keep our arms open wide

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Da syv rene, færdige spillere gik samlet op imod skolen herskede der en stemning, der var en underlig blanding af kammeratlig og triumferende. Sarahs løfter om at droppe morgenløbeturen som fast bestanddel i deres træningsprogram havde vakt glæde og selvom hun stadig holdt på at slæbe Aeron ud af sengen den følgende dag, så var resten vist ikke solidariske nok til at det ødelagde noget specielt for dem.

Det var derfor en hujende flok, der indtog Hufflepuffs opholdsstue efter morgenmaden og Sarah var ganske tilfreds trods alt. Hun tog sig ikke tiden til at smutte hen på sin sovesal med den fyldte taske med svedigt tøj, men plantede den derimod ved siden af den sofa hun indtog ene mand, før hun smækkede stængerne op på et kaffebord og gjorde den som royalt indhold. Det var ikke ligefrem fordi stedet var proppet med mennesker endnu – på en relativt tidlig lørdag morgen – og dem fra holdet, der havde lyst til at slå sig ned, havde masser af plads at gøre godt med. Hun regnede med at i hvert fald en enkelt kunne have noget på hjerte ovenpå deres første rigtige fællesaktivitet og ventede tålmodigt på en henvendelse.

[Aeron Owens]

I don't need to know where we're going
I'll just be the scream and let it out
I can feel the music flowing

Tagged: Sarah Bones -- Wearing: This

Aeron følte sig en smule mørbanket da han nåede tilbage til Hufflepuff-kollegiet sammen med resten af holdet. At han uden tvivl ville være mere mørbanket dagen efter var en ringe trøst og han skød tanken fra sig, mens han lod sin taske dumpe skødesløst ned på sin seng. Et gab overrumplede ham og han nåede kun at kvæle det halvt, mens han et øjeblik eller to, rent faktisk overvejede at lægge sig og tage en lur. Bare en times tid. I sidste ende himlede han med øjnene, skar ansigt og kvalte endnu et gab i opløbet, før han på strømpefødder satte kursen tilbage mod opholdsstuen efter at have grebet en tydeligt slidt notesbog og en blyant fra sit natbord.

Han stoppede kort for at skubbe den runde dør til opholdsstuen op og fangede næsten med det samme en krøllet manke over ryggen på en af sofaerne. Han rynkede brynene ganske lidt før han lod døren falde i bag sig og lukkede den korte afstand hen til sofaen, gik rundt om den og uden videre lod sig dumpe ned ved siden af Sarah "Hil store leder.." spøgte han tørt og satte sig modsat hende sidelæns, med ryggen mod armlænet og trak benene op under sig i skrædderstilling.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah løftede en hånd i afsked til den holdkammerat hun lige havde snakket med og sank dybere ned i sofaen med et veltilpas suk. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik, nu hvor hun for en kort stund ikke var aktiv alligevel, men nægtede at indrømme overfor sig selv at hun muligvis også var en lille smule træt. Hun var jo den energiske anfører, der helst skulle leve op til den standard Eric Wolfe havde sat året før. Og han var så morgenfrisk at det kunne irritere selv hende.

Hun slog øjnene op, da der var bevægelse i den anden ende af sofaen. Døset hen var hun ikke, selvom det kunne se sådan ud. Hendes blik var vågent, da hun drejede hovedet imod Aeron med et oplagt smil og himlede med øjnene. ”Jeg troede du ville ligge og snorke igen på nuværende tidspunkt,” kommenterede hun lige så tørt som hans hilsen var. ”Men du er måske kommet, for at ”tage dig af mig?” Var det ikke sådan du formulerede det, imens du knapt kunne få vejret?” Hun trak benene til sig med et flabet smil og drejede sig halvfems grader, så hun sad med front imod ham i skrædderstilling.

[Aeron Owens]

I don't need to know where we're going
I'll just be the scream and let it out
I can feel the music flowing

Tagged: Sarah Bones -- Wearing: This

Aeron gjorde ikke andet end at sætte sig ned i sofaen med front mod Sarah. Skubbede sig blot helt op mod ryglænet og lagde notesbogen mod sine lår, mens han stak blyanten bag det ene øre og trak på skuldrene "Prøv du at sove efter sådan en brutal vækning som jeg fik." det trak afslørende i hans mundvige mens han fnøs underholdt da hun fortsatte "Drøm videre, Killing." han sendte hende et udfordrende blik under to hævede øjenbryn og rystede så på hovedet med et skævt smil.

