Doomsday Clock. Tik tok.

[austin]

Is everyone afraid?

Alexander kom gående ned af de sidste par trin af trappen, som førte direkte ned i indgangshallen. Han holdt den sorte kappe tæt sammen om sin figur og følte sig, for en enkelt gangs skyld, dybt forlegen. Det var sjældent man kunne se Alexander Youngs kinder gløde med farve, men uanset hvor utilpas han følte sig nu, på vej imod storsalen, så vidste han at det intet var, i forhold til hvordan han ville have det om 1, 2, 3 minutter. Hans mave gjorde knuder og han spurgte gentagne gange sig selv hvorfor det lige var han havde indvilliget i det væddemåls betingelser. Hvorfor skulle han leve op til det vovemod, der kendetegnede hans kollegie? Han kunne sidde afslappet og vente på sin aftensmad uden nogen bekymringer i dette øjeblik.

Trangen til bare at stikke halen mellem benene og løbe hele vejen op til Gryffindors opholdsstue igen var stor, men han bekæmpede den med en eller anden form for indre stædighed, som han virkelig ikke vidste hvor han fandt. Med et par langsomme, usikre skridt, nærmede han sig storsalens indgangsparti.
Det føltes som om han var på vej mod skafottet, men han var sin egen bøddel i denne sammenhæng. Helt sin egen.

Salen summede af liv som sædvanlig. Den var næsten helt fyldt og aftensmaden stod allerede fremme på kollegiebordene. Elever hjalp sig selv til kødboller, suppe og græskarjuice og snakkede i ét væk, om ting der lige nu virkede både eminent ligegyldige og dybt tiltalende.
Alexander bevægede sig hen imod sine kollegianeres bord og lod sig dumpe ned på en af bænkene. Han havde det som om han skulle til at kaste op, og det ville da heller ikke undre ham, hvis hans reflekser pludselig bød ham at reagere fysisk på den afgrundsdybe rædsel han følte, da han løftede hovedet i et øjeblik og kastede et blik på den mandlige professor Kennith.

Tag: Professorerne Kennith, Jake Loretz, Lily Abott, Rachel Ivory, Julie Young, Bree Blance, Benjamin Abbey og alle andre interesserede.

[/justify]

--------------------------------------

Notes: Vi ønsker egentlig så mange som muligt ind i denne tråd, men den bliver kortvarig og din karakter får efter al sandsynlighed ingen effekt på hændelserne i centrum.
Even so. Lidt baggrundsstøj ville være smukt og din karakter har uanset hvad, efter al sandsynlighed været til stede i storsalen på givne tidspunkt alligevel. Dette er muligheden for at få lov til at udspille hans/hendes reaktion på begivenhederne. Fri leg. (;
Rækkefølge som altid, med det forbehold at Alexander og lærere kan skære igennem den.

[/justify]

[Edward Kennith]

Kennith sad på sin vante plads, ved højbordet i bunden af storsalen og så udtryksløst og sædvanligt lettere sammenbidt, og så ud over de fire langborde, der strakte sig igennem salen. Fra de store dobbeltdøre ud til indgangshallen, kom en lind strøm af studerende i deres uniformer, med de let genkendelige farver og emblemer. Som myrer der kriblede ind i tuen, dog ikke med forsyninger, men for at få dem. En efter en sank de ned på bænkede ved deres respektive borde og begyndte at spise.

Han drejede hovedet og så kort på sin hustru der sad ved siden af i dæmpet samtale med en anden kollega og vendte så igen blikket ud i salen og lod det langsomt, næsten søgende glide ud over salen, over hvert af de fire langborde og med mellemrum lande på udvalgte elever af ren vane, mere end fordi der var en grund, til at lade sit vagtsomme blik hvile på dem. De der opdagede det så hurtigt væk og enkelte dukkede sig. Han noterede sig mentalt de reaktioner der kom og hvem der så ud til at have noget at skjule. De havde altid noget at skjule. Da hans blik nåede Ravenclaws bord, faldt hans blik naturligt på datteren, og blev der et øjeblik længere, mens det et sekund trak en smule i hans ene mundvig.

