|
|
Post by margot on May 2, 2011 14:15:10 GMT 1
• • • Perronen summede af liv. Nær hallens imponerende ur, stod en flok forvirrede turister, i færd med at danne sig et overblik over Londons undergrund. Flokken af mennesker der strømmede ind og ud af togene, kunne få selv den mest garvede pendler til at stoppe op, og sukke dybt. Togkontrollørene var i fuld gang med, at sende folk af sted på det rigtige tog, mens andre var i gang med at modtage dagens skideballe. Enkelte vagabonder sad placeret i hjørnerne, og stirrede ud på menneskemængden med tomme, intetsigende blikke.
Margot lod de brune øjne glide hen over Erics skikkelse. De havde gået i tavshed en del af vejen, indtil Margot havde brudt den, ved at sætte Eric ind i, hvilket tog de skulle tage. Derefter havde der været stille igen. Så snart de trådte ind på hovedbanegården, lagde Margot hånden på tasken, og skubbede den beskyttende ind foran sig. Kosten lå deri. Det var utroligt, hvad diverse besværgelser kunne gøre. Efter de havde købt billetten, og placeret sig nær det spor deres tog kom på, lod Margot ligeså forsigtigt sine fingre glide indimellem hans...
• • •
Lyset var slukket, og efterlod gangene og værelserne mørklagte. Margot standsede op på fortorvet, før hun diskret skævede til Eric. ”De er i Frankrig på nuværende tidspunkt. Det var vidst noget med.. ja.. et eller andet forretning. Jeg hørte ikke rigtig efter”, brummede hun ærligt, før hun grinede lavmælt over sin egen tåbelighed. De passerede havelågen, og trådte ind i forhaven. ”Jeg håber det er okay?”, indskød hun hurtigt med blikket over skulderen.
Margot bøjede sig fremover dørmåtten, og fiskede en guldnøgle op fra stenene. ”Vores lille hemmelighed”, mumlede hun og smilede varmt til ham, før hun låste op, og på den måde kunne lukke Eric ind. Margot gik i forvejen, for at tænde lyset i gangen. Kontakten sad længere nede af denne, på væggen lige foran køkkendøren. Hun tog langsomt tasken af, og stillede den på trappen. Jakken, halstørklædet og ikke at forglemme skoene, blev smidt i gangen, hvorefter hun vendte rundt mod ham. ”Følg med”, bad hun stille. Margot tog sin taske og halede langsomt kosten op af den. Det brune papir den var pakket ind i, var revnet enkelte steder, og det fik en tænksom rynke, til at placere sig i hendes pande. Sammen forsvandt de op af trappen..
[/blockquote] |
|
Eric Wolfe
Dimittend
A gentleman is simply a patient wolf
|
Post by Eric Wolfe on May 3, 2011 1:08:01 GMT 1
If we could see that this
.. .. .. .. .. .. .. .. was all that we need... Undergrunden i London var ikke et nyt syn for Eric, selvom han ikke var vokset op i hovedstadens pulserende liv, men noget længere nord på. Han havde dog været nok i London til at være ganske bekendt med den og indtil for seks år siden, havde han ikke andet der fandtes andre former for transport, end dem Mugglerverdenen bød på. Hans tanker i øjeblikket kredsede betydeligt mere omkring det faktum, at han var på vej med Margot hjem. Han forsøgte at holde tankerne på et nogenlunde neutralt spor, men da de sad på perronnen og han mærkede hendes fingre glide ind i mellem sine egne, blev det dog ganske umuligt at ignorere de spændte sommerfugle der flaksede i hans mave og han lukkede tøvende sine fingre omkring hendes med et lille forventningsfuldt smil. • • • Han standsede op sammen med hende på fortovet og kastede et nysgerrigt blik ind mod huset de var stoppet foran. Så så han igen på Margot og nikkede med et lille smil ”Intet problem for mig...” han så igen op mod huset mens han fulgte hende ind gennem havelågen og op gennem forhaven. Han bøjede hovedet lidt tilbage og så op over facaden og så tilbage på hende igen da hun talte og han så nøglen i hendes hånd. Han smilede varmt og nikkede, mens han lavede en bevægelse, som lynede han en lynlås foran sine læber. Så fulgte han efter hende det sidste stykke ind i entreen og så sig også der nysgerrigt om, før han fulgte hendes eksempel og tog sin vest og hue af. Han strøg hurtigt en hånd gennem det rodede hår og lagde vest og hue fra sig samme sted som hun før han satte skoene pænt ved siden af hendes. Så smilede han og nikkede tavst før han fulgte hende op ad trappen. Han så spørgende på hende da hun trak kosten frem og rynkede panden ”Er der noget galt?” han så kort på kosten, så op ad trappen og tilbage på hende ”En galleon for dine tanker...” han smilede mildt mens han stadig fulgte hende videre og betragtede omgivelserne.