Han tog blikket af hende igen og længede sig længere tilbage, satte fødderne i hynden i stedet og slog så notesbogen op og lod den hvile mod sine nu bøjede ben så hun ikke umiddelbart kunne se den. Han så inspicerende på hende, diskret, men alligevel temmelig åbenlyst. Så trak han blyanten bag sit øre til sig igen og lod den bløde spids finde papiret med en kradsende lyd.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah smilede uforstyrret, som hun rykkede rundt og besvarede Aerons udfordrende blik uden at blinke. Da han satte blyanten imod papiret klemte hun dog øjnene mistænksomt sammen og rynkede panden en anelse. ”Jeg drømmer ikke om dig på den måde,” konstaterede hun, før hun lænede sig lidt frem og forsøgte at se op over kanten på hans notesblok.

”I mine drømme er du...” Svagt fornærmet, da han tiltede blokken, sank hun ned at sidde igen og rynkede lidt på næsen. ”... Der giver du mig hvad jeg vil have og fortæller mig hvad du sidder og laver, ligesom du byder mig velkommen, når jeg vækker dig til morgenløbetræning.”

Hun trak lidt på smilebåndet og strakte sine lange ben ud, masende dem ind ved siden af hans uden at tage sig af om han brød sig om det eller ej. Smilet vandt indpas og hun tog en dyb indånding, før hun lagde hovedet lidt på skrå. ”Hvordan vil du vækkes i morgen?”

[Aeron Owens]

I don't need to know where we're going
I'll just be the scream and let it out
I can feel the music flowing

Tagged: Sarah Bones -- Wearing: This

Antydningen af et smil blev ved at lure i Aerons mundvige mens han med bløde strøg, lod blyanten glide over papiret. Han skiftede mellem at skæve op og se på Sarah hen over notesblokken og sine egne knæ og så se koncentreret ned på papiret igen. Først da hun lænede sig frem i en naturligt nysgerrig gestus, løftede han blyanten og vippede blokken ind mod sig selv så hun ikke kunne se "Hvordan drømmer du så om mig?" han så både nysgerrigt og drillende på hende og ventede til hun igen lænede sig tilbage, før han genoptog hvad han nu end lavede.

Hans blik blev hængende ved papiret mens hun fortsatte, men den tydelige sitren i hans mundvige afslørede ham tydeligt "Den er ikke færdig og klar til offentligt skue." han skar en lille grimasse og så op på hende "Faktisk er de aldrig til offentligt skue, men jeg gør måske en udtagelse for dig, hvis du ikke giver mig tyve ekstra armbøjninger næste gang." han hævede brynene lidt og så sigende på hende.

Hendes ben der blev strakt ud fik ham et sekund til at skære ansigt da han satte en streg forkert og han gned den ud med en finger før han fortsatte og stadig så op på hende med jævne mellemrum "Som Tornerose der bliver vækket af Drømmeprinsen." svarede han rimeligt prompte og så igen op med et blik der spillede af ballade "Og morgenmad på sengen." han smilede flabet og blev siddende afventende mens han slog blyanten mod kanten af blokken.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah himlede med øjnene over Aerons utilfredsstillende svar, men smilede nu alligevel over hans lille sidebeskæftigelse. Det var ærlig talt ikke svært at regne ud hvad han sad og havde gang i, men nysgerrigheden efter at finde ud af hvordan han så lige betragtede hende var alligevel ganske insisterende. Selvfølgelig var den det.

Hun tilvang sig en relativt magelig plads i sofaen med en sitren i mundvigene over hans utilfredshed, som hun ikke tog videre seriøst. Da først hun sad der med ryggen lænet imod armlænet betragtede hun ham da også bare drillende og rystede lidt på hovedet af hans svar. ”Jeg kan også bare kravle ned til dig, men det vågner du nok ikke meget af, medmindre jeg vipper dig ned på gulvet,” spekulerede hun højt med et djævelsk glimt i øjnene. ”Eller medmindre jeg...” Hun smilede skævt og kneb øjnene en smule sammen, imens hun bevidst rakte ud efter ham mentalt. Det virkede kun hvis hun koncentrerede sig om det, men da hun gjorde netop det og blafrede lidt med øjenvipper, blev den døsige morgenstemning pludseligt underligt elektrisk. Få sekunder varede det, men nok til at nå at stadfæste sig hos Aeron, før hun rykkede på skuldrene og elastikken sprang tilbage på plads.

