One Week Back (i/Privat)

[Jade Lenoir Clavel]

Jade betragtede ham i noget tid og sagde så"Venner deler ikke alt" hun ville ikke fortælle ham hvad der var galt, nej hun ville ikke sige et ord. Hun slog blikket ned og lod sit pandehår klistre sig til hendes pande mens hun prøvede at gemme sig i sine tanker og nær vandets blide vuggen ved broen. Langsomt trådte hun frem af mod ham, hun regnede ikke med at han ville forhindre hende i at komme væk fra ham, men da hun pludselig gik ved siden af ham uden et ord, mærkede hun, at han greb fat i hende med en vis alvorlighed, som ment at han nok ikke ville lade hende gå uden hun sagde hvad der rørte hende. Hun så let mod Roman og ville ikke bryde sine læber og smilede så falsk"Der intet galt.. forresten angående det med sommerferien, mine forældre godtog ikke at du kom, så blot.. bliv væk" hun kiggede den anden vej væk fra ham, og ville ikke skubbe til ham eller slå ud efter ham, hun ville blot flygte fra ham og hans grå øjne der nærmest så igennem hende, og hendes beskyttende skjold for de følelser der blussede op.
Langsomt fik hun det gledet over læberne mens hendes poison grønne syre farvede øjne så blankt og roligt mod Romans flotte grålige øjne"Jeg er - måske - forelsket.." hun sank hvert et ord mens hun så ham i øjnene dog med en vis trang til at løbe væk fra ham, og få sekunder efter kneb hun øjnene sammen og så væk fra ham og tårene gled nu frivilligt ned som perler over hendes kinder i det hun sagde vredt og med lettere, hævet stemme"Jeg tror jeg forelsket i dig!" hun så væk fra hans dømmende blik og tog så fat i hans hånd og fik den vredet væk fra sig og slap så hans hånd hurtigst muligt, og gik et skidt væk fra ham og sagde"Så.. så hold dig væk fra mig okay!" hun anede ikke hvad hun skulle gøre eller sige, men hun vidste at hun skulle hurtigst muligt væk fra denne mystiske meget facinerende fyr, der stod ved hendes side, holdte hende fra at stikke af som hun altid gjorde. Hun begyndte så hurtigt hun kunne at sætte i løb væk fra Roman, op af mod slottet for at finde et sted hun kunne gemme sig væk fra ham, det var ikke mening at sige han skulle holde sig fra hende, men nu var det kommet ud og hun ville ikke bedømmes for de ord der var kommet, 2 dage havde det kun taget for at føle sig slugt op af ham. Hun ville aldrig se hans krøllet våde hår, hans klistrene hvide skjorte mod hans spinkle høje krop, hans grålige meget mystiske blanke øjne, der virkede så tillokkende, hans våde læber han til få tider fugtede med hans tunge, hans måde at tage fat i hende ud af det blå som ved trappen, hans måde altid at bekymre sig om hvad hun tænkte eller gik og lavede... den måde han havde rykket sig fra hende ved skoven, den måde han havde taget en smutvej og sat sig foran så han ikke kunne se på hende.. den måde han havde været arrig og nærmest kogt, sendt en negativ stemning mod hende, som ville han slå hende vis hun kom nær ham til magiske dyrs pasning og pleje.. den måde han havde skrevet hendes navn så smukt med en blide strøg i vinduets dug, den måde han havde skrevet det op til flere gange, da han tog hendes håndklæde og nægtet hende at gå fra ham, før han havde fået svar..
Og nu havde han så endelig fået det..

[Roman Valent]

Hendes hånd virkede blød og kold, men alligevel varm, da han greb ud efter hende da hun prøvede at komme forbi ham. Hendes ord forvirrede ham totalt, og fik ham til at gå på rumpen – mentalt, så det var ikke yderligere svært for hende at komme ud af hans greb da hun løb væk mens han selv stod og gloede ud i luften, mens han gentog hendes ord inde i hoved som om det var noget med at jorden ville gå under, men det var jo blot en kærligheds erklæring, for nogle, for ham var det en del mere, det var det vel altid for den det gik ud over, at vide man faktisk var elsket af nogle, som ikke skulle være ens forældre. Men det var også måden hun havde sagt det på, som om hun ikke ville have det skulle være sådan.
Han lukkede munden, som havde stået let åben, mens han tænkte sig om, før han begyndte at gå op mod skolen med tankerne et helt andet sted. Det hun havde sagt rørte ikke så maget på ham endnu, men den måde hun havde sagt det på forvirrede ham. Efter en lang gåtur op til indgangshalen stoppede han op, og kiggede rundt i sit drivvåde tøj før han satte kurs mod kollegiet hvor han forsvandt ind i opholdsrummet og videre op til drengens sovesal hvor han begyndte at trække tøjet af da det pludselig slog ham at hun jo faktisk havde sagt mere end at hun kunne lide ham! Hvad var det nu? Han stoppede med at knappe sine bukser op i et sekund for at tænke tilbage. Jo! Noget med ingen sommerferie til ham, sammen med hende. Et lille smil formede kort hans læber før det forsvandt igen, mens han trak sine bukser af, og droppede at tage noget nyt tøj på. Han hang det over senge enden, før han hoppede ned i sengen, rakte ud efter tegneblokken og bladrede forbi den skitseret ulv og kiggede kort på papiret før han begyndte at tegne et let buede streg der langsomt formede sig til en ryk, hvor det platin hvide hår klistrede ned af. Det gik overraskende hurtigt at få tegnet omridset af Jade der sad nede ved søen med den ene finger blidt berørende søens overflade.
Så snart skitsen var færdig begyndte han med bløde strøg at tegne hendes hår som han sad dybt optaget af i mange minutter, før hans hånd gled ned til ansigtet der blev henlagt i mørke med nogle mørke bløde blyants strøg der hurtige lage en dyster stemning sammen med de mørke farver i vandet som var et altopslugende sort hul.
Det var først kort før aftensmaden han blev færdig med tegningen hvor han til sidst, med de samme sirlige bogstaver som han før havde skrevet hendes navn med skrev det nede i hjørnet som om det var hende der havde tegnet billede af sig selv. Han svag bene ud over sengen, og trak i et par mørke jeans, iførte sig skjorten, og lod slipset hænge omkring halsen på ham, før han trak tegningen ud af blokken, og bukkede den blødt to gange på midten før han gik ned af trapperne til opholdsstuen videre ned til spisesalen hvor han satte sig tæt på indgangen så han kunne holde øje med Jade hvis hun nu skulle finde på at komme ind.