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 399 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by margot on May 3, 2011 12:05:57 GMT 1
• • • Gangen var bred, og dens vægge malet hvide. Nær ægteparrets soveværelse hang der et spejl, som strakte sig fra gulv til loft. Huset var bygget i 3(kælder, stue og første sal) etager, hvor værelserne lå placeret for enden af første sal. I stueetagen lå køkkenet med tilhørende spisefaciliteter, samt stuen og to toiletter. I kælderen opbevarede Hr. Smith alle sine vine, som han havde købt på de adskillelige rejser familien havde været på, igennem årenes løb. Huset var kønt og indretningen moderne, eftersom det var Mrs. Smith som stod for den del. Derudover var der renligt, eftersom de havde en rengøringsdame rendende hver tirsdag, fredag og søndag.
Margot førte ham ned af gangen, alt imens hænderne lå trygt om kosten. ”Mine tanker? Vil du virkelig afgive en hel galleon bare for dem? Du er skør Eric..”, mumlede Margot skeptisk, men med en drillende undertone. Et kort blik blev kastet mod ham over skulderen, før hun åbnede døren, som førte ind til hendes værelse. ”Jeg tænker bare på, om jeg skal imponerer dig med mine kokkeevner, eller om jeg skal vælge den sikre vej, og bestille en pizza”, tilføjede hun og grinede hjerteligt til ham.
Værelsets vægge var hvide, og rummet var stort. Hun havde et stort hvidt vindue, som var vendt ud mod haven. Desuden gav det sol både morgen og aften. Foran vinduet stod et skrivebord, som var dækket af diverse billeder(både muggle- og magiske billeder), pergamenter, breve, blyanter og fjerpenne. Rummet var inddelt i to firkanter, hvor den ene var væsentligt større end den anden. I den mindste firkant, stod hendes seng. Sengen gik fra den ene væk til den anden, og var en smule større end de store senge, man kunne købe rundt omkring i byerne. Pude- og dynebetrækket var blomstret, og farven på sengestolperne, den samme natur-brune som på skrivebordet. Derudover havde hun en bogreol, samt ikke at forglemme et skab, som alt sammen stod placeret op af en ledig væg.
Margot rømmede sig forlegent, da rodet på skrivebordet mødte hendes blik, og skævede diskret til ham. ”Jeg beklager rodet..”, brummede hun hurtigt, før hun gik mod sengen og lagde kosten på den. Hun stod et kort øjeblik og betragtede den, før hun vendte rundt mod ham, og smilede mildt. ”Jeg vil give 2 galleoner for dine tanker”, sagde hun, efter kort tid i stilhed, før hun lod et drillende smil glide over hendes læber. Grunden til spørgsmålet var temmelig enkelt. Hun brød sig ikke om den stilhed, som havde lagt sig over dem. [/blockquote] • • • |
|
Eric Wolfe
Dimittend
A gentleman is simply a patient wolf
|
Post by Eric Wolfe on May 3, 2011 18:16:02 GMT 1
If we could see that this
.. .. .. .. .. .. .. .. was all that we need... Eric smilede hemmelighedsfuldt og nikkede langsomt en enkelt gang, før han skævede til siden og så på hende mens de fortsatte ned ad gangen ”Mhm...” hans smil blev bredere ”Til begge dele.” han gik et halvt skridt tættere på hende og puffede blidt til hende ”Man behøver ikke være skør for at være her, men det hjælper gevaldigt.” så rynkede han tænksomt panden et kort sekund, før han smilende så på hende igen ”Hvis du tør lukke mig i et køkken, så stemmer jeg for den første mulighed.” han så opfordrende på hende ”Vi kan hjælpes om det...”
