Drengenes sovesal, Privat party

[austin]

Move your body like a hairy troll

Alexanders blik gled hen over scenen. Det var tydeligt, at det havde været pigernes mening at sprede en god stemning, men fjendskabet mellem han selv og Benjamin, samt det faktum at resten af drengene havde valgt at boble videre, satte sine åbenlyse begrænsninger. I stedet for at blive i festligt humør, mærkede han hvordan en sjælden alvorlig rynke placerede sig nærmest permanent i hans pande og Rachels overdrevne reaktion på hans egne dårligt valgte ord, cementerede at det her ikke var en fest han gad deltage i.

Han betragtede pigernes interne fjollerier i et kort øjeblik og hævede et øjenbryn af Benjamins kommentar, uden at værdige ham så meget som et blik. ”Interessant, Abbey. Har du lært Legilimensi siden sidst, eller er du bare stadig så indbildsk at du mener at vide hvad andre har brug for?” Hans tone var irriteret, men det var den på sin hvis altid når han en sjælden gang havde en verbal udveksling med Ben. Han var bare så skide anstrengende bedrevidende.

I et par skridt var han ovre ved kassen med resten af flaskerne og han dumpede, med en let foroverbøjet bevægelse, den Lily havde stukket i hånden på ham ned på en ledig plads uden yderligere kommentarer. Et anstrengt smil til pigerne var lige hvad han kunne overskue. ”Jeg beklager at i er kommet ind på en sovesal indeholdende en flok syvsovere og...” Han rynkede på næsen og gjorde en bevægelse med to fingre for at indikere ham selv og Ben. ”... Det her. I havde sikkert været bedre tjent med kun jeres eget yndige selskab.” Hans blik hvilede kun på Lily imens han talte. ”Men det kan bamsebuks sgu få lov til at betragte. Han vil sikkert ikke have noget imod en spoleret fest, der ikke er hans eget værk for en gangs skyld.” Alexanders tørre stemme skar i hans egne ører, men han ignorerede sin nærmest ustyrlige trang til at hive Lily væk fra Benjamin og sparede sig selv for en ordentlig omgang ydmygelse. Hvis hun ville flirte med ham, kunne han alligevel ikke forhindre det, og han havde ingen ret til det. ”Godnat.” En håndbevægelse tjente som en sidste afskedssalut inden Alex vendte de tre andre ryggen og gik over mod sin seng.

-------------------------

Notes: I kan stadig henvende jer til Alexander, men hvis ingen af jer vælger at gøre det, kan i hermed betragte ham som out. (:

[Aiden Kane Ivory]

Hvor Aiden havde været kunne man ikke vide men pludselig stod han i døren og så fra den ene til den anden med hævede bryn. Hans blik faldt på Lily og derefter på Rachel, hvad lavede de dog der? han var ret sikker på at han ikke var gået forkert han stod trods alt det velkendte værelse. Hans blik gled tilbage til sin søster og han hævede brynet endnu mere over hendes påklædning. Man kunne ikke sige at hun havde ret meget tøj på men det kunne vel være værre.

Aidens blik gled hen over Alex som netop var på vej hen mod sin seng og et svagt smil gled hen over hans læber inden han sækkede døren efter sig for at gøre folk opmærksomme på at der dukkede nogen op. Han trak kappen af som indtil da havde skjult hans hoved, ansigt og krop. Han luntede hen til sengen og smed kappen fra sig på sengen. Han følte sig udmattet men han ville skam meget gerne finde ud af hvad der foregik. ”Sikke en overraskelse.. velkommen til piger” sagde han med den rolige flinke stemme som han tit havde. Hans blik hvilede mest på Lily som han kort så an. Denne var mere påklædt end hans egen søster.


Aiden fik skubbede skoene af og lod hovedet glide på skrå inden han kastede en pude efter Alex ”Du virker som den mest fornuftig.. hvad sker der her..?” spurgte han. Han lod kort hånden glide gennem håret og gabte dovent. Det havde været en lang nat og han havde været tæt på at blive fanget af lærerne fire gange men hvad skulle man sige, han havde været heldig!


Outfit:Clik

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lilys boblende følelse fra den sjove tur med Rachel og rommen, syntes at blive lidt flad over stemningen. Hun måtte se i øjnene, at det bestemt ikke havde været en god idé, men hun havde ingen anelse om at drengene havde så trykket et forhold til hinanden. Hendes brede smil fra spøgen med Rachel falmede en lille smule, mens en rynke dannede sig på hendes pande. Hun turde ikke sige noget til Alexander der ærligt talt skræmte hende en lille smule. Da han drejede om på hælen, måbede hun let og så over på Benjamin. Hendes ene hånd strøg op til hendes hårgrænse, hvor hun tog sig let til panden med fingerspidserne.

