Drengenes sovesal, Privat party

[Aiden Kane Ivory]

Aiden der kun lige var kommet bemærket straks at stemningen ændrede sig fra afslappet til anspændt. Han fulgte sine venner med blikket. En efter en så han på dem for at se hvordan den enkelte havde det. han brød sig ikke om at se hvordan hans venner reagerede på det hele og da Lily og Alex forsvandt ud af døren så han som Benjamin efter dem i et godt stykke tid indtil hans søster flyttede på sig. ”Jeg er vist gået glip af noget” sagde han mest for sig selv. Han bemærkede at Ethan faktisk lå og sov tiltros for larmen omkring ham og kunne ikke andet end rose ham indvendigt over at kunne sove under det hele.


Da Rachel spurgte Benjamin om han var okay lod Aiden sit blik glide hen over den unge mand. Han så på ham i tavshed og kunne se irritation og måske vrede i hans ansigt og øjne. Lily havde det med at have fyrene omkring sig og det skete tit at mere end bare en halsede efter hende. Han lod hånden glide forvirret gennem håret inden han trak det ene ben op under sig. Hans blik blev vendt mod hans tvilling og han så på hende med et blik der ikke sagde noget. Normalt kunne de to kommunikere gennem blikket men Aidens blik var tomt.


Han havde lyst til at bryde den anspændte stilhed der var gledet hen over dem men han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre. Han hadede at blande sig og på den anden side så kunne han ikke lade sine venner ende i sådan en situation uden at gøre noget ved det. Godt nok var han ikke ældre men han udviste godt nok den autoritet ved sine handlinger. Han skulle til at rejse sig da Benjamin kom på benene. Aiden fulgte ham med blikket og havde på fornemmelsen af det ikke ville ende godt uanset hvad der ville ske men måske var det bare en overdrevet fornemmelse han havde fået sig der.

[austin]

L o v e

was supposed to make me smile


Alexander betragtede Lily tomt i et øjeblik, med en fortrydelig rynke i panden. Hans irritation forsvandt brat, når han så hendes reaktion på hans ord. Behovet for bare at lægge sine arme omkring hende og sige at alting nok skulle blive godt, var uoverskueligt, men i stedet knyttede han sine næver og rømmede sig for at fjerne en tudse i halsen.

Han blev stående længere end han ville og overvejede om han virkelig kunne efterlade situationen mellem dem som den var nu. Til sidst sejrede hans følelser over fornuften og han bøjede sig ned imod Lily og plantede et kort kys i hendes hår. ”Undskyld,” mumlede han, før han rettede sig op og bevægede sig imod døren. I det øjeblik han rakte ud efter håndtaget, gik den op, og han så direkte ind i Benjamins grimme fjæs. En rynke på næsen fremviste hans utilfredshed, men han forholdt sig tavs. Det var tydeligt at der var noget mere mellem gryffindors største klaphat og hans elskede lille blondine, men han havde ikke lyst til at blive for at finde ud af hvad. Hvis han så Benjamin bare røre hende lige nu, var han sikker på, at han ville bryde alle sine moralske standpunkter og ryge lige i flæsket på ham, og det ville ikke tjene hans sag den mindste lille smule.

I stedet skubbede han sig forbi ham og fortsatte ind på sovesalen, hvor intet virkelig så ud til at have ændret sig. Hvis han havde været mindre oprørt, ville han have undskyldt sine lidt for kolde ord over for Rachel og måske endda givet Aiden den forklaring han tidligere havde udbedt sig. I stedet hev han blot trøjen af og smed den i en bunke, før han tumlede i seng. Han placerede puden over sit hoved, ignorerede de lyde der gik gennem rummet og faldt hurtigt i en nervøs, drømmefyldt søvn.

