Drengenes sovesal, Privat party

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lily kløjedes i de næste ord der var på vej ud, og hun kunne ikke forstå at Rachel kunne sige som hun gjorde. Hun vidste fandme hvordan hun havde det med Benjamin, og hun havde forklaret hende historien om Alexander, om hvordan hun ikke turde lade det blive til mere med ham. Og så stod hun alligevel og sagde at hun med vilje havde kæmpet for at fordreje hovederne på drengene? For fanden! For ikke mindre end tyve minutter siden, havde hun sgu da ikke engang vidst at Alexander havde følelser for hende! Det var et klemt, ødelagt hulk der kom over hendes læber, mens hun vaklede et par skridt bagud. Hun bemærkede ikke engang at Benjamin gik bag hende, at Aiden stirrede på hende eller at Ethan prøvede på at få ro over sagerne. Den eneste hun kunne se igennem sine hævede øjne, der stadig løb grusomt i vand, var Rachel.

”Du ved det ikke er sådan det er,” hviskede hun ødelagt og så på Rachel med et skuffet blik. Hendes stemme var grådkvalt, og hun rystede på hovedet samtidig med at hun begyndte at bakke langsomt væk fra hende. Hendes øjne blev mere udspilede, og hun gnavede let ned i underlæben. Først da så hun rundt på de mange ansigter der var vendt i hendes retning, og bed ned i sin underlæbe, uden at stoppe med at gå baglæns. Med den ene arm rakte hun ud efter Benjamin, og opdagede først nu at han ikke var der. Det gav et lille stik i hjertet på hende, og det blev klart for hende at hun ikke kunne være der længere. Der var ikke en eneste der var på hendes side, alle var Rachel nærmere. Selv Benjamin. Hun kunne ikke bebrejde ham for at gå, uanset hvor ondt det gjorde. Med bævende underlæbe drejede hun om på hælen, og forsvandt ud af døren, hvor hun satte i løb ned af trapperne – ligeglad med at hun ikke kunne se noget for vandet i hendes øjne, at hun ikke kunne mærke sin krop og dermed hvor hun satte fødderne, eller at hun strøg lige forbi Benjamin på vejen. Hun ville bare ind i sin varme seng. Nu.

OUT

[Rachel Saskia Ivory]

picture perfect memories ,

Det at sige Lily så målløs var helt chokerende for Rachel og selv havde hun også svært ved at ignorere de store bølger af skam, der pludselig vældede ind over hende. Tårerne sved i hendes øjne, men hun sagde ikke mere, betragtede bare sin veninde. Lyden af Ethans stemme førte et svagt sug gennem hendes mave, men alligevel hørte hun ikke ordene. Hun stod bare åndeløst, til Lily havde sagt sin enkle, lille sætning. Selv følte Rachel sig mindst lige så smadret som sin elskede veninde, men hun vidste bare ikke hvad hun skulle gøre. Lige meget hvad hun sagde ville det jo ikke ændre noget som helst. Hun havde igen ladet sin forelskelse tale for sig, gik det nu op for hende. Fortabt stirrede hun ned på sine bare tæer og bed sig selv i tungen. Selv da pigen vendte sig og forlod hende tomhændet og idiotisk. Hendes knæ skælvede lidt og der gik ikke lang tid, før Rachel fandt sig selv siddende på jorden med tårerne i de lange vipper. Aldrig havde hun skændtes med Lily og nu var det så sket, de var kommet op og skændes og der var ingen vej tilbage. Ikke engang hendes tårer satte ind. Det var som om resten af kroppen ikke anede hvordan den skulle reagere. Aldrig havde hun følt sådan. Tomt stirrede hun på døren, hvor Lils var forsvundet, kiggede ikke på andet. Ikke Benjamin, der var gået sin vej og sikkert tog sig af Lils nu eller Alex, der lå og sov og derfor ikke havde bemærket, hvordan hun havde kæmpet for ham. Ikke Aiden, der havde beskyttet hende selvom de var uvenner. Heller ikke Ethan, som hun normalt ikke kunne abstrahere fra.

Langsomt rejste hun sig op for at forlade sovesalen. Ja, som altid havde det endt med hun var alene. Lily havde hendes Benjamin, Aiden og hende var splittet og Ethan.. Jaeh.

WORDS 278
OUTFIT KLIK
TAG lions

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde først flyttet sig da Benjamin havde forladt lokalet. Han havde skam bemærket det blik han havde sendt ham men hvad skulle han da gøre! Hans søster handlede via følelser og trak ham med i det. Selvom de to ikke havde haft et særlig tæt forhold længe havde han ikke kunnet andet end træde frem pr. refleks og forsvar hende selv hvis hun skulle være kilden til problemet.

Han bemærkede Ethan der var vågnet, for sent til at bemærke de følelser hans søster havde udvist mens denne havde ligget og sovet. Aiden havde selvfølgelig ingen planer om at sige noget om det, han vidste ikke engang om hans søster havde fortalt ham om de følelser eller om hun havde holdt dem for sig selv. I alt fald var han blevet en del af problemet uden at ane det. At han trådte til og forsøgte at standse skænderiet uden at ane hvad problemet var var i sig selv ret ironisk på et eller andet plan.

Aidens blik blev vendt bort fra den unge man og rettet mod Lily der svarede ganske kort på Rachels udbrud og vendte om på hælen. Han overvejede i enkelte sekunder at smutte efter hende men han var ret sikker på at Benjamin nok skulle tage sig af hende han var trods alt kun lige gået. Desuden havde hans søster mere brug for ham så da hun dumpede ned på røven på den kolde gulv vendte han sig om for at sætte sig ved siden af hende men hun havde allerede rejst sig. ”Rachel..” hans stemme var ikke spor høj, ja nærmest en hvisken som folk knap kunne høre. Pludselig var der ikke andet i verden end tanken om at få det imellem dem opklaret så de ikke behøvede at gå rundt og være bitre på hinanden.