Han stoppede lige indenfor døren i hendes værelse og gav sig tid til at se sig omkring. Selv hvis han ikke havde vidst det var hendes værelse, var der adskillige små ting, der ville afsløre det og han smilede lidt for sig selv, mens han lod blikket glide videre. Først da hun rømmede sig så han tilbage på hende og stak hænderne i baglommerne, uden at vide hvad han ellers skulle gøre med dem. Han rystede på hovedet med et lille smil ”Intet at undskylde. Det er kun rart at man kan se her bor nogen.” han fulgte hende med blikket hen til sengen og smilede så skævt da hun vendte sig mod ham. En hånd blev strøget over nakken igen i en ubevidst gestus af let nervøsitet over en situation han ikke var helt sikker på. Så trak han på skuldrene og gik hen til hende, hvor han løftede en hånd og strøg håret væk fra hendes ansigt, for så at lægge armen om skuldrene på hende endnu engang og give hende et lille klem ”Jeg har bare haft en god dag... med dig...” han smilede varmt mens han fortsatte ”Og jeg er glad for den ikke er slut endnu.” han så ned mod kosten på sengen og derefter spørgende tilbage på hende ”Er du stadig tilfreds med dit valg?”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 401 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by margot on May 4, 2011 6:42:08 GMT 1
• • • Margot skævede kort men diskret mod Eric, alt imens han talte. Da han havde rettet sin opmærksomhed mod hende, vendte hun blikket væk, og lagde det på kosten. Hun lod fingerspidserne glide hen over det brune papir, og løsnede langsomt lædersnoren som holdte det på plads. Papiret gled af og kosten så næsten sort ud, på det blomstrede dynebetræk. Hun smilede og satte sig på sengen, ved kosten ende. Ganske langsomt, næsten for forsigtigt, lod hun hånden stryge hen over skaftet. ”Jeg er meget tilfreds med mit valg. Den.. Den kommer til at passe helt perfekt”, sagde hun mumlende, med al opmærksomheden lagt på kosten.
Margot rejste sig, og nåede kun at træde et enkelt skridt, før Erics arm blev lagt omkring hende. Hendes hjerte sprang et slag over, og med det samme, kunne hun mærke den alt for velkendte kriblende fornemmelse i hendes mave. Hun sank en klump, og fugtede læberne uden at tage blikket fra hans. Hun nåede kun med nød og næppe at opfange, hvilke ord der egentlig forlod hans læber. Så nikkede hun, temmelig ivrigt som for at vise, hun havde lyttet og ikke bare stirret drømmende på ham. Et let lyserød farve gled hen over hendes kinder, og hun rynkede let begge smalle bryn. ”Jeg har også haft en god dag.. Med dig.. Og så fik jeg jo kosten.. Og mødte åbenbart min nye drømmeprins”, mumlede hun drillende, hvorefter hun himlede med øjnene. Hun hentydede til den ivrige ekspedient tidligere.
