One Week Back (i/Privat)

[Roman Valent]

Han tændte sin tryllestav, som hun bad om, og fulgte ellers tavs med hende, mens hun gik igennem skoven, og brugte sin tryllestav som kompas. Han kunne ikke lade være med at lade et lille smil skyde op over hans læber, efter hun havde gabt et utal af gange, mens han selv kæmpede for at holde sine gab inde med nogle små grimasser, som hun meget muligt ikke bemærkede fordi at hun nu en gang gik foran ham. Det var utroligt så stille hun var blevet – hun sagde jo ikke et pip!
Da de var kommet ind på området af skolen der var lyst godt nok op til at lyset fra hans tryllestav ikke virkede længere – slukkede han lyset, og traskede ellers med hende rasten af vejen op til skolen, videre op af gangene mens han undrede sig over hvad der kunne være galt, mens han glæde sig til at komme ind under dynen. Da hun stoppede op, forsatte han et par skridt længere, før han drejede rundt på hælen og kiggede på hende med hoved let på sned, mens han betragtede hende indgående. ”Er der noget galt?” Spurgte han så lidt efter, efter forgæves at have forsøgt at se det i hendes ansigt, eller krop. ”du har ikke sagt noget – og hvis jeg ikke gætter helt forkert er det fordi der er noget der går dig på?” Han fugtede let læberne, mens han rejste hoved op igen. ”… men.” han kløede sig lidt i nakken og lod et lavt suk slippe ud mellem læberne. ”Hvis det ikke er noget du har lyst til at hælde ud over mig, vil jeg smutte op og sove.” Han pegede ned af gangen et øjeblik, før han igen tjekkede hendes ansigtets udtryk som ikke vidste nogle nødvendighed for at snakke. Da han til sidst efter et par sekunders ubeslutsomhed vinkede han farvel med en lille gestus med hånden, og et ’godnat’.
Han gik lidt længere ned af gangen, før han forsvandt ned af en smutvej som efter tre minutter førte ham til kollegiet. Han trak vejret dybt og gik bag portrættet, først med kursen mod drengenes soveværelse, men der var noget der roede rundt i hoved på ham, Jades problem, som han ikke kendte til. Hvis han kendte det hun tænkte over havde han sikkert trukket lidt på smilebåndet og rystet på hoved. Det var ikke hans kop te. Hvis man spurgte ham, var det fordi det ikke interesserede ham, men hvis man kendte ham nok ville man vide at han ville blive nervøs så snart der kom rigtige følelser på banen, og da han heller ikke var blevet det endnu – så mente han da at han stadig havde solid tør grund under fødderne. Intet fare på færre.
Han valgte efter mange ubeslutsomme minutter at sætte sig ned i en sofa, og lage sig godt til rette, men alligevel ikke for godt, for hun skulle ikke tro at hun kunne slippe for at fortælle ham hvad der var galt. Han ville ikke snage – men der var noget der moste rundt i hendes hoved, det var han hundrede procent sikker på, men hvad det var, lå ham uden for rækkevidde. Ud over at undre sig over hvad Jades problem var – kunne han også fylde sit hoved med hvorfor pokker han selv var så opsat på at gætte sig frem til hvorfor han selv var så optaget af det. At hun var interessant vidste han godt – men var det bare det? Det kunne det næppe være. Han lukkede øjne, og kastede sig ud i at lytte til lyde, for at tømme hoved for tanker.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade adskilte let sine læber og ville sige noget til Roman, hun ville virkelig svare ham på alle hans spørgsmål, men der kom ingen lyd ud, ingen ord og ingen samtale opstod mellem dem angående disse trykkende fornemmelser der havde udviklet sig i skoven. Da Roman havde vinket farvel og var gået op, gik hun langsomt en anden vej for da at finde vej til hospitals fløjen og en af de ansatte gik hende i møde og hun snakkede i noget tid med ham indtil han da viste hende ind til en seng hun kunne lægge i og der lå hun så det meste af natten og faldt så småt isøvn indtil morgen derpå. Hun vågnede ved lyden af små regn dråber blidt klirrende mod glas vinduerne på hospitalets store vægge, der var brede og tykke. Hun satte sig langsomt op og rørte lidt op i sin hestehale og kiggede så stille rundt indtil hun langsomt listede op for da at liste op til sove salene, det var temmelig tidlig på dagen så de fleste var vel ikke oppe i nu.. Måske alle tankerne have gjort det umuligt for hende at få noget søvn, dog var hun beslutsom nok til at søge mod vand, nemlig vejledernes badeværelse, der ville hun sætte i mod når hun havde skaffet sig et håndklæde, så kunne hun tænke klart efter at være omgivet af vand, det var nok det hun elskede mest, når hun var i vand forsvandt alle tanker om alt andet, og så ville hun endelig kunne slappe af og ikke tænke på Roman.
Hun listede stille indenfor portrættet, og gik så stille forbi sofaen hvor vis Roman stadig lå der ville hun ikke lægge mærke til det. Hun fik sig hurtigt listet op og fik håndklæde og shampoo med sig og listede så alt hvad hun kunne hurtigst muligt, hen til portrættet og lukkede så efter sig og løb så ned af en hemmelig smutvej ned til vejledernes badeværelse.. hun kendte kun dette sted fordi hun var gået forkert en gang og hun havde aldrig brugt det før men i dag ville hun altså.. og så måtte hun ellers tage skraldet der kom for at ha brugt det..