”For fanden …” mumlede hun for sig selv, og bed ned i sin underlæbe. Lily havde en stærk fornemmelse af, at alt det her var delvist hendes skyld. Måske ikke decideret Benjamin og Alexanders forhold til hinanden, men en del af det. Lily var klar over at det på en eller anden måde ville gå fuldstændigt galt uanset hvad hun gjorde, så med et sidste længselsfuldt blik på Benjamin, trissede hun langsomt over til Alexanders seng, efter at have kigget sig et par gange over skulderen på de to andre.

”Hej Aiden,” sagde hun med et smil til en af sine bedste venner, før hun så over på Alexander og kløede sig let i nakken.

”Kan vi to ikke lige snakke?” spurgte hun tøvende, mens armen faldt ned af hendes side igen.

”Udenfor?”

[austin]

L o v e

was supposed to make me smile


Alexander havde nået sin seng og skulle lige til at hoppe tilbage under dynen igen, da Lilys stemme lige bag ved ham standsede ham midt i en bevægelse. Han vendte sig om med hævede øjenbryn og kløede sig i nakken med et skuldertræk. Hans hjerte galoperede af sted, men han prøvede desperat at se ligeglad ud under alle de andres blikke.

Han kunne heller ikke se hvad hun ville snakke om, men det forhindrede ikke hans hoved i at præsentere adskillige både tiltalende og ubehagelige muligheder for ham. ”Hvis du insisterer.”

Et lavt suk forlod ham imens han rodede i en bunke ved siden af sengen for at finde en blå bomuldstrøje og bagefter rakte ned under sengen for at hive et par gamle støvede hjemmesko frem. Han stak fødderne i hjemmeskoene og trak trøjen over hovedet før han ledte vejen ud af sovesalen til trappeafsatsen. Her lænede han sig imod stenvæggen og krydsede armene over hinanden, imens han betragtede Lily med en alvorlig mine, der sjældent kunne findes hos ham. Men på den anden side... Hvad ved hans opførsel i aften havde været typisk – udover hans irritation over Ben?

”Snak løs,” åbnede han med et anstrengt smil.

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lily trippede let mens hun ventede, uden at ville kigge tilbage på Rachel og Ben igen. Hun sendte Aiden et undskyldende, tamt smil, imens Alexander var i færd med at trække en trøje ned over hovedet. Hans tonefald og ord, havde nu gjort det klart for hende, at det bestemt var hendes skyld og hvor lidt hun end brød sig om det, var hun nødt til at vide helt præcis hvorfor. Hun fulgte i stilhed efter ham med bøjet nakke og ud i gennem døren, som hun stille lukkede efter sig. Hun tog sig god tid til at trisse lidt foran ham, for at vende sig med front imod ham. Per automatik foldede hun de bare arme over brystet og stod uroligt på de ligeledes bare fødder – der var køligere end der havde været inde i den tætte sovesal.
Hendes øjne søgte hans ansigt, og hun så på ham lidt i stilhed, længe nok til at Alexander kommenterede det og bad hende om at ’snakke løs’. Lily var ikke helt klar over hvad det helt præcis var hun ville sige, hvilket nok senere skulle vise sig at komme og bide hende i røven, fordi hun havde fået sagt noget forkert. Men den tid, den sorg. Hun åbnede munden for at stille det fatale spørgsmål der enten ville få helvede til at bryde løs eller ikke ændre en skid.

”Hvorfor er du sur på mig?” Okay, så Lily havde selvfølgelig en mistanke om at det havde noget med deres aften i det forladte lokale at gøre, så meget kunne hun regne ud. Men hun havde aldrig forestillet sig at han ville gå hen og være direkte sur. Hun havde jo altid hørt om Alexander, som en fyr der havde flere tøser på en gang, end selv den mest erfarede, havde på en livstid. Hun havde ikke rigtigt mistanke om at der skulle være mere i det end hvad det havde været, og det var derfor hendes dårlige samvittighed over at have begyndende følelser for en anden ikke var særlig stor. Det var jo ikke sådan at hun nogensinde havde regnet med mere fra Alexander, vel? Hun vidste jo hvordan han normalt var. For pokker, hans lillesøstervar en af hendes bedste veninder, selvfølgelig havde hun fået historie efter historie. Tanken om Julie fik det til at gyse let i hende. Det var i hvert fald en samtale hun ikkevar klar til med sin veninde.