[Aeron Owens]

I don't need to know where we're going
I'll just be the scream and let it out
I can feel the music flowing

Tagged: Sarah Bones -- Wearing: This

Aeron fortsatte med at tegne i flere minutter, uden at side mere, men ganske koncentreret omkring det han lavede. Det gik dog på ingen måde hans næse forbi, at Sarah var nysgerrig, men det var kun et plus, på sin egen, kringlede måde. I det mindste betød det at hun ikke var komplet afvisende overfor tanken om, at han sad og tegnede hende. Derfra og til rent faktisk at skulle vise hende tegninden på et eller andet tidspunk, var en helt anden sag og han vidste ikke helt hvad han syntes om den. Det var sjældent han viste sine tegninger til nogen. Ikke fordi han mente de var dårlige. Han vidste han var god, men det var på samme tid noget ret personligt at dele med andre, for ham i hvert fald.

Nu var der dog ikke rigtigt nogen vej tilbage siden han så åbenlyst havde sat blyanten til papiret med hende som model. Han skævede op på hendes ansigt igen da hun brød tavsheden og smilede smørret mens han gned en finger hen over papiret på blokken og visse steder tværede sine streger ud, med fuldt overlæg "Jeg kan garantere dig at jeg vågner.." han så sigende på hende og tilføjede med en skuldertrækning "Men jeg får nok ikke mere lyst til at stå op hvis du gør det." han var lige ved at se ned igen, men stoppede så og rynkede brynene lidt i undren "Medmindre du hvad?" han lod hånden hvile mod det nederste af blokken og blinkede langsomt en enkelt gang. Så en gang mere mens han følte sig komplet ude af stand til at bryde øjenkontakten med hende. Hans nakkehår sitrede kilden og sendte en kuldegysning ned over hans ryg.

Så vendte hans kontrol tilbage og han rettede sig op med en hurtig indånding, der også gjorde det klart for ham, at han havde holdt vejret et øjeblik eller to. Han virrede let med hovedet og så ikke ubetinget tilfreds på hende "Det er unfair metoder det der." mumlede han og vendte så blikket ned mod den halvfærdige tegning igen.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah kneb øjnene en smule sammen i koncentration, imens luften omkring dem føltes som om den blev tættere og lød som om den knitrede. Det var selvfølgelig alt sammen en selvindbildt illusion. Så snart hun tvang sine egne evner på afveje, gøs hun diskret, før hun lænede sig tilbage igen.

Hendes blik vandrede ned langs Aerons ansigt og hun rynkede disket på næsen over det hun fandt. Hans mumlen bekræftede hende i hendes mistanke og hendes øjenbryn nærmede sig hinanden lidt, imens hun så halvalvorligt på ham.

Bidende sig selv i underlæben trak hun benene til sig igen og så spekulativt ned på sine knæ. Hun ventede i flere lange sekunder, før hun tog en dyb indånding og løftede blikket til ham igen. ”Er du sur?” Som hun tiltede hovedet en smule til den ene side, løftede hun foden og puffede let til hans ben med den. Hun så afventende på ham med en anelse reel bekymring, men mere munterhed når det egentlig kom til stykket. Han kunne ikke rigtig være fornærmet over noget så lidt og ligegyldigt.

[Aeron Owens]

I don't need to know where we're going
I'll just be the scream and let it out
I can feel the music flowing

Tagged: Sarah Bones -- Wearing: This

Aeron blev siddende med blikket fikseret på blokken foran sig, uden at se op og stadig med en mindre rynke mellem brynene. Han kunne ikke helt samle sig om at sætte blyanten til papiret igen og fortsætte tegningen. Følelsen af at få frataget sin frie vilje, uanset om det kun var få sekunder, var ikke en han nogensinde kom til at bryde sig om. Han havde accepteret at Sarah ikke altid havde komplet kontrol over sine gener og de evner de gav hende, men når hun brugte dem mod ham med fuldt overlæg, var det noget helt andet.