Så vendte han igen opmærksomheden mod sin egen tallerken og fortsatte med at spise. Roligt og som altid med en aura at kontrol, løftede han sin gaffel og førte indholdet til munden. Så blev der skyllet efter fra kruset foran tallerkenen, mens de mørke øjne igen tog en tur over salen, hvor et par efternølere var ved at indfinde sig på deres pladser. Ved Gryffindors bord fangede han et øjeblik en lyshåret yndlings blik, netop som denne satte sig og kneb øjnene let sammen i misbilligelse over det faktum, at knægten kom for sent.

[/justify]

-----------------------------------------------

Tag:

[/color] Alexander Young, Jake Loretz, Grace Kennith, Julie Young m.fl.
Sted: Storsalen
Tid: Aftensmad
Ord: 335
Note: -[/justify]

[Molinda Carter]

Molinda sad der allerede, uden at kende noget til den farer eller frygt der befandt sig i nogen, næh for hende havde det været en helt normal dag, og som altid havde hun indfundet sig ved gryffindor bordet så snart maden var begyndt at dukke op, hun var ved at sulte, ihvertfald i hendes eget hoved.
Som altid var hun overraskende let at få øje på, hendes hår idag stod i to store bløde buer over hendes hoved i en parody på en kendt tegneserie figur hvis navn hun bare ikke kunne huske, og så havde hun hængt lange sølvkæder i håret idag, bare for at skabe lidt anderledeshed.
Hendes makeup var kraftig som altid, idag havde hun dog valgt at gå med et sølv og rødt tema, så hendes øjne skinnede rødt med sølv glimmer og det samme hendes rubinrøde læber, i dagens andledning havde hun endda sat sølvfarvede kontaktlinser i.
Hun var i sin skole uniform som sædvanlig, dog uden kappe den lå i opholds stuen, hendes slips hang også løs, og havde en hel del badges sat i.
Sådan noget som " world watching me " " save the whales." " Nuke the whales." " I'm not weird, I'm gifted" prydede hendes slips.
Hun havde fingerløse handsker på som altid, idag var det dog hvide silke handsker, og hendes lange negle var lakeret sølv farvede med hvide blomster på.
Af sko havde hun valgt at tage nogle hvide skind støvler på, med hjemmelavede sorte og røde runer som prydede hver side i lange mønstre.
Og om hendes hals hang hendes elskede kæledyr, den 42 cm lange Albino trynesnog Blowy, det meste af hans krop hand ind under hendes trøje, men man kunne lige se noget af hans krop hviklet om hendes hals, og hans hoved fulgte interesseret hendes måltid over hendes skulder.

Ligenu var hun så småt igang med at fortærrer et kyllingelår og nogle ris, hun elskede ris og kylling, især hvis man tilsatte en god karry sovs, men hun havde ikke kunne finde nogen desværre så hun holdt sig til det hun kunne finde.
Og selvfølgeligt et stort glas græskar juice, den fås ikke bedre end den man fik på Hogwarts.
Hun lagde kniv og gaffle og tog tilfreds en stor tår.
Dog kiggede hun noget forvirret på en af hendes fælles gryffere der kom vandrende for sent, tænk at nogen kunne finde på at komme for sent til frokost, det forstod hun ikke.
Hun tog dog imod den skål med brød der blev sendt videre ned imod en tredje års og sendte den videre efter at have taget et stykke selv.

[Julie Aderyn Young]

doomsday clock. tik tok ,

[/i][/size][/font]
alexander m.fl.[/right][/blockquote]

Julie kunne ikke forstå, hvorfor hendes anspændthed ikke påvirkede de omkringsiddende ved Ravenclaws bord. Stemningen var lige så afslappet som altid, men Julie var for optaget af at spekulere på, hvad hendes bror havde i gærde til at koncentrere sig om maden. Imogen var tæt på at blive drevet til vanvid af, at hun var så urolig og hele tiden spejdede ud over storsalen, og selv var hun ved at sprænges af nysgerrighed.
"Ok!" udbrød hun meget pludseligt og rejste sig op. Hun rakte ned efter sin taske, der lå under bordet fastsat på at afsløre sin brors hemmelighedsfulde planer. Sidst hun havde snakket med ham havde hun presset ud af ham, at det havde noget med astronomitårnet at gøre, og selvom hun havde prøvet at holde sig derfra, så kunne hun ikke.
Netop som hun skulle til at træde henover bænken, trådte Alexander ind i salen, og Julie stoppede overrasket op midt i sin handling.
"Hvad laver han?" sagde hun lydløst og satte sig ned på bænken med et bump. Hendes blik var klistret til løvernes bord, selvom hun ikke rigtig kunne se sin bror, når hun sad ned, men hun havde i sinde at få hver en detalje med.