[austin]

L o v e

was supposed to make me smile


Alexander mødte Lilys blik og tog en dyb indånding før han sukkede lavt. Det var svært at bibeholde sin irritation når hun så så sød ud. Det trak i hans ene mundvig. ”Jeg er ikke sur på dig,” startede han, men rynkede så panden en anelse og rettede sig selv. ”Jeg har ingen ret til at være sur på dig. Jeg tog fejl. Den ligger på mig. Men er du ikke sød at lade være med, at forvente, at jeg er lykkelig over at du ikke vil have mig?” Han lod sine arme falde og skubbede sig væk fra væggen, vandrende et kort stykke ud på trappeafsatsen for derefter at vendte tilbage og lægge en insisterende arm rundt om Lily. Han så hende alvorligt i øjnene. ”Og hvorfor Benjamin Abbey? Helt ærligt? Hvad fanden har den klovn, som jeg ikke har?”

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lily pande trak sig sammen i en dyb rynke, mens hendes øjne blev en smule mere uforstående. Da han gik forbi hende måbede hun let, og vendte sig om imod ham med et øjeblik efter med sammenknebne øjne, og stadig med den der halvåbne mund der indikerede at hun virkelig prøvede på at forstå det.

”Så det du siger, er at du ikke forventer at bare en af dine famøse tøsebørn, ikke er interesseret i at blive set på… som endnu en i mængden?” Hun slog ud med den ene hånd, og stirrede lidt opad i luften foran sig med kæben skudt lidt frem. Lily havde altid været meget sensitiv og nærtagende, og allerede nu kunne hun mærke hvordan det begyndte at prikke i siderne af hendes øjne. Hun gav alkoholen skylden. Hendes øjne fandt hans ansigt igen.

”Jeg har kendt dig i snart seks år, Alex, jeg ved hvordan du er, og det er fint med mig. For pokker, din lillesøster er næsten som en søster for mig! Hvorfor skulle, jeg – vi to – være anderledes fra alle de andre piger? Forstår du ikke, at jeg bare prøver på at beskytte mig selv en lille smule?” hendes arm røg tilbage over hendes bryst, over kors som de havde været før, mens hendes knyttede hænder borede sig ind i hendes sider. Da han trådte nærmere og lagde en arm omkring hende, så hun demonstrativt væk. Hun trak bare på skuldrende som svar. Det var ikke noget hun havde lyst til at svare på.

[austin]

L o v e

was supposed to make me smile


Alexander standsede sin gang frem og tilbage og lyttede i et kort øjeblik. Hans bryn trak sig lidt sammen men trækningen i hans mundvig ved blev og tvang et skævt smil, der blev til en boblende latter, ud af ham. Han tog sig til maven og betragtede Lily, imens grinet langsomt svandt ind og blev til et lidt bittert smil. ”Jeg troede at du bevidst prøvede at ignorere det hver gang jeg forsøgte at sige noget til dig,” kommenterede han let tøvende og slap hende med armen igen. Han trak sig tilbage til væggen og lænede sig op af den igen. ”Jeg troede at du ikke ville høre det med vilje, men du anede bare ingenting, vel?” Han kørte frustreret en hånd igennem håret og lod sig synke ned i knæ. ”For syv søren da også, Lily Abott.”

Et par øjeblikke sad han bare der, i sin pudsige påklædning med hjemmeskoene strittende ud i to retninger og uglet morgenhår, der passede glimrende til de sene timer de befandt sig i. Så løftede han hovedet lidt og betragtede sin lille ynglings-blondine. Havde han virkelig været så skide kryptisk eller var hun så blank at hun ikke kunne se hvad der var lige foran hende? Han havde selv måtte indrømme visse følelser efter aftenen i det forladte klasselokale, men det der for alvor havde trængt gennem hans modvilje imod at være ved dem, var de sidste tyve minutters forløb. Han sukkede dybt. ”Jeg er sgu da forelsket i dig, pigebarn. Tak for tiltroen ellers. Måske burde du ikke være anderledes end de andre piger, men jeg kan ligesom ikke gøre ved at du er det, vel? Jeg ville da ikke have rørt Samuels søster hvis det bare var...” Han viftede med hånden og ledte efter et mere uskyldigt ord til hendes søde ører, uden at finde det. ”... Begær.”

