One Week Back (i/Privat)

[Jade Lenoir Clavel]

Hun fulgte ham stille og følte sig lidt som en eller anden stille mus, en der blot fulgte efter ham for da ikke at sige noget, men hun fik et lille smil da han sagde det med at han nok godt måtte vælge noget andet vis han havde noget andet at lave end at tage på en tur i en yacht?.. Hun stoppede stille op ved hans side og så på hospitals fløjen og sagde"Aha? så den gang vi lige brugte førte altså her op" hun så lettere fornærmet på Roman og sagde børnefornærmet"Altså Roman, du gør mig svimmel og forvirret med alle de gange?" hun grinte let og gik så forbi ham og hen til et af de store skabe der stod i hjørnerne og ledte efter et eller andet hun kunne bruge som plaster, der var de helt hvide tynde plaster der lignede forbinding men skam ikke var det, og så var der de almindelige muggler plaster?. Hun tog et af de almindelige lidt sand farvede plaster og fandt så et spejl og påførte sig det på sin pande og mumlede lidt irriteret over at det sad fast på ens finger og klistrede her og der. Dog da hun endelig havde fået det på, vendte hun sin fokus mod Roman og gik så hen til ham og sagde"Jeg tænkte om du måske ville være interesseret i at tage på skitur oppe i de nordlige bjerge sammen med mig og min familie, via suse pulver, du kan altid tage hjem når du vil?, men måske sne ville interessere dig mere end en fin klasse tur med din far og hans venner?, samt" hun kom i tanke om ulvene og sagde"Samt! der os virkelig smuk natur og så der en ulve flok ikke så langt væk fra os, de ikke tamme men de er dog heller ikke ligefrem ondsindet?, måske det var noget, en af dem er helt sølv grå i pelsen næsten og er lidt større end de andre ulve jeg har set, han er vist alfa hannen? måske han kunne være noget for dig at tegne?" hun smilede sødt til ham og sagde"Vis du nu vil eller ide mindste tænker over dette - så her" hun gav ham adressen på hytten og navnet"Nu ved du hvor det lægger og vis du vil der hen skal du blot sige navnet højt, så skulle du skal nok kunne komme der hen, ellers kan du altid tage en kost vis du har det?, dog .. det er i muggler verden så du burde måske være lidt varsom vis du tog kost" hun grinte let og roede sig så flovt i håret og gik stille hen af gangen og tog blidt fat i Romans trøje da hun passegeret ham og sagde"Kom Roman så tager vi - de almindelige veje ud til" hun havde lidt hogsmead i tankerne? eller måske skovene bagved hvor de kunne gå lidt rundt og snakke i fred og ro, det lå jo ikke vildt langt væk fra Hogwarts.

[Roman Valent]

Han kiggede overrasket på hende da hun spurgte om han ville med hende på ferie i bjergene! Hans øjne var blevet en smugle større af bare overraskelse men de blev dog lidt efter normale igen da han let smilede og lage tænksomt hoved på skrå lidt tid, før han bippede hoved tilbage. Han tog tavst imod papiret mens ordne væltede ud af hende som et vandflad hvilke fik ham til at grine, men han afbrød hende ikke.”Det lyder hyggeligt og flot.” Han nikkede kort mens han pressede læberne sammen mens han overvejede hvad han skulle sige for det var ganske vidst et uimodståeligt tilbud, men måtte hun virkelig invitere ham med, og – de havde kendt hinanden, sådan for alvor i et par timer, mon ikke hun bare ville ende med at fortryde det? Sikkert, så sjov var han jo ikke med at hive med. Han tøvede i lang tid, før han endelig åbnede munden. ”Er du sikker på at du vil, og må?” Han alge hoved let på skrå og betragtede hende indgående mens han mest af alt ventede på en afvisning.
Han syntes det var lidt morsomt at Jade havde stået og brugt en million ord på at fortælle ham han skulle tage susepulver. Det vidste han da godt han skulle! Hans fra var jo troldmand og det var han jo i grunden selv, men han fandt det mest sødt at hun sagde det – det var vel bare af ren betænkelighed? Han lod en hånd glide igennem de blonde krøller mens han overvejede hvad faderen ville sige til det. Han ville sikkert bare være glad, for så slap han for at diskutere med sin søn om man ville med ud på den fandens yacht fordi den var på vand, og hans søn jo for alt i verden ikke vil ud på det skide vand.
Han fulgte tavst efter hende da hun begyndte at gå, ikke fordi han havde noget valg da hun greb fat i hans skjorte og trak ham med som en anden hund, men det gjorde ham nu heller ikke noget at hun styrede showet, så kunne han vade lidt rundt i sine egne tanker. Han havde ingen ide om hvor hun ville hen, men det betød vel ikke så meget, han fulgte bare efter som den lille hund, mens hun trak ham igennem skolen via de mere normale veje der førte ud af skolen. Det tog lang tid før de var ude syntes han, da de allerede gik forbi masser af smutveje der kunne gøre så de kom hurtigere der ned, men han lod være med at sige det, hvis hun blev svimmel skulle han ikke være synderen.
Da de var kommet udenfor stoppede han op, og kiggede på hende. ”Nå, hvor vil du så trække mig hen?” Han gav et lille smil fra sig mens han kiggede på skolens ude arealer der strakte sig foran dem, mens de selv stod et svalt sted, i skyggen af skolen. Eller det burde være svalt, men i sommervarmen var det sikkert kun skolen der kunne give kulde nok til at man ikke ville smelte, men hvem ved deres fulde fem ville være på skolen sådan en dag, hvor skolen kun minde em hårdt slid og slæb? ”Hvorfor er det egentligt du invitere mig med på din – familie tur?” Han fattede i det hele taget ikke hvad hun fandt så interessant ved ham. Det var ikke fordi han havde ondt af sig selv, men hallo, hun lignede jo en supermodel og så vade hun rundt med en snemand som ham som var pisse ligeglad med sit udseende, eller – sådan halvt – det var ikke noget han havde gået op i, hverken hjemme her, eller før.
Man kunne jo næsten sige han var det modsatte af Jade – det man ofte så som en nørd af den ene eller anden vej. Høj, ranglet og ikke yderligere køn – det mente han ikke selv, ikke hvis han skulle passe til modellerne der var i form af brunt pjusket hår, veltrænet krop og en kraftig stank af diverse parfumer omkring sig. Han gøs let ved tanken om det – ikke nogle specielt gode lugte – han kunne derimod godt lide lugten af natur. Åh – han blev da også håbløs! Han vendte blikket tilbage til Jade der muligvis havde trukket ham videre mod hendes mål, eller også var stoppet – eller noget helt andet?

