|
|
Post by Callista Reynard on Dec 22, 2014 2:03:07 GMT 1
Callista rynkede på næsen og bed tænderne lidt sammen. Hun svarede dog ikke på hans spørgsmål, men gav sig blot til at humpe lidt hurtigere ned af gangen imod det tårn, hvor hendes seng var. Den kunne hun godt bruge. Hun var frustreret over præfekten, der altid vidste bedre og var så uendelig glad for at fortælle det. Hvad kunne hun svare på hans spørgsmål, der ikke ville ende med at få ham til at plapre selvhøjtideligt videre?
Efter et stykke tid gik det op for hende. "Jeg forventer at du selv tror du ved hvad der er ondt og hvad der er godt - og at du er ligeglad med min mening. Men sådan er det jo altid. Du er ligeglad. Og nu er jeg også ligeglad, Phillips." Hun tog en hørlig indånding og forsøgte at støtte lidt på sin fod. "Jeg gider ikke diskutere med dig. Det kører i ring."
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Dec 22, 2014 3:11:16 GMT 1
Adam himlede med øjnene og fulgte efter hende i tavshed. Der var ikke mere at sige til den sag. Selvfølgelig vidste han, hvad der var godt og skidt for hende, for han var ikke farvet af åndssvag stædighed og stolthed som Callista var. Han besad ikke samme arrogance. En god tid vandrede han blot lidt bag hende mod Ravenclaws tårn for at sikre sig, hun kom sikkert i seng.
"Det er ærgerligt, det er sådan, du ser mig." Adam var meget omhyggelig med, ikke at lægge skylden over hendes mening på sine egne skuldre. Hans blik havde genfundet den sædvanlige distance.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Dec 22, 2014 3:34:17 GMT 1
Callista besvarede hans bemærkning med total tavshed. Hun gik et langt stykke uden at sige et ord, imens det kogte lidt i hende. Hendes fod var øm, men hun havde fundet en måde at gå på, der var bedre end en halteagtig humpen fremad.
Endelig var der noget, der måtte ud og hun standsede brat, uden at vende sig. "Tror du vitterligt altid, at du ved bedre end alle andre? Det må være dødkedeligt."
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Dec 22, 2014 15:30:33 GMT 1
Adam tog hendes tavshed som en mindre sejr og fulgte hende tavst mod opholdsstuen. Han kom op på siden af hende, da hun pludselig stoppede op. Noget undrende kiggede han på Callista over udbruddet. Et splitsekund vidste han ikke, for en af de første gange i sit liv, hvad han skulle sige. Så flammede en sjælden impulsivitet op i ham.
Uden et ord lagde han hånden om hendes baghoved, mærkede de silkebløde lokker mod sin håndflade. Hans læber blev trykket mod hendes i et krævende første kys, der for et sjældent sekund skabte komplet stilhed i hans tanker.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Dec 22, 2014 16:16:52 GMT 1
Callista blev så overrasket over Adams angreb, at hun stivnede. Hun forstod ikke hvad der skete, før hun trak sig væk med en overrasket lyd og stavrede et skridt tilbage på sin dårlige fod. Hendes blik hvilede forvirret på ham i et langt øjeblik, inden hun rankede sig og sugede luft ind via næsen.
"Det var ikke et svar," påpegede hun næstvist, men tydeligvis med luften feset temmelig meget ud af ballonen over det overvældende kys.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Dec 22, 2014 16:58:17 GMT 1
Adam havde buet i ryggen for at kunne nå ned til hendes læber. Nu Callista stavrede tilbage rankede han sig langsomt igen, betragtede hende tankefuldt uden egentlig at vide, hvad det lige var sket. Han var ikke driftstyret og reagerede aldrig impulsivt. Indtil nu. Indtil Callista Reynard og hendes flabede bemærkninger var ramlet frontalt ind i hans liv.
Hendes næsvise bemærkning gik direkte forbi ham, og han lod svar være glemt. "Tag med mig til juleballet." Det var mere et krav end et rent faktisk spørgsmål, men han kunne ikke bringe sig selv til at fortryde ordene eller handlingen. Han havde brug for at vide, hvad det var for en underlig indflydelse, hun havde på ham. Hvad det var, der fik irritationen til at flamme op i ham, og lysten til at mærke hendes bløde læber igen vokse over hans fornuft.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Dec 22, 2014 23:47:10 GMT 1
Callista hævede begge øjenbryn over Adams spørgsmål. Det føltes ikke som et spørgsmål, men han kunne ikke beordre hende til at følges til juleballet. Hendes fingre strøg en hårtot om bag øret og hun trådte endnu et skridt bagud med et skeptisk blik. Så sitrede det svagt i hendes mundvige og hun tog en dyb indånding.
"Bed pænt," sagde hun dæmpet, uden at se væk. Tværtimod hvilede hendes blik intenst på præfekten.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Dec 23, 2014 18:23:56 GMT 1
Det var tydeligt at se på Adams kæbe, der spændtes, at han næsten ikke kunne klare den modstand, hun altid skulle give ham. Alligevel morede den ham, og han trak lidt op i bukserne omkring låret, før han knælede før den yngre ravn. "Callista Reynard, vil De gøre mig den glæde at akkompagnere mig til Juleballet?" spurgte han og fastholdt hendes blik.
Luften var fyldt af elektriciteten af de irritation og frustrationer, de begge følte over hinanden, og det var en uvant følelse for Adam pludselig at blive konstant modsagt. Selvom hun irriterede ham, kunne han ikke lade være ved at nyde den intense stemning.
|
|
|
|
Post by Callista Reynard on Dec 23, 2014 23:59:40 GMT 1
Callistas øjenbryn fløj hastigt helt op og hun stirrede ned på Adam, som hun havde moderligt meget lyst til at bede om at rejse sig op igen. En ufrivilligt munter lyd forlod hende og hun himlede med øjnene over ham.
"Fint," udbrød hun opgivende. "Rejs dig op menneske, der kunne komme nogen gående." Hun strøg håret om bag ørerne og glattede sit skørt, en anelse pink i kinderne. Han havde taget hende på sengen med sin bratte reaktion og hun rømmede sig lidt.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Dec 25, 2014 0:15:02 GMT 1
Adam kunne ikke holde en gnist af tydelig morskab fra sine øjne, selvom resten af ansigtet stadig bar dyb alvor over spørgsmålet, der nu hang og svævede i luften. Svaret fik en sjælden sitren frem ved hans mundvige. Et kort smil, der lå og gemte sig, før det igen forsvandt. Langsomt kom han på benene igen og gav Callista et høfligt nik." Jeg henter dig her klokken atten." Uden videre forklaring drejede han om på hælen og gik ned ad gangen med kurs mod Professor Froggenhalls kontor. Af alle de ting, der var sket i aften, var det nok der, han skulle starte. Så kunne han altid tage den underlige effekt, Callista havde på ham, når han var alene. out |
|