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lily så underligt på ham, som om han fejlede et eller andet, da han begyndte at le, og grebet omkring sin overkrop blev automatisk lidt strammere. Nu hvor han sagde det, følte Lily sig umådeligt dum og ignorant, men det ændrede stadig ikke på det faktum at det rent faktisk var lige præcis hvad det var. Hun havde ladet hans kommentarer gå hen over hovedet på hende, i et forsøg på ikke at få falske forhåbninger.

”Og de siger ellers, jeg skulle have været på Ravenclaw,” mumlede hun bittert for sig selv, ikke rigtigt i stand til at dele Alexanders latter. Hendes ene arm løsnede sig og hun satte pege- og tommelfinger mod broen på hendes næseryg, med et distræt suk. Hendes anden arm faldt også fra hendes bryst, og i stedet placerede hun den lige ved kanten af hendes store natbukser, på det nederste af hendes hofte.

”Nej. Det gjorde jeg vel ikke,” gav hun sig dog og trak på skuldrende endnu en gang, mens hun rastløst begyndte at gå frem og tilbage med en fire-fem skridt i hver retning. For at stoppe sig selv, satte hun sig midt på gulvet i skrædderstilling, netop som han begyndte at tale igen. Lily var nær tumlet bagover, siden hun var på det tidspunkt var halvt nede at sidde, men formåede dog i stedet at lande hårdt på bagen og gav et lille støn fra sig, grundet den umiddelbare smerte ved sammenstødet med stengulvet. Hun så på ham med et seriøst, indtrængende blik.

”Undskyld, hvad sagde du?” sagde hun åndeløst, med en ufrivillig skarp undertone, der mest af alt var tilbage fra det overraskende ’fald’ hun lige havde formået at udføre. Hun holdt hænderne op foran brystet, fladerne ud imod Alexander, med et bestemt ansigtsudtryk.

”Spol lige tilbage engang… Du er hvad?” Lily glippede en enkelt gang med øjnene, før hendes hænder klaskede ned i skødet på hende igen, og hun drejede hovedet til den ene side, mens hun mumlede et eller andet for sig selv, som for at få det til at trænge ind bag hendes kranium. Hendes mund var åben i en let måben, mens hendes blik flakkede let frem og tilbage hen over den stenmur hun nu så ind i, efter hun havde drejet hovedet halvt væk. Hendes ryg faldt en lille smule sammen, og et håbløst ansigtsudtryk overtog hendes træk, og hun tog sig til panden med den ene hånd, stadig måbende.

[austin]

L o v e

was supposed to make me smile


Alexander reagerede ikke på hendes kommentarer. Han lod sig glide helt ned af væggen, strakte sine lange ben frem foran sig og sukkede dybt. Baghovedet hvilede han imod stenene og han ignorerede hvordan det kolde gulvs temperaturer bed sig ind i hans nøgne underlår og lægge. En bister mine blev afløst af et granskende blik, da han betragtede Lily med klarere øjne end han synes han havde haft længe.

Han trak tiden og besvarede ikke hendes spørgsmål, før hun nåede at gentage det i en ny formulering. Selv da, tikkede sekunderne af sted. Han så lige ind i de kønne lyse øjne og overvejede sine egne ord ganske nøje. Han kunne nemt stikke halen mellem benene, trække alt tilbage og grine. Kalde det en dårlig spøg, modtage et par på hovedet og komme videre med sit liv. Men han havde ikke lyst til at lade det være så nemt for hende. ”Du hørte mig godt,” svarede han kort uden at blinke.
”Men det kan jo være ligegyldigt. Jeg har forstået budskabet for længst. Du er ikke interesseret i en skørtejæger, og jeg indrømmer blankt at jeg har været sammen med alt for mange ligegyldige piger, men tro ikke i et eneste sekund at du er en af dem.” Han kørte anstrengt en hånd igennem håret og bankede sit hoved let imod væggen, som ikke gav sig en nanometer.

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lily fik langt om længe taget sig sammen til at kigge tilbage på ham, med et lidende udtryk i øjnene. Hun foldede sine korte ben ud, for at sætte fødderne på det første trappetrin. Den ene arm hvilede hen over hendes lår, mens den anden støttede imod stengulvet. For at kunne se ham, måtte hun derfor dreje hovedet igen. Lily åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen for at gøre det samme endnu engang få sekunder senere. Et suk forlod hendes læber, og da hun endelig fik sig taget sammen til at sige noget, var hendes stemme en anelse ru.