Out

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lily skælvede ufrivilligt under hans læber imod hendes hår, uden at se op på ham. Hendes ansigt var stadig vendt mod den modsatte væg, så neutralt som hun kunne mønstre. Døren der blev åbnet et sted bag hende, var i hendes hoved bare Alexander der forsvandt ind bag den. Med det, gav hun et tungt suk fra sig og gned sine øjne med fingrene. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at gå tilbage ind på sovesalen, på trods af at Rachel nok ville blive skuffet og det faktum at hun også bare havde efterladt Benjamin. Men hun kunne ikke klare larm eller menneskemængder i sit hoved nu. Hun satte hænderne imod sine lår og kom derved på benene igen. Netop som hun skulle til at vende ned imod sin sovesal, kastede hun et blik over skulderen, meget overrasket over at se en anden stå der. Lily stoppede midt i sin bevægelse ned til det første trappetrin, hvorefter hun ændrede retning.

”Benjamin,” hendes tone var lettet og inden for få øjeblikke var hun ovre ved ham med hovedet begravet imod hans brystkasse og armene omkring livet på ham, fuldstændig ligeglad med om han lige var klar på det eller ej. Desperat lukkede hendes fingre sig omkring kanten på hans t-shirt, som for at holde ham fast hvor han var. Hun rystede stadigt svagt på grund af kulden, som hendes bare arme og tæer ikke ligefrem hjalp med at holde væk, men det var som om at hun ikke rigtigt bemærkede det i øjeblikket.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
P R I V A T P A R T Y !
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^{NAT · SOVESALEN}

Benjamin havde ikke forventet at se Alex, lige da han åbnede døren, og hans tålmodighed blev sat på en seriøs prøve, da den irriterende løve skubbede sig forbi ham. Heldigvis kom Lily hans ulmende vrede til undsætning, og han lagde taknemmeligt armene omkring hende og kyssede hende i håret. Hvis han havde vidst, at Alex havde benyttet sig af præcis samme gestus som før, ville han have set rødt.
"Lily." mumlede han lettet ned i hendes hår - endelig fik han lov til at have hende for sig selv! Egoistisk var det måske, men han var ligeglad, for han kunne slet ikke styre, hvornår han savnede hende, og hvornår han ikke gjorde. Og at sidde der og se til, mens hun smilede og fjantede uden at få lov til åbenlyst at flirte med hende, som han ville, havde været mere prøvende i dag, end så mange andre dage.
"Er du ok?" spurgte han lavmælt og prøvede at få hende til at se på ham. Selvom hans humør ikke var på toppen, så varmede det hans hjerte at stå og omfavne hende, og han blev grebet af en meget stærk affektion for hende.
"Du - du er stadig min, ikke?" fik han fremstammet lidt usikkert og var ikke helt klar over, om Lily nogensinde havde betragtet Ben som hendes, eller om hun overhovedet syntes, at de var et par. Det gik op for ham, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, hvis hun ikke syntes nogen af delene, og han strammede blidt sit greb om hendes skuldre og bøjede sit hoved.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
L I O N S
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lily trak vejret tungt ind imod hans bryst, og lukkede kort øjnene i. Hendes fingre løsnede sig lidt fra hans trøje, da han ikke gjorde tegn til at skubbe hende væk, mens hun lod hans varme og duft strømme omkring hende. Hun svarede ikke lige med det samme på hans spørgsmål, på trods af at hun ellers havde svaret lige på læberne. Lily havde bare lidt travlt med at slappe af igen, men til sidst tog hun sig sammen og trak sig lidt væk igen så hendes hænder gled fra hans lænd til siderne.

”Sådan da. Jeg vil helst ikke snakke om det. Lige nu, i hvert fald,” hun trak svagt på skuldrende, forsigtig med ikke at trække sig selv væk fra Benjamins arme der fungerede som en beskyttende kappe for hende. Et smil fandt vej til hendes læber i det øjeblik hendes øjne faldt på hans ansigt, travlt i gang med at udforske det.

”Det var en utrolig dårlig idé, alt det her,” fortsatte hun opgivende, med et lidt mildere og mere muntert ansigsudtryk end før. Selvom Benjamin så noget så alvorlig ud, blev hun alligevel smittet af hans nærvær. Hans spørgsmål fik det til at knuge sig sammen i hendes mave, før den løsnede sig og sendte en varm fornemmelse igennem hendes krop.