[Jade Lenoir Clavel]

Mens hun trak Roman med sig sukkede hun inde i sig selv yderst tydeligt, dog ikke så længe Roman ej kunne se hendes ansigts udtryk der var malet af ren flovhed, eftersom han sikkert ville sige nej til hendes tilbud, hun havde kun kendt ham i få timer, og det føltes allerede som om hun havde kendt ham i flere måneder, dog havde hun os set ham her og der, men han havde aldrig snakket eller lagt mærke til hende, han var vel en af de få fyre der ikke havde lagt mærke til en høj fransk meget modelsk tøs gående rundt i mængden af muggler og fuldblods, nu da hun var halvblods stod hun altid på en skilde vej?. Hun nikkede bestemt og sagde"Ja self må jeg da tage en med, altså mine forældre ville nok regne med det ville ha været en veninde i stedet for ven men hva pokker, altså du velkommen og mine forældre er meget venlig sindet" hun stod faktisk ved dette spørgsmål nu, var Roman mund fuldblods troldmand egenlig?.
Hun stoppede dog let op da hun mærkede den højde Roman stoppe ligeså op, der stod de så, og hun vendte sig let mod ham, med sine syre grønne øjne rettet mod hans mere eller mindre mørke øjne hun ikke helt kunne bestemme farven ved. Dog var hun helt klart hooked i den farve de havde, meget unik farve hvilket gjorde det svært for hende at bestemme om hun mund skulle blive ved med at stirre eller blot lade det lægge ? med hva for en farve de var tættest på? af normale farver. Hun smilede forsigtigt og sagde"det ved jeg faktisk ikke, dog ville jeg blot være sikker på du ikke endte med at tage en smutvej heh, jeg kender slet ikke nogle af dem jo?, og de temmelig forvirrende fordi du aner ikke hvor du er henne af i gangene?".
Hun stod der lidt og kiggede rundt indtil hun hørte Romans ord og lod et blik glid med tungen komme over hendes læber, i det hun stille sagde"Fordi du speciel, og jeg tænkte at jeg gerne vil lære dig bedre at kende" hun sagde dog ikke yderligere noget til dette her. Men pegede så forsigtigt mod skoven og sagde"Ville du med i den forbudte skov eller er det ikke rigtig noget for dig?, altså den kan umulig være særlig skræmmende her midt på dagen?, det jo ikke som om der planter der inde der angriber og æder en?... vel" hun grinte let og begyndte så, så småt at trippe hen af stigen mens hun nynnede let for sig selv og håbede ikke der ville opstå visse komplikationer mellem dem, og så håbede hun skam også at støde på Roman i sin sommerferie"Forresten vis du nu kommer, så har vi et gæsteværelse" hun grinte let og smilede i det hun vendte sig om og stoppede så lidt op og vendte sig mod Roman og hun anede ikke hvorfor men hun havde virkelig lyst til at løbe omkap mod skoven og fordi hun var pige og meget mere lav benet end Roman gik hun hen til ham og stillede sig smilende og nuttet foran ham, i det hun blidt prikkede til ham så det næsten ikke kunne mærkes og sagde så de gyldne ord" Du er den!" hun vendte sig så hurtigt om, så hendes hår drejede med hende og flagrede bagved hende mens skjorten flagrede ligeså i sit tynde hvide stof, mens hun løb alt hvad hun kunne mod skoven der var et stykke langt væk fra dem, så det handlede både om udholdenhed og hurtighed.

[Roman Valent]