[/blockquote][/blockquote]

[Rachel Saskia Ivory]

picture perfect memories ,

Omkring de forskellige måltider blev der altid et fuldkommen ustyrligt vrimmel af mennesker omkring storsalen. Derfor sørgede Rachel altid for at sikre sig en plads ved løvernes langbord i god tid, hvilket havde sikret hende en god sikker plads i nærheden af sine venner, som hun straks havde vinket hen i det sekund disse havde betrådt storsalen. Hun fortsatte dog at kaste blikke rundt efter Aiden, da hun ikke havde set ham indtil videre. Det gjorde hende altid nervøs, når hun ikke kunne finde tvillingen, hvilket var tydeligt at se på hendes tallerken, hvor maden næsten stod urørt. Et tungt suk forlod hendes læber, hvorefter hun prikkede lidt til maden med sin gaffel, dog uden at anbringe noget i munden. Hun bemærkede derfor også hurtigt, da en skikkelse smækkede sig ned ved siden af hende og hun vendte straks ansigtet mod Alexander, han kunne jo have været tvillingen eller måske… Noget skuffet fik hun fremtvunget et smil og trak en af de krøllede lokker om bag øret.

”Hey Alex”, sagde hun og fik straks fremtryllet et mere selvsikkert, skævt smil, der næsten nåede de brune øjne. ”Du ser mig noget sløj ud? Har du det godt?” Hun lod gaflen droppe ned på tallerkenen under et rabalder, men skænkede det ikke en tanke, lagde bare hånden over hans pande. Det var rart endelig at have noget at give sig til, tænke på noget andet. Heller ikke det, at han var ankommet en del senere end alle andre til aftensmaden, ramte hende. Hun var så vant til at dem, hun rendte rundt med ikke just overholdt skolens regler.

[/justify]
WORDS 266
OUTFIT N/A
TAG skolens elever[/blockquote]

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
D O O M S D A Y C L O C K . T I K T O K .
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^STORSALEN

Benjamin gravede tilfreds i sin kartoffelmos og grinede af det, der lige var blevet sagt. I løbet af måltidet havde han flere gange sendt opmuntrende smil og blikke til Rachel, der sad skråt overfor ham og så jævnt fortvivlet ud. Han forstod slet ikke, hvordan hun kunne lade maden på sin tallerken forblive urørt, men der var tydeligvis noget, der gik hende på. I et kort øjeblik var den lodrette bekymringsrynke at finde mellem hans øjenbryn, men det var svært ikke at blive smittet af den muntre, venskabelige stemning.
En klirrende lyd nåede Bens ører, og han kiggede endnu en gang over på Rachel, hvor lyden kom fra. Til sin store utilfredshed var det Alex, der var kommet midt i al idyl. Ben spekulerede på, om Alex mon havde set ham, inden han satte sig. Han sad ved Rachel's side længst væk fra Ben, der begyndte at mishandle sin kotelet med sit bestik.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
A L E X A N D E R & C O .
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

for EVERYONE
... the list goes on and on,

Der var en klirren af bestik imod tallerkner i storsalen, en meget velkendt lyd, som Lily vidste hun ville komme til at savne, når hun engang var færdig med Hogwarts. Summen af stemmer blandede sig med lyden. Lily sad kilet ind imellem en eller anden klods af en dreng fra femte årgang og Benjamin, med ansigtet vendt imod en veninde på den modsatte side af bordet, som hun sludrede ivrigt med om et eller andet ligegyldigt. Da samtalen døde ud, prikkede Lily lidt til en kartoffel med sin gaffel, før hun i stedet bestemte sig for at spidde en grøntsag. Lily havde kigget op på sin kæreste, stadig gumlende, for derefter at se over imod Rachel hvor hans blik var vendt. ”Rach, din mad bliver…” hun stoppede da Alexander dumpede ned ved siden af Lilys veninde, overrasket over det uvante udtryk på hans ansigt. Hun kommenterede det ikke – hun havde ligesom fattet at de to bare ikke kunne kommunikere. ”… kold,” afsluttede hun for sig selv, og greb sin drikkepokal og gemte sig bag en slurk.