”Hvis du stadig vil have mig…” begyndte hun med et finurligt smil på læberne, mens blodet steg op i kinderne på hende. Hun hentydede mest af alt til det faktum at hun netop havde efterladt Benjamin for at smutte af sted med Alexander, ikke at der var sket noget som helst imellem dem. Tværtimod. Men hun vidste hvordan det kunne se ud i hans øjne. På den anden side, hvis Benjamin havde mødt Alexander på vejen ud, ville han nok ikke være i tvivl, tænkte Lily bittert.

”Vil det sige, at du så er min?” spurgte hun med en spinkel stemme, og rykkede lidt længere ind imod ham igen, uden at skænke det en eneste tanke. Hun løftede hovedet lidt, så hun bedre kunne se hele hans ansigt, mens hun så på ham med store, afventende øjne og et smil i mundvigen, der næsten ikke kunne ses.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
P R I V A T P A R T Y !
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^{NAT · SOVESALEN}

Benjamin ville helst ikke, at Lily sådan skabte afstand i mellem deres kroppe, men nu skulle hun jo svare ham på en eller anden måde. Han nikkede forstående og sukkede lydløst. Egentlig havde han ikke lyst til at høre om det, der var sket, men hvis Lily havde brug for at tale om det med ham, skulle han nok lægge øre til. Forhåbentlig var hun klar over, at hun godt kunne sige den slags til ham, det var han i hvert fald overbevist om, fordi hans udstråling som oftest gjorde det klart for folk. Han begravede sin fingre i hendes hår og kunne ikke lade være med at gengælde hendes smil, selvom det virkede lidt malplaceret.
"Det siger du ikke!" udbrød han i et grin og trak sine fingre i gennem hendes hår. "Men jeg er sikker på, at jeres intentioner var gode. Det er bare ærgerligt at - ja, vi drenge er som de er." Alex er sådan en idiot, var hvad han havde tænkt sig at sige, men givet omstændighederne var det vist bedst at holde for sig selv. Alex skulle nok få svar på tiltale en anden dag, det var han overbevist om, det gik jo i klasse sammen og kunne ikke undgå hinanden døgnet rundt.
Lilys ord fik ham til at fnyse et grin ud, og han rystede på hovedet. Hvordan kunne hun tro andet? Onde tanker om, at en lignende scene måske lige havde udspillet sig mellem Lily og Alex sneg sig ind på ham, men han nægtede at tro på, at Lily kun var sammen med ham, fordi hun havde misforstået Alex. De var jo så forskellige! Og hvad hun nogensinde havde set i Alex... Lily talte og afbrød hans tankegang.
"Ja!" udbrød han og smilede stort. "Ja for helvede, Lily!" sagde han og flyttede den hånd, han havde i hendes hår, om til hendes kind og bukkede sig ned for at kysse hendes dejlige, lyserøde læber.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
L I O N S
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Det var svært for Lily ikke at komme til at smile sammen med Benjamin, da han gav hende ret i at de ikke rigtigt havde gennemtænkt det hele. På den anden side, hvis Lily ikke havde været med, ville det sikkert have været herre skægt og hun var i et øjeblik lidt ærgerlig over, at det var hende Rachel havde valgt at spørge. På den anden side, ville hun så heller ikke så i armene på Ben midt om natten med et fjollet, forelsket ansigtsudtryk.