[Jade Lenoir Clavel]

Hun løb alt hvad hun kunne indtil hun nået dørene hvor hun skubbede den ene af dem hårdt op og løb så op af trapperne og gled let, så hendes knæ slog sig mod trappens hårde trin. Hun bed let tænderne sammen men lige nu føltes smerten som et lille stik fra en nål, intet mere før hun da nået op i soveværelset og fik taget det våde tøj af, opdagede hun først den lille fine rift der var kommet og hud afskrabning. Hun sukkede og en af pigerne så det, og kom hen og hjalp hende med at rense det mens de snakkede og pigen forslog at hun blot lod værd med at se på Roman mere så eller overhovedet lod ham eksistere i samme rum som hende, ellers ville hendes hjerte sikkert ende med at briste, siden hun følte så stor en forvirring?. Jade sukkede og nikkede forsigtigt fra sig og fik så plaster på sit knæ og iførte sig så nogle bukser og en top samt trøje i mild blå farve over og så ingen slips denne gang. Hun gik stille ned af trappen lettere haltende dog, var det kun fordi de lidt stramme bukser pressede mod hendes plaster hvor riften gemte sig under det, som skammet den sig over at ha skadet så smukt et væsen som hende. Hun så stille rundt da hun endelig kom ned til aftensmad og hun fik øje på Roman og mærkede et stik ved brystet, dog sagde hun intet og spillede heller ikke snobbet, men hun smilede blot til sine veninder der sad lidt længere, oppe, skønt der ikke var plads, ville hun alligevel se om hun kunne møvre sig ind ved dem og ikke ende med at sidde ved Roman, skønt hun skulle ende med at gå forbi ham denne gang, dog ville han sikkert ligeså ignorer hende, lade som om hun var luft i det hun langsomt gik hen af mod ham og følte det presse mere og mere i hovedet, af tanker og alverdens andre forstillinger, mens i det hun lige passeret ham, der følte hun nærmest hans hånd igen, som ude ved søen for blot 1 time siden?.. da han havde taget så pludselig fat i hende, så hun ikke kunne stikke af fra ham som hun havde tænkt sig der.
Hun fortsatte med at gå forbi ham og vis hun da os fik lov, så ville hun fortsætte ned til sine veninder, og ikke ende med at sidde ved Roman, ved mindre han nærmest hev fat i hende?..
Hun lod tankerne dvale i mens hun havde dette opslugte meget fjerne blik i de poison grønne syre farvede blanke øjne, der ej var så megen rødhed at se i hendes blik mere, og det våde hår var skam flettet blidt fra nakken og ned til midt på ryggen, hvor hendes hår ej gik længere..
Hun tænkte ikke på noget mens hun gik, hun prøvede at lade vær, og prøvede at fokuser på alt andet end Roman*hvorfor sagde jeg os de ord, hvorfor sagde jeg overhovedet noget til ham, han må tro jeg sindsyg, at forelske sig i en efter blot 2 dage.. det latterligt, det sikkert blot fordi jeg falder med strømmen, fordi andre forelsker sig, så nare min hjerne og følelser mig til at tro jeg forelsket i ham, men det er jeg ikke, et vil jeg ikke, det kan aldrig ske, jeg... ikke forelsket.. jeg vil ikke være det...* hun gav et blidt suk fra sig, som strømmede ud af de rosa pinke fyldige læber og lod det hænge i luften, i en hvis tid...

[Roman Valent]

Han ignorere hende fuldstændigt da hun passerede ham, som om han ikke var interesseret i hende, selvom det var en stor fed løgn. Han fik hurtig gjort sig færdig og rejste sig op, og tog papiret med sig mens han gik ned mellem rækker af bænket elever i alle størrelser og aldre. Det var den modsatte vej af ud, men for at det ikke skulle se helt dumt ud havde han en plan i hoved. Da han kom hen til Jade og hendes veninde lænede han sig let ind og hendes skuldre, og hviskede hende let i øret. ”Du er ganske inspirerende.” Mens han lod papiret glide halvt ind under hendes tallerken før han rettede sig op, og fortsatte ned til køkkenet hvor han gik ind, hvor en kraftig mad duft ramte ham mens de små husalfer løb rundt som forvirret høns. Han snuppede et æble i forbifarten før han smuttede ud af et smuthul så han kom ud på en øde gang.
Han stod lidt ude på gangen og kiggede på muren som han lod fingrende glide hen over mens han lukkede øjne. Tanken om at han selv var forelsket i hende havde ikke rørt ham, men nu han tænkte over det. Han fugtede læberne mens han gik ned af gangen for til sidst at ende i biblioteket hvor han gemte sig om bag nogle reoler hvor han fik sig krøllet sammen i en vindues karm og kiggede ud af vinduet.
Var han eller var han ikke forelsket i hende? Han havde forventet at han ville blive forvirret og næsten panisk som alle andre gange når han blev ramt af følelser, men det havde han ikke gjort denne gang. Var han så ikke forelsket i hende? Han lænede sig tilbage og lukkede øjne med et lavt suk. Det ville da bare være dejligt hvis han ikke var forelsket i hende – det ville være fantastisk, så slap han for alle de kvaler der ville komme bagefter – men det var ærligtalt for godt til at være sandt. Det kunne ikke passe han ikke var forelsket i hende, hun havde jo alt, udseende, smukt hår, øjne, krop, hun var sød, og så katastrofalt nuttet ud når hun rødmede, var det ikke tegn på kærlighed når man kunne lide det? Skulle hans følelser bare vækkes?
Han slog efter flere minutters tavshed at enten var han slet ikke forelsket i hende, eller så skulle det vækkes. Hvad han så helst ville have var han ikke hundrede procent sikker på, for sød var hun jo, men følelser havde aldrig været hans stil, så han håbede lidt på det første, at han ikke var forelsket i hende så de begge kunne komme videre i teksten. At spørge venner ville han for det første ikke rigtig kunne, for han havde ikke nogle sådan nære venner at hælde det ud på, og hvis han nu en gang havde ville han aldrig kunne få sig selv til det. Han hoppede ned af vindues karmen og satte kursen mod opholdsrummet hvor der sikkert var mere sjovt at være end at sidde og glo som en ensom and ud på en sø.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade fik et lille puf af sin slags veninde der hviskede at Roman var på vej hen mod hende dog forsikrede Jade hende om at det ikke kunne være muligt og at han havde fuldstændig ignoreret hende, som var hun luft for ham hvilket havde været bedst for dem begge?. Hun rødmede dog i hele ansigtet da hun mærkede hans ånde igen, blidt mod hendes øre og hans søde ord, samt den måde han lænte sig ind over hende, han var så høj og så smuk, han var speciel og mystisk, han var spinkle men alligevel muskuløs på hans egen måde, og ej for trænet eller en rigtig drenge røv der blot ville have en for da at ha en erobring. Hun mærkede kulde gysningen stryge hende ned af ryggen som iskold vand, mens han langsomt forsvandt fra hende og hun kunne ikke lade vær med at vende blikket mod ham og langsomt rejste hun sig op og stoppede så, da hun huskede sin tallerken blidt vippe, og kiggede så tilbage, mod papiret han havde lagt?. Hun tog det stille op og kiggede på det og andre beundrede det og sagde"Wauw!? Jade er det dig han har tegnet" hun så på skitzen og sukkede i mens hun nu havde besluttet sig hvad der måtte gøres, hun måtte ende hvad hun havde startet. Hun gik langsomt den vej han havde gjordt men kunne slet ikke finde ham eller spor af ham, så hun gik sent op til opholdsstuen, tog sin flaske og fyldte den op med frisk iskoldt vand, tog lidt frugt med sig og lagde så en seddle på et bord med Romans navn på.
Hun gik stille udenfor og kiggede rundt mens hun nærmede sig langsomt slagpoplen, dog uden at være for tæt på den, i nat ville der være en smuk måne, ikke fuldmåne men halv. Hun satte sig for sig selv og havde skrevet i brevet han skulle møde hende ved slagpoplen.
Hun sad der og nød lidt af sin frugt, mens hun lænte sig op af et træ og sad på et sølv og blå farvet tæppe og betragtede himlen foran hende, og lyden af slagpoplen der rørte blidt på sig her og der.
Langsomt lod hun sig blik glide mod stien hvor slottet var nær, vis han kom så kom han jo og vis ikke så gjorde han jo ikke.
Hun ville ikke ignorer ham mere. Hun havde hans lille skitse med i lommen og vis hun så ham ville hun blot smile normalt og vinke, i det hun ville spørge om han var sulten eller tørstig?.
Hun ville så lade sine poison grønne øjne blidt glide mod himlens smukke ydre igen og sige"Angående det jeg sagde, blot.. forget it, jeg mente intet af det." dog ville hun ikke sige det med sommerferien, det var hans egen beslutning om han ville komme eller ej, hun var lidt ligeglad nu, hun ville blot have alt var som første gang de mødtes..
Hun havde ulget sit hår lidt, og sad i lidt for stort tøj, så hun ikke så, så flot og virkelig tiltrækkende ud, hun havde en hættetrøje på der var temmelig stor, så den sad lidt laset her og der på hende, så hun kunne følte sig normalt tilpas.. og håbe at Roman ikke følte noget for hende.."Jeg ville have dig her ud for blot at snakke lidt med dig, som før alt dette skete.."
Hun sendte ham et forsigtigt smil over de fugtede fyldige læber af hendes i en mild farve af pink.. mens hun ventede på svar fra ham.. en smule rødmen kom frem over hendes kinder, i mens hun sad med bene mod sit bryst og armene om sine ben og hovedet blidt hvilene mod knæene.

[Roman Valent]

Han betragtede lidt den lap papir der var efterladt til ham, da en kom hen til ham, og stak det i hånden på ham. Hvad havde hun nu tænkt sig? Han tøvede kort, og kunne ikke helt afgøre om han bare skulle ignorer det, eller gå der ned for at snakke med hende. Han valgte til sidst det sidste, og gik ned mod Jade der sad der hvor hun havde skrevet og var straks i gang med at kaste mad og drikke efter ham. Han betragtede hende tavst, og blev stående hvor han var. Ville hun nu til at hyggesnakke? Han lod luften glide ud igennem næsen næsten lydløst, før han gik hen og satte sig ved siden af hende, men med en god afstand mellem dem, som om han var bange for at de fik kropskontakt med hinanden.
”Hvad vil du?” Spurgte han let køligt, mens han kiggede på hende, dog uden nogen vrede i øjne, de var blot neutrale, mens de betragtede hende med et let undersøgende blik. Han fattede ikke hvad hun ville, hvorfor det var så vigtigt at de skulle mødes og snakke! Han var jo ikke nogle pige! Dog lod han de tanker blive inde i hoved, mens han lænede sig tilbage. Et smil brød til sidst hans læber efter et par minutter i tavshed. ”Jade – jeg er van til at se på mennesker, og ved ofte hvornår man lyver, og når du rødmer når jeg læner mig ind over dig, efter at du har sagt du kan lide mig, og så derefter siger du ikke kan …” han lavede en kort grimasse for han lod et lavt suk slippe ud mellem hans læber. ”Vil du så virkelig have mig til at tro du nu har skiftet mening?” Han lukkede øjne længere tid end et blink, men stadig ikke mere end et par sekunder.
”Men hvad har du lyst til at snakke om, siden du vil have mig herud og snakke?” Han betragtede hende tavst, mens han ventede på svar og et lille smil lå på hans læber, dog forsvandt det kort efter igen, mens han vendte hoved om, og trak bene til sig, så han kunne ligge sine armene omkring dem, og placere hagen mod knæede mens hans blik var rettet mod slagpoplen der stod og vippede lidt frem og tilbage med de store grene. Han lukkede øjne og lyttede til vinden og vejtrækningerne ved siden af ham mens han nød den varme sommerbrise der løb hen over ryggen på ham.

[Jade Lenoir Clavel]

Hun så undrende på ham og sagde"Jeg vil blot snakke om almindelige dage, du ved som da vi mødtes, uden disse klemte atmosfære og kemi mellem os, der tydelig viser afsky og forsigtighed" hun grinte og sagde"jeg vil blot ha vi er som bekendt overfor hinanden, eller venner eller hva du vil kalde dette her" hun så lidt væk fra ham og sukkede stille da han sagde det med at hun havde ændret mening, i det han sagde det, vendte hun blikket mod ham og så alvorlig ud og rejste sig så langsomt op og betragtede Roman og tog et stykke frugt og sagde"Jeg ville så mæn bare sige at jeg har ændret mening og at jeg ikke er forelsket i dig, jeg skulle blot ha klaret mit hoved op og se hvordan du virkelig er og var, så bare rolig, jeg vil aldrig nogen sinde se dig som andet end en ven" hun smilede sukkersødt og virkelig falsk til ham dog med en vis alvorlighed, og sagde så"Så bare rolig, men nu vil jeg smutte op i seng, det var skam alt jeg ville forklare dig" hun tog blidt papiret op og lagde den så ned foran hans fødder og sagde"Forresten, stop med at tegn krydse duller af mig" hun virkede temmelig kold nu og sagde blot disse ord for at skubbe Roman til det yderste af hans kant, for at han ej ville kunne finde nogen hoved eller hale i hendes ord så han ville holde afstand og måske begynde at afskye hende som han jo allerede gjorde til en vis grad regnede hun med. Dette her var en klar afvisning af Roman, vis han havde en snert af samme følelse som hende ville han kunne mærke kniven blive presset i hans hjerte og igennem det, i det denne afvisning og ord var som stikkende nåle der blot skjulte over ord der ej var sagt men som var hentydet til, som at han ville aldrig nogen sinde kunne være kæreste matriale, eller at han ikke var hendes type til hver en tid, eller at hun aldrig havde elsket ham eller var forelsket i ham, men blot var faldet med strømmen på grund af hans godhed mod hende, som han så sjældent havde vist nu. Hun regnede ikke med at kunstneren ville argumentere hendes lille snik snak hun havde ladet ud af sine læber, og igen var hun tavs overfor ham, som hun så småt gik med stien hen mod Hogwarts der lå godt og vel 20 mins gå tur fra selveste slags poplen.
Hun traskede stille hen af gruset og hørte dets brusen under fødderne mens hendes tanker forblev slørret og uklare, intet fór igennem hendes hoved lige nu, andet end den tegning han havde lavet af hende, hun havde afvist den ved at lægge den for hans fødder, grundet af at han nærmest legede med hende, sådan som han lænte sig ind over hende til tider.. hun blev aldrig klog på ham, hvilket var en større grund til hun skulle holde sig laaaaaangt væk fra den knægt os.

[Roman Valent]

Han måtte kæmpe for ikke at komme med et spydigt svar til hendes søde nuttet ord der passede perfekt i hendes smukke engle ansigt der penslede deres forhold til hinanden ud. Der kom et par små grimasser fra ham som det eneste svar, mens han stirrede alle andre steder end hende. Han udstødte et lille støn mens hun ævle løs om at hun havde skiftet mening. Det var skam også letter for begge partner hvis det virkelig var sådan, men trods hendes lille møgfald eller hvad hun selv ville kalde det – troede han stadig ikke på det. Ikke fordi han gerne ville have nogle til at elske sig, men rent ud sagt fordi at intet menneske kunne skifte sine følelser så hurtigt når det handlede om kærlighed, men de kunne vel undertrygge dem – han havde ingen erfaring inden for emnet men var i grunden også ligeglad. Et svagt smil skilte hans læber, mens hun lage tegningen foran ham. ”Hvad nu hvis jeg ikke vil?” Spurgte han flabet stadig uden at kigge på hende for at understrege hvor bedøvende ligeglad han var med alle de ord der kom ud af hendes mund.
Da hun bestemte sig for at gå, lukkede han øjne og lyttede til hendes bløde skridt i græsset der svagt ville knitre under hendes fødder hvis han kunne høre det – men han var skam blot et menneske, uden nogle superhørelse som en anden vampyr. Han rejste sig lidt efter op, og forlod tegningen uden at kaste et blik på den. Han skulle nødvendigvis ikke selv bruge den. Han gik med nogle hurtige lange skridt op på siden af Jade og betragtede først lidt hendes hår, før han kom helt op på siden af hende. ”Jeg håber skam du har valgt rigtigt denne gang, og ikke igen skifter mening.” Sagde han tørt, før han satte farten op igen, for til sidst at komme ind på skolen, hvor han stod lidt ubeslutsom i indgangshalen, før han gik op til opholdsrummet for at sidde sammen med nogle af de andre drenge fra kollegiet som var i gang med en ivrig snak om en ny slags kost der netop var udkommet denne dag. Han hørte egentligt ikke rigtig efter i samtalen, men sad og gloede ud af vinduet, og nikkede få gange, når gutterne skulle have bekræftelsen i deres viden omkring den nye kost.
Da snakken blev for meget for hans lille hoved rejste han sig op og tøvede kort. Jades ord havde forvirret ham mere end han ville indrømme over for sig selv. De havde vakt en endnu større interesse for denne kvinde, eller pige, eller hvad hun nu ville kaldtes, en nysgerrighed han helst ville være for uden! Han pressede irriteret læberne sammen, og smuttede ud af portrættet for at stille sig ude på gangen, og glo ud af vinduet mens han overvejede hvad fanden han nu skulle gøre, for han kunne ikke benægte at hun havde formået at vække hans interesse endnu mere med den kraftige hårde afvisning der gjorde det klart for ham at hun ikke ville se ham mere – eller have noget med ham at gøre, eller ville hun gerne eller … det forvirrede ham mere og mere, og til sidst gav han op, og traskede op på terrassen øverst i tårnet hvor deres kollegium lå og lod sig glide ned af væggen mens han lukkede øjne og forgæves forsøgte at tømme hoved for de evige tanker der svirrede rundt. Forvirrende, træls og foruroligende.

[Jade Lenoir Clavel]

Hun fnøs let og mumlede"I dont care.." da han så kom gående vendte hun let ryggen til ham og ignorerede hans totale eksistent og hørte ikke efter hvad han sagde, hun ville skam ikke høre efter ham, alt virkede åndsvagt for tiden, så derfor sagde hun netop intet til netop dette. Hun stod der i et stykke tid og lod så blidt sin stemme glide langsomt til et"typisk" i det hun fik flyttet sig igen og der var Roman væk, dette var for deres bedste så derfor gik hun stille op til deres kollegium og vis de sad ved sofaerne ville hun ikke en eneste gang kigge om Roman var der, nej hun ville blot traske op af de meget lange udmattende trapper og...Hun gik let ned i knæ ved pigernes trapper og tog sig til panden, kunne hun mund ha feber?, det var jo tidligt om morgen hun var gået ud i næsten intet i iskold regn og ikke nok med det så var hun heller ikke helt påpassende med sit helbred.. Hun hostede stille og gik så op til sin seng og lagde sig der lidt og sukkede i det hun hostede igen, indtil nogle af hendes såkaldte "veninder" eller nærmere værelses kamarater kom indenfor og betragtede den syge Jade. De ignorede det lidt og fortalte hende ikke at der snart var aftensmad, men det kunne hun skam os være ligeglad med nu når hun følte sig så brændende varm som ville hun koge over vis hun ikke kom af noget af sit tøj, skønt det var tørt, så havde det vist alligevel fanget hende godt og grundigt..
Hun lå stille i sengen og gav så et suk fra sig mens hun tænkte på Roman og tegningen.. måske hun skulle gå ud og hente den igen, men ville det så ikke blot bevise overfor hende selv at hun ej kunne holde et løfte eller sit ord?.
Hun sukkede og blev blot læggende under dynen iført sit undertøj kun, på grund af den intense varme, dog ville hun ikke lægge halv nøgen foran andre vis der skulle komme nogen, det var jo et sted kun for piger, hvor drengene ikke ville kunne komme op uden at blive fanget i en besvægelse der ville ende med at vende dem på hovedet... med bene i vejret.
Hun hostede let igen og så på klokken og tænkte*Neeeeej... der snart aftens mad* timerne havde gået så hurtigt at hun ikke selv havde anet det, hvordan kunne det være gået så hurtigt.. hun ville ønske hun kunne skrue tiden tilbage så Roman aldrig havde set hende tænke så meget eller hun aldrig havde mødt ham.
Hun sank blidt noget vand ved hendes bord og satte sig så op i sengen og så lidt rundt, men lagde sig så blot igen, mens de andre piger gik ned og hviskede"Hun er selv uden om det, så kan hun blot lade vær med at være så meget udenfor, i næsten intet tøj, og så i regn vejr, tsk.. hun ligner et lig så hvid er hun.. haha!" de grinte let og fortsatte så ud af portrættet og gik så ned for at snakke med andre og sige det videre at Jade var syg og sprede andet sladre og gossip.
Jade sukkede stille og lukkede øjnene efter nogle sekunder og håbede blot på at falde i søvn, så hendes hoved heller ikke gjorde så ondt... han håbede hun skiftede mening.. hvilken idiot han var, så var han glad for at hun havde afvist ham.. typisk.. den første hun måske falder for viser sig at være et koldhjertet, ikke interesseret og meget spinkle høj fyr der afviser hende, og som ikke vil have hende nær sig... dette skulle nok skabe drama.. senere hen.

[Roman Valent]

Efter at have siddet et stykke tid, til hans ben sov, rejste han sig igen op, for at lunte ned mod spisesalen i et rolig næsten overdrevent langsomt tempo. På vejen ned til spisesalen hørte han nogle tøser hviske og tiske om en der var blevet syg. Han kiggede nærgående på pigerne, og fandt hurtigt ud af at de var fra samme overgang og kollegium. Han rynkede let brynene mens han fortsatte ned til spisesalen hvor han satte sig tæt ved pigerne, som ivrigt fortalte det videre til sjette års eleverne. Han fandt hurtigt ud af hvem der var den syge pige fra femte årgang. Jade. Han kunne ikke lade være med at blive en smugle bekymret, men han skubbede hurtigt tankerne væk mens han spiste i ro og mag, mens han blev ved med at skubbe sine tanker væk fra ham. Da han var færdig rejste han sig op, og strakte sig før han gik op mod opholdsrummet men stoppede op med en foruroligende tanke i hoved. Han prøvede forgæves at få den ud af hoved, men lige meget hvor meget han prøvede at skubbe Jade ud af hoved lykkes det ham ikke. Hvorfor fanden kunne hun ikke bare skride væk!
Han skar ansigt og trampede af sted – ikke sådan man kunne se at han direkte trampede af sted, men sådan forgik det inde i hans hoved, sammen med alle de andre tanker der kørte rundt i en sø af forvirrede tanker. Han pressede læberne sammen og valgte til sidst at give det et forsøg, ynkeligt – men vel for at finde hoved og hale i det hele. Han stod i mange ubeslutsomme minutter og kunne ikke bestemme sig for helt nøjagtigt hvad han skulle gøre så det ikke virkede alt for ynkeligt, som han stærkt frygtede det ville gøre. Hvis hun var syg ville det nærmeste selvfølgelig være at give hende blomster på rigtig muggler maner, men han kunne ikke komme op af trapperne, han ville ende med enten det ene eller andet, så det ville ikke give noget. Så kunne han prøve noget andet – men hvad? Sende hende blomster, åh ja, det kunne se ganske yndigt ud. Han lavede en grimasse og gik ind i opholdsrummet hvor han satte sig til at tænke over hvad han så kunne gøre, for at gøre noget, det ville han, men hvad?
Han lænede sig opgivende tilbage mens han stirrede op i loftet da en ide pludselig slog ned i ham som et lyn, og et smil bredte sig på hans læber, da han rettede sig op, og greb fat i sin tryllestav, for at slå et sving og udtale besværgelsen: ”Accio Jades tryllestav …”

[Jade Lenoir Clavel]