[Bree Blance]

Doomsday clock. Tik Tok.

Henne ved Ravenclaws bord var der ligeså meget aktivitet som på de omkringliggende. Det var aftensmåltid og derfor sad alle Hogwartselever og fyldte maven med alle tænkelige lækre retter på gyldne fade. Selv havde Bree taget for sig af kartoffelmos og kyllingelår. Glasset var fyldt op med græskarjuice, og hun spiste lystigt mens hun sludrede med sine veninder. Diskussionen var drejet hen på ministerens nyeste lovforslag om Grindylower i fangeskab, og det var ikke specielt atypisk for ravnene at debattere højlydt ved middagene.
Bree Blance læssede nogle ærter på på sin tallerken, og lod sin veninde løbe af med ordet, mens hun tog et bestik af situationen i storsalen. Bree så tilfreds, at alle ved hendes eget kollegiebord sad på deres pladser og spiste artigt. I resten af storsalen var der også fyldt op, og alle så ud til at holde deres plads, bortset fra en enkel fyr der kom travende for sent ind.
Et øjeblik rynkede Brees pande sig, da hun så det var Alex der kom for sent. Tankerne fløj hen på deres sidste øjeblikke sammen, og rødmen steg op i kinderne over episoden. Hurtigt fik Bree pressede minderne væk og vendte sig mod sin tallerken med flammende kinder. Et øjeblik var blikket rettet nedad, men så tog hun kniv og gaffel og fortsatte sin spisning, ivrig efter at fortrænge alt.

Tag; Everyone

[Grace Kennith]

Change is in the wind...

Grace førte en mundfuld mad mere til munden, mens hun lyttede interesseret til Liams udredning om den sidste bog han havde læst. Deres sammenfald i bøger var sporadisk, når det var bedst, men denne her tiltalte hende. På den anden side ville de fleste, der enten handlede om sagn, myter eller planter gøre det og Atlantis undergang fra den ikke magiske verdens synspunkt var spændende. hun nikkede opfordrende til at han skulle gå videre, mens hun tyggede og lod blikket glide fra kollegaen og ud over storsalen.

Der var som altid godt med snak og blikke der blev sendt mellem bordene, både af de gode og af de dårlige slags, og som altid var der en eller to der kom for sent. Aftenens mest synlige var en af de ældste fra Gryffendor. Hun lod blikket følge ham til bords, før hun så til siden på sin mand og gav ham et varmt smil. Han så som altid ud til at vente på hvad uforudsigeligt der ville ske. Så vendte hun blikket og sin opmærksomhed helt tilbage til Liam og overtog med at fortælle om en bog med samme tema hun havde fundet på biblioteket. Hun fangede dog ud af øjenkrogen en pige der var ved at forlade Ravenclaw bordet blot for at sætte sig igen og at snakken ved Gryffendor bordet nær den forsinkede lyshårede tog til.

Tag: Alexander Young, Jake Loretz, Edward Kennith, Julie Young m.fl.
Sted: Storsalen
Tid: Aftensmad
Ord: 247
Note: -

[Deleted]