Margot fik kæmpet sig fri af hans greb, skønt hun på ingen måde, havde lyst til det. ”Jeg åbner lige vinduet.. Jeg kan godt lide rummet er iskoldt, når man skal sove”, mumlede hun, udmærket godt klar over, hvordan det absolut ikke gav nogen mening. Margot krydsede værelset og begyndte at bakse med sine hængsler. De havde altid drillet hende. [/blockquote] |
|
Eric Wolfe
Dimittend
A gentleman is simply a patient wolf
|
Post by Eric Wolfe on May 4, 2011 19:52:57 GMT 1
If we could see that this
.. .. .. .. .. .. .. .. was all that we need... Eric smilede varmt som han gik hen til hende og nikkede let som han lagde armen om skuldrene på hende ”Godt! Det er det vigtigste.” han gav hendes skulder et klem og trak hende derved lidt tættere på et øjeblik ”Jeg glæder mig til at se den og dig i aktion når vi kommer tilbage til skolen.” han tog blikket fra kosten og så ned på hende i stedet og mærkede smilet svinde ind. Ikke fordi han var sur eller misfornøjet, men noget i hendes blik fangede ham og holdt ham fast. Det føltes rart at have armen om hende, men anderledes end det plejede, uden at han kunne forklare hvorfor. I stedet valgte han at holde op med at tænke alt for meget over lige det og bare nyde den kildrende fornemmelse i mellemgulvet i stedet. Han smilede skævt da hun svarede ham og hans blik blev drillende igen, selvom der stadig lurede en snert af alvor bagerst i de lyse øjne ”Så jeg har komplet forspildt mine chancer nu?” han løftede ved en pludselig indskydelse den frie hånd og strøg to fingre ned over hendes svagt lyserøde kind, før hun trak sig væk igen.
Han rynkede et kort øjeblik panden forvirret. Skød det så fra sig og fulgte hende med blikket hen til vinduet. Han stak hænderne i lommerne og nikkede kort ”Selvfølgelig...” han så nogle sekunder på hende, før han igen trak hænderne op af lommerne og gik hen til hende ”Skal du have hjælp med det der eller klarer du den?” han krydsede armene over brystet og lænede sig med skulderen ind mod væggen ved siden af vinduet, mens han så på hendes kamp med vinduet, med et lille smil lurende i mundvigen.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 338 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by margot on May 4, 2011 21:22:00 GMT 1
• • • Da hun omsider fik løsnet hængslerne, skyllede den friske, kølige brise hen over hendes smalle ansigt. Et lille hjerteligt grin undslap hendes læber, og hun rystede på hovedet. ”Det driller altid”, mumlede hun opgivende, og en enkel tanke blev sendt til de forbandede hængsler. Margot stillede sig med fronten mod ham, og lod ryggen hvile på den hvide trævæg. Vinduet var omkring en meter bredt. Hun nød vinden, som kærtegnede hendes ansigt, og ganske langsomt gled øjenlågene i. Håret hvirvlede væk fra ansigtet, og følelsen var behagelig. Hun havde ikke skænket det en tanke, at Eric sikkert stillede spørgsmålstegn ved hendes opførsel. Armene blev lagt beskyttende under den lille barm, og læberne blev fugtet, før hun drejede hovedet en anelse, så vinden ramte midt på, og ikke fra siden. Hun kunne mærke hvordan vinden, fik de små hår på hendes arme, til at rejse sig, og et kort øjeblik måtte hun gyse, grundet kulden. Næsetippen blev lettere lyserød, og kindbenene ligeledes.
”Hvilke chancer?”, mumlede hun, og de mørkebrune øjne, dukkede frem da øjenlågene gled tilbage. Hun betragtede ham, et kort øjeblik chokeret, før hun gned sin overarm, og dermed vendte blikket væk. Hendes hjerte havde slået en koldbøtte, og det var som om, hele hendes mavesæk havde vendt en omgang. Følelsen var forfærdelig, og på samme tid.. næsten håbefuld. Margot sank en klump, og himlede tøvende med øjnene. ”Nej.. Nej du har stadig en chance”, lød det lavmælt fra hende, i det hun langsomt hævede blikket, og fangede hans med sit.