”Hey, så ved vi det til en anden gang. I er jo ikke den eneste årgang,” hun lo meget dæmpet, og blinkede til Benjamin med det ene øje, totalt påvirket af hans varme væsen og noget bedre humør. Når ham sendte hende dét der smil, havde hun det som om at samtlige Quidditchsspillere kunne komme imod hende på en gang, og hun ville stadig være uovervindelig. Dog flakkede hendes blik lettere forskrækket og det muntre ansigtsudtryk falmede lidt da han udstødte et fnys, et kort øjeblik bange for at det var en negativ ting – at han skulle til at sige at han faktisk ikke ville have hende, og hun var tåbelig for at tro sådan. Det ville hun ikke kunne klare. Ikke nu. Men da hendes blik forsigtigt fandt vej til hans ansigt igen, var der et smil på hans læber, der fik det til at boble varmt i Lilys mave, så meget at det gav hende lyst til at le. Hun nåede ikke at svare ham på hans fantastiske udbrud, før hendes læber ramte hans. Den ene hånd forlod hans krop og fandt forsigtigt vej til hans nakke. Sommerfuglene i hendes mave gik amok og alle bekymringer forsvandt med ét.

[Rachel Saskia Ivory]

picture perfect memories ,

Da Benjamin også forsvandt fulgte Rachel ham roligt med blikket. Hun havde ikke lyst til at være alene med en masse sovende drenge og Aiden, men alligevel holdt hun munden lukket. Det var simpelthen ikke muligt for hende, at sige noget, det ville være for egoistisk, når de havde været igennem det hele. Et lydløst suk gled over hendes læber, før hun vendte de brune øjne mod den sovende Ethan og forsigtigt trak en lok af hans bløde hår væk fra ansigtet. Et svagt smil fandt ro på hendes læber, før Alexander igen trådte ind i sovesalen. Rachel åbnede munden for at tale til ham, men nåede ikke engang at tænke sin sætning færdig, før han havde lagt sig med ryggen til dem med den klare forståelse af, at han ikke ville forstyrres. Igen stak det i hendes indre. Godt nok kom hun selv tit op at skændes med folk, men hun kunne bare ikke klare at sidde tavst og være vidne til sine venners stridigheder, især ikke når det efterlod folk sårede. Hendes hænder faldt tungt ned på madrassen, hvor de så så underligt tomme ud, da de ikke længere havde noget at tage sig til. Hurtigt blinkede hun med øjnene for at tilbageholde tårerne fra at forlade hendes øjenkroge. Hendes blik faldt automatisk på Aiden, øjnene så fulde af hendes melankoli og så alligevel.. tomme. Som om hun bare ikke længere havde den forbindelse med ham. Hun trak vejret tungt, før hun mærkede vreden, der langsomt hobede sig op i hende. Hurtigt sprang hun op fra sin plads ved Ethans side og travede hen til døren, åbnede den for at finde sine to bedste venner kysse.

”Så! Nu må I være glade!”, hendes stemme var halvskinger og hun tænkte ikke et sekund på at dæmpe sig på grund af den irritation, hun havde opbygget. Egentlig ikke til dem, men til alle de piger. Til Julie og Bree, der havde fanget Ethans opmærksomhed og som havde fået hende i smerte. Det lignede bare eksemplet med de tre for meget.

”At Alexander ligger derinde og sikkert har det af helvedes til, det rager jer, hvor I er højest, når i renser for havenisser! Prøv at overvej hvis det var jer, der oplevede ugengældt forelskelse!” Rachel ventede ikke på svar, hun havde sagt det hun skulle og skammede sig nu en smule. Ikke at hun lod dem se det. Hurtigt snurrede hun omkring på hælen og marcherede ind i sovesalen igen.

WORDS 363
OUTFIT KLIK
TAG lions

[Aiden Kane Ivory]

Han havde fulgt Alex med blikket da denne var dukkede op men havde ikke gjort mine til at rejse sig. At se hans ansigtsudtryk var advarsel nok til at forholde sig i ro. Han bemærkede at Rachel ville have sagt noget men havde ladet være. Aiden sad tavs mens han så på Alex´s ryg med utilfredshed i øjnene. Skulle der altid være problemer på grund af piger! Selv havde han skrottede det for længst og bare holdt sig fra det modsatte køn da det skabte for mange problemer. Nu havde han jo heller ikke fundet en pige han kunne falde for så det var nok noget andet.