Med et suk trådte den unge løvinde ind i den overfyldte storsal. Blikket gled med det samme over på Slangernes bord for at sikre sig at der ikke var nogen fare for at blive forstyrret under midaggen. Mallory startede sin gå gang, og puffede let op i håret med den ene hånd. Det var blevet hen på aftenen, før at hun havde fundet sig selv siddende på biblioteket med snuden begravet i en støvet bog. Derefter var hun løbet op i sovesalen for at skifte, så i stedet for at have den obligatoriske skolekappe på havde hun i stedet et par nedslidte jeans på, de blå converse sko og en grim hvis skjorte med maler pletter hist og her. Mallory havde uden videre omsvøb sat kursen mod Gryffindor bordet hvor et alt for velkendt ansigt sad. Eller rettere sagt to. Den ene en større farvorit end den anden. Med store skridt, var hun gået hen på den modsatte side af hvor Lily sad. Med et smil svingede hun benene over bænken og kiggede hen på Alexander uden at sende et smil eller noget der hentydede på et hils. ”Hej Lils!” Sagde hun med en lettere lys tone, hvorefter hun lod blikket glide hen over al den gode mad. Tallerknen var placeret solidt foran hende, hvorefter hun tog et par kartofler og en bøf, som hun begyndte at skærer i uden besvær. Da Mallory havde sagt hej til Lily kiggede hun derhen igen og lagde mærke til at der også var endnu et velkendt ansigt. En lyserød farve kunne anes på hendes kinder, af forlegenhed over at hun havde overset en af sine barndomsvenner. "Og hej til dig også, Ben" Grinte hun lidt og tog fat i bestikket. Flere gange vendte hun hovedet for at kaste et blik hen mod Slytherins langbord, bare for at se om hun kunne se sin storebror et sted i mængden. ”God dag?” spurgte hun hurtigt, inden hun stak den næste mundfuld ind i munden. Mallory kendte godt til Rachel, men havde ikke helt lagt mærke til at det var hende siden hun havde alt for travlt med maden. Hun tænkte ikke uderligere over at hun måske ikke spiste som en fin dame, men bare skovlede sin mad ind. Sådan måtte det vel være, når man ikke havde spist siden frokost.

[/blockquote]
[/blockquote]

[Eilionoir Eads]

Eilionoir sad ved det lange velkendte Ravenclaw bord. Hun sad ved siden af en masse andre 7. års ravne, og hun fulgte ikke rigtigt med i hvad, der foregik omkring hende. Hun passede bare sig selv. Et par piger fra hendes årgang småsnakkede imens at gaflerne og knivene klirrede i takt med at folk spiste. Eilionoir havde sat sit hår op i en hestehale for ikke at få mad i hendes lange hår. Eller omvendt for den sags skyld. Hun havde valgt en klar fiske suppe til aftensmaden i dag, som hun langsomt øsede op på en sølvske. Suppen dampede imens, at hun pustede forsigtigt og en anelse klodset på den, hvor efter at hun tog en slurk. Efter at hun havde sunket, spejdet hun diskret efter Carrie ved det lange bord. Normalt ville de to af og til snakke over aftensmaden, men for tiden var de ikke gode venner. Hele deres forhold var blevet så komplekst, at Eilionoir ikke længere forstod det, selvom hun var ked af at indrømme det. Hun kiggede hurtigt tilbage ned på suppen og fortsatte igen med at spise, for at få tankerne ledt hen på noget andet.

[austin]

Is everyone ashamed?

Alexander var lige ved at rejse sig op og løbe ud af storsalen, da den mandlige Professor Kennith fangede hans blik. Det svimlede for ham i et kort øjeblik og han måtte slippe kappen og køre en hånd over panden og gennem sit hår. Den faldt en anelse til side og afslørede en skjorte der sad alt for tæt over hans bryst til at være hans egen. Han vendte hovedet imod Rachel med et fraværende blik og stirrede tomt på hende i et øjeblik, famlende efter et svar på det spørgsmål han mente at have hørt. ”Hvad? Åh... Nej jeg...” Han lød som en usammenhængende idiot.

Alexander rømmede sig lidt og hev sig selv op i nakkehårene mentalt. Selvom han rystede i bukserne over det han skulle til at gøre, ville det kun blive værre af at tage det som en rædselsslagen lille fritte. Han rankede sig en anelse ved sin egen indre opsang og fremtvang med en kraftanstrengelse et skævt smil. ”Jeg har aldrig haft det bedre,” sagde han med overbevisning og blinkede til hende. Han greb et glas, hældte en anelse græskarjuice op og tømte det i en enkelt mundfuld, som om det var et shot ildwhisky. Det var nu eller aldrig.