Et lille opgivende støn, flød over hendes læber, uden det egentlig var med vilje. Hun rystede på hovedet, og vendte sig mod vinduet, som hun lukkede. ”Undskyld. Det lød åndssvagt”, brummede hun. Hun havde ikke turdet at fjerne sit blik fra vinduets hængsler, skønt de var blevet lukket for længst. Hun forbandede sig selv langt væk.. [/blockquote] |
|
Eric Wolfe
Dimittend
A gentleman is simply a patient wolf
|
Post by Eric Wolfe on May 5, 2011 7:01:26 GMT 1
If we could see that this
.. .. .. .. .. .. .. .. was all that we need... Eric smilede mildt over hendes grin da hun endelig fik bakset vinduet op. Han hævede et øjenbryn og rystede let på hovedet, mens en lille latter også undslap ham ”Det kan jeg se...” han kneb øjnene tænksomt sammen og lod blikket glide langs med vinduesrammen, mens han i tankerne hurtigt kom på mindst tre ting der måske kunne afhjælpe problemet med det bindende vindue. Hans far var handyman med stort H, og det havde i større eller mindre grad smittet af på hans børn.
Eric skød tanken fra sig før han begyndte at bede om værktøj og lod i stedet blikket glide tilbage til Margot, der havde lænet sig op mod væggen overfor ham og nu stod med lukkede øjne, mens vinden, der nu smøg sig ind i rummet, fik hendes lange hår til at røre let på sig. Han stak hænderne i lommerne igen, uden at tage sit blik af hende og lod blikket søge hen over hendes ansigt og indprente sig alle detaljer, som om han aldrig rigtigt havde set dem før nu.
Han slog hurtigt blikket ned da hun brød tavsheden og åbnede øjnene igen, men kun for nogle sekunder før han så op og mødte hendes blik igen. Han nåede lige at åbne munden for at slå sine egne ord hen som en spøg, da hun alligevel svarede på dem. Han lukkede munden igen og så underfundigt på hende, mens sommerfuglene slog endnu en saltomortale i maven på ham. Alligevel smilede han roligt og nikkede en enkelt gang da hun igen mødte hans blik ”Det...sætter jeg pris på.” han skubbede sig fri fra væggen da hun vendte sig mod vinduet og flyttede lidt uroligt på fødderne. Så smilede han igen og besluttede sig for at tage den chance han netop havde fået forærende.
Han trak hænderne op fra lommerne endnu engang og minimerede igen afstanden mellem med, med nogle få, lange skridt, indtil han stod lige bag ved hende. Han rakte op og strøg hendes lange hår over til den ene side før han lagde armene omkring hende og bøjede sig ned, til han kunne lade hagen hvile blidt på hendes skulder. Han rettede blikket ud af vinduet uden rigtigt at se på noget bestemt ”Jeg startede selv...” han smilede svagt og trak armene lidt tættere omkring hende, mens han lukkede øjnene og tg en dyb indånding tæt ved hendes øre, og lod hendes duft omringe sig.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 458 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by margot on May 5, 2011 14:12:04 GMT 1
• • • Det havde ændret sig. Margot bed mærke i det, lige i det sekund, Erics arme blev lagt omkring hende. Og det var som om.. at han også vidste det.
Hun vendte langsomt de brune øjne mod hans ansigt, og et lille smil gled over de fine læber, grundet det syn der mødte hende. Han havde lukkede øjne. Hun fugtede læberne. Pegefingeren fra højre hånd, ramte blidt hans ene markerede øjenbryn, og gled langsomt ned af det, før den nåede til hans kæbe. Hun lod langsomt de andre fingre glide ud, så hele hånden dækkede hans kind. Margot sank en klump, og fugtede langsomt læberne, før hun så forsigtigt det næsten ikke kunne ses, vendte sig mod Eric. Da hun, adskillelige minutter efter, stod med fronten mod ham, lænede hun blidt sin pande mod hans. Følelsen var næsten for behagelig.