Han vendte blikket mod sin søster efter nogle sekunder og bemærkede at hun så alt andet end glad ud, han bemærkede tårerne som hun forsøgte at holde tilbage hvilket fik ham til at knytte næverne hårdt sammen. Han brød sig ikke om synet af tårerne men på den anden side så var deres forhold ikke det samme som før så han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre. Da hun rejste sig kom han på benene men blev stående ved sengen uden at følge efter hende eller sige noget. Han kunne ikke undgå at høre hendes udbrud og vendte blikket mod gulvet mens han lyttede til sin søster skinger stemme.

At høre hende sige de ord fik ham til straks at føle sig skyldig. Hun lød som om hun kendte alt til det hun snakkede om hvilket fik ham til at krympe sig. han kastede et blik over mod Ethans sovende skikkelse og så kort eftertænksom ud men vendte blikket mod døren da hans søster dukkede op igen. ”Rachel..” han anede virkelig ikke hvad han ville have sagt men ordene der forlod hans læber var slet ikke det han havde ønskede at sige ”Du vækker hele huset” sagde han og kom til at lyde ret irriteret. Han fortrød straks ordene og så undskyldende op hende, ”Jeg mener..” han sagde ikke andet og endte med at gå de få skridt hen til hende og lægge armene om hende som han tit havde gjort når hun var ked af det.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
P R I V A T P A R T Y !
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^{NAT · SOVESALEN}

Ligeså snart Benjamin fik sit længe ventede kys af Lily skiftede han mening til at synes, at den fest dér havde været jordens bedste idé. Nu var han i hvert fald ikke i tvivl om, at hans følelser var gengældt, og nu kunne Alex bare rende og hoppe. Mere var Benjamin ikke i stand til at tænke, fordi han var så optaget af at kysse den pige, han holdt så evindeligt meget af. Han fik gåsehud, da hun flyttede sin hånd fra hans ryg til hans nakke, og selv flyttede han den ene hånd ned til hendes lænd, så han kunne holde hende ind til sig. Deres læber bevæge sig i takt, og han nød smagen af Lily. Besynderligt nok føltes det anderledes at kysse hende nu, hvor de var et erklæret par, men samtidig var det også dejligere, end han huskede. Hans anden hånd var nu også at finde på hendes ryg, og han gravede begge sine hænder ind under Lily's sorte top, mest fordi han slet ikke kunne få nok af kontakt med hendes hud. Længere nåede Benjamin ikke, fordi døren bag ham blev revet op, og Rachels stemme skingrede imod ham. Med et sæt brød han kysset med Lily og vendte sig overrasket mod Rachel uden at give helt slip på sin pige.
"Rachel..?" sagde han i et spørgende tonefald og så forbløffet på hende. Hvad mente hun med det? Der gik et par sekunder, inden han fattede, at hun rent faktisk skældte dem ud, og en vrede meget ulig den han havde følt, da Alex pissede ham, stormede op i ham som en vulkan i udbrud. Smilet forsvandt fuldstændig fra hans læber, og han havde utrolig svært ved at genfinde de varme følelser for sin gode veninde. Da hun vendte om på hælen og vendte ryggen til ham slap han Lily og gik ind efter Rachel.
"Kan du slet ikke være glad på andres vegne, eller er dit ego for stort?!" sagde han uden at hæve stemmen. "Jeg troede, du var min veninde!" tilføjede han i et mere bedende tonefald. Det gjorde ondt, at hans bedste veninde behandlede ham på den måde, og han var tæt på at beskylde hende for stadig at have følelser for sin ekskæreste.
"Alting handler ikke om dig!" sagde, stadig uden at hæve stemmen, og hans blik var anklagende. Hvad var der fløjet i hende? Han fik helt ondt i maven af at tænke på, at alle de timer han havde brugt på at støtte hende i sin forelskelse i Ethan åbenbart bare havde været spild.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
L I O N S
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Det var svært for Lily ikke at komme til at smile sammen med Lilys anden hånd fandt også vej til hans nakke, hvor hendes fingre flettede sig ind i hans hår for at trække ham tættere på hende. Lily kunne ikke tænke på andet end Benjamin, og i stedet for at holde lidt igen da hans hænder fandt vej under hendes top reagerede hun kun ved at trykke sig endnu længere ind imod ham. Netop som hendes hånd var på vej ned af hans hals, rev en velkendt, i øjeblikket meget irriterende, stemme hende tilbage til virkeligheden og fik hende til at flyve tilbage fra Ben som om hun havde fået stød, af ren forskrækkelse. Hun glippede et par gange med øjnene, før det gik op for hende hvad det var Rachels stod og sagde og med et følte hun et stik af svigt i hjertet. Hvordan kunne hun sige sådan? Rachel havde sgu da altid været hendes bedste veninde! Hvad fanden tænkte hun på? Det slog fuldstændig klik for Lily, som ville have faret ind efter hende med det samme, hvis det ikke var fordi Benjamin var kommet hende i forkøbet. Det fik hende til at stoppe op, og blive stift stående uden for sovesalen hvor hun kunne kunne høre halvdelen af Benjamins ord. Følsomme Lily der havde holdt sig selv på plads i lidt for længe, knækkede fuldstændig og salte tårer begyndte at løbe ned af hendes kinder. Med øjne der var blændet af vrede og svigt stormede hun ind i sovesalen igen, forbi Benjamin som hun ikke så på en eneste gang. Den eneste hun havde blikket rettet imod var Rachel, der lige havde skuffet hende mere end nogensinde før.