[Roman Valent]

Selvom Roman havde søvnproblemer – betød det slet ikke at han ikke kunne sove – det tog bare lang tid for ham at falde i søvn, men da Jade listet igennem rummet var han faldet i søvn, ved at have krummet sig sammen i den ene ende af sofaen, men ha sov åbenbart ikke godt nok til ikke at vågne ved lyden af hendes sko, der skred hen over gulvet, først den ene vej, og derefter den anden. Da hun gik ud igen, fulgte han efter hende, for at se hvor hun var på vej hen i alt den hast, med et håndklæde. Han fugtede let læberne, før han gled efter hende ud på gangen, hvorefter hun benyttede sig af en smutvejende som han selv aldrig havde brugt – men kendte den af en eller anden mærkelig grund.
Han fulgte efter hende et godt stykke bag ved hende, der skiftede mellem at være lige fra et par meter, så han næsten kunne ånde hende i nakken, til femten meter, så han næsten ikke kunne se. Han var meget omhyggelig med ikke at blive set - eller afsløre sig selv via lyde, hvilke var grunden til at han altid gik i skyggerne, men alligevel ikke helt inde ved muren så han larmede der. Øjne var konstant rettet mod pigen der med hurtige skridt tilbage lage afstanden til vejledernes badeværelse som var relativ kort vej på grund af den valgte smutvej.
Han ville kvæles i grin hvis hun havde et stævnemøde med en af vejlederne – ikke fordi det i sig selv var sjovt, men at skulle mødes et sted som på et badeværelse ville være noget af det mest underlige han havde set – men nej, det var sikkert ikke det hun skulle nej, hun skulle sikkert noget andet, som kunne være det helt normale som at tage et bad? Ja, det kunne det jo faktisk! Han smilede let ved tanken og opdagede han i et kort øjeblik havde stået stille, så han måtte sætte farten op, for at følge med, så han stadig kunne have hende inden for synsfeltet – selvom han allerede for lang tid siden havde gættet sig frem til hvor hun ville hen, de havde passeret de normale badeværelser, så det var klart hun ville hen til vejledernes, og vejen hun havde valgt, var jo også den mest direkte vej, så det var vel ganske normalt, right?
Ud over sine andre tanker, var en ny kommet ind i hoved på ham. Hvorfor skulle hun til vejledernes badeværelse. Det ville jo være meget ligetil hvis hun bare ville have et bad – men at hun absolut ville have det på det bedste badeværelse på skolen, måske ud over lærernes – han havde aldrig været der – så var det jo det bedste. Stævnemødet stod stadig på listen, men hvad så med noget andet som … som … som … Han måtte forgæves give op, da hun kom til døren, og han selv gemte sig bag en bred søjle, hvor han ikke kunne se hende, men ville kunne høre hende, når hun åbnede døren, og ville gå ind i rummet, da hendes sko ville larme mod stengulvet på gangen. Hvad der så var indenfor på badeværelset ville være en overraskelse måske, eller bare det samme? Det måtte tiden jo vise.