Med en hurtig bevægelse åbnede Jade sine øjne i det hendes tryllestav nærmest forsvandt ud af døren!? der stod på klem så hun nærmest rullede ud af sengen og faldt i det stykke dyne der lå halvt ud over kanten, og slaskede blidt på jorden foran hendes fødder så der måske kunne høres et bump og så et"Awwww....." hun tog sig let til det dårlige ben hun havde fået en rift i, eller hudafskrabning og gik så hurtigt hen af mod døren og sagde"Hey? kom her" hun sukkede og stoppede op ved døren og allerede her trak hun vejret helt udmattet og hun var kogende varm.. Lidt efter gik det også op for hende at aftens maden sikkert var nu, eftersom hun havde faldet hen i en slumren så hun slet ikke anede hvad der var nat eller morgen nu? dog besluttet hun sig for at løbe ned af trapperne yderst udmattet og med blid sved dog ej stinkende, piplende ned af hendes smukke ansigt, og lagde det hen i en blid glans, mens hun trak efter vejret som skulle hun dø, i det hun langsomt gik ned i knæ og så stille op og der stod han så, synderen der havde fået snuppet hendes tryllestav"R..Roman?" hun kiggede uforstående op mod ham og viste ingen tegn på følelser for ham eller noget, som om han skulle have den satisfaction af at vide hun havde et eller andet der stadig dulmede svagt inde i hende og styrrede alle hendes homoner op i et meget rødt hjørne til spring punktet"Gi... Gi mig min tryllestav" hun rejste sig vaklende op på bene og hun lignede skam et lig, med uglede hårfrisyre, samt meget slap var hun skam os, og det så skam ikke så godt ud for den tidligere meget selvsikre model ligene tøs der nu var nød til at holde fast til en mur for ikke at falde..
Hun betragtede Roman og pegede anklagende på ham og sagde"Gi mig den så" hun sagde det i en lidt legende men dog alvorlig tone der kunne tages som en, gir du mig den ikke så? ville der ske et eller andet hun ingen gang selv vidste af i nu?.

[Roman Valent]

Først stirrede han lamslået på Jade der lignede et omvandrende lig der havde været ude i regn eller noget der kunne minde om det, plus hår dagen bestemt ikke havde været god for hende. Han stod med hendes tryllestav i hånden og vidste ikke helt om han skulle give den til hende, eller se om han kunne lokke hende med ned på hospitalsfløjen, selvom hun ærligtalt ikke ville blive noget kønt syn.
Det endte med at han fandt sig selv stående foran hende, mens han lod en finger glide over hendes hår krans som var våd af sved, der gled i klare dråber ned over hendes lyse hud. Den anden hånd havde lukket sig i et fast greb om begge tryllestave så hun ikke ville kunne få fat på dem, med mindre hun var virkelig opsat på at kæmpe om den, men hvis hun ikke engang kunne holde sig selv oppe ville det nok ikke være den bedste ide. ”Burde du ikke tage ned på hospital fløjen?” Spurgte han lavt mens han lod fingeren glide fra panden ned på hendes kind, før han fjernede sin hånd, og bed sig let i læben før han gik væk fra hende og betragtede først vinduet uden et ord, hvor efter hans øjne igen faldt på Jade et kort øjeblik, men nok til at betragte hele hendes krop i en gliddene let bevægelse der endte med at han vendte om på hælen og gik hen til lænestolene som han lænede sig op af, mens han lod deres tryllestave glide igennem fingrende. Han lage hoved let på skrå, mens han betragtede pigen foran ham med endnu et kort blik for han lod et højlydt suk glide over læberne og han lage hoved let tilbage, lukkede kort øjne, for så at slå dem op, og kiggede op i loftet.
”Du vil ikke ned på hospitalsfløjen, eller er du bare ikke kommet ud af sengen?” Spurgte han op i loftet uden at flytte sit blik fra det mål hans øjne havde heftigt sig ved. Han kunne selv ikke finde ud af hvilke af disse to ting det kunne være, for det kunne lige meget være begge, men han frygtede lidt at det var den første, men hvorfor frygtede han det overhoved? Der var jo ingen der sagde han skulle være bekymret for hende, hun kunne vel tage vare på sig selv! Endnu et suk forlod hans læber, før han rejste hoved op, og kiggede på hende med et vagt smil over læberne. Det undrede ham at hun havde reageret så kraftig på deres nattet tur, eller hvilke del af det hun var blevet syg af, for det havde jo været lunt. Hun måtte enten have et dårligt immun forsvar, eller også – tjah – så var hun vel bare sådan.

[Jade Lenoir Clavel]