”Hvad fanden er der galt med dig?!” sagde hun lidt for højt i forhold til dem der sov. Hun ænsede ikke Aiden der stod med beskyttende arme omkring Rachel, fordi hun faktisk havde svært ved at se generelt på grund af vandet i hendes øjne. Hun havde altid været en af de der piger, der begyndte at flæbe over den mindste detalje.

”Hører du ikke hvad det er du siger? Vil du hellere have at jeg lader som ingenting? Er det det du vil have? Du kan ikke se fornuften i at bryde med ham, i stedet for at lege med ikke bare hans, men også Benjamins og mine egnes følelser?” hun hvæsede nærmest ordene ud imod Rachel, og lignede mest af alt en der burde høre til på sin brors kollegium.

”Men du kan ikke se ud over din egen næse, kan du vel?! Du kan ikke se, at du er verdens største hykler. Du er fandme endnu værre selv, og du skal ikke lade det gå ud over mig, bare fordi du ikke kan få det lige som det passer dig!” hun trådte tættere på Rachel og sænkede stemmen endnu mere.

”Hvorfor skal du altid være så pisse snæversynet, Rachel?” Lily skummede af raseri, og mest af alt havde hun lyst til at skride ned på sin sovesal og aldrig snakke til Rachel igen. Kunne hun ikke forstå at det var bedre, at hun stoppede alt med Alexander? I stedet for at såre ham mere endnu. Ignorante pigebarn.

[Rachel Saskia Ivory]

picture perfect memories ,

Da Rachel var stormet ind havde hun straks kastet sig i sin tvillings arme. Hun følte sig så underligt fortabt. Aldrig havde hun skændtes med Lil eller Benji og det føltes helt forfærdeligt. Det var dog ikke længe, hun fik til at falde til ro hos sin bror, før Benjamin pludselig stod og talte til hende. Rachel og Benjamin havde jo altid gået i samme klasse, så hun havde kendt ham lige siden første år og havde været bedste venner med ham næsten lige så længe. Det var nok mest af alt det, der fik hende til at stirre måbende på ham, ved de ord han sagde til hende. Aldrig havde talt hårdt til hende og nu føltes det som havde han slået hende i ansigtet. Ordene, der forlod ham fik tårer til at fylde hendes brune øjne og blændede hende. Røde pletter af hektikken blomstrede frem på hendes kinder. Han havde jo så tit hørt på hende, når hun havde haft problemer med Ethan og hun fik det konstant dårligere med sig selv over sit udbrud.

”Benji, det er jo ikke fordi..” Rachel nåede ikke engang at fuldende sin sætning, før Lils var braset ind i lokalet og begyndte at råbe af hende. Det fik dog straks det bedende ansigtsudtryk i hendes ansigt til at forsvinde og det blev straks hårdt, da hun vendte blikket mod sin bedste veninde. Normalt elskede hun den englelignende pige, men lige nu mærkede hun bare raseriet boble på ny.

”Du siger jég er hyklerisk!? Du siger jég ikke kan se udover min egen næse! Men prøv at lade tankerne glide gennem hovedet bare en enkelt gang før du åbner munden, skal vi ikke sige det?”, overraskende nok var Rachels stemme ikke en råben, men en rasende hvæsen. Hun havde aldrig talt sådan til Lils, da de to jo aldrig havde været uvenner, men lige nu havde hun et eller andet sted bare lyst til at slå tøsen i ansigtet. Hvad i alverden bildte hun sig dog ind?

”Kan du ikke selv se hvordan det ser ud? Du skejer rundt mellem to fyre som en anden lille skøge, sørger for de begge har følelser for dig så du rigtig kan få noget opmærksomhed, er det sådan det er? For hvis du rent faktisk følte bare den mindste smule burde du vide, at du sårer nogen! Jeg synes ikke du skal spille en skid overfor Alexander, men måske du burde vente bare et sekund før du stikker tungen i halsen på ham og måske tænke på hvem du sårer!” Tonelejet var ikke længere den lavmælte hvæsen. Nu stod Rachel og skreg sig helt gasblå lige i ansigtet på Lily. Hvorfor skulle hun dog være så blind? Hun elskede jo tøsen, men det betød ikke at hun havde ret til at såre alle andre af hendes venner.

WORDS 363
OUTFIT KLIK
TAG lions

[Aiden Kane Ivory]

De få sekunder havde han stået med sin søster i sine arme havde fået ham til at falde ro og finde den same fornemmelse a fro og tryghed som da de to var små. De få sekunder var ret korte for straks kom Benjamin ind på værelset og begyndte med alt sit snak. I enkelte sekunder stod Aiden og så overraskede på den unge mand for han kendte ham godt nok til at vide at ham og Rachel havde været ret gode venner, ja bedste venner siden deres første år på skolen. Nogle gange havde Aiden endda set med jalousi på dem så tæt som de var knyttet. I disse få øjeblikke fattede han ikke at han kunne stå og skælde ud på hende og endda var så dum at gøre det for øjnene af Aiden som var så kendt for at være ret beskyttende overfor sine søstre og især hans tvilling.

Han slap Rachel og knyttede næverne og trådte ind foran sin søster så det var ham der stod ansigt til ansigt med Benjamin som han sendte et advarende blik. For ganske få minutter siden havde Aiden ønskede at løse problemerne og dette havde skam heller ikke ændrede sig han havde blot skubbede det så langt væk da vreden var sprunget frem i ham at han selv havde glemt at han ønskede fred mellem sine venner. Sådan som de råbte kunne de ikke undgå at vække nogen, ja selv dem der sov allertungest ville nok vågne. Han havde skam bemærket at Lily var dukkede op for hun råbte skam også men hans blik hang ved Benjamin endnu truende.

Han havde skam opfattede Lilys ord som fik vreden til at ulme op i ham. Lily og ham havde kendt hinanden ligeledes ret længe og at høre hende sige den slags var lige så overraskende som Benjamins ord ”Er I folk dog byggede op på facader!” kunne han ikke andet end sige. Tænk at de bare smed deres masker for så lidt, ja ganske rigtig! I hans øjne var det virkelig lidt. Men det var da rart at få et indblik i hvem ens venner var så var man ret sikker på hvem man skulle holde sig fra i fremtiden. Lidt for hårde tanker var det sikkert men vreden fik dem alligevel til at ulme frem. Rachels svar til Lily fik ham til at spærre overrasket øjnene op og vendte blikket mod Lily.

