Doomsday Clock. Tik tok.

[Edward Kennith]

Kennith fangede Grace's blik et lille øjeblik, da hun som han vendte hovedet og så på ham. Det trak igen let i hans ene mundvig, men offentlig visning af følelser, og slet ikke varme følelser, var noget han så godt som aldrig praktiserede. Hans blik mistede dog sin udtryksløse kulde det øjeblik de hvilede i Grace's, og et varmt skær sneg sig ind. Da hun så væk, lod han fortsat blikket hvile på hende nogle sekunder, før han så på hendes anden bordherre og kneb øjnene let sammen.

Så fangede en ændret lyd hans opmærksomhed. Eller snarere manglen på lyd, der som et tæppe lagde sig over salen. Han rynkede panden og vendte igen ansigtet ud mod salen. Hans blik fulgte naturligt alle andres og landede igen på den lyshårede yndlings ved Gryffindors bord. Knægten stod nu op på bænken, i et antræk, der på ingen måde klædte ham, eller kunne accepteres, ikke engang til Allehelgen. Kennith sænkede blikket langsomt ned over drengen, hvis navn han mente at huske som Young ...Alexander Young... , men nåede ikke længere end til skjorten der stumpede et stykke over sømmen af nederdelen, før Alex talte og Kenniths blik på et splitsekund var tilbage på hans ansigt.

Enhver antydning af smil eller bare delvis munterhed var forsvundet fra den midaldrende mands ansigt. Hans læber var svundet ind til smalle, blege streger i hans garvede ansigt. Hans øjne var let sammenknebne, og så mørkede ud end ellers. Hele hans krop var stivnet, som en fjeder der var blevet spændt. Den eneste synlige bevægelse, var hans hænder på bordet der langsomt knyttedes og hans næsefløje der vibrede let, selvom det kun var de kolleger der sad tæt nok på, der måske ville lægge mærke til det.

Hans blik forblev fæsnet intenst til Alexander, selv da denne sprang ned fra bænken igen og febrilsk hev kappen til sig igen. Kennith strakte fingrene igen og lagde begge hænder fladt på bordet, mens han med et hårdt puf, skubbede sin stol baglæns, ud fra bordet, uden at tage blikket fra Alexander et eneste øjeblik. Så rejste han sig, langsomt og kontrolleret, uden at fortrække en mine, fra det indædte, foruroligende udtryk, det havde antaget, så snart ordene forlod Alexanders læber. Hans kæbe spændtes et øjeblik, så musklerne ned i hans hals stod frem, og fik arret der, til at blive endnu mere tydeligt. Han ignorerede den latter der lød fra bordene og blev blot stående oprejst, med hænderne i bordpladen, lænet let frem og stirrede indædt på det blonde hovede ved Gryffindors bord.

[/justify]

-----------------------------------------------

Tag:

[/color] Alexander Young, Jake Loretz, Grace Kennith, Julie Young m.fl.
Sted: Storsalen
Tid: Aftensmad
Ord: 472
Note: -[/justify]

[Molinda Carter]

Da der gik en stilhed over salen kiggede Molinda sig overrasket om, hvad var det som skete?
Nogle gange skete der spændende ting ved måltiderne, og hun håbede lidt at dette var et af sådanne tilfælde, men at det var en fra hendes egne kollegie der gjorde det opdagede hun til sin forundring, hun stirrede overrasket på fyren som hun genkendte som end er hed Alexander, men da han smed kappen, bredte et grin sig langsomt over hendes læber, det så helt utroligt morsomt ud.
Og hun overvejede hvorfor fanden det ikke var hende der havde fået ideen til at gå med sin skjorte sådan, det måtte hun gøre efter når postyret om det havde lagt sig, folk skulle jo ikke vide at hun efterabede nogen når det galt om at klæde sig.

Men så begyndte han at snakke, og morsomhed, blev pludseligt meget morsommere, hun grinede og hun grinede og så grinede hun lidt mere, så meget at hun måtte bøje sig sammen og intet kunne se, det var det modigste, dummeste og sjoveste hun nogensinde havde set nogen gøre, okay indrømmet fyren så rimeligt elendig ud, men det var da ligemeget, han gjorde det, så måtte han også tage skraldet for det.
Eller i dette tilfælde så skraldlatteren.
Da hun kiggede op igen var fyren forsvundet, men hun kunne mærke en dræbe glide ned af hendes kind af latter, og hun skyndte sig at gribe en klud og dyppe det væk langsomt så det ikke ødelagde hendes makeup.
Hun kiggede efter fyren, og hendes smil var stadig ligeså tydeligt som det havde været før.
Hendes dag var lige blevet så meget bedre, hun smilte tilfreds imens hun lænede sig frem og tog endnu en bid af hendes kylling.
Pludseligt smagte maden meget bedre, især da hun vendte sig om og så professorens ansigt, at se den gnavne gamle mand se så sur ud, ja Alexander måtte hellere flygte så hurtigt han kunne, for hun var ikke sikker på om han ville overleve når professoren fik fat i ham.

[austin]

T h e y ' r e r u n n i n g

towards their holes to find out

Alexander vovede ikke at se op imod lærernes langbord. Han var sikker på, at det ville sortne for hans øjne eller, at han måske ville bryde i brand under de blikke, som han kunne forestille sig, der blev kastet ned på ham i sekunderne efter hans vaklende deklaration. I stedet dukkede han hovedet og samlede skolekappen op fra bænken. Han fik hurtigt kastet den hen over skuldrene, stukket armene ind i ærmerne og trukket den tæt rundt omkring sin figur, så han igen fremstod nogenlunde præsentabel. Det brede smil på hans læber forblev uændret, men nåede ingenlunde hans øjne.

Den skrabende lyd, af en af lærernes stole, der blev skubbet bagud på salens stengulv, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Der var kun to muligheder for hvem der havde skabt den lyd, og ingen af dem var behagelige.

Med en mave, der gjorde knuder i protest, hævede han blikket og så professor Kennith direkte i øjnene. Den sidste rest af Alexanders smil forsvandt fuldstændig, og han kunne mærke sine ben blive usikre under ham. Han sank en enkelt klump, og følte sig som naglet til stedet, selvom én del af hans hjerne skreg at han skulle tage benene på nakken og se at komme ud af salen. I adskillige sekunder stirrede han bare ind i professorens lynende øjne. En lav lyd forlod ham, men blev slugt af salens larm. Som den fortog sig, lykkedes det til sidst Alexander at løsrive sig og sænke blikket. Han kørte en hånd igennem sit rodede hår i en vandt bevægelse og fik sendt et nervøst grin til den af sine kumpaner der kendte til væddemålet. George Henley var knækket sammen af synet og havde været en af de fyre der piftede tidligere. Nu blinkede han konspiratorisk og gav Alexander en antydning af fornyet mod. Med et lavt suk, skråede han hen over bænken og lod sig dumpe ned igen, usikker på om det nu også var det smarteste valg.

[Grace Kennith]

Change is in the wind...

Grace så væk fra Liam og ud over salen igen, da hun fangede en bevægelse ud af øjenkrogen, som ikke skulle forekomme. Ganske rigtigt. Hendes blik faldt på den unge mand der havde rejst sig op og stillet sig helt op på bænken, hvor han var sikker på alle kunne se ham. En let rynke gled frem i hendes pande, før knægten ...Young... smed sin kappe og afslørede hvad han havde på inden under. En munter trækning hev i hendes mundvige, mens hendes blik gled ned over ham og salen genlød af latter.

Så talte han og en hver antydning af smil og latter forsvandt, mens hendes hånd søgte til siden og lagde sig let på hendes mands arm og hendes blik vendte sig mod ham. Han var stivnet ved hendes side, mens kulden strømmede fra ham og ud mod omgivelserne. Glemt virkede alt andet end knægten og det blik denne modtog var ikke til at misforstå. Grace gav hans arm et lille beroligende klem, mens han rejste sig op. "Rolig nu... han har sikkert en grund..." Hendes stemme var dæmpet og kun hørbar for de to der sad hende nærmest. Så lod hun sin hånd falde væk. Intet hun gjorde eller sagde ville trænge igennem nu og hun var ikke sikker på hun havde lyst til det heller. Det stunt med den kommentar var så dumt at det skreg til himlen.

I stedet lod hun blikket glide ud over salen, for at se om nogen virkede indforståede med hvad der skete, for at ende ved de andre lærere. Det her ville bestemt give anledning til endnu en diskussion om acceptable opførsel og disciplin. Det ville måske endda få Rektor til at stramme reglerne endnu mere end de allerede var blevet det.

Tag: Alexander Young, Jake Loretz, Edward Kennith, Julie Young m.fl.
Sted: Storsalen
Tid: Aftensmad
Ord: 323
Note: -

[Julie Aderyn Young]

doomsday clock. tik tok ,

[/i][/size][/font]
alexander m.fl.[/right][/blockquote]

Tydeligvis meget utilfreds over ikke at bære blevet indviet i sin storebros planer krydsede Julie armene stramt hen over sit bryst. Hun havde stadig tasken slynget henover sin skulder, men hun var koncentreret af at stirre over mod løvernes bord, at hun gad at bryde sig om at sætte den ned på gulvet igen. Samtalen fortsatte upåvirket af Julies underlige reaktion omkring hende, men endelig skete der noget, som også tiltrak deres opmærksomhed.
Da Alexander rejste sig op på bænken snørede Julies mave sig sammen af spænding, og hun løsnede grebet om sin torso for at gribe fat om bordkanten med sine hænder i stedet. Endnu en gang var hun ved at rejse sig op, men hun stoppede sig selv ved at stramme grebet om bordkanten, så hendes knoer blev helt hvide, og på den måde få udløb for sine frustrationer og usagte eder. Hvorfor, hvorfor havde han ikke sagt noget? Spørgsmålet galdrede gentagne gange i hendes hoved, men ligeså snart Alex smed kappen, fik hun sit svar.
Modsat de fleste elever i storsalen grinede Julie ikke. Ved synet af sin skoleuniform på sin brors krop blev hendes ansigt drænet for blod, og hun sad ligbleg tilbage med så stramt et greb om bordet, at hendes negle blev trykket ned i hendes fingre på en ret smertefuld måde. Hvad var der dog fløjet i ham? Ude af stand til at regne det geniale ved hans optræden ud forberedte hun i stedet alle de skældsord, hun havde i sinde at smide i hovedet på ham, når hun ellers fik fat i ham.
Julie sad som stivnet i noget, der føltes som en evighed, men egentlig kun var et par sekunder, før Alex åbnede munden og talte. Der gik et par sekunder, før Julie overhovedet registrerede, hvad han havde sagt, men da sætningens mening endelig sivede ind, slap hun sin tag om bordkanten og kiggede op mod lærernes langbord og så derfor ikke sin bror sætte sig ned igen. Et lille håb spirede, da Grace lagde sin hånd på sin mands arm, men inderst inde vidste hun godt, at skaden var sket.
Julie vidste godt, at selvom det var hendes skoleuniform, ville hun ikke komme i knibe for det. Alex ville tage det fulde ansvar, problemet var bare, at det var Kennith, han skulle tage det overfor. Trangen til at rejse sig og storme ud af storsalen voksede i Julie, men hun turde ikke at trække opmærksomheden til sig i den meget trykkede stemning.

[/blockquote][/blockquote]

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
LET THE SHOW BEGIN
D O O M S D A Y C L O C K . T I K T O K .
IT MAY SURPRISE YOU
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
^STORSALEN

Alex' ankomst påvirkede tydeligvis også Lily, og han tillod sig at lægge en hånd på hendes knæ i ly af bordpladen, som for at minde hende om, at han nok skulle være der for hende, hvis hun ellers skulle have glemt det. Han skævede sigende til hende men formåede ikke at smile opmuntrende til hende, som han ellers havde gjordt gentagne gange til Rachel i løbet af middagen.
Mallorys stemme blev føjet til selskabet, og han kiggede henover skulderen på hende. Først da hun satte sig, bemærkede hun hans eksistens, og med en latter fjernede han hånden fra Lilys knæ og rakte i stedet om bag hende for at give Mal's skulder et klem.
"Fashionably late?" spurgte han med et drillende glimt i øjet. Alex sene ankomst var selvfølgelig ikke lige så velset i hans øjne, men på den anden side: var der noget, Alex gjorde, som han brød sig om? Han ignorerede Rachel's omsorgsfulde handling, men da Alex meget i modstrid med hans udstråling sagde, at han aldrig havde haft det bedre, kiggede Ben over på ham. Han ville have forventet en hvis sarkasme i den sætning, men i stedet var han foruroligende troværdig.
Benjamin rynkede irriteret panden, da Alex rejste sig op på bænken. Han ville ikke rodes ind i hans mærkelige former for underholdning, der tit endte i kambolage med de forskellige ordenshåndhævende autoriteter på skolen, men da Alex smed kappen voksede et flabet smil meget hurtigt frem på Ben's læber, og han fnyste mistro et grin ud. For at det ikke skulle være nok kom Alex desuden med et udsagn, der uden tvivl ville få ham tildelt eftersidninger hver dag i resten af året, og Ben spærrede øjnene op i en blanding af vantro, og fordi han var imponeret. Han var på nippet til at bryde grædende sammen af grin, fordi Alex så fuldstændig latterligt åndssvag ud i den mundering, men han lagde låg på sig selv og drejede overkroppen hen mod Lily, for at presse sine smilende læber mod hendes skulder, mens lattertårer truede med at trille ned ad hans kinder. Han lukkede sin ene hånd omkring hendes albue og knyttede den anden foran sig på bordet, svagt rystende af grin.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
STARRING
A L E X A N D E R & C O .
IN THE SPOTLIGHT
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Lily Abott]

for EVERYONE
... the list goes on and on,

Lily fulgte Mallory med øjnene, da hun slog sig ned og nikkede bare som svar på hendes spørgsmål, da hun stadig var travlt optaget af at drikke af sin græskarjuice, mens hun allerede halvt havde glemt at Alexander havde slået sig ned ved bordet. Større begivenhed var det trods alt ikke, på trods af at han havde set ret miserabel ud bag sin facade.
Pludselig syntes tingene at gå ret hurtigt, og før Lily nåede at tætte glasset fra sig, stod Alexander oppe på en af bænkene. Langsomt og roligt fik Lily glasset sat fra sig, og netop som hun var ved at synke det sidste, smed han kappen og afslørede en særdeles upassende påklædning. Lily havde det som om hun var ved at blive kvalt i juicen, og hostede så voldsomt at hendes øjne fyldtes med vand, og hun måtte banke sig selv på brystet for ikke at drukne i det. Hun hev efter vejret, mens hun tabte underkæben, uden at kunne fjerne blikket fra Alexander. Først da Benjamin placerede sine læber imod hendes skulder og greb fat om hendes albue, lykkedes det hende at rive blikket væk, dog uden at kunne finde ud af at lukke munden igen. Lily havde ikke engang lyst til at le. Hun havde stadig for mange åndedrætsproblemer på grund af væsken der var kommet den forkerte vej ned, til at gøre noget som helst, andet end at rømme sig en enkelt gang mere. Han måtte da være blevet rablende sindssyg, og uvilkårligt kastede Lily et blik mod Ravenclawbordet, bare for at se sin veninde sidde ligbleg og stirre imod sin bror. Først da Alexander satte sig ned igen, vendte Lily tilbage, mens hendes øjne voksede omkring tre størrelser og et stadig halvchokeret ansigtsudtryk hvilede på hende. Med det samme rettede hun blikket mod Alexander. ”Er du fuldstændig rablende sindssyg?” spurgte hun, og glemte i et kort sekund at de ikke var på talefod - i det øjeblik var han faktisk ikke andet end Julies dumdristige storebror, som hun snakkede til som hun altid ville have gjort, før alt dramaet. Om muligt blev hendes udspilede øjne endnu større, mens trangen til at kaste brødkurven i hovedet på ham, for at banke lidt fornuft ind i hovedet på ham, steg.

[Bree Blance]

Doomsday clock. Tik Tok.

”Jamen det kan jo ikke være rigtigt, for det strider mod hans sidste tiltag for nogle år siden”, protesterede Bree, da hun havde fået sunket en gaffelfuld pestomarineret kylling. Den klirrede en smule da hun lagde den fra sig, og hun ventede halvt højlydte protester fra sin veninde der var stor fortaler for ligestilling mellem dyr, ligemeget hvor farlige de end var. Men veninden gjorde ikke mine til at svare. Istedet strakte hun halsen for at se hvad der rørte sig. Det var som om der var lagt en dæmper på hele storsalen, og Bree kiggede uvilkårligt op på rektor for at se om det var ham da havde løftet hånden for at holde tale. Han sad dog på sin plads som sædvanligt. Bree kiggede på sine veninder, hvoraf de fleste også var blevet stille. Hun fulgte blikket, og det landede på en ung fyr der havde rejst sig med en kappe tæt omkring sig. Det var Alex der havde rejst sig. Hvad havde han nu fundet på?
Øjeblikket efter rejste en bølge af latter sig, da Alex smed kappen og afslørede en kvindelig uniform der sandsynligvis var hans søsters. Vantro kiggede Bree ned på sit kollegiebord for at se på Julie, om hun havde haft en finger med i spillet. Hun så dog ligeså overrasket ud som Bree følte sig, og det fik hende til at se tilbage på Alex, der pludselig luftede en overraskende kærlighedserklæring. Latteren steg flere grader, og buldrede ud over salen. Selv kunne Bree ikke grine, kun påføre et anstrengt smil. Hun vendte sig mod sin tallerken, rød i hovedet. Ikke fordi hun vidste, at vædemålet havde omhandlet hende, mere fordi hun var så flov over det der var sket. Det var forhåbentligt ikke endnu et latterligt forsøg fra hans side på at imponere hende! Han var jo simpelthen ikke til at stoppe.
De andre piger på hendes kollegiebord grinede ukontrollabelt over den unge løves vovemod, og da der lød skridt på midtergangen, kunne hun ikke forhindre sig selv i at kigge. Professor Kennith vandrede ned mod ham med et strengt blik. Brees rynke i panden blev en anelse dybere, og en smule nervøs (uden at vide hvorfor) betragede hun stille Alex.

Tag; Everyone

[Deleted]

doomsday clock,

tik, tok

Mallory sank den mad, hun havde tygget og nikkede hurtigt hvorefter hun tog en ordentlig slurk af det nærmeste glas vand. Om det var hendes eget, var hun ikke helt hundred på men hendes hals var ved at brænde. Da vandet også var gledet gennem halsen kiggede hun hen på Benjamin, og grinte lavt. ”Det er bare alle jer der kommer for tidligt!” mumlede hun lavt og kastede dramatisk tilbage med håret. Mallory opførte sig tit dramatisk, og en del tøset. Selvom det slet ikke var den indre Mals. I det hun løftede gaflen, for at tage endnu en mundfuld mad blev der fuldstændig ro i salen.
Alexander, som ikke sad længere væk fra hende end to mennesker, rejste sig op på bænken og smed kappen. En klirren lød, da hun med ét havde givet slip på sin gaflen, og lød hånden hænge i luften som var hun forstenet. Mallory tabte underkæben, og stirrede måbende på den ældre løve. Selvom hun plejede at hade ham, fordi at han kunne et eller andet med hende, følte hun pludselig medlidenhed med ham. Hun kiggede hurtigt væk, da hendes blik var gledet ned af hans krop. Synet af hans bare ben fik en rød farve til at blusse op i hendes kinder, som små røde pletter. ”Hvad laver du, Young!?” fik hun fremstammet, højt nok til at alle omkring dem ved borde kunne høre hendes panik i stemmen. Ikke nok med at han skulle vise sin hud, så skulle han også liige påpege at han var forelsket i professor Kennith. Den unge Mallory kiggede med det samme væk, da Professoren kom gående. I stedet faldt blikket hen på Lily og Ben. De to så ud til at virke, nogenlunde. Selv var hun fuldstændig ræd for at professoren ville vende sit indædte blik mod hende, eller værre begyndte at råbe. Hun sank, kun én gang og kiggede så med vidt åbne øjne hen på Alexander. Hendes hænder rystede svagt, da hun lagde dem ned i skødet. Mallory havde glemt alt om at være sulten, og hun havde ikke på nogen måde lyst til at grine af det her. Hun kunne ikke se det sjove i det.

[Kathleen Kennith]

Trouble...? Oh yeah...

Kathleen sad med hovedet tæt sammen med to piger fra sin egen årgang og så skiftevis fra den ene til den anden. Hendes øjen glimtede af ballade og det smil, der hang på hendes læber talte heller ikke for andet end at det var ballade de snakkede om. Det eller fyre. Hun spiste fraværende mens de talte, men lagde ikke rigtig mærke til hvad hun puttede i munden. Det smagte godt og det var det vigtigste. Hun skævede stadig smilende op mod lærernes bord og fangede sin fars blik i hendes retning, før hun dukkede ned i skjul bag de to andre piger igen og fortsatte snakken.

De blev brutalt afbrudt, da al opmærksomhed med et vendte sig mod Gryffendors bord. En af de ældste drenge, en flot lyshåret fyr, som hun vidste havde et fantastisk smil og ikke det bedste rygte omkring sin omgang med piger, havde stillet sig op på en bænk. Kathleen spruttede af grin, da han i det samme smed kappen og afslørede at han var iført en alt for lille pigeskoleuniform og endda fra Ravenclaw. Så kom hun tanke om hvem han var i familie med og så over på Julia, en pige fra årgangen over hende. Det var mere end tydeligt at hun ikke havde fået at vide på forhånd hvad der skulle ske og så faldt ordene.

Kathleens blik fløj tilbage til drengen, mens hun sank en klump. Det havde han bare ikke lige sagt! han forsvandt dog i det samme fra syne, formentlige fordi han satte sig ned igen. Hun lod blikket søge op mod lærernes bord og trak så hurtigt hovedet ned mellem skuldrene og sank ned så hun var sikker på hun sad helt skjult mellem de andre. Synet af hendes far stående med dét blik rettet ned gennem salen mod drengen og hendes mors hånd hvilende blidt på sin arm havde været mere end nok. latteren var dog ikke forstummet i salen, men hendes lyst til at fuldføre det de lige havde været ved at aftale var forsvundet.

Nu var det bare at vente og se eller nærmere høre det efterfølgende rygte om hvordan det ville ende. Hun rakte ud og hældte mere græskarjuice op, mens hun stak hovedet tilbage til de to andres. Snak havde dog skiftet markant og hun sagde så godt som intet. Hendes blik vandre over de nærmest siddende med en ukarakteristisk varsomhed. Bree så mod midtergangen og den samme vej fulgte hendes eget, som tunge skridt skilte sig ud fra latteren og piftene.

[Edward Kennith]

Kennith mærkede Graces hånd lægge sig på sin arm, men han så ikke ned på den eller hende. Han knyttede blot hånden igen og rystede hendes hånd væk, med en irriteret bevægelse, mens han blik forblev fæstnet på Alexander "Og den har jeg tænkt mig at finde ud af, Grace..." hans stemme var lav, og overraskende rolig i forhold til hans fremtoning, men kom alligevel ud som en let snerren. Han kneb øjnene lidt mere sammen, da genstanden for hans vrede så op igen og denne gang mødte hans blik. Kennith holdt det ubarmhjertigt fast, indtil knægten selv så ned igen.

Han rettede sig op og slap bordpladen med håndfladerne, før han trådte et skridt baglæns, væk fra sin plads og fortsatte bagom Grace, Liam og resten af sine kolleger rundt om bordet og tog de få skridt ned fra podiet det stod på, mens han blik igen lagde sig på Alexander, uden at værdige andre elever end ham et enkelt sideblik. Han gik med alt for rolige skridt ned gennem midtergangen. Hans tunge støvler slog en tydelig rytme mod gulvets sten for hvert skridt, som han bevægede sig ned langs den ene side af Gryffindors bord. Som et dyr der haler ind på sit bytte.

Han stoppede da han nåede Alexander og stillede sig lige bag ham, som han sad på sin plads på bænken. Han sagde ingenting. Lod blot sit mørke blik brænde sig ind i den unge mands nakke nogle lange sekunder, før hans ene hånd skød frem som en slange der huggede og lukkede sig hårdt om Alexanders nakke "Du og jeg skal have en snak, Young..." hans stemme var ildevarslende rolig, som han strammede grebet om drengens nakke og løftede opefter, så musklerne i hans arm spændtes tydeligt under hans sorte skjorte "Siden du er så glad for at gøre dig bemærket, vil jeg belønne dig med min uforbeholdne opmærksomhed..." han gik et skridt baglæns uden at slække sit greb og trak derved Alex med sig baglæns, ud over bænken med et blik der nu næsten så sort ud og et smil på de smalle læber, der var alt andet end venligt.

[/justify]

-----------------------------------------------

Tag:

[/color] Alexander Young, Jake Loretz, Grace Kennith, Julie Young m.fl.
Sted: Storsalen
Tid: Aftensmad
Ord: 412
Note: -[/justify]

[Eilionoir Eads]

Eilionoir havde lagt sølvskeen fra sig, for at tage en tår at drikke, da der pludselig faldt en mærkelig stilhed over spisesalen. Hun kiggede op fra sin portion fiskesuppe med gulerødder, for at finde ud af grunden til den pludselige ro. Hun så, at alles blikke var rettet mod Gryffindors langbord. Nærmere bestemt, var de rettet i mod Alexander Young. Ham kendte Eilionoir godt, han var en irriterende arrogant dreng, hvis handlinger og humor var svær for hende at forstå. Han elskede vel også af samme grund at drille hende. Det var tit, at hun først opdagede, at han havde gjort grin med hende lang tid efter, at det var sket. Hun var derfor ikke glad for Alex, mest fordi at han var svær for hende at forstå. At han nu stod oprejst iført en kvindelig Ravenclaw uniform, der helt klart var mere end et par størrelse for lille, kunne hun heller ikke forstå. Hvorfor tage en kvindelig uniform på, når der helt klart fandtes en mandlig udgave? Og hvorfor vælge den i alt for lille størrelse?

Da hans ord så frembragte en latter der bredte sig i hele salen, var Eilionoir endnu mere forbavset og forundret. Hun var chokeret og forarget over, at de kunne finde på at grine af ham. En kærligheds erklæring var noget af det fineste. Det var tydeligt, at Eilionoir havde taget Alexs handlinger og ord lidt for alvorligt, da hun udbrød, ”I kan da ikke være bekendt at grine af ham?”. Hun lød chokeret og hun hævede hendes stemme let, så Ravenclaw bordet i hvert fald kunne høre det. ”I det gamle Grækenland mente man faktisk, at forholdet mellem to mænd var den mest rene kærlighed. Især hvis den ene mand var ældre og mere erfaren end den anden.” belærte hun, hvad hun mente, var hendes uvidende medstuderende.
Hun var dog stadigvæk lettere forvirret over Alexs tøjvalg, og hun blev endnu mere forvirret over professorens reaktion, som ikke ligefrem var glædelig. Hun var rundt på gulvet over hele situationen nu. Hun måtte indrømme, at hun ikke forstod noget, af alt det der skete. Hun rynkede undrende panden og kiggede forundret og spørgende på de andre Ravenclaw elever og ledte efter svar.

[austin]

A p o c a l y p t i c m e a n s

are lost among our dead

Alexander sank en anelse sammen på bænken. Hans hjerte hamrede af sted og han fugtede nervøst sine læber. Det var svært at fokusere på selskabet rundt omkring ham for alle de tanker, der kørte igennem hans hoved. Hans håndflader var svedige og hans hals tør. Pigernes udbrud, bragte ham en anelse tilbage til nutiden og han blinkede kort, lidt overrasket. Det selvsikre smil fra før, var hurtigt tilbage, og han kunne ikke engang mærke nogen fysisk reaktion på at se Lily direkte i øjnene. Han kørte på lige dele adrenalin og endorfiner. ”Måske er jeg,” svarede han, med et underligt farligt glimt i øjnene. Det burde ikke føles godt at gøre den slags. Det var jo meningen, at det skulle være en grim konsekvens. I stedet føltes det, som om ethvert af de sidste par latterudbrud var en lille hyldest. Frem for at føle sig til grin, havde Alexander det mærkbart som om han lige havde udøvet en kraftpræstation, der ville sikre hans berømmelse på gangene flere år frem i tiden. Så måtte konsekvensen komme, når den kom. Man kunne simpelthen ikke bekymre sig om fremtiden, selv ikke den meget nære, når man red på en bølge af andres morskab.

Det var fuldstændig sikkert, at hans udbrud ikke ville blive ignoreret, men til gengæld nogenlunde i nærheden af plausibelt, at hammeren først ville falde efter måltidet. Det tænkte han i det mindste. Hans håb sank fuldstændig, da han hørte lyden af skridt, over den lave fnisen, der, akkompagneret af hviskende samtaler, var den eneste lyd i salen. I stedet for at svare Mallory på hendes spørgsmål med sit flabede smil, stirrede han lidt på først hende, siden Rachel. Stilheden bredte sig fuldstændig og professorens støvler mod stengulvet var det eneste der hørtes.
Alexander rettede sig per refleks helt op, og mærkede en ubehagelig kriblen brede sig i sin krop. Han turde hverken vende hovedet eller rykke på sig. Da skridtene standsede lige bag ved ham, ville han ønske at han havde fulgt en af sine indskydelser og enten var løbet ud af salen eller havde peget tryllestaven mod sin egen tinding. Ethvert tegn på smil var forsvundet fra hans ansigt, og han kæmpede for ikke at udstøde en lav, frygtsom lyd, stirrende lige frem for sig, uden at søge nogens øjenkontakt.

Da Kenniths barske greb lukkede sig om hans nakke, undslap det, som han havde undertrykt, hans læber, og han spærrede øjnene helt op, klar til at pisse i bukserne af skræk. Han sagde ikke et ord, klar over at floskler var formålsløse, men afventede sin skæbne, helt stiv i kroppen. Da professoren decideret trak ham bagover, væk fra bænken, fremkom en serie både overraskede og lidt indignerede lyde, og han måtte kæmpe for at finde sit fodfæste på stengulvet, efter næsten at have væltet, med underviserens knusende greb som en tvivlsom støtte. ”J-ja Sir,” fik han fremstammet. Kappen var faldet til side og afslørede atter hans latterlige påklædning og Alexander, rædselsslagen som han var, kunne slet ikke overskue at få den lukket til igen.

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jake sad med veltilfreds smil spillende over hans læber. Jo han nød at se Alexander pine sig selv på den måde og at der var flere der troede at det var frivilligt han havde stillet sig op på bænken passede sådan set også Jake ganske fint, faktisk ville han helst ikke have tørret af på sig at han havde været en stor del af konsekvensen, andet end den anderledes uniform.. For hvad mon der ville ske Jake hvis professor E. Kennith fandt ud af at Jake havde haft indflydelse på Alexanders kærlighedserklæring til ham? Nej tak.

Jake lod blikket hvile på Alexander så længe det var ham muligt indtil han igen havde sat sig ned. Langsomt lod Jake blikket glide op til den ophidsede professor som så ud til at han havde lyst til at flå hovedet af Alexander. Hvis øjne kunne dræbe… Jake lod kort blikket glide hen over Ravenclawbordet, det var jo tydeligt at det var derfra Alexander havde lånt en uniform. Ærligt talt vidste Jake ikke af hvem han havde lånt uniformen, for hvilken pige ville gøre det uden at kende grunden til at Alexander skulle bruge hendes uniform? Højst sandsynligt var det Alexanders lettere stupide lillesøster der havde været dum nok til at låne sin uniform ud til hendes endnu mere stupide storebror.

Jakes munterhed blev for en kort stund ødelagt da han hørte en eller anden ravn snakke ved bordet som var deres. Han lod blikket glide imellem de mange ravne og det gik meget hurtigt op for ham hvem det var der var kommet med et sådant udbrud. Eilinoir Eads, samme årgang som Jake selv og mugglerfødt. Jake betragtede hende kort med sammenknebne øjne og koncentrerede sig om at få alt det hun sagde med. Da hun endelig var færdig med at belære hendes medstuderende om det pæderastiske forhold bredte der sig et flabet smil på Jakes læber og han kunne ikke lade være med at ryste opgivende på hovedet af den godtroende ravn.. Troede hun virkelig på alt hvad hun hørte? Gad vide om hun kunne se det komiske i en eller anden mega dårlig joke? Eller måske hvis Jake fortalte hende et eller andet fuldstændig langt ude, ville hun så tro ham? - Jake havde det faktisk på fornemmelsen.. Og så sagde man at ravne var de kloge her på skolen. Ved denne tanke fnyste Jake lavt inden hans blik løftede sig fra den hende og faldt på professor E. Kennith der var begyndt at gå ned imod Alexander.

Latteren var ved at ligge sig og de fleste folk fulgte opmærksomt professorens skridt ned imod den stupide syvendeårs Gryffindorelev. Jake kunne ikke lade være med at smile en smule forventningsfuldt, han forventede det værste og var ret sikker på at Kennith ikke ville skuffe ham. Med store øjne betragtede Jake scenariet på sikker afstand og vidste ærligt talt ikke hvad han skulle forvente fra professorens side. Jake kunne tydeligt mærke hvordan han uopmærksomt rejste sig en smule fra bænken for bedre at kunne se det hele. Hans blik flakkede imellem Alexander og professoren og han kunne ikke andet end at smile svagt ved synet. Måske den letter hovmodig løve endelig kunne få sig en lærestreg.

[/justify]
[/center]

533 WORDS
for who? Alle
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Grace Kennith]

Change is in the wind....

Grace lod sin hånd falde væk uden protester eller at trække en mine. Hun var næsten overrasket over at hendes mand havde bemærket den og hørt hendes dæmpede ord. Det sidste stod klart, da han lige så dæmpet svarede og roen i hans stemme stod i stærk kontrast til hans blik, der stadig var vendt mod Young. Hun nikkede let fuldt bevidst om at det ikke ville blive bemærket og var en tildels overflødig tilkendegivelse. Hendes hånd sank ned på bordet, hvor hun lukkede den løst om sit glas, mens hendes blik gled ud over salen.

Reaktion på forestillingen og det sagte var spredte. De fleste grinede af Young, nogen piftede og hujede, mens andre så chokerede, overraskede eller målløse ud. Nogle skævede op mod lærernes bord og Edward, som netop havde forladt sin plads ved hendes side, mens andre endte stak hovederne sammen og talte dæmpet sammen eller havde blikkene rettet mod Gryffendors bord og Young. Hun fangede et glimt af sin datter, før hun forsvandt bag andre ved Ravenclaws bord og Graces blik gled videre til en af de ældste piger ...Eads..., der så ud til at have en del at sige om sagen. Hvad kunne hun kun gisne om, men det så ikke ud som om hendes ord faldt i trit med hvad resten tænkte.

Graces blik søgte videre til hendes mand igen og så ham stoppe bag Young, som en tordensky parat til at sende et lyn i sit udvalgte mål. Hvilket hans hånd gjorde øjeblikket efter. Roen var atter faldet over salen, men ikke nok til at hun kunne høre hvad der blev sagt. Hun kunne dog tydeligt se den unge mand blive trukket på benene hen over bænken og slap, da de to med blikket for at se på sine kollegaer efter deres reaktioner. Specielt Rektors var hun interesseret i. Ville han gribe ind eller betragte det som den naturlige konsekvens det var? Kun tiden ville vise det.

Tag: Alexander Young, Jake Loretz, Edward Kennith, Julie Young m.fl.
Sted: Storsalen
Tid: Aftensmad
Ord: 356
Note: -