”Det har ændret sig..”, hviskede hun pludseligt ud i det lette mørke. ”Har det ikke?”. Hun lod hånden forlade hans kind, og derefter trak hun sit hoved nogle få cm. Væk fra ham. Margot undgik øjenkontakten, ved at ligge blikket på hans brystkasse. ”Det er som om.. vi har ændret os”, mumlede hun, før hun sank en klump, og et kort intetsigende smil blomstrede frem, på de fyldige læber. Hun fjernede sit lette greb om ham, så de stod tæt, uden at have fysisk kontakt. Margot fortrød, men samtidig.. hvis det kun var ændret hos hende. [/blockquote] |
|
Eric Wolfe
Dimittend
A gentleman is simply a patient wolf
|
Post by Eric Wolfe on May 5, 2011 19:33:51 GMT 1
If we could see that this
.. .. .. .. .. .. .. .. was all that we need... Eric mærkede hende dreje hovedet ganske lidt og åbnede øjnene lidt, lige nok til at se hendes smil og hendes hånd, sekundet før hendes pegefinger ramte hans øjenbryn og lukkede dem så igen, mens hendes hånd lagde sig på hans kind. Den simple handling fik de små hår på hans arme til at rejse sig, og blodet til at bruse lidt stærkere i hans årer, mens de bevægede sig ind på ukendt område.
Han slap hende ikke eller fjernede sine arme omkring hende mens hun uendeligt langsomt vendte sig om mod ham. Slækkede dem blot nok til at kunne gøre det og stod fortsat let foroverbøjet så han kunne lade ansigtet hvile let ind mod hendes hånd der stadig lå på hans kind. Hun havde ikke trukket sig væk, og det fik blot den kildrende fornemmelse i kroppen til at forstærkes. Som en uskyldig opfordring. I hvert fald ikke en afvisning, så meget var han sikker på, og hendes hånd på hans kind og hendes pande mod hans eliminerede også den mulighed.
Han åbnede først øjnene for alvor da hun talte igen og følelsen af hendes hånd forsvandt fra hans kind. Han åbnede øjnene langsomt og så på hende med et lille forsigtigt smil, der svandt ind da hun trak sig tilbage, uden dog at trække sig væk. Hans første indskydelse var at slippe hende og undskylde, men han valgte at lade være og nikkede i stedet langsomt til hendes spørgsmål før han selv svarede med et nyt ”Er det en dårlig ting?” hans blik flakkede let mellem hendes brune øjne, mens han slap hendes ryg med den ene hånd, løftede den og endnu engang blidt strøg hendes hår væk fra hendes ansigt og om bag øret.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 327 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by margot on May 5, 2011 20:03:50 GMT 1
• • • "Synes du det er en dårlig ting?", hviskede hun i mørket. Et næsten opgivende, lavmælt grin fulgte efter. De små hænder blev placeret tøvende på hans brystkasse, før hun langsomt tilbagelagde 2 cm, for at komme ham nærmere. Hun fik røde kinder over den pludselig indskydelse, og et bredere smil trillede hen over de fyldige læber. Hun skævede op mod Eric, tids nok til at bide mærke i det lille smil, der prydede hans læber. Varmen spredte sig yderligere. Hun kunne mærke det i de fine fingerspidser, som lå roligt på hans brystkasse. Hele hendes krop syede og boblede spændt. Følelsen var på sin vis, både ulidelig men samtidig unik. Margot kunne ikke definere, hvorvidt hun kunne lide det, han gjorde ved hende, eller ej, men en ting var så absolut sikkert. Hun kunne ikke benægte det, og Margot havde heller ikke lyst til det.