[Jade Lenoir Clavel]

Hun kunne mærke det nærmest suse i maven blot af overraskelse da hun så at det kæmpe vejleder nærmest badekar var fyldt op, det var smukt og stort med bubler og alverdens andre ting. Hun smilede blot ved det og mærkede blidt på vandet, dejlig varmt, mund der var nogen her inde?. Hun lod sig kigge lidt rundt og trak så på skuldrene og begyndte så småt at klæde sig af, sit tøj og så undertøj der langsomt faldt til jorden foran badet, hvor hun lod håndklædet hænge på en af bruserens haner, mens hun fik sig lagt ned i det store bad. Hun mærkede vandet mod sin krop og lukkede blidt øjnene i mens hun tænkte tilbage på så meget der var sket igennem årene allerede, og hvor tosset det havde været af hende hun aldrig havde brugt dette badeværelse nogen gange. Hun tog blidt elastikken ud af sit hår og tog den om sit håndled i det hendes hår blev vådt da hun blidt lod sig tage en dukkert, ved at holde sig for næsen og blot glide sin krop under vandet, og da hun så kom op var hendes meget blege hud glinsende fra vandets våghed, der havde gjordt så lyset reflekteret sig let i hendes hud dog ikke som ved et spejl? det ville være umuligt at blive så lak agtig at se på?.
Hun så stille rundt og kiggede så på et vindu nær hende, dog ikke det med sirenen på men et blot almindeligt vindu hun lige kunne nå, der var dugget til. Blidt begyndte hun at skrive på det med sin pegefinger, langsomt og omhyggeligt dog da hun havde afsluttet sine tankers skriveri, opdagede hun hvems navn der stod der og hun ville egenlig ha fjernet det vis det ikke var fordi hun syntes at kunne høre nogen ? ved døren, eller var det blot hendes fantasi?.
Hun så stille ud mod rummet og de andre brusekabiner der nu stod her og der på række, men... der var ingen at se?, var hun mund ved at blive sindsyg eller noget være måske?, måske havde hun altid været et let offer for at få liusioner og alverdens andre kvaler inde for denne katagori, af fatamoganaer og andet ga gak ? syner og tanker. Hun rystede let på hovedet og sukkede mens vinduet langsomt skjulte Romans navn på vinduet, i damp, dog vis man så godt efter kunne man se hans navn, og hvorfor hun havde skrevet det vidste hun ikke, men hun vidste at hun måtte holde afstand til Roman, der skulle nødig ske noget uventet og noget hun skam ikke ville have mellem dem, måske ville hun endda ende med at miste ham som ven og det skulle skam heller ikke ske..
Dog vis Roman kom ind af døren og sagde noget til hende eller hun så ham ville hun blot med det samme holde sig for munden for ikke at skrige og efter noget tid sige"Roman? Hvad.. hvad laver du her inde!?" dog det var kun vis han kom der ind og hun så ham..

[Roman Valent]