”Jeg er ked af, at jeg dømte dig så hurtigt, Alexander. Du ved vel hvordan der er med forhåndsindtryk, og alt det pis.” hun holdt en kort pause og udstødte en kort, hakkende latter der ikke ligefrem var munter. Armen der lå på hendes ben, løftede sig op på albuen, så Lily kunne støtte sit hoved på sin håndflade.

”Og jeg er ked af, at jeg ikke i det mindste gav dig en chance…” hun tøvede, usikker på hvad hun skulle sige. Hun ville sige, at han skulle glemme alt om hende, fordi hun noget nær var sammen med Benjamin nu, men hun kunne ikke lige få sig selv til at smide hans navn i hovedet på ham som situationen var. Lily troede heller ikke, at Alex ikke havde bemærket det.

”Undskyld.” Ordet i sig selv virkede så tomt og meningsløst, siden det ikke rigtigt dækkede over noget som helst. Undskyld for hvad? At være snæversynet? Ignorant? Der var mange muligheder, men hun havde ikke noget bedre at sige end det.

[austin]

L o v e

was supposed to make me smile


Alexander trak lidt på skuldrene. Det var lidt ligegyldigt nu, om hun mente sine ord eller ej. Det fremgik stadig hvinende tydeligt at hun ikke var interesseret, om han så var en skørtejæger eller ej. Han slog lidt ud i luften med en hånd og bøjede benene. ”Sådan kan det gå,” sagde han tomt. Ordene klingede hult, både imod stenvæggene og i hans eget hoved. Han skubbede fra på gulvet med håndfladerne og rejste sig i en enkelt bevægelse, der kunne have set elegant ud hvis han ikke var så ranglet.

”Må jeg gå i seng nu, eller skal jeg også lige vælte en tur ned af trappen for dig?” Spurgte han med tydelig bitterhed over situationen. Hans evige livsglæde havde taget sig en ordentlig ferie og han var, oven i hatten, pisse træt. Både af hendes dansen omkring alt af betydning og rent fysisk.

Han gabte og gjorde intet forsøg på at skjule det, da hans kæber gled fra hinanden i noget der næsten kunne ligne en han-løves brøl sat på mute. Han strakte sine arme og kløede sig lidt i nakkehårene, uden på nogen måde at forsøge at se attraktiv ud over for Lily. Det løb var kørt og han var så færdig med det allerede nu, prøvede han på at bilde sig selv ind.

[Lily Abott]

til 7. ÅRGANGS HANLØVER OG RACHEL IVORY

Lily gav ikke nogen form for reaktion på hans første ord, men fortsatte bare med at se lettere tomt i hans retning. Hendes blik fulgte ham roligt da han kom på benene, et enkelt af hendes mørke øjenbryn fulgte med op i processen. En trang til lige at lange ham en på siden af hovedet, skød op i Lily. Hun vidste, at hun havde såret Alexander, men hun så absolut ingen grund til hans sidste kommentar, og uden at tænke over det snerpede hendes mund sig let sammen. Det krævede ret stor viljestyrke ikke at give ham et eller andet spydigt svar med på vejen, men den ville hun heller ikke have hængende på sig. Hun havde indrømmet sin fejl og sagt undskyld, det var alt hun kunne gøre. Og det måtte han bare lære at leve med, uanset hvor uretfærdigt det var.

”Gå,” svarede hun og trak på skuldrende. Hun kiggede kort frem for sig, før hun løftede hovedet en anelse og fandt hans ansigt igen. Hendes festhumør havde taget et styrtdyk, og hun havde ikke lyst til noget som helst andet end at sidde her indtil hun fik sig taget sammen til at finde sin sovesal et par etager længere nede.

”Du må gerne fortælle Rachel, at jeg ikke kommer igen, med mindre det er for meget at forlange. Ellers, må hun bare selv regne den ud,” hun fjernede sit blik fra ham igen, før hun foldede armene på sine bøjede knæ, og hvilede hovedet på dem. Hun ville ikke sige mere til Alexander, bange for at rode mere rundt i det end hun allerede havde. Egentlig ventede hun bare på at han skulle gå, som han jo havde så travlt med. Lily rørte sig ikke ud af flækken.