Hun fugtede langsomt læberne, før hun atter genvandt hans blik. Skønt mørket langsomt var gledet over England, var det intet problem for de to unge, at skimte hinanden. Det havde endnu ikke overtaget helt, og grundet den næsten ikke-eksisterende afstand imellem dem, var der ingen skrubler. Margots læber var skilt i et lille smil. Så rystede hun på hovedet og lod hænderne glide hen over brystkasse. De placerede sig roligt i hans nakke, som hun blidt kærtegnede med fingerspidserne. De lå der for en kort tid, før hun atter lod dem glide tilbage. Denne gang lande på hans arme. Præcis som de tidligere havde gjort i butikken. |
|
Eric Wolfe
Dimittend
A gentleman is simply a patient wolf
|
Post by Eric Wolfe on May 6, 2011 2:40:18 GMT 1
If we could see that this
.. .. .. .. .. .. .. .. was all that we need... Eric smilede igen, knap så forsigtigt som før, da hun stadig ikke afviste hverken hans uskyldige kærtegn, eller hvad der lå mellem linierne i hans spørgsmål. Han knep øjnene lidt sammen og så semi-alvorligt på hende mens han rystede lidt på hovedet og selv sænkede stemmen uden helt at tænke over det ”Nej...” han tav igen og smilede svagt igen, mens han lod blikket glide langsomt ned over hendes ansigt, før det igen vendte tilbage og mødte hendes blik ”Nej, det gør jeg ikke...” han så kort ned på hendes hænder der nu lå på hans brystkasse og bestemte meget hurtigt med sig selv, at han ikke havde særlig meget imod det. Tværtimod fik det kun den sitrende fornemmelse til at brede sig til resten af kroppen, mens spændingen mellem dem voksede. Svagt, men støt, som mod et uundgåeligt punkt der ikke lå så langt væk alligevel.
Hans blik vedblev at hænge opmærksomt på hendes ansigt, uden at vige og på trods af tusmørket og manglen på lys i værelset, så hjalp hans hukommelse ham i det ubevidste til at se hendes ansigt tydeligt. Han gøs let, og uden en lyd, da hendes fingerspidser strøg over hans nakke, og en behagelig rislen rullede fra nakken og hele vejen ned langs hans rygrad. Hans ene hånd der stadig lå på hendes ryg, trak hende ubevidst endnu sættede på, så der nu absolut ingen luft var imellem dem. Han åbnede munden let, som for at sige noget mere da hendes hænder gled ned og lagde sig på hans arme. Så rynkede han panden spekulativt og lukkede den igen.
Han stod nogle øjeblikke i tavshed og så uudgrundeligt på hende, selvom det føltes som meget længere. Et minut? Ti? En time? Han var ikke sikker og det spillede egentligt ingen rolle for den beslutning han tog, da han igen løftede den ene hånd og lagde den blidt mod hendes kind og kæbe. Han lod tommelfingeren glide ind under hendes hage og løfte hendes ansigt op mod sig, før han smilede varmt og selv bøjede sig tilstrækkeligt forover, til at kunne presse sine læber forsigtigt og let tøvende mod hendes.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 407 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by margot on May 6, 2011 13:44:32 GMT 1
• • • "Det.. bare..", hviskede hun ud i mørket, før deres læber mødtes. Et kort øjeblik glemte Margot, hvordan man trak vejret. Den sitrende og boblende fornemmelse, sprang som festfyrværkeri væk fra hendes hjerte, og gled med blodet ud i det alleryderste af kroppens dele. Øjenlågene gled tungt i, så de brune øjne forsvandt bag dem, samtidig med Margots hænder der ubevidst, gled op af hans overarme. Kysset var kort, og da læberne skiltes, faldt hænderne tilbage på brystkassen. Margot smilede svagt, og smilet bar præg af så mange ting, det var svært at sætte en finger på, hvad hun egentlig følte. Øjnene sagde dog til gengæld det hele. Sådan havde det altid været. De var virkelig døren til hendes sjæl.
Hun sank en klump, før et lille grin flød over hendes læber - ganske enkelt fordi, hun ikke vidste hvad hun skulle sige til det. Margot lod sine lunger fyldes med luften omkring dem, før hun sank en klump, og atter lagde hænderne på hans skulder. Så lod hun den venstre hånd, glide fra skulderen, op til hans nakke, hvor hun lagde den. Ganske langsomt lod hun deres læber mødes igen - og for anden gang, eksploderede hendes hjerte. [/blockquote] |
|
Eric Wolfe
Dimittend
A gentleman is simply a patient wolf
|
Post by Eric Wolfe on May 6, 2011 16:24:38 GMT 1
If we could see that this
.. .. .. .. .. .. .. .. was all that we need... Eric lukkede øjnene to sekunder før hans læber ramte hendes og den sidste tvivl blev erstattet af de rigelige mængder adrenalin hans hjerne gavmildt sendte ud i hans krop. Hans puls steg, som havde han lige udsat sig selv for en halsbrækkende manøvre på sin kost og i de få sekunder, konkluderede han med sig selv, at det faktisk føltes en del som at flyve. Bortset fra det faktum, at han havde begge fødder solidt placeret på gulvet. Følelsen var surrealistisk og altoverskyggende, men på ingen måde ubehagelig. Hans hånd gled om og lagde sig bag hendes nakke under det lange hår, mens hånden på hendes ryg af sig selv trak hende tættere på.