[Ethan Sinclair]

your fire is burning my mind

Ethan havde altid sovet tungt, men lige siden han kom tilbage fra juleferien havde han haft problemer med at falde i søvn. Søvnmanglen havde plaget hans nærvær i klasserne og havde også forhindret ham i, at aflevere opgaver på det seneste. Han havde ikke kunne finde grunden til, at han ikke kunne sove, men efter en hurtig snak med professoren i Eliksir havde han fået sig en lille eliksir der skulle hjælpe hans problem - hvilket det bestemt havde gjort. Et par dråber i et glas vand og han var slået ud for resten af natten, hvilket også var grunden til, at Ethan ikke havde følt den mindste smule uro da pigerne invaderede drengenes sovesal. Dog var det ikke en vidunder-drik, og med den råben brød drikken hurtigt dens virkning.

"Er jeg vågnet op midt under en Quidditch-kamp, eller er det bare mig?" mumlede han søvndrukkent idet han slog benene ud over sengekanten og trak gardinerne fra. Synet der mødte ham var en smule overraskende, da det lod til at der havde været gang i den længe, men han havde intet opdaget. Han kunne dog ikke finde tid til at tænke midt i skænderiet der ping pong'ede mellem Rachel og Lily.

"Hey, hey... Piger... Fald ned." Han rejste sig op, stadig halvt i søvne, ligeglad med, at han kun var iført et par natbukser og intet andet. Hans hoved sov endnu, selvom det drastisk prøvede at genstarte sig selv.
"Hvad sker der her?" Al den forvirring var tæt på at give ham hovedpine. Normalt tog det ham flere timer at vågne op før han kunne begynde at tænke klart, men tydeligvis var dette noget der pressede.

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
P R I V A T P A R T Y !
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^{NAT · SOVESALEN}

Benjamin så perpleks til, da Lily stormede forbi ham og skældte Rachel ud på sådan en manér, han aldrig troede hun ville være i stand til. Hans første reaktion var at række ud efter hende for at berolige hende, men han stoppede sig selv midt i bevægelsen. Han spærrede øjnene op og så til, mens de to piger gik i kødet på hinanden, og han følte sig splittet. Hvis de troede, at han ville vælge side i dette skænderi tog de fejl, for Ben havde ikke i sinde at miste Rachel lige meget, hvor forelsket han var i Lily, og han havde skam heller ikke tænkt sig at vende ryggen til hende, selvom hans og Rachels venskab var uvurderligt. Aidens ord nåede hans ører midt i tøsernes ordudveksling, og mere eller mindre perpleks mødte han Aidens blik. Et eller andet sted håbede han lidt, at Aiden kunne fortælle ham, hvad han skulle gøre. Ved siden af ham syntes Ethan at komme til live, men det bemærkede han først, da fyren rent faktisk stod op og bad de to løvinder om at køle ned. Benjamin kiggede på ham uden at svare og gned hænderne mod sit ansigt. Hvordan fanden var det gået så vidt? Han kunne godt forstå, at Alexander var sur, men pludselig var ragnarok brudt løs, og af hvilken grund? Hvor i det hele havde Benjamin gjort noget så galt, at hans bedste veninde skulle vende sig imod ham på den måde? Hans stridigheder med Alex var åbenlyse, men han kunne fandme da stadig kende forskel på, hvad han havde at gøre op med Alex, og hvad der kun ragede Alex og Lily. Det nyttede ikke at blande sig i alles sager, og Benjamin var allerede godt træt af at høre på folk, der syntes at det passede dem fint at blande sig i alt. Han nægtede at finde sig i at være offer for sådan en uretfærdig behandling, og han syntes, at det var barnligt. plus at han stod i en situation, hvor han ikke kunne tage den ene til forsvar uden at såre den anden. Et eller andet sted kunne han godt forstå, at Lily var blevet vred, men selv ville han aldrig miste besindelsen på den måde de to piger gjorde.
Med et opgivende blik vendte han ryggen til pigerne og klappede Ethan venskabeligt på skulderen et par gange med et suk, inden han vendte sig mod døren for at finde et mindre krigspræget sted at være.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

O U T

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

OOC: out med mindre nogen stopper ham xD