen var roligt, at det ikke stod til diskussion. "Jeg følger dig i i seng, og derefter skal jeg nok selv opsøge Professor Froggenhall og diskutere aftenens hændelser." Adam nikkede som var der ikke mere diskussion der.

Alligevel lå der en vis uro i hans blik, da de skulle til at gå. "Skal du bruge støtte?"

[Callista Reynard]

Callista kneb et øjeblik øjnene sammen, før hun tog en dyb indånding og bed sin spidse kommentar i sig. Hun fnøs dog åbenlyst over tilbuddet og gav sig til at småhumpe fremad uden at svare.

"Hvad planlægger du at sige til Froggenhall?" Hun drejede hovedet imod ham og så skeptisk ud. Et kort øjeblik standsede hun, før hun fortsatte temmelig langsomt og lidt irriteret over sin egen fod. Sygeplejersken havde dog sagt, at den burde være god igen så snart hun vågnede om morgenen. Det holdt hun fast i, som hun skottede til Præfekten.

[Adam Philips]

Adam rystede opgivende på hovedet og fulgte efter ravnen, som hun humpede afsted. Magen til stædighed skulle man lede længe efter, og han var ikke sikker på, at dets lige overhovedet var at finde på slottet.

"Jeg begriber simpelthen ikke, hvorfor du insisterer på at modarbejde mig, Reynard." Han ignorerede hendes spørgsmål. Det angik ikke hende, hvordan han ville fremlægge sagen for Froggenhall. Hendes vigtigste opgave var bare at få sig helskindet i seng og selv det lod til at være en udfordring. "Det er jo ganske tydeligt for enhver, at du behøver støtte."

[Callista Reynard]

Callista frøs og spændte i kæben. Hun vendte sig langsomt imod Adam og sendte ham et dræbende blik. "Sygeplejersken sagde, at jeg gerne måtte støtte på det," bed hun af ham. "Og jeg har ikke lyst til at få støtte fra en, der uden videre fratager et andet menneske dets frie vilje. Du tror, at du altid ved bedre, men i virkeligheden ved du ikke det fjerneste, Phillips."

Hun gav sig til at humpe videre med en fornærmet lyd, uden at se mere på ham. En opblæst nar, var han.

[Adam Philips]

Adam sukkede demonstrativt og skridtede efter hende. Hendes dræbende blik rørte ham ikke det mindste. Hun kunne te sig lige så tosset, hun ville. Adam havde, i kraft af sin rolle som præfekt, håndteret mere end en hysterisk unge. Uden et ord halede han ind på hende og tvang sin skulder under hendes arm i et forsøg på at støtte hende. Hun duftede dejligt - feminint og indbydende. Han tvang det bagud i sit sind.

"Og fortæl mig så, hvordan du kan retfærdiggøre din egen bedrevidenhed," opfodrede han hende tørt uden at se til hendes side. Han vidste jo godt, kvinder var nogle sarte skabninger, der havde brug for hjælp - hvorfor skulle hun gøre det til sådan en umulig opgave?

[Callista Reynard]

Callista udbrød en klar protest, da Adam tvang skulderen under hendes for at give støtte. Det var ikke en støtte hun havde bedt om og hun trak sig irriteret væk. "Stop så med at påtvinge mig din uønskede hjælp, Phillips. Jeg kan godt gå selv og jeg gider ikke gå og gnubbe op af dig."

Hun var stoppet op og stirrede direkte på ham med hænderne i siderne.

[Adam Philips]

Adam trak sig tøvende fra hende, respekterede vurderende hendes ønske. Han lagde armene over kors, mens blikket hvilede indtrængende på hendes ansigt. "Hvorfor skal alt være en kamp, Reynard?" spurgte han med en sjælden sårbarhed i stemmen. "Oprigtigt. Hvad er der med den malplacerede stædighed? Man skulle tro, du forventede, jeg ville dig det ondt."

Adam rystede på hovedet og lod armene falde ned langs siden igen, før han atter satte igang mod ravnenes tårn. Han havde lovet at få hende sikkert til sovesalen, og han var opsat på at holde det, men der var immervæk også andet at se til.