Da hun var forsvundet igennem døren, listede han selv frem fra sit skjul og ventede fem minutter, før han lod sine fingre glide hen over trædøren for så let at gribe fat i håndtaget, trykkede det ned, og åbnede til en sød duft af shampoo og sæbe. Han smilede let, og trådte ind i rummet, mens han ud af øjenkrogen så Jade, men kiggede stadig ikke direkte på hende. Hans blik vandret frem og tilbage hen over bruserne og diverse andre badeelementer som kunne ses på dette badeværelse som virkede fint og fornemt. Da han vendte sig om, faldt hans blik på ruden der var lidt væk fra badekaret. Han kiggede lidt på hans navn, til det forsvandt helt i dampen, før han vendte sig mod Jade. ”Løser gåder.” Mumlede han og gik hen til badekarret, forbi det, hen til ruden hvor han placerede en lang finger, og med fire hurtig strøg skrev ’Jade’ på ruden med en sirlig let håndskrift som han normalt ikke brugte andet end til at skrive sin underskrift på diverse stile og andet.
”Nå … men.” Han vendte sig om mod Jade og betragtede kort hendes hals, der virkede til at være det eneste der ikke var dækket i et hav af bobler. ”Hvad går du og bryder dit hoved med, siden du helt dropper din ellers gode snakkevane?” Han lage hoved let på skrå, mens han lænede sig op af muren mens han smilede let. Nu havde han hende sikkert, med mindre hun ville rejse sig op. ”Og – hvad laver du egentligt her?” Med en lille cirkel bevægelse prøvede han at illustrer vejledernes badeværelse med pegefingeren der stadig var let fugtig efter at have berørt ruden. ”… og sidst men ikke mindst – hvor mit navn der?” Han pegede om bag ryggen, hvor ’Jade’ var ved at falme i damp, men kort efter blev tegnet op igen.
Da han havde fået ordne ud af munden, lænede han sig godt tilbage mod væggen, og betragtede Jade, mens han med jævne mellemrum optegnede navnet igen og igen for at det ikke skulle falme. Han kunne sikkert smide en besværgelse på det – så det blev, men det var nogle gange sjovere at gøre det på naturlig muggler måde, og ikke alt det magi og hullamhej – det kunne til tider virke underligt og træls når der ikke altid lå en naturlig grund til at der skete det der skete.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade skulle til at sige noget da han nærmede sig og hun lukkede hårdt øjnene i og krøb sig nærmest helst sammen under vandet, med kun skuldrene at se oppe og hovedet selv. Dog hun hørte hurtigt lyden af pivende glas, der blev strøget med en finger, mod sig, lyden af når man skrev på vådt dampet glas, lyden som når man skrev et navn eller andet... Hun åbnede stille øjnene, og de poison grønne øjne betragtede nu chokerende den lettere alvorlige og meget anderledes Roman, der pludselig havde skrevet hendes navn Jade, ved hans !?. Hun så flovt på ham og en let rødmen viste sig over de højde kindben der lignede endnu en gang de havde fået et blidt strøg rouge over sig i en meget lyserød farve, dog ikke for lyserød. Hun sad mere eller mindre som en bange mus og betragtede Roman, og forstod ikke hvad han mente med løser gåder, ej heller ikke hvorfor han havde skrevet hendes navn ved hans, og hvorfor havde hun ikke strøget hans navn ud med det samme som hun havde tænkt sig !?. Hun huskede tydeligt hvordan hun ville ha undgået dette ' i hendes hoved, gik det sådan at hun nået at stryge hans navn væk inden han kom ind og at hun ville være iført tøj så hun kunne nå at stikke af før hun fandt ud af hvad han faktisk var kommet for? ' .
Hun slugte nærmest hals og tunge da han pludselig vendte sig mod hende og den måde han sagde ordene på, så voksent og lige til sagen, direkte og meget tydelig. Hun kunne ikke lide dette for godt, hun var altid van til at rande fra alt og alle når det blev for personligt eller blot når de mindste følelser eller andet spillede ind, og nu var hun fanget som en mus i en fælde, hun kunne ikke blot rejse sig op og flygte, ej heller kunne hun bruge magi, hendes tryllestav lå jo ovn på?.
"J.." hun kunne ikke få ordene frem og så flovt væk fra Roman og trak bene let op til sig så hendes knæ os kom frem nu, mens armene blidt gled op fra vandet og dråber af vand kunne høres, ramme karets vand overflade, mens hun langsomt lod armene glide om sine ben da hun trak dem op til sig, og flovt lagde hovedet på dem, så hun ej så mod Roman..
Hun så lidt mod ham med sine poison grønne syre farvede øjne og lod dem blidt lægge på Roman, ikke vredt men på en flov og uskyldig måde"Intet, jeg bryder intet.. jeg kan blot ikke så godt li at snakke for tiden" hun roede sig stille i det lange glatte våde hår, der så småt var ved at blive tørt, så det lavede små slange krøller her og der, i nogle af lokkerne, dog kun forneden, på det der lå over hendes skuldre. Hun så stille op mod ham igen og lod blidt de fyldige læber adskilde mens hun lignede en sirene i sig selv, og inden hun nået at svare på hvorfor hun var der, kom spørgsmålet med hans navn og der vendte hun let ryggen til ham og grinte falsk og sagde"AHaha.. øhm.. hehe.. tja? - ser du, det en lang.. øhm " hun slugte let et af ordene og sagde"Ikke for noget, det var her i forvejen?" hun så sig stille over skuldren og sagde"Men hvorfor har du skrevet Jade?" hun håbede inderligt han ville tro at det var skrevet der i forvejen men så naiv var han ikke, så naiv var hun nemlig, hun var den naive her. Hun vendte sig stille om mod Roman og begyndte så småt at glide under vandet med sin krop, bevægende hen af mod hvor hendes håndklæde var, på hanen der havde før puttet iskold vand i, mens den ovre ved hende havde taget varm vand i..
*Nej.. hvorfor skulle dette lige ske, jeg kan ikke sige hvad der galt, eller hvorfor hans navn står der, det... nej.. jeg siger det ikke*

[Roman Valent]

Trods hun kom op med nogle fine bud, og fine forsøg på at snore sig udenom hans spørgsmål lykkes det hende ikke helt – ikke så han troede på det. Hendes bortforklaring af navnet var næsten latterlig morsom. Han sukkede og med et hurtigt skridt var han henne ved håndklædet som han snuppede før hun kunne nå at få det. Han lage det sirligt om armen, før han gik tilbage på sin plads. ”Fordi jeg mente at se en der havde skrevet det før mig.” Svarede han mens han igen optegnede hendes navn. ”Du skal ærligtalt længere ud i skoven med den forklaring.” Han slog et klik med tungen, mod ganen før han vendte sig om Jade.
”Og du ser forresten ret nuttet ud når du rødmer.” Et kort smil strejfede hans læber, før han smed håndklædet hen mod Jade, før han selv lage hoved let tilbage. ”Men måske skulle jeg lade dig komme op af boblerne.” Han skubbede sig ud fra væggen og gik hen mod døren, og lage hånden på den, før han tøvede kort mens fingrende gled hen over håndtaget. ”Du skal sikkert skynde dig at viske dit navn ud – før vejlederne skal bruge badeværelset – ellers bliver du, eller en af dine mulige beundre nok fanget for at have siddet på badeværelset.” Hun havde sikkert mange beundre, det skulle ikke undre ham med det udseende så det kunne han vel godt sige? Han åbnede døren, og forsvandt ned af gangen inden der ville komme for mange elever på gangene.
Han gik med hastige skridt mod deres opholdsrum hvor han satte sig i en af sofaen – den han havde tilbragt natten i. Det undrede ham en smugle at der stadig ikke rigtig var kommet nogle ned for at spise eller noget – det var jo tirsdag, så man skulle jo i skole! Han satte sig godt til rette, og begyndte let at lege med sin tryllestav, ved at slå små sving med den, så der kom nogle farverige gnister ud af enden på den mens han ventede på at Jade skulle komme op, hvis det var hendes plan, det var det sikkert – for han havde ikke bemærket hendes tryllestav nede på badeværelset, og den skulle hun jo bruge.
Hvis hun kom op i opholdrummet ville han heftige sine øjne ved hende uden at gøre mine til at rejse sig op, eller gøre andet, end blot at sidde og kigge på hende, til hun sikkert var gået op på pigernes sovesal før han ville vende sig let om, slå et sving med staven og med Accio besværgelsen hidkalde sine skolebøger til det kommende fag, før han ville ligge dem nydeligt på puden ved siden af sig, før han så ville læne sig tilbage og vente på at Jade skulle komme ned igen. Gad vide om hun stadig rødmede. Hvorfor ville han egentligt have hun skulle rødme? Han bed sig nervøst i læben og håbede virkelig ikke hun havde fået sig bidt sig fast på hende med sine let røde kinder og syregrønne øjne, for så var han på spanden – mente han selv.

[Jade Lenoir Clavel]

Hun stoppede sine lange small klaver finger, blidt dryppende af vand, fugtige og lune var de, der stoppede de, spredt blidt fra hinanden i håb om at kunne ha nået det lidt fuzzy hvide håndklæde, som Romans stærke finger, blidt tog om men dog med en vis hurtighed, i det han langsomt gik tilbage til hans lettere hårde facade, meget stædig var han vel kunne man sige nu. Hun så chokeret ud og lod blot sin hånd være strukket i et stykke tid, få sekunder, før hun blidt trak den til sig ind mod sit bryst, der dog ikke var tydeligt, fordi det var under vand, mens skummet let skilte sig ad hvor hendes arm var gået ned i det gennemsigtige vand, der omslugte hendes krop og ligeså hendes arm igen, mens skuldrene forblev oppe over vandet. Hun så hen mod Roman med sine poison grønne øjne, der var blanke, mens hendes rødmen forblev over de blege kinder, med en mild farve forandring, og hun følte sig varmere og utilpas, til en vis grad til at ville trække sig væk eller drukne sig selv i skam.. dog så hun lettere mistroisk på ham da han kom med en undskyldning ligene hendes og sagde så det samme som ham"Den skal du ærligtalt længere ud i skoven med, den forklaring" hun rankte et sekundt tunge til ham, lettere flabet, som at vise hun ikke bare gav sig sådan, indtil han pludselig kom med det, med hun så ret nuttet ud når hun rødmede, så blussede hendes rødmen mere op og farven blev tydligere, samt den lyserøde tunge af hendes trak sig ind mellem de fyldige rosa pinke læber af hendes igen, mens de forseglede den mellem de let sammen klemte læber af hendes..
Hun så let på hans smukke grå øjne, der var noget i sig selv, og hans lettere krøllede hår der havde et smukt skær af blonde lokker her og der, skønt hun nu ville kalde hans farve for mere eller mindre, gylden brun?, dog, ville han sikkert benægte denne farve. Hun greb let håndklædet og gav et let"Mhm" fra sig da hun endte med det i favnen og da hun så, så Roman gå mod døren ville hun sige noget men nået det ikke før døren var lukket rejste hun sig op og fik et slags"Ve..vent?!" ud mellem læberne men der kom ingen Roman. Hun svang blidt håndklædet om sin krop og begyndte at tørre sig mens hun så på roden hvor hendes navn var skrevet, var det mund derfor han havde skrevet det?, for at hans navn os skulle hviskes ud?.
Hun gik stille hen til det, og tegnede blidt hans navn op, med sammensat skrift, og så dråberne blidt, glide hans navn ud til et uigenkendeligt ord, langsomt berørte dråberne fra hendes hånd, der var blevet ført hen til Romans navn, blidt hendes navn der stod under Romans.. Dråberne hviskede hendes ud og hun åndede let på det og betragtrede dem begge og med et hånd strøg, blev de begge til intet.... det var vel bedst for dem begge, netop intet..
Hun iførte sig sin skole uniform, nederdel, strømperne, skoene i sort, dog med små hæle på, og så hendes hvide skjorte med slips. Derefter skyndte hun sig så ud fra vejledernes badeværelse efter at ha trukket proppen op, så vandet forsvandt.
Hun skyndte sig at løbe op ovn på og blev mødt af mange elever, der var åbenbart mad lidt senere, nu når det var ved at være sommer?.
Hun huskede tydeligt hun havde magiske dyrs pasning og pleje senere, og ville for guds skyld ikke gå glip af det, så hun løb alt hvad hun kunne op ovn på, for da at ende med at se Roman sidde ved sofaen, dog sagde hun intet men løb forbi ham og op. Der var ingen på værelset, alle var gået? mens hun havde haft sit bad, dog skulle der først spises. Hun følte sig så utrolig sulten, ingen aftens mad havde taget hårdt på hendes lille spinkle krop så da hun kom neden under i opholdsstuen lagde hun sine bøger i et hjørne og betragtede Roman i et kort øjeblik og den varme følelse blussede op i hende igen og fik rødmen til at fremtræde over hendes kinder, mens hun langsomt fik et"Jeg.. øhm.. undskyld mig" hun skyndte sig hurtigt at tage sine bøger i stedet og tænkte at hun kunne måske godt springe frokost over?, eller nej.. bøgerne kunne blot være ved hendes side, han ville jo ikke ende med at sidde ved hende eller overfor hende, eftersom de andre allerede var nede og spise. Hurtigt gik hun ud af portrættet og råbte så til Roman"Der mad, kommer du med ned?!" hun stoppede stille op, dog for kun at kunne sende et uskyldigt og flovt smil tilbage til ham, hun ville ikke skade deres venskab, at han var taget efter hende havde betydet meget.. dog ville hun ikke bare lige sådan besvare ham hvorfor hun skrev hans navn, det måtte forblive hendes hemmelighed. Hun skyndte sig ned af trapperne så godt hun nu kunne og ind i storsalen hvor folk var godt i gang med at spise, og fandt så plads midt ved bordet og satte sig der og med sine bøger under bordet, nede ved hendes fødder og lod blidt sine syre grønne øjne glide rundt på folk.. mens hendes halv våde hår lå ned af hendes nakke, og havde små slange krøller forneden og var så småt begyndt at blive tørt og bølgende..