Han så op da hun puffede til ham og hendes spørgsmål trak ham tilbage til virkeligheden. Han trak på skuldrene og så så ned igen med en hovedrysten "Nej.." svarede han en smule kort for hovedet og begyndte så at tegne igen. Han skævede op igen, lagde hovedet lidt på skrå og så indtrængende på hende "Nej, jeg er ikke sur, men jeg kan ikke lide når du gør.." han slog ud med den frie hånd i luften "..det der." han flyttede uroligt lidt på sig, men smilede prøvende uden at slippe hende med blikket "Du behøver det slet ikke for at få mig til at makke ret."

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarahs munterhed veg støt, som det blev tydeligt at Aeron faktisk var temmelig utilfreds, selvom han måske ikke decideret var sur – eller i hvert fald sagde at han ikke var det. Hun rynkede panden over det blik han sendte hende og sænkede hovedet en anelse, uden at se væk fra ham.

Den sidste formulering fik hende til at virke decideret forvirret og hun ventede adskillige sekunder, før hun brød den midlertidige tavshed. ”For det første er det ikke rigtigt,” konstaterede hun alvorligt. ”For det andet handler det ikke om at få dig til at gøre noget du ikke vil. Det er bare... Hvorfor er det et problem? Jo mere du bliver udsat for det, jo hurtigere bliver du immun.” Hun foldede armene rundt omkring sine egne knæ og så undersøgende på ham med et lille, nærmest usynligt, træk i mundvigene.

”... Så vi kan danse sammen...” Smilet voksede en anelse, før hun bed ned i sin egen underlæbe og næsten gjorde kål på det. Hun betragtede ham nysgerrigt hen over sine egne knæ og følte sig antydningsvis fanget i en boble, hvor der kun var de to og sofaen tilstedeværende.

[Aeron Owens]

I don't need to know where we're going
I'll just be the scream and let it out
I can feel the music flowing

Tagged: Sarah Bones -- Wearing: This

Den lille rynke mellem Aerons bryn blev lidt dybere jo flere sekunder der gik efter han selv havde talt. Da hun brød tavsheden så han et øjeblik forvirret på hende "Hvad er ikke?" han tav igen og så ned for at tegne et par streger mere mens hun fortsatte og skar en lille grimasse, inden han så op igen "Ja, det siger du jo." det trak forræderisk i hans mundvige, før han igen så ned og med en koncentreret rynke i panden gned endnu nogle blyantstreger ud.

Sarahs tilføjelse fik ham til at smile impulsivt og han forsøgte hurtigt at bide det i sig, kun med delvist held. Han blev siddende et øjeblik og tegnede, før han så lagde blyanten ind mellem to sider og klappede notesblokken sammen "Det er ikke et problem at du kan gøre det eller at det sker nogen gange uden at du vil det, men jeg ville helt ærligt foretrække at blive advaret på forhånd når du gør det med vilje." han trak benene til sig og lænede sig lidt frem mens han satte sig i skrædderstilling igen "Immun ville være en klar fordel, men det er virkelig ubehageligt når man pludselig mister enhver form for kontrol." han rynkede brynene lidt og så spørgende på hende "Virker det ikke når jeg ved du vil gøre det, eller hvordan fungerer det?" han så oprigtigt nysgerrigt på hende og stak notesblokken ned ved siden af sig i sofaen.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah nikkede, uden at se væk, selvom Aeron igen gav sig til at tegne. Hun betragtede ham, indtil han smækkede notesblokken sammen og foldede benene ind under sig, alt sammen med et undersøgende, nysgerrigt blik. Endnu en rynke formede sig på hendes pande og hun efterlignede ham, som hun selv satte sig i skrædderstilling og rykkede lidt på sig. ”Jo...” Hun lød tøvende, men lænede sig frem øjeblikket efter, minimerende afstanden imellem dem en ganske betragtelig del. ”Det tror jeg. Må jeg...?”

Med spørgsmålet hængende i luften imellem dem fugtede hun sine læber og koncentrerede sig igen. Hun tog en dyb indånding med blikket låst fast i hans, før hun smilede og rakte ud efter ham. Denne gang bevarede hun kontrollen længere. Spændingen imellem dem var så tyk at det føltes som om man kunne skære i den med en kniv, men det var fremstillet og hun vidste det. Der var langt fra hvordan det var at se ham dybt i øjnene, når han rent faktisk selv ville det og til dette her. Forskellen var så slående, at det gjorde hende en lille smule trist, men hun lænede sig alligevel – eller måske netop derfor – frem og trykkede sine læber imod hans. Han smagte sødt og frisk, som en der havde spist marmelade og børstet tænder, men det var mekanisk indtil hun klemte øjnene sammen og slap sit greb igen. Samtidig trak hun hovedet et minimalt stykke væk og åbnede øjnene, for at se ind i hans. Hun ledte efter det, der ikke var tilstede når han var under indflydelse, og sukkede dæmpet og lettet, da hun fandt det. ”Jeg ville aldrig misbruge det,” mumlede hun dæmpet, uden at slippe ham med blikket. ”... Overfor dig.” Et lille smil trak i hendes ene mundvige og hun hævede begge øjenbryn en smule, uden på nogen måde at formå at se uskyldig ud.