Hun vendte blikket lidt væk fra ham og sagde lettere stædigt"Nej hvorfor sku jeg, det går sikkert snart over, ligeså snart jeg får mig noget mad" hun ville ikke indrømme overfor Roman at hun faktisk havde det temmelig skidt, måske hun skulle have noget for at sætte feberen lidt ned, eftersom det var den der tog hårdest på hende?, dog da han berørte hendes hår rødmede hun let over kinderne så godt det nu kunne ses, og hun strøg langsomt sveden væk og tænkte*Jeg ser forfærdelig ud... og så lige overfor ham, men.. jeg har det så forfærdeligt* hun ville så gerne lægge ned, og vis hun ikke fik muligheden snart ville hun altså blot lægge sig ned på selveste gulvet, det var hun helt ligeglad med nu..
Hun så stædigt på Roman og hun talte yderst barnligt"Jeg kan ikke gåååååå.... - så langt" og med disse ord lagde hun sig direkte på gulvet med røven let i vejret, indtil hun gled langsomt ned og lignede en der var blevet kørt over?.
Hun lå bare der på gulvtæppet midt i opholdsstuen og lukkede så blidt øjnene uden at sige noget til Roman, dog efter noget tid fik hun da mumlet ud"Du bær mig så" hun kiggede stille op mod ham med dette uskyldige meget svage blik, som havde hun faktisk virkelig brug for at han bar hende. Hun smilede forsigtigt til ham mens hendes rødmen kunne tydeligt ses over de blege kinder, mens hun langsomt lagde sig mere til rette igen på tæppet og der gik ikke særlig lang tid før man ville kunne høre en lille slags snorken, dog ej helt som en, mere en pivende lyd, som nød hun virkelig at kunne få sovet.
Hun var blevet syg sikkert af alt det regn udnefor ved søen og samtidig os den dag ude i skoven havde skam heller ikke gjordt det ligefrem bedre for hende?.

[Roman Valent]

Han stirrede først lamslået på hende da hun lage sig ned, og rystede så let på hoved med et lille smil over læberne. ”Er du sikker du vil have mig til at løfte dig?” Han lage hoved let på skrå, mens han gik om på siden af hende så han kunne sætte sig på en sofa hvor han kunne sidde og betragtede hende, og tabe underkæben da hun begyndte at sove! Da hovedparten stadig var nede at spise, kunne han sikkert nå hen til hospitalsfløjen før der kom en helt masse ud på gangen, da Roman ikke ligefrem havde vildt meget lyst til at fremstå som en eller anden superhelt der rede supermodeller i nød. Han stønnede kort for sig selv, før han satte sig ned på knæ ved siden af Jade, og fik hende op i armene, før han fik sig på bene, og begyndte at gå mod hospitals fløjen. Det virkede underligt at gå rundt med en person der sov i armene med sveden drivende ned af kroppen som en anden – svamp? Han kom uset hen til hospitalsfløjen hvor de, eller han blev modtaget af en af sygeplejerskerne som ledte dem hen til en seng med forhæng for. Han stod og kiggede lidt ned af sig selv, før han trak forhænget for og kiggede lidt ned på Jade, før et lille smil gled over hans læber, før han lænede sig ind over hende, og placerede et let kys på hendes fugtige pande før han vendte om på hælen med et let smil på læberne. Han var ikke sikker på om hun havde mærket det, eller ikke, men det var heller ikke dét han ville med kysset, det var noget helt andet, som glæde ham vildt meget, men trods det glæde ham skubbede han det alligevel væk, om i baghoved, bange for at det ville give bagslag, og det ville han bestemt ikke have, for nu havde han jo lige fået en sejer, den han ville have. Han stillede sig op af et vindue, hvor han kunne kigge ned på skolens gård hvor der listede nogle elever rundt, mens hovedparten stadig begyndt sig i spisesalen sammen med lærerstablen. Det var på dette tidspunkt man havde mindst risiko for at blive opdaget, hvor man kunne lave mest ballade, selvom Roman aldrig selv havde benyttet sig af dette – ikke hvad han lige kunne huske. Han havde jo aldrig været den der løb rundt med alle mulige ’slemme’ typer. Han var jo den lille artige dreng ikke? Han fnyste kort ved tanken, mens han lage hoved tilbage, op af vindueskarmen og lukkede øjne.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade lå der til næste morgen hvor hun åbnede øjnene langsomt og hun var gennemsølet i sved, hun havde svedt sygdommen af sig, dog var hun svagelig kunne man se, da hun rejste sig op og endte med at falde til jorden som havde en taget fat i hende?. Denne her gang huskede hun tilbage på hvad der skete, hun havde set Roman men så heller ikke mere, hun huskede ikke mere.. Mund han havde båret hende her ned?, ej det måtte være hendes fantasi. Dog der gik ikke lang tid før hun tog sig sammen til at lede efter sin tryllestav og her slog det hende at en vis Roman havde taget den, der sprang pæren og hun råbte højt "ROMAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAN!" Hun sukkede og tog sig til hovedet og tænkte for sig selv at hun var temmelig belastende med den høje skingrende stemme. Hun fandt hurtigt ned til pigernes badeværelse og fik sig da os vasket, og fik iført sig nyt tøj, som var et par almindelige lidt slidte bukser, en hvid top og så hvid skjorte og så blåt hængende slips, i det hun langsomt begyndte at sætte af sted til at finde synderen der havde taget hendes elskede første tryllestav hun nogen sinde havde fået og ville eje i hele denne verden.
Da hun kom op af trapperne blev hun mødt af nogle undrende elever, og hun fik sig dog hurtigt mast forbi dem og skyndte sig ovn på og spurgte efter Roman vis han ikke var ovn på, ville hun altså blive ved med at lede efter ham indtil han ville dukke op og så ville den lang håret blondie altså uddele øretæver ved at pege og sige at han var en dum kylling og at han godt kunne give hende, hendes tryllestav tilbage ellers ville hun?... dog ville hun tøve med ordene denne gang og sukkede og så blot bede uskyldigt om sin tryllestav med et lille"Be beeeeee...?!"