Et øjeblik så han ærgelig ud, da deres læber igen skiltes og han åbnede øjnene, men glimtet var væk før det nogensinde fik magt og han smilede i stedet svagt mens han igen mødte hendes blik og nød følelsen af hendes bløde hår mellem sine fingre som han strøg fingrene blidt over hendes nakke. Han brød øjenkontakten uden at holde op med smile svagt, og lod i stedet sit blik glide langsomt og intenst over hendes ansigt endnu engang. Hendes lille grin fik ham til at se hende i øjnene igen, og lide hvad han så der, mens hendes hænder der gled op over hans arme fik alle de små hår til at rejse sig.
Og så var hendes læber igen mod hans og han lukkede øjnene med et lille tilfreds suk. Han krummede fingrene blidt mod hendes nakke og registrerede svagt sine egne læber blive mere insisterende mod hendes, omend der stadig var noget forsigt og let famlende ved det hele. Kontakten blev holdt længere tid denne gang, men stadig alt for kort da han trak ansigtet nogle millimeter tilbage og tog en dyb, skælvende indånding. Så åbnede han øjnene igen og lænede panden mod hendes, mens det lille smil igen fandt ind på hans læber ”Bare hvad, Margot?” hans stemme var lav, men mere en mumlen end egentlig hvisken.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Words)
[/color] :: 376 ~ (Tag) :: Margot Hillsbor ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---[/justify][/blockquote] |
|
|
|
Post by margot on May 8, 2011 9:30:15 GMT 1
• • • Margot sank en besværet klump, i det sekund deres læber skiltes. De brune øjne fandt hans, og hendes hænder forlod, i et langsomt strøg, hans nakke. Hun betragtede hans ansigt i tusmørket, og lod pegefingeren spids kærtegne hans kind og kæbeparti. "Bare.. ikke noget.. jeg mente ikke noget med det..", mumlede hun lavmælt. Begge de lange, hvide hænder blev lagt på hans kinder, i det han lænede sin pande mod hendes. Øjenlågene gled tungt i, og et mildt suk forlod hendes læber. Tommeltotterne kærtegnede blidt hans hud, imens de et øjeblik stod i tavshed. Ganske langsomt gled øjenlågene op, og Margot fugtede læberne langsomt. "Hvordan føltes det?", lød det mumlende, men med en kende forbløffelse at spore i stemmen. Spørgsmålet kom fuldstændig bag på hende, for hun havde ikke ventet på nogen måde, at det skulle trille over hendes læber. Men da spørgsmålet var blevet sendt i luften, valgte hun ikke at trække det tilbage.
Hvor længe havde de efterhånden kendt til hinandens eksistens? Margot måtte anstrenge sin hukommelse, men efter kort tid, hvor hun havde stået begravet i tanker, kunne hun huske det. Hun havde lagt mærke til ham, en eftermiddag for mange år siden. Det var dog ikke der, de for alvor var faldet i snak. Det skete først lang tid efter. Men alligevel, havde hun fået indprentet sig hans ansigt, og hun begyndte at ligge mærke til ham, hver gang de havde passeret hinanden i gangene. Og.. Margot pakkede tankerne væk. Det der var på vej, var absolut ikke noget, hun ville indrømme. Ikke nu. Slet ikke nu.. [/blockquote] |
|