Misæren ville ikke blive bedre af at blive udskudt og han kunne alligevel ikke spise noget, som hans mave gjorde knuder. Han rejste sig op igen og trådte hen over bænken. Ude på gulvet tøvede han i et kort øjeblik, før han satte en fod op på selve bænken og rejste sig op på den. Han rømmede sig lidt og med en sidste mental kraftanstrengelse, der var lige ved at få ham til at kaste op ud over stengulvet, befriede han sig fra uniformskappen og lod den falde ned på bænken under sig. Hvis hans position, stående midt på en af Gryffindors bænke, ikke havde tiltrukket sig hele salens opmærksomhed, så gjorde den påklædning, som han så hjertens gerne ville holde skjult fra sine medelever, tricket. Den tætsiddende hvide skjorte var vitterligt kun toppen af isbjerget. I stedet for de sædvanlige uniformsbukser, bar han på underkroppen en nederdel – og som om det ikke var nok, fremgik det tydeligt at også den var mindst to størrelser for lille. Skoene var hans egne, men de hvide knæstrømper gjorde det latterlige antræk komplet og skjulte hans hvide behårede ben for hans stakkels tilskuere. Alexander kunne ikke gøre andet end at grine, selvom han mest af alt havde lyst til at pege tryllestaven direkte mod hans egen tinding og ende sine lidelser. Han vendte med vilje hovedet i den modsatte retning af lærernes bord, for rædselsslagen til at se selv den mest venligt stemte i øjnene. Inden latteren bredte sig i salen, og før et par modige sjæle piftede, tog Alexander en dyb indånding og hævede stemmen. ”Jeg er dybt forelsket i Professor Edward Kennith!” Halvvejs inde i sin sætning knækkede hans stemme over i halvvejs frygt og halvvejs skam over sin deklaration, men han fik alligevel budskabet ud, så ingen burde være i tvivl. Bølgerne af morskab fra salen, var ikke noget han kunne deltage i. Han mere faldt, end sprang, ned fra bænken igen og hev ud efter kappen med kinder der glødede af den skam hans ellers blændende smil ikke afslørede.

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Selvfølgelig havde Jake siddet og kigget efter Alexander til aften. De havde trods alt noget de skulle have gjort op og han blev da selvfølgelig nødt til at tjekke om han gjorde det ordentligt. Desuden var det tid til aftensmaden og derfor det perfekte tidspunkt for netop den konsekvens som de to drenge havde aftalt. Jake lod dog kort blikket glide op imod lærernes bord hvor han mødte professor E. Kennith blik. Jake nikkede som hilsen, Jake havde aldrig haft de store problemer med professor Kennith, for Jakes evner på en kost havde helt sikkert også tit reddet ham. Jake lod de klare øjne glide rundt på personerne omkring ham. Hans kollegianer. Jake havde fundet sin plads imellem piger fra samme årgang som ham selv, nemlig syvende. Jake undrede sig ærligt talt om Alexander var gået hen og havde fået kolde fødder eftersom han endnu ikke var kommet, men da Jake løftede blikket og hans blik søgte de store porte som førte ud af storsalen, og selvfølgelig også ind, så han Alexander træde ind. Et skævt, tilfreds smil bredte sig på hans læber og han fulgte Alexander med blikket til han fik sat sig ned og Jake ikke længere kunne se ham.. Først nu følte Jake at han kunne begynde at spise, for nu var de et skridt tættere på at der skulle ske noget.

Jake begyndte først nu at øse mad op på hans tallerken, han tog hvad der var indenfor hans rækkevidde og begyndte tilfreds at spise. Han var tilfreds med hvad han havde opnået, at han snart ville se Alexander blive ydmyget foran hele skolen var det hele værd, specielt eftersom at Jake ikke selv havde skullet noget.. Medmindre han selvfølgelig havde tabt. Det havde ikke været sådan at de skulle se hvem der først scorede en eller anden. Nej faktisk var det bare om Alexander kunne klare at score Bree indenfor en tidsgrænse på 1½ måned.. Hvilket han ikke havde kunnet.