[Rachel Saskia Ivory]

picture perfect memories ,

Under scenariet mellem Lil, Benjamin og Alexander havde Rachel stået målløs og kigget på. Hvad skulle man dog også sige, når ens bedste veninde var fanget i et trekantsdrama mellem ens bedste ven og ens ekskæreste? På den anden side var det tit man fandt Lil i et eller andet drama. I starten havde det altid irriteret Rach, da hun ikke var en specielt tøset pige, men med tiden havde hun bare vænnet sig til det. Hvad kunne man også gøre? Hun havde så mange gode tider med tøsebarnet. Et suk gled over hendes læber, da Alex og Lil forlod lokalet og hun trak fingrene gennem de viltre krøller, da hun kastede et råvildt blik over på sine to bedste venner – sin tvilling og sin Benji.

”Som man kender Lils bedst, fanget i et eller andet drama” Igen gled et suk over hendes læber, da hun sløvt gik tilbage mod sengene. Hendes blik faldt på Ethan, der utroligt nok havde sovet gennem det hele. Lydløst sank hun ned ved hans side i sengen og lod hånden glide et par centimeter fra hans kind, som ønskede hun brændende at kærtegne den. Det var også så typisk, Lil fik ikke bare én, men to drenge og Rach sad igen med et smertende hjerte. Det gik dog hurtigt op for hende, hvordan det måtte se ud for de to andre og hun hævede hurtigt blikket til dem igen med flammende kinder.

”Er du okay, Benji?”, spurgte hun forsigtigt og trak en krøllet lok om bag øret, mens hun trak benene op til sig, lagde armene om de efterhånden kolde, bare ben. Sløvt hvilede hun hagen på knæene og lod hovedet glide en anelse på skrævs, mens hun betragtede de to bedste venner, sørgede omhyggeligt for at holde blikket fra Ethan, hvis varme strømmede ind til hende.

WORDS 303
OUTFIT KLIK
TAG lions

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
P R I V A T P A R T Y !
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^{NAT · SOVESALEN}

Aexanders modsvar bed ikke på Benjamin, mest fordi han betragtede det, som mange kaldte for bedrevidenhed, som en kvalitet hos ham selv. Selvfølgelig havde han ikke ment noget omsorgsfuldt i det han havde sagt til Alex. Ben holdt blikket på Alex i et forsøg på at få ham til at se ham i øjnene. I stedet valgte han kalde det for aften og vende ryggen til det hele. Vreden ulmede ret pludseligt i Bens mave, men hans fornuft forhindrede ham i at gøre noget dumt. Desuden var både Lily og Rachel til stede, og han ville ikke sætte dem i en situation, hvor de var nødsaget til at vælge side i skænderiet, og ærlig talt følte han sig hævet over noget så barnligt at svare igen. Godt nok virkede det til, at Lily allerede følte sig lidt i klemme, fordi selvom hun kiggede på ham med et blik, der sagde alt, hvad han selv følte lige nu, men så vendte hun sig om og gik efter Alexander. Ben lavede ufrivilligt en akavet bevægelse. Han hade været tæt på at rejse sig for at stoppe hende men havde stoppet sig selv midt i handlingen. Samtidig kom Aiden ind, men Ben kunne ikke andet at se på ham med rynkede øjenbryn som hilsen, hvilket ikke havde været hans mening. Han lagde flasken fra sig på sengen og så til, mens Lily og Alexander gik ud fra sovesalen. Selvom Ben ikke var jaloux anlagt, så følte han sig efterladt og til overs samtidig med, at han ikke var i stand til at hidse sig op og lave en scene. Han hørte slet ikke, hvad Rachel sagde, og kiggede op på hende med et spørgende blik.
"Hva'?" spurgte han, men et par sekunder efter havde meningen formet sig i hans hoved, og han blev grebet af en trang til at irettesætte hende. Igen kunne han ikke få sig selv til at tale, fordi Rachel var hans bedste veninde, og hun havde sikkert ikke ment det sådan, som det lød. "Det er da ikke så dramatisk. Det er bare Alex, der er tunghør." forsvarede han Lily og prøvede at bekæmpe trangen til at komme hende til undsætning. Han bemærkede ikke engang Rachels længselsfulde handlinger men stirrede bare på døren. Hvor længe skulle de snakke? Han nikkede fraværende på hovedet, da Rachel spurgte, om han var ok.
"Jeg klarer mig." sagde han og rejste sig op. Han tøvede lidt, inden han bestemte sig for at gå ud til Lily og Alex, udvidende om, at alex var på vej ind igen.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
L I O N S
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -