Doomsday Clock. Tik tok.

[Edward Kennith]

Kennith ignorerede både Alexanders udbrud, da han lod sin hånd lukke sig om hans nakke og de efterfølgende, da han ublidt trak ham baglæns ud over bænken og ud på gangen mellem bordene. Han gik endnu et skridt baglæns, for at give drengen plads til at finde fodfæste. De var nogenlunde lige høje, men hvor Alexander stadig var præget af yndlingens ranglede krop, var Kenniths egen præget af senede muskler, kommet af mange års fysisk hårdt arbejde, og selvom han måtte anstrenge sig lidt for at holde sit greb nu Alexander stod op, lod det ikke til at det hæmmede hverken hans greb eller hans vrede.

Han nikkede let. En hurtig, hård bevægelse, som fulgte, når man gav en ordre og hørte den blive efterkommet. Han slækkede grebet om Alexanders nakke minimalt, for at gå halvt omkring ham, så meget han kunne uden at give slip og så ham i øjnene med et mørkt, gennemborende blik "Det glæder mig du er enig, Young." han åbnede munden for at fortsætte, men stoppede da en kommentar ved nabobordet nåede hans ører. Rynkerne i hans pande blev dybere og han bed hårdt sammen, så hans kæbe igen spændtes og den store muskel på siden af halsen stod tydeligt frem. Han vendte sig langsomt mod Ravenclaws bord og lod sig blik søge ned over hovederne. Hans blik hvilede kort på Kathleens ansigt, før det gled videre og hans blik i stedet faldt på Caroline Abbey der tyssede insisterende på en af sine kollegianere. Han kneb øjnene let sammen da hans blik næst faldt på misæderen og han hævede stemmen så ingen ville kunne undgå at høre ham "Så må man prise sig lykkelig for, at vi ikke bor i antikkens Grækenland, Miss Eads." han gjorde en kort pause, uden at flytte sit gennemborende blik fra pigen "Sig frem hvis du har mere at tilføje, og jeg vil veje det op mod dit kollegiums point-beholdning."

Uden at vente på hun eventuelt ville sige mere, gjorde han omkring, strammede igen grebet om Alexanders nakke og begyndte så med lange, tunge skridt at gå mod udgangen. Halvt skubbende Alexander foran sig hele vejen ned mellem bordene og ud af salen.

((forlader tråd))

[/justify]

-----------------------------------------------

Tag:

[/color] Alexander Young, Jake Loretz, Grace Kennith, Julie Young m.fl.
Sted: Storsalen
Tid: Aftensmad
Ord: 419
Note: -[/justify]

[austin]

A m e s s a g e

to our friends to get out

Så snart Alexander fandt sit fodfæste, røg hans hænder til kanterne af skolekappen, og han trak den sammen omkring sin latterlige påklædning med fumlende hænder der, som resten af ham, rystede mærkbart af skræk. Hans instinkter bød ham at forsøge at ryste sig fri af professorens greb, men han bekæmpede dem og rettede sig op, så godt som han nu formåede. Professorens ord sendte en ubehagelig kuldegysning gennem ham og han gav sig under det gennemborende blik, som han havde svært ved at besvare, men som var mindst lige så svært at se væk fra igen. ”J-ja sir,” gentog han, totalt overflødigt.

Da professor Kenniths opmærksomhed forlod ham i et kort øjeblik, følte Alexander sig underligt udstillet, på en langt værre måde end da han havde været oppe på den bænk. Han overvejede i et enkelt splitsekund et vanvittigt flugtforsøg, men hvor ville han gå hen? Hvad ville han gøre, hvis det lykkedes ham at række ned i lommen og få fat i sin tryllestav uden, at professoren opdagede det og standsede ham? Han fandt ingen svar på de spørgsmål og inden han nåede at tænke tankerne til ende, var Kennith i bevægelse og Alexander kunne ikke gøre andet end at gå fremad. Han snublede halvvejs de første par skridt og satte så i en lidt mere kontrolleret gang, der endte med at førte ham ud af salen.

Out

[Eilionoir Eads]

Eilionoir forstod ligeså meget, som hun havde gjort lige før. Hvilket ikke var ret meget. Det så ud som om, at hendes belæring om pæderastiske forhold ikke faldt i god jord omkring hende. Det virkede ikke som om, at det bed sig fast hos hendes medstuderende. Tværtimod. De andre så slet ikke ud til at være enige, og nogle smilte endda hånligt, ligesom at det var forkert, det hun sagde. Eilionoir havde lært, at de fleste mennesker med en almindelig intelligens var ret uvidende, men hun havde aldrig vænnet sig til det, og hun så det, som sin mission at omvende dem. Hun skulle til at opdrage videre på de andre elever, da hun følte, at alles øjne pludselig rettede sig i mod hende. Hun nåede, at se Carrie tysse på hende, og hun valgte uden tvivl i sindet, at følge venindens ordre. Hun ville ikke tale, før at Carrie viste, at det var i orden at åbne munden igen. Hun stolede på, at Carrie var bedre og mere vant til at håndtere disse situationer end hende selv. Det var netop grundede til, at Eilionoir valgte at følge Carries beskyttende råd. Hvilket var klogt, da hun pludselig så ind i professor Kenniths hadfyldte og arrige øjne.

Hun var stille. Hun ville ikke indrømme, at hun var en anelse bange for professoren. Hvem var ikke det? Og især i sådan en situation. Der var noget ved ham, der fik hende til at føle sig tåbelig og uerfaren. Dum og ung. Hun prøvede at se rationelt på det. Det var klart, at professor Kennith lod sine personlige frustrationer gå ud over eleverne, hvilket gjorde ham til en svag og sårbar mand i Eilionoirs øjne. Hun blev ved med at overbevise sig selv om det. Hun havde på den måde fået samlet mod op til at sige noget igen til professoren, men hun gjorde det ikke. Carrie og det at hun var bange for professoren stoppede hende. Hun vidste også, at hun ville blive ret så upopulær, hvis hun fik trukket kollegiepoint fra Ravenclaw, hun konkluderet derfor, at det ville være mest fornuftigt at tie.

Hun slap igen af i skulderen, som før var ret anspændt, da hans blik ikke længere hvilede på hende. Hun var mere forvirret end før. Ville professoren gerne have, at sit og drengens forhold var ilde set? For hvordan var det ellers en god ting, at vi ikke længere levede i oldtidens Grækenland? Der måtte være noget, som hun ikke havde forstået ved hele situationen, der havde udspillet sig i storsalen i aften. Hun hviskede svagt, ”jeg tror ikke, at jeg helt forstår, hvad der foregår.” ikke rigtigt rettede mod nogen.
Hun fulgte professoren og Alexs udgang med øjnene, og kiggede derefter ned på resten af hendes suppe. Appetitten var forsvundet. Hun besluttede sig derfor for at vende tilbage til Ravenclaws opholdsstue eller måske sovesalen. Det kunne godt være, at hun ikke selv ville indrømme, at hun var skræmt over professor Kennith, men hendes krop var udmattet og hendes humør var dalet. Hun rejste sig efter noget tid op fra bænken og gik hastigt ud af storsalens døre.

//Out

[Julie Aderyn Young]

OUT

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

T H E E N D

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jake havde tavst fulgt hele episoden med et svagt, til tider hoverende, smil spillende over hans læber. Han var et eller andet sted stolt over hvad han havde udrettet med Alex, at se ham ydmyge sig selv på den måde var, på trods af at det måske ikke var normalt, noget der et eller andet sted glædede Jake. Andres ulykkelighed var noget han generelt nød godt af.

Jake fulgte professorens og Alexanders udgang fra storsalen med hovedet svagt på skrå. Da døren blev lukket bag dem lod Jake de klare øjne glide rundt på hans medstuderende. I modsætning til mange af dem havde Jake ikke mistet sin appetit, nej han var faktisk kommet i et utrolig godt humør og han spiste gladelig videre uden de store kvaler. Da han var færdig med at spise rejste han sig fra bænken og med rolige, afslappede skridt gik han med en elegant og lettere aristokratisk holdning ud ad storsalens store døre og satte kursen ned imod Slytherins opholdsstue.

// Out.

[/justify]
[/center]

165 WORDS
for who? Alle
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Bree Blance]

Doomsday clock. Tik Tok.

Bree følte sig fristet til at himle med øjnene af Eilionoir og hendes, som altid, malplaceret kommentar. Det sømmede sig dog ikke for en vejleder, så hun undlod og bed en kommentar i sig. Istedet sled hun blikket hen mod professor Kennith. Synet af hans frygtindgydende skikkelse gav hende en nervøs klump i halsen på Alexanders vegne. Hun brød hovedet for at finde ud af hvad han havde gang i. Måske var hans humor bare så forskruet at han fandt det fantastisk sjovt? At dømme på det blege ansigt og den nervøse mine, var det vist ikke tilfældet.
Snart vandrede de to skikkelser som alles egne var rettet mod ud af døren. Det lignede et offer og en bøddel der var på vej op mod galgen, med et publikum der sydede af indestægt iver efter afstraffelse.
Brees hoved der efterhånden værkede af at sidde helt forskruet for at se hvad der skete, drejede sig mod sit bord. Hun så på sine veninder og trak på skuldrene. De gav sig ivrigt ud i en stor diskussion om løven, men Bree undlod at deltage. Istedet spiste hun færdigt mens storsalen pludselig emmede af aktivitet da stemmerne hævede sig igen.

//Out

Tag; Everyone

[Kathleen Kennith]

Trouble...? Oh yeah...

Kathleen fulgte diskret sin far gå ned gennem salen, men sørgede for hele tiden at gøre det i skjul mellem de andre. Hun deltog ikke i latteren, som da også døde ud, som professoren berygtet for sit humør og hårde væsen nærmede sig sit udvalgte offer. Da han stoppede vidste hun præcis hvad der ventede og det faste tag om drengens, ...Alexanders.., nakkeskind fik hende til at skære en forstående grimasse. Det tag kendte hun kun alt for godt. Så spærrede hun øjnene vantro op og vendte sin opmærksomhed tilbage til eget bord og blikket søge ned af det mod den talene. Hvad skete der for folk og dumme bemærkninger idag? Hendes blik fandt Eilionoir, som Caroline tyssede på hende og gled så tilbage mod Gryffendors bord. Lige i tide til at møde sin fars alt andet end tilfredse.

Hun holdt sit udtryk neutralt til blikket var gledet videre og var glad for det ikke var hende der havde henledt sin opmærksomhed på sig, mens han var i det humør. Endnu mere, da han tog til genmæle, før han trak af med Alexander. Kathleen så diskret efter dem til døren faldt i bag dem og snakken atter tog fart i salen. Hun stak let til maden, mens hendes tanker fulgte Alexander på hans vej. Så fik hun en solid albue i siden og vendte sin opmærksomhed tilbage til de to andre tøser, der så spørgende på hende. Hun trak let på skuldrene, skubbede det skete fra sig som havende intet med hende at gøre og genoptog snakken fra før. Med lidt held kunne de slippe af sted med lidt ekstra nu Alexander havde lagt så glimrende et røgslør ud og tiltrukket sig al opmærksomhed for en tid. Hun tog mere helhjertet fat på at spise igen og snuppede et æble med, som de forlod bordet med kurs mod Ravenclaws opholdsstue.

Out