Der gik ikke mange minutter før latter begyndte at brede sig i storsalen og Jake løftede hurtigt blikket fra tallerkenen, var det nu? Jake rynkede let panden og lod blikket glide ned over Alexanders krop som han stod oppe på bænken til frit udsyn. Han undertrykte en latter men valgte i stedet at pifte højlydt, mest af alt for at hyle Alexander yderligere ud af den.. Nej han så på ingen måde godt ud i hans kære lillesøsters skoleuniform der var intet andet end al for lille til hans store korpus! Jake kom i et kort øjeblik til at se sig selv i den men valgte hurtigt at ryste tanken af sig igen, det var jo ikke ham der havde tabt væddemålet. Da Alexander åbnede munden og de aftale ord kom ud var Jake ved at ligge sig ned på gulvet for at grine. Han kunne ikke lade være med at finde det noget så morsomt. Han reagerede dog ikke på anden vis end at et bredt, skævt tandsmil dukkede frem på hans læber. De to piger på hver side af ham grinte hysterisk og fandt det noget så morsomt. De klare øjne vandrede så langt ned ad Alexanders krop som det kunne se inden han lod blikket glide op imod det lange bord hvor de mange professorer sad ved. Hans øjne var fulde af forventning og han havde længe ventet på at se de forskellige professorers reaktioner, specielt flyveprofessoren E. Kennith. Jake turde slet ikke tænke på hvad der muligvis ville ske med Alexander efter denne udtalelse, det måtte tiden jo vise, men han håbede da selvfølgelig på at E. Kennith ville reagere på en eller anden voldsom måde.. Man kunne trods alt aldrig vide med den mandlige professor.

[/justify]
[/center]

615 WORDS
for who? Alle
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Rachel Saskia Ivory]

Selvom det ikke var naturligt at se Alexander på nogen måde rystet eller hylet ud af den, havde Rachel egentlig ikke lagt synderligt meget vægt i det. Ikke efter han havde fejet hende af med et selvsikkert smil, i hvert fald. I en hurtig bevægelse trak hun på de spinkle skuldre, før hun atter kastede sig over massakren af sin mad, der åbenbart ingen ende tog. Kartoflerne var allerede fint hakket til ukendelighed i form af små, gule stykker ud over hele hendes tallerken og nu var det kødets tur, som hun dovent gav sig til at prikke til. Hendes albue nåede hurtigt bordekanten hvor hun støttede sit hoved med hånden og så, om muligt, endnu mere ugidelig ud end før. Hele hendes bryst pustedes et kort sekund op for at lade et dybt suk forlade de bløde læber, hvor intet af maden endnu havde listet sig over. Hun bemærkede dog hurtigt hvordan Alexander rejste sig op på bænken og fulgte ham overrasket med blikket, før han smed kappen. Synet var ikke just et, hun havde forberedt sig på og hendes fingre slap atter det i forvejen løse tag i gaflen, så den ramlede ned mod tallerkenen. Denne gang var postyret dog intet problem. Det var som om en uovervindelig kraft, som tsunamiens flodbølger, var væltet ind over storsalen i form af højlydte latterbølger, så intet, hørte intet, lod intet igennem. Udover selvfølgelig Alexanders stemme, da han noget rystende bekendtgjorde sin kærlighed til professor Kennith.

Normalt var Rachel jo ikke typen, der på nogen måde følte med Alexander. For det meste betragtede hun ham bare som en god ven, man lige sås med til fester. Han havde jo for det meste lukket for meget af for sine følelser til at lade hende ind. Det var dog bare ikke tilfældet nu. Små, røde pletter blomstrede frem på hendes kinder og fik hele hendes ansigt til at gløde svagt, mens hun kiggede overrasket på ham. Hendes mund var gledet let op til en måben, før hun fik taget sig sammen og kastede et blik over på slangernes bord, fuldkommen sikker på, at det var en af dem, der var skyld i det, kneb øjnene lidt sammen, mens hun betragtede Jake Loretz, der morede sig noget så fantastisk. Gud, hvo hun dog hadede ham. Roligt vendte hun blikket tilbage og betragtede uroligt sin ven, da han tumlede ned fra bænken og selvom det selvsikre smil prydede hans læber, kunne hun se rødmen i hans ansigt og hvordan hans knæ rystede. Jamen, det var jo heller ikke fordi han så så latterligt godt ud i sin søsters uniform! Langsomt rejste hun sig halvt op fra bænken og åbnede munden, som ville hun sige noget.

WORDS 450
OUTFIT N/A
TAG skolens elever ^^

[Night]

OOC:

Husk, at alle undtagen Alexander og Kennith-parret spiller med rækkefølge! :)

[/blockquote]