Speciel – sikkert. Han brugte lidt tid på at spekulere på om det var af den ene eller anden grund, men valgte så at ignorer lige den del, og så undre sig over det næste, før hun spurgte om den forbudte skov var noget for ham. ”Nej da, det er jo ikke derfor den hedder den forbudte skov.” Svarede han ironisk. Han måtte virkelig holde fast i vognen da hun igen skiftede emne fra skolen til ferien. ”Eh – jo tak.” han var ikke van til at emneskiftende gik så hurtig så han måtte holde tungen lige i munden for at følge med hende.
Først anede han ikke hvad hun havde i tankerne – når hun sådan stillede sig op foran ham med sit nuttet udseende, manglede kun en lille rund hale og lange øre, før hun kunne ligne en kanin. ’Du er den’?! jamen til hvad?! Igen var han langsom i optrækkeren da hun snurrede rundt så hendes hår lavede en fin vifte i solen før hun løb alt hvad hun kunne hen mod skoven. Løbe! Den var han skam med på! Noget han da kunne. Han fulgte efter hende med sine lange næsten flyvende skridt der førte ham hurtigt af sted mens han løb i en lige hage efter hende til han var nogle meter fra hende, før han løb en smugle ud til siden, for ikke at træde hende i hælene da han løb ind på siden efter nogle minutters løb, og slog armen omkring hende of løftede hende over jorden så hendes ben kunne sprælle lidt u luften, mens han standsede og satte hende ned. ”Taget.” Han slap hende og gav hende et kort grin før han selv snurrede rundt og satte kursen mod skoven med hans lange ben hen over stok og sten mens han uden problemer sprang over diverse forhindringer i form af kapper og tæpper, og flere gange ben på de elever der nød solen. Gud hvor han dog nød dette skønne vejr! Eller måske var det bare fordi han måtte løbe? Der var jo ingen der normalt forbød ham at løbe, men han løb bare normalt aldrig inde på gangene. Underligt, men sådan var det. Første års eleverne ville nok også blive skræmt hvis der kom sådan en to meter høj hvid kæmpe trampende ned af gangen med sine kæmpe fodsåler.
Han stoppede op ude ved udkanten af den forbudte skov mens han trak vejret dybt for at få styr på sit hektiske hjerte der hamrede af sted inde i brystet på ham af den måske ikke så lange, men hurtige løbetur væk fra Jade som han nu ventede på, mens han fik pusten og gemt sig væk i skyggerne så solen ikke fik ham til at ligne en skoldet kraps. Det var ikke ligefrem hvad der stod øverst på hans liste over ting han havde lyst til. Han kom pludselig i tanke om han sikkert måtte sende en ugle hjem, for at høre om han kunne tage med denne model til de nordiske bjerge, hvor han sikkert ville passe godt ind, med det lyse hår og øjne, men han evnede bestemt ikke at sige et ord på deres broget kroget kartoffel sprog.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade smilede over hele ansigtet da hun skam hørte at han satte i løb bagved hende et stykke fra hende og grunden til hun havde tyve startet var altså hans højde, en med den højde kunne tage over 2 skridt af det hun jo tog næsten?, hans ben var jo lange og hans krop ligeså, han ville hurtigt indhente hende og da hun var nået halv vejs der kom han skam os direkte og snuppede hende op fra stien og hun kunne ikke lade vær med at grine højt, hun var overhovedet ikke bange og mærkede os hvordan han slap hende blidt igen da han stoppede med at løbe. Hun smilede blot til ham over de rosa pinke læber og hun strøg let sin tunge over dem for at fugte dem yderligere da han var løbet indtil hun gik ned i knæ og nærmest gispede efter vejret mens hendes ben var spredt mere eller mindre til siderne bagved hende... mens hun lod armene være presset foran hende for at hun ikke faldt direkte ned på jorden"O..m..g han kan løbe - hurtigt" med disse ord rejste hun sig vaklende op og satte så afsted igen, med håret flyvende bagved hende som var det levende, mens hun holdte tungen lige i munden og armene fulgte hendes bens takt, mens hun tog så lange skridt hun kunne, som sprang hun nærmest som en gaselle. Dette her skulle nok blive sjovt og få minutter efter ville hun ende med at stå ved Romans side gispende.. efter vejret mens hendes hjerte ville kunne høres næsten, så meget bankede det i hendes bryst, hvilket ej var så mærkeligt, det var jo lige før hun var faldet om af udmattelse før, men hun gav skam ikke op, hun ville nå hen til Roman på næsten samme tid som han ville nå skoven dog skulle hun gå uden om folk og ej hoppe overdem, som han havde gjordt?, det var jo helt sindsygt"Ahhh sorri!" hun skyndte sig hurtigt at drejede om sig selv for at undgå at crashe ind i en elev i alt sin løben og kom da endelig ned til Roman og kastet sig så til jorden og sagde"ENDELIG!" der lå hun så og nærmest gispede med en blid stemme, ånden kunne høres, komme ind og ud - ind og ud, mens hendes hjerte sad oppe i hendes hals hvor hun næsten ikke kunne få luft fra alt dens banken*hvorfor - er det så svært at trække vejret* hun så ud til at svede lidt dog var dette af ren udmattelse og stønnen efter at få vejret, som var hun et skudt dådyr? der lå foran ham, helt udmattet og klar til at dø.
Hun fik sig dog langsomt hevet op og betragtede Roman og sagde"Hvor, kan du dog løbe, det helt vildt?.." De syre grønne øjne så forbløffet på ham og allerede her kunne man se hvordan hun lyste op over at ha løbet om kap mod ham"Du vandt" hun grinte let og fik sig vaklende rejst op igen dog denne gang stadig stønnende efter vejret og så stille mod den forbudte skov og stillede sig op af et træ tæt på hende"Så.. angående skoven - tør du gå der ind?" hun ville lade stilheden tage lidt over og se om Roman måske spurgte ind til noget i ny og næ, eftersom hun altid knævret kunne hun kun forstille sig at han ville nyde den ekstra stilhed hun ville give ham og sig selv i denne skov når de da endelig ville gå der ind, hvilket hun så småt gjorde efter få 5-10 min efter at ha fået vejret og kommet til kræfter.

[Roman Valent]

Han kiggede først bekymret på hende, men det blev dog langsomt ændret til et lille smil, mens han nikkede. ”Lad os bare fortsætte.” han vendte sig om for at sætte kursen mod skoven, men stoppede før han kom for langt, og ventede på at Jade skulle få pustet ud før de gik ind i skoven. ”Hvorfor skulle jeg ikke ture gå ind i skoven?” Han hævede et øjenbryn. ”Er det nu fordi jeg ikke ligner en model eller?” Han prøvede af bedste evne at lyde fornærmet Han fnyste kunstigt og rettede blikket frem. ”Jamen så kan jeg skuffe dig og sige at det er jeg ikke.” Han fortsatte tavst videre ind i skoven før han lod et smil glide over hans læber mens han kiggede på hende. ”Ej – jeg bruger faktisk en del tid her inde – det er et godt sted at tegne.” Glattede han lidt ud og gav hende endnu et smil. ”Eller en del tid er vel så meget sagt …” Rasten af sætningen lod han hænge usagt i luften mens han fortsatte igennem den mørke skovbund der let knaste sprødt under deres fødder mens de gik igennem den let dystre og kølige skov. Det var egentligt underligt, at selvom det var høj sommer og solen skinnede ned og lod ikke mange steder ligge i skygge, så forblev den forbudte skov mørk og kølig. Om det bare var noget han bildte sig ind vidste han ikke, men det kunne da godt være ikke? Han var ikke sikker.
”Jade …” Startede han ud, men vidste ikke på hvilke måde han skulle fuldføre sætningen på, hvilke fik ham til at gå letter i panik, men han fik på en eller anden måde redet sig i land, eller det håbede han, ved at ændre sit spørgsmål fra før til et; ”Hvorfor vil i lige på skitur om sommeren? Ligger man ikke på stranden og solbader?” Han havde aldrig selv erfaret denne meget kendte sommer aktivitet da han jo holdt sig langt væk fra vand, og aktiviteten jo gik ud på at bade. Tanken fik det til at løbe ham koldt ned af skulderen mens han fortsatte med at gå videre før han stoppede op, og kiggede på hende. ”Plejer sådan nogle ture …” han begyndte at lave et eller andet med fingrende der gerne skulle illustrer en tur i de nordiske bjerge. ”… Plejer den ikke være sammen med familien? Altså noget man gør i …” Endnu nogle små håndfakter der skulle illustrer ’familiens skød’ kom fra ham. ”…i familiens skød – ligesom jul og … ja, you know it.” Han mente snart at han havde trådt nok i spinaten om sin egen uvidenhed omkring familie ting at det vist var på tide for ham at holde sin kæft. Så det gjorde han, og gik tavst, og nedstirrede jorden mens han lyttede til deres omgivelser og håbede Jade vidste hvor de var – ellers var de på spanden, men han sagde ikke et ord om det. Hvorfor han endnu ikke gjorde det, vidste han ikke.
Efter hvad der havde virket som en uendelighed stoppede han op og kiggede på Jade. ”Vi burde vænne tilbage.” Mumlede han så mens han kiggede på deres omgivelser der bestod af skov skov og atter skov. Et lidt uhyggeligt syn faktisk – men han tænkte ikke videre over det. Det burde han måske have gjort, og fundet ud af at de skulle have vendt snuden hjem noget før, men nej, han havde smit alt sin lid til at Jade kunne finde hjem over på hende.

[Jade Lenoir Clavel]

Hun så let op mod ham med et blik der kunne tydeligt tydes som et 'hva?' siden han spillede fornærmet og hun havde ikke rigtig opfanget det før han sagde det med model, dog tænkte hun yderligere over det med model, hvorfor var det egenlig kommet på banen i første omgang, det fattede hun ikke lige helt, var det mund fordi hun lignede lidt en model, ej det måtte det ikke være dog.. der kom et blidt grin ud mellem de fyldige rosa pinke læber, der let adskilte sig for at grinet kunne smooth komme ud og sprede sig i luften mellem dem som en sød melodi. " Ej øv jeg troede ellers du var en model" hun blinkede sødt til ham og dette var ej ment som en fornærmelse eller at han ikke var smuk nok til at være model skam, dette var blot ment som drilleri af en mild slags, drilleri som venner gjorde ved hinanden, men hun forstod skam godt hvad han havde ment med den sidste sætning - så kan jeg skuffe dig og sige at det er jeg ikke - dog var hun faktisk for det skulle være helt ærligt i denne samtale, bange for at være inde i den forbudte skov, hun gjorde aldrig noget - forbudt. Dette var første gang hun havde set skovens mørke bund, dens krugede høje træer, med de meget mørke grønne blade, og en atmosfære som ved en kirkegård?.
Langsomt stoppede hun op efter at ha svaret på familie spørgsmålet"Min familie er meget åben, så venner og bekendte er altid tilladt" hun smilede forsigtigt fra sig og vendte let hovedet over skuldre og hørte en lille knæk lyd, langsomt trådte hun hurtigt hen af mod Roman og sagde"Ro...Roman.. skal vi ikke til at vende om?"
hun betragtede ham og endnu en lyd som en knurren kunne næsten høres, og selv om hun kendte vejen så var det derfra lyden kom, hun trak langsomt sin tryllestav som sad i siden af hendes hylster til den, og rettet det mod lyden og hviskede så noget, i det jorden nær lyden med et ovnlig brag sprang i luften, og da jorden sprang op som var der landet en bombe, greb hun hurtigt fat om Romans håndled og sagde i det hun satte i løb til venstre, som var slet ikke ud af skoven område"LØB!"
- Hun løb så hurtigt hun kunne med Roman trukket med sig, vis da ikke han løb hurtigere, vis han løb hurtigere ville hun slippe ham netop for at han ikke skulle sakke bagud blot på grund af hende. Hun ville ikke have der skete hendes ven noget og så var der det med han før havde sagt hendes navn for første gang.. hvad havde han villet spørge hende om?.
Disse spørgsmål lå og gemte sig i hendes tanker, men tiden var ej til at kunne spørge løs, der var noget der havde set dem og som ikke ville lade dem finde tilbage til hogwarts, det var en go ide at hun havde taget sin tryllestav med sig, dog var hun virkelig bange for hvad der ville ske med dem senere hen, nå det ville blive aften? ville de ende med at skulle overnatte i skoven måske..
Efter et stykke tids løbe havde hun håbet de endelig var kommet væk fra knurren og det der ville have dem som middag og derefter så hun på Roman og følte sig så skamfuld, dette her var hendes skyld, det var hendes ide at de gik ind i skoven i første omgang, det var hendes skyld vis der skete Roman noget.. "u..ungskyld, det hele er min skyld, jeg skulle aldrig ha trukket dig med ind i skoven i første omgang"

[Roman Valent]

De små lyde Jade havde bemærket var for Roman selv blot – skovlyde, og havde ikke rigtig bemærket dem før Jade spurgte om de skulle vende om for at komme tilbage til slottet. ”Fint med mig.” Svarede han neutralt og fattede ikke hvorfor hun pludselig lød så utryk, de var jo i en skov så det var da normalt at en gren knækkede hist og her, dog fór han forskrækket sammen da han hørte lyden af et knurrende væsen der klart gav det til kende at de bestemt ikke var velset i skoven. Hans stakkels hjerte der ellers syntes allerede at have fået en god hoppe tur var lige ved at hoppe ud af halsen på ham, da jorden foran dem eksploderede mens han selv greb sin tryllestav, hvilke gjorde at han var ved at tage dem. Et hårdt ryk i armen fortalte ham at nu skulle han løbe, så det gjorde han, efter Jade med det lange hår piskende efter sig i den tykke hestehale mens de trampede igennem skoven som et par forvirrede lam. Han afpassede sine skridt efter Jade’s og trods det ikke ligefrem var nemt for ham, blev han på siden af hende, og forsøgte omhyggeligt ikke at vælte over noget trods det ikke ligefrem var nemt da træerne stod tætter og tætter jo længere ind de kom ind.
Da hun stoppede op var han ved at løbe ind i hende da han ikke havde troede hun ville stoppe så brat eller hurtigt! ”Lumos.” Hviskede han, så et svagt lysskær kom fra hans tryllestav selvom det måske ikke var det bedste at gøre, da det vel mest af alt virkede som et neon skilt hvorpå der stod HER ER JEG! Med store blinkende bogstaver så alle væsnerne i skoven kunne se hvor de var. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over hendes undskyldning, trods det ikke var specielt sjovt. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svare, så han valgte at trække på skulderen mens han prøvede at se noget uden for lysets radius men det var ikke ligefrem nemt, så han droppede lyset med et næsten lydløst ”nox.” Så skiltet forsvandt og de begge var indhyllet i mørke. Han kiggede ned på Jades syregrønne øjne der næsten virkede som om de oplyste hendes ansigt, selvom det sikkert blot var noget han havde bildt sig selv ind. ”Man får ikke det sjov man ikke selv laver.” Valgte han til sidst at svare, mens han prøvede at hitte hoved og hale i hvor de stod.
Folk ville sikkert mene at han havde en underlig tankegang ved at være fanget i den forbudte skov, og så mene at det var sjovt, men han havde altid sagt til sit forsvar at han havde en forskruet hjerne, og kunne ikke gøre for sine tanker. Det lykkes ham ikke at finde hverken ud eller ind hvor de stod, hun havde ført dem væk fra alle tegn på sti eller vej, og trods han nogle gange befandt sig i skoven, løb han ikke hovedkulds rundt som en jagtet hjort. ”Eh – du ved ikke tilfældigvis hvor vi er?” Han forventede at høre et nej, da chancerne ikke var store, og hun bestemt ikke lignede en der kendte deres omgivelser – lige så lidt som han selv. Pis.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade sank let ned i knæ og lod blidt fingerne ramme skov bunden foran sig mens hun langsomt mærkede en enkel tåre glide ned af hendes kind, da hun havde hørt knurren, hun var ikke så god til besværgelser?, måske en ild besværgelse kunne holde den væk men hun var skam slet ikke sikker, selv om hun plejede at sidde i flere timer på biblioteket og studere besværgelser så var det virkelig liv når man brugte dem, slet ikke som i en bog, hun skulle ha øvet dem?. Hun huskede blot lyden af fodtrin der gik mod bunden af skov muldens jord, nær dem, den kurren der kunne høres og så da hun havde set de gule øjne havde hun reageret hurtigere end hun nogen sinde før havde gjort, men det var nok os på grund af Roman var med hende at hun havde reageret så hurtigt?, måske fordi hun ville beskytte ham og ikke havde der skete ham noget, det var nok derfor hun havde gjort dette.
Hun rejste sig langsomt op og så på Roman og mærkede den saltede tåre på sin kind og skulle så til at stryge den væk, mens hendes nu blanke syre grønne øjne så rundt og hun sagde hviskende"Lumos" hun lod det dog være en mere eller mindre form for lysbesværgelse så de ej ville blive set så let, de kunne jo ikke gå i blinde?. Hun kiggede stille rundt, de var kommet et godt stykke ind i skoven og var klokken allerede så meget, at det var så småt ved at blive sent hen på aften?. Hun kunne næppe tro det, men måske det var sådan?. Hun lod blidt sit blik lægge på Roman og sagde"vis blot min bombardio besværgelse havde virket ovnlig, så ville jeg måske ha kunnet lave en større en og så ville det ha skræmt hvad end det var der så mod os, væk." hun sukkede stille og kiggede rundt og sagde"Jeg aner ingen gang hvor vi er" hun vendte let ryggen til Roman af skam og lagde ikke mærke til at vejret langsomt forandret sig og der blev mørkere og mørkere som natten nærmede sig"Vi så langt inde i skoven nu at der kan ske så mange ting?" hun kiggede forsigtigt rundt og begyndte så småt at gå frem af mens hun kiggede lidt til siderne for at se om hun kunne finde vej væk her fra, dog.. sørgede hun for at de ikke kom yderligere mere ind i skoven end de allerede var!.
Hun satte sig stille ned efter noget tid og lod det lange hår endelig blive fri fra den sorte elastik hun tog ud af det, hvor hun begyndte at rode let i sit hår så det lagde sig lidt uglet men smukt ned af hendes skuldre og ryg så godt det nu kunne når hun sad op af et træs stamme. Hun lod de syre grønne se sig omkring, på de krogede træer der rækkede mod himlen der så småt var blevet mere lyserød i det, kunne man skimte mellem bladenes små huller, og vinden blæste mellem træernes stammer, og kærtegnede en i sit nærvær.
Hun sad stille og prøvede at tænke på en besvægelse, et eller andet der måske kunne få dem hjem, men det ville være for farligt at prøve at slippe ud af skoven i nattens dulmende timer"Jeg tror vi bliver nød til at overnatte her, eller ide mindste vente indtil det bliver nær morgen tiderne igen.. det vil være alt for farligt at gå rundt om natten ude at vide hvor vi er, selv vis vi havde noget der viste os vej ville det være for farligt.."

[Roman Valent]

Det var ikke svært at høre hvor håbløs hun lød da hun begyndte at snakke om sin besværgelse der efter hendes mening var mislykkes. At give hende nogle trøstende ord ville nok ligge øverst på listen ved de fleste mennesker der ville trøste hende – men Roman vidste hvor elendig han ville være til at gøre dette – så han droppede det, da det alligevel ikke ville gavne nogle af dem. Det undrede ham ikke at hun ikke vidste hvor de var, og han fandt det heller ikke nødvendigt at hun skulle sige at de var så langt inde i skoven at der kunne ske mange ting omkring dem, eller med dem, men han sagde ikke noget højt, men blev blot ved hendes side, mens hun førte af sted med en svagt oplyst tryllestav. Han nærstuderede hendes ansigt, som skinnede svagt af nogle svage striber der var dannet på hendes kinder. Havde hun grædt? Han slog blikket ned igen, for at holde øje med hvor han gik.
Han stoppede brat op da hun pludselig satte sig ned, og løsnede håret i sin hestehale for at ruske let op i det, for at det fik et lidt spookie look, men det så utrolig nuttet ud til hende – hvorfor helt vidste han ikke – måske fordi det lidt ødelagde hendes perfekte ydre så det blev mere løst og afslappet. Han satte sig hen ved siden af hende, på hug, og betragtede hendes ansigt i stilhed. ”Gør det noget?” Han lage hoved let på skrå, og kiggede på hende, mens han let fjernede noget af hendes hår væk fra ansigtet. Efter lidt tid, lod han sig glide ned på bagdelen og betragtede hende tavst.”Skulle der være noget problem i det? Vi er jo to, så du kan bare sove – så skal jeg nok holde vagt – eller hvad det nu er der bekymre dig – jeg sover alligevel så elendigt om aften.” Han smilede tørt for sig selv, mens han stirrede ud i mørket.
//Klappen smuttede igen >.<’//

[Jade Lenoir Clavel]

Hun lod blidt hovedet let ranke sig i mens hendes syre grønne øjne lagde et blidt blik på hans ansigt, og hun følte sig allerede som en belastning til ham, dog da han strøg håret væk fra hendes ansigt, kunne hun ikke lade vær med at ånde lettet op og føle sig mere eller mindre velsignet over hans berøring for en stund, det føltes som om han sagde alt var okay igennem dette blide strøg, igennem denne tiltrækning han lavede mellem dem ved at gøre, så lille en ting?. Hun nikkede forsigtigt fordi det gjorde skam noget, det var hendes mening til dette store hulomhaj" Det gør noget i mine øjne" hun vendte let siden til ham og lod blikket glide stille rundt på skygger og andet mens hun gøs let over denne mørke følelse der spredte sig i hendes spinkle krop, hun kunne langsomt mærke hendes sanity ikke ville gøre som hun ville, og at hun begyndte så småt at tro der var noget der holdte øje med dem selv om der egenlig ikke var det lige i øjeblikket."Jeg kan ikke lide mørke" hun sukkede let fra struben af og så på sin tryllestav i det hun lagde sig mod skovens bund og hviskede blidt"Nox" Langsomt gik det lille fine lys ud fra hendes tryllestav og der lå hun så, stille og roligt, trak vejret med langsomme tag og prøvede at holde hjertet på rette sted mens hun stadig tænkte på hvad de mund kunne bruge, hun kendte en besværgelse der hed stik nord, man skulle lægge tryllestaven i sin håndflade og så sige stik nord men den var ikke så øvet og hun anede heller ikke hvor henne af Hogwarts lå? om det var mod nord eller syd, måske øst eller vest? ja der var mange muligheder, uendelig muligheder måske, det kunne jo lægge i hvilken som helst retning og der var intet hun kunne gøre uanset hvor meget hun prøvede.
Hun lod sig dog langsomt sætte sig op og betragtede skikkelsen af Roman der så høj og rank ud, han virkede meget modig i det, mund han slet ikke var bange?, den følelse han udsendte fik hende til at føle sig tryg hvilket også var grunden til hun langsomt ryggede mod ham og lagde sig blidt op af ham, mens øjenlågene af hendes lukkede sig langsomt i og hun blidt lod de fine klaver tynde finger, glide ind i hans trøjes stof hvor hun så forsvandt hen til drømme lang stadig med den ene hånd klamrende om hendes tryllestav som om at vis der skulle ske noget ville hun være klar, om drømme land så havde taget hende på en rejse væk fra dette så var hun ide mindste klar til at forsvar Roman.
Mens hun lå op af ham syntes tiden at gå hurtigere, skønt hun ej kunne sove helt, det var som det man kaldte ræve søvn? et ben i hver side, i drømmen og i virkeligheden?. Hun håbede dog at Roman ikke ville hade hende for at prøve at dulme sine tanker og stærke hoved dunken ved at prøve at få lidt søvn...
Dog ville hun vågne inden morgen stod på eller os vis der ville ske noget uventet...
"Tak... Roman" hun smilede blidt fra sig og fortsatte med at trække vejret langsomt og halv lytte til naturens blide rusken i træernes kronede toppe, mens alt syntes at virke som en drøm og at hun heller ikke kunne holde sine ord tilbage, som talte hun med ham i sin drøm og ej i virkeligheden...

[Roman Valent]

Han kiggede lidt på hende, da hun efter lidt lå med ryggen mod ham, og lod sine fingre glide ind i uniformens stod. Han smilede kort, før han vendte blikket ud mod skoven og stirrede tomt ud i luften, mens han satte sig til at overveje hvad han i de næste timer skulle fylde sit hoved med. Der var så mange ting der var muligheder – mange … mange … virkelig mange. Det fremkaldte endnu et smil på hans læber, før han lænede sig let tilbage mod en træstammes ro overflade og lukkede øjne mens han lyttede. Han skulle skam nok blive en effektiv vagt hund, tænkte han tørt mens han åbnede øjne og lage hoved let på skrå. En vagt hund med tankerne alle andre steder end hvor den skulle være, ja den var effektiv. Han vendte lidt efter tilbage til Jade, og lod let sine fingre glide ind i hendes hår, hvor de greb fat i en af hendes hårlokker og lod den tænksomt glide mellem fingrende, mens han omhyggeligt passede på ikke at rive hende i håret, så hun ville vågne – hvis hun da sov, eller hvad hun gjorde.
Det var efter hans mening underligt at befinde sig i den forbudte skov om natten – meget muligt fordi han aldrig havde gjort det før, og fordi at den nu en gang hed den forbudte skov, og alligevel sad de der, et eller andet sted, som de ikke vidste hvor var henne. Han håbede inderligt der ikke var nogle botaniske klamme planter, i bare nogle som helst form, han hade de levende planter – lige dér fortrak han virkelig de menneskelige planter, som bare voksede og døde, og ikke altid ville en til livs.
Et lod langsomt luften slippe ud mellem læberne i et lille fløjt, der var svagt, næsten uhørligt men langvarigt. Han lod til sidst lokken forlade hans fingre, før han lænede sig tilbage, lage hoved tilbage og lukkede langsomt øjne mens han sukkede og stirrede så op i den mørke himmel, eller mørke trækrone – han kunne alligevel ikke rigtig se forskel på grund af mørket omkring dem, der virkede altopslugende. Han fandt det utrolig forvirrende at have hendes hånd viklet ind i hans tøj, så da han håbede hun sov, hvilke han følte sig sikker på at hun gjorde, da han hørte hendes bløde rolige åndedræt der virkede meget afslappet, viklede han let hendes fingre ud af skjortens stof, og sad så lidt med hendes hånd, og vidste ikke hvad i guds navn han skulle gøre med den, for skulle han så sidde og holde hende i hånden hele natten! Det var ikke fordi han ikke ville, men allerede at hun lå limet op til hans krop var mere end nok for ham, som aldrig havde haft tætter kontakt med nogle kvindelige væsner. Han skar kort ansigt, før han til sidst lage hendes hånd på hendes hofte og håbede virkelig hun sov, for ellers frygtede han at han var på spanden – i den grad!
Han flyttede let på sig, for at flytte lidt væk fra hende, så han selv kunne slappe af i kroppen, men ikke mere end hvis hun vendte sig om, ville hun igen sidde klinet op af hans krop. Han vidste ikke om det var afvisende det han lavede, og om hun var vågen eller hvad alt i alt det hele var, men han prøvede ihærdigt at skubbe tankerne væk, mens han prøvede at lege en god vagthund, som allerede i første forsøg kiksede totalt, da hans øjne kun var rettet mod hendes hånd, som knugede om hendes tryllestav. Som om han ikke mente han havde rørt hende nok, rakte han alligevel hånden ind over hende og lirkede forsigtig hendes stav ud af hænderne på hende. Hvis hun ikke greb ud efter hans hånd, ville han trække den helt ud af hendes hånd, skille hendes fingre let, før han igen ville lade den glide ind mellem fingrene, men denne gang med hendes hånd som en bro over den, så hun ikke holdt så krampagtigt fast i den, men stadig nemt kunne få fat på den.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade følte ej de ting som Roman han gjorde i ny og næ, som at berør hendes hånd, eller det faktum at han rykkede længere væk fra hende, skønt hun ikke havde ment noget ondt ved at sidde så tæt på ham, hun var blot bange for mørket der næsten opslugte dem, og derfor havde hun taget fat i hans uniforms stof, for at være sikker på han ikke forlod hende lige pludselig. Hun havde slemme mareridt med mørke både i det virkelig liv men os i det drømmelige. Derfor vis hun havde vidst at Roman havde trukket sig væk fra hende, ville hun nok ha holdt sig vågen og ej været faldet i søvn. Indtil videre var hun stadig dvalende i sig selv men der gik ikke lang tid før hun mærkede ham berør hendes hånd hvor tryllestaven var, og i det han rørte. HAPS.
Der havde hun taget fat i hans håndled med den anden hånd og så ham nu direkte i øjnene med hendes syre grønne øjne, der kunne ligne et rovdyrs øjne. Hun betragtede ham undrende, med dette udtryk over ansigtet ' why? ' . Hendes læber var let adskilte og hendes åndedræt temmelig hurtigt af en der lige var vågnet, som havde hun løbet lidt, eller fået et kæmpe chok. Hun knugede sin anden hånd let om tryllestaven og så på Roman noget tid og opdagede den afstand der var mellem dem, i det hun langsomt rejste sig op og så ned på ham uden at sige et ord, i det hun vendte sig om med et hviskende"Lumos".
Det var sådan et tidspunkt som nu man ej kunne regne med om han var en ven eller en fjende?, hvorfor ville han tage ud efter hendes tryllestav i første omgang, hvad ville han have gjort, og hvorfor var han rykket så langt væk fra hende, han regnede vel ikke med hun gjorde det for at komme tættere på ham eller lægge an på HAM!?..
Ej sådan kunne han ikke tænke, men han var da dårlig til at holde vagt, han skulle ha holdt øje med alt andet ned hende og hendes tryllestav. Langsomt fandt hun sin elastik frem og satte håret op i en stram hestehale og kiggede ikke en eneste gang bagud mod Roman, hun følte sig lidt forrådt inden i. Hun så på sin tryllestav og mumlede lidt, i det hun gik hen nær noget der kunne ligne lidt et slags hul i træerne hvor månens lys kunne slippe igennem, så man kunne se noget. Hun stillede sig i det og hviskede"Nox" i det hun kiggede på sin tryllestav og grunden til hun stod netop her var fordi hun ikke ville spørge Roman om hjælp efter dette, hun følte sig led over at lave så stor en afstand til ham, men han skulle nødig ha misforstået hende, og de signaler hun gav fra sig, derfor holdte hun dette på et ej venneligt plan men et bekendtskabs plan.
"Stik nord" med disse ord og sin tryllestav læggende flad i hendes håndflade, begyndte tryllestaven så småt at bevæge sig indtil den stoppede og pegede mod en bestemt retning, så skulle hun blot huske hvilken retning Hogwarts lå i, frem for mod nord. Tyggende på spørgsmålet så hun ned på tryllestaven og begyndte så langsomt at kigge sig omkring og tog den så op i hånden igen og sagde"Lumos" mens hun nærmede sig Roman vis han da ikke havde forhindret hende i at gå for sig selv, eller vis han havde sagt noget ville hun mere eller mindre undlade at høre ham, som ... at ignorer ham men til det bedste for dem begge"Jeg ved hvor vi er, vi kan finde tilbage nu, tror jeg"

[Roman Valent]

Hans hjerte var sprunget op i halsen på ham da hun havde grebet fast i hans hånd, men han havde ikke sagt et kvæk, men forholdt sig tavst mens han lyttede mens hun rejste sig op, og gik hen i den lille cirkel, eller hvad pokker det var – for at bruge månens lys til at finde nord. Han bevægede sig ikke en pind, ud over at have øjne klistret til hende forskellige steder hvor de nu kunne finde rundt på hende. Mange ville måske mene det var som at træde over den usynlige linje – men hvis man kendte Roman godt nok, ville man med det samme vide – at han bestemt ikke tænkte på noget perverst da det ikke lå til ham, at glo på piger af den grund – ikke endnu. Han fjernede blikket igen, og drejede hoved om så han kiggede ned på sin egen tryllestav som lå på jorden ved siden af ham.
Da hun begyndte at snakke kiggede han op på hende, og nikkede. ”Godt.”
Han lænede hoved tilbage mod stammen, og lukkede øjne uden at give tegn fra sig, om at han ville rejse sig op. Igen gled hans øjne ned over hendes krop, stadig uden nogle ’forkerte’ tanker i baghoved. Han sad vel mest af alt og var fascineret af den perfekte krop, og hvor pokker mon hun havde fået den fra. Selvfølgelig sine forældre – men kunne de virkelig skabe et så smukt væsen? Et svagt smil spillede på hans læber, mens han priste sig glad for at der ikke var nogle der kunne læse hans tanker. Forældre kunne bestemt godt være smukke og flotte – og selvfølgelig kunne de sikkert få smukke børn – men … Han bed sig let i læben, og følte sig lidt ude på tynd is, så han bevægede sig ind mod land, ved at skubbe tankerne væk, mens han greb sin tryllestav og fik stablet sig på tankerne.
”Skal vi så gå?” Han lage hoved let på skrå, mens han børstede bukserne af med en let hurtig bevægelse før hånden kort gled op i håret og gled igennem i et forgæves forsøg på at holde håret væk fra ansigtet og de grå øjne der flakkede let rundt – som om de ikke helt vidste hvor de skulle ligge sig til hvile. Til sidst endte det med at blive en lille kvist, hvor hans skosnude stod på, og med et lille vip kunne trykke ned, og efterlade et knæk der kunne tilkalde dem lidt opmærksomhed. Han flyttede skoen og kiggede op på Jade, eller kiggede op på hendes hvide kraftige hår der igen var sat op i en hestehale.
Hvis hun begyndte at gå, ville han følge efter hende uden flere ord, og ville ellers bare blive stående, igen tavst og kigge på hende, hvis hun valgte ikke at flytte sig, mens han let ville trykke på kvisten, dog stadig så den ikke knækkede – men sikkert ville gøre det, hvis hun forskrækkede ham, eller hun trådte ham over foden af en eller anden piget grund som han ikke ville kende, men det betød vel heller ikke så meget – han overlevede – det skulle han nok, sikkert.
Han trak vejret dybt igennem næsen, og kiggede op på hende, hvis de gik ville det være hendes ryk, hvor han ville følge de små bevægelser hendes hofter gjorde, når hun gik, og svingene hestehalen slog når hendes skridt fik den til at svinge frem, men hvis de stadig stod stille, ville han lænede sig tilbage mod træstammen og betragte håret der virkede utrolig hvidt i alt mørket.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade følte en form for iagttagelse men sagde skam intet til dette her, nej hun tav blot og lod sine poison grønne syre farvet øjne, blidt kigge rundt omkring sig, som prøvede hun at finde en eller anden løsning på dette problem, langsomt gik hun hen til Roman og sagde med det samme hun blidt tog om hans hånd hvor hans tryllestav var i"Nox" Dette sagde hun til sin egen tryllestav og den slukkede, med et kast af blik på Roman sagde hun så "Få din tryllestav til at lyse, så sætter jeg min tryllestav til at vise mod nord, så .... - skulle vi kunne finde hjem på igen tid" hun lagde blidt sin tryllestav i sin håndflade og sagde "Stik Nord" og den vendte sig langsomt mod nord, og efter lidt tid ville hun begynde at sætte mod Hogwarts, mens hun spekuleret over hvor langt fra nord de skulle gå og hvilken retning også, fordi skoven var jo ikke bygget til man blot kunne gå direkte den sti man ville?. Hun holdte os nogle gange øje med skovens skygger der dukkede frem i ny og næ dog virkede dette ej til at være nogen yderligere trussle?. Et lille smil spredte sig over hendes læber da hun langsomt nærmere sig skovens udkant og hun lod tryllestaven blidt blive pakket væk, nu da de kunne se skolens smukke lysende vinduer, mellem træer og grene, og hun fulgte blot efter Roman der stadig sørgede for lys, eftersom de ikke var ude fra mørket, klokken måtte jo være? de 2-3 stykker regnede hun allerede med, eftersom hun havde gabt yderst mange gange over det normale hun plejede nær sin senge tid? som var ved tolv tiden, hun havde altid visse søvn problemer så derfor gik hun altid rundt på slottet om natten for det meste, for at få tiden til at gå?. Hun så stille mod Roman og sukkede, måske skulle hun ikke ha været så hård mod ham eller sagt visse ord, måske skulle hun ikke ignorer ham som hun gjorde, sætte en kold facade op foran ham for at han ikke misforstod hendes hensigter?, måske troede han at hun var forelsket i ham, men det ville aldrig ske, hun havde lovet sig selv hun aldrig nogen sinde ville have noget af gøre med nogen på det plan, hun følte at kærlighed var en slags prøvelse mod kroppen der ville ødelægge ens rene sjæl og fortære ens sanity, kunne man vel og mærke kalde dette.
Langsomt mærkede hun skovens bund blive mere hård og det lysnede allerede meget mere op end normal "Endelig" hun smilede forsigtigt fra sig og kiggede mod slottet, dog var hun lidt led over at Roman skulle gå samme vej som hende så når de ville nå ind på slottet igennem hallen og gangene ville hun blot stoppe op vis han da var ved at fortsætte op af trapperne og så langsomt ville hun gå en anden vej, ikke smutveje men blot en vej hen af mod hospitals sengene, hun følte sig vel lidt sløj eftersom der ikke havde været noget mad, og så følte hun vel os at hun kunne klemme en undskyldning ind for hvorfor hun var ude på gangene om natten, måske hun kunne gøre så Roman ikke ville blive opdaget, dog da de fortsatte op af trapperne vis han ikke opdagede det, ville hun stoppe op... stille betragte ham i noget tid og så vende sig om og så langsomt tage en vej hen af mod hospitals fløjen.. det var langt bedre end at ende med at vække sine med kollegie friends, samt .. at gå tættere på Roman, med en følelse af skyld og en anden dulmende i hendes hoved, der gjorde så hun ikke tænkte klart og tydeligt.. Sommerferien og hans besøg ville nok ikke ende med at ske efter dette.. måske var hun for hurtigt ude med at spørge ham, men hun ville gerne lære ham mere at kende, vis blot det ikke havde været fordi han havde trukket sig væk og måske nu gik og troede hun var forelsket i ham? fordi det var hun ikke... ikke endnu...