[Aeron Owens]

I don't need to know where we're going
I'll just be the scream and let it out
I can feel the music flowing

Tagged: Sarah Bones -- Wearing: This

Aeron smilede svagt da Sarah tøvende bekræftede hans impulsive formodning. Det fjernede dog ikke alvoren fra hans brune øjne og han tog en dyb indånding før han nikkede bestemt en enkelt gang "Ja.. gør det." han rettede sig ubevidst op, en lille smule forsvarsberedt, ligesom når man sad ved lægen, og ventede på prikket fra nålen.

Han låste sit blik fast i hendes, selvom det sekundet efter føltes fuldkomment som om, det var den anden vej rundt. Så gled tanken stille og roligt fra ham og hans blik blev sløret, mens den eneste tanke der blev tilbage i hans omtågede hovede, var hvor fantastiske øjne Sarah havde. Hvor meget han havde lyst til at lade fingrene glide gennem hendes krøller og hvor altdominerende trangen til at kysse hendes læber var. Et lettere fjoget smil krusede sig på hans læber da Sarahs ansigt kom nærmere og han lænede sig automatisk frem for at møde hende på halvvejen og brummede tilfredst da han fik lige det han helst ville have.

Hans brummen gled over i et tydeligt utilfredst udbrud og han rakte ud efter hende for at trække hende tilbage, for så at gå i stå midt i bevægelsen og blinke adskillige gange lige efter hinanden. Han rystede på hovedet med øjnene knebet sammen og lod armene falde igen. Han skævede op og mødte hendes blik, stadig en smule forsvarsberedt, men slappede af da hun talte. Han smilede tøvende og rystede på hovedet, men i stedet for at sige noget, lænede han sig frem og pressede læberne flygtigt, men krævende mod hendes. Han smilede stadig da han trak hovedet væk igen "Så får du også en røvfuld." kommenterede han tørt og med et skævt smil, men mente det ikke desto mindre ganske seriøst. Han så overvejende på hende et øjeblik "Hvordan føles det for dig når du gør det? Og når det sker uden at du vil det?"

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah vidste at det var noget andet for Aeron, at det for ham var som om alting var perfekt og hun det samme, men det var ikke ægte og det generede hende for en gangs skyld. Af samme grund smilede hun ikke, da hun åbnede øjnene igen, men forsikrede ham lavmælt. At det så alligevel trak i hendes mundvige øjeblikket efter havde mindre med ham at gøre end med en generel tendens til at udnytte alle fordelene, som hun bestemt havde. Hun skulle til at sige noget mere, men tav, da han nærmede sig igen og trykkede sine læber imod hendes. En enkelt sommerfugl blafrede lidt med vingerne i hendes maveregion og hun løftede sin ene hånd til hans hals, uden at fjerne den, da han trak sig væk igen.

Hun besvarede hans skæve smil og modstod trangen til at kysse ham igen, bare fordi han gjorde et nummer ud af at forsøge at forstå det, frem for at synes det var en joke eller et freakshow. Hendes tommelfinger strøg blidt hen over hans hals, inden hun alligevel lod hånden falde og lænede sig et minimalt stykke bagud. ”Knitrende,” lagde hun ud i en halv hvisken. ”Kunstigt. Det er lidt forskelligt. Nogen gange er det fantastisk og andre gange er det ubehageligt. Jeg kan aldrig rigtig vide det. Det er fortryllende at blive betragtet, som om man er hele verdens centrum, men hvis det nu kun er fordi... Forstår du? Det er berusende magt, men det er også tomt og falskt på samme tid. Når jeg kysser dig... Det er jo ikke dig. Og det føles også anderledes, selvom det for dig føles... Vidunderligt.” Hun kom til at smile lidt af sin egen formulering og rømmede sig selvbevidst. At hun havde ret var der dog ikke nogen tvivl om.