[Roman Valent]

Han fik sig stablet på bene da hun kaldte på ham, og fulgte tavst med hende de første ti tyve meter, før han forsvandt ind af en af sine utallige smutveje for at komme ned til spisesalen hvor han satte sig, eller retter sagt klemte sig ind mellem to kollegium venner som først kiggede lidt undrende på ham, da han kom anmassende med sine bøger – men inden længe ignorere de ham som de plejede, og kom kun få gange med deres normale overdrevent høflige kommentar , som han selv besvarede i en neutral næsten ligegyldig tone, mens han flere gange kastede korte blikke op mod indgangen til spisesalen hvor han femte gang lykkes ham at fange et glimt af fugtigt hvidt hår, og de syregrønne øjne, der hurtig kendetegnede Jade da hun satte sig længere nede af bordet. Han selv blev siddende, spiste færdigt, før han rejste sig op og lage tankerne i blød, for at huske hvilke fag han skulle have. Magiske dyrs pasning og pleje. Yes man, det skulle nok blive skægt, tænkte han tørt, mens han gik hen til den store trappe for at sætte sig blandt de andre ventende elever.
Trods han ihærdigt prøvede – kunne han ikke få synet af de let røde kinder til at glide ud af hans bevidsthed, hvilke irriterede ham grænseløst! Hvorfor fanden kunne han nu ikke det! Normalt flippede han da ikke sådan ud. Tanken om at han var forelsket i hende skubbede han arrigt væk, mens han rejste sig op, mens han pustede luften ud igennem næsen, og begyndte at gå ned mod området hvor timerne plejede at forgå. Han vidste det ikke ligefrem var noget godt tegn ved at trampe arrigt af sted med sammenpresset læber og blikket rettet direkte mod sit mål, mens man to mile skridt, men nu var han i gang med det – og til hans egen forbløffelse hjalp det også en smugle, så da han var kommet ud til det udvalgte sted for dagens lektion var han næsten dampet helt af, og ville forhåbentligt og forblive dette. Det håbede han virkelig, for ellers var der virkelig noget galt – og det ’galt’ ville han nødig være, selvom han flere gange havde hørt kærlighed skulle være ihh så hyggeligt og romantisk, men nu var han hverken den der hyggetype med lys, eller den romantiske type – så det blev sikkert et problem, han ville uden tvivl blive en skuffende kæreste.
Igen skubbede han tankerne væk, for at koncentrer sig om læren, og konstant have et øje ud til siderne, for af en eller anden grund altid at vide hvor Jade var henne, hvis hun da ellers var kommet. Denne lille leg de havde kørende var ved at være irriterende mente han selv, og han ville gerne have den til at stoppe – og allerhelst nu! Han så dem bestemt ikke som venner, mere som bekendte, hvis man da overhoved kunne mene det. Han trak vejret dybt, og tømte hoved for tanker, mens han lænede sig ind over sit papir for at begynde at nedkradse noter.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade så lidt hen af mod Roman og hans ansigt sagde nærmest alt da han gik fra bordet, han så utrolig vred ud, var det mund hende der havde endt med at få hans ansigt til at skabe så hård en facade der nærmest skubbede folk væk fra den sti han nu valgte at gå ned af mod skoven hvor de skulle have en lektion angående enhjørninger og deres egenskaber og hvorfor de var så specielle.
Dog dette var Jade´s ynglings fag så hun tog notater som bare fanden mens nogle fyre tjekket hende ud og andre piger stod og små snakkede og pegede på hende misundeligt. Hun stod egenlig for sig selv, med sin notes blok tæt ind til livet og i fuld gang med at lytte og skrive mens hun holdt hver en tanke om Roman uden for sit sind, dog fik hun stille listede sit blik rundt for at se hvor han stod og da hun så fik øje på ham, kunne hun se hvor kogende sur han så ud, eller blot presset næsten. Hun mærkede nærmest en følelse af skyld i sig, nærmest skydende op i hele hendes krop og hun fik det ikke helt vildt godt på grund af dette. Hun havde virkelig lyst til at undgå ham hele denne dag, fredag skulle de jo hjem, så blot 3 dage tilbage og så ville hun ende med at sku til London for 3 dage og så afsted til de nordlæggende bjerge, væk fra paris og alt andet, op til deres skihytte der lå i en lille lokal magisk by, dog måtte man ikke blot sådan svinge med sin stav som mindre årig uden for hogwarts så derfor ville hun ikke tage sin tryllestav med sig skam.
Hun lænte sig op af et træ bagved sig mens læren fortalte om alverdens kvaliteter ved dette pragt eksemplar af en enhjørning de havde, og hvordan de skulle behandles og hvad de spiste og hvordan deres humør blev påvirket af omgivelser. Hun hørte os det med deres blod var nærmest sølv farvet og det gjorde at hun tænkte tilbage på Romans øjne og kom til at tabe notes bogen med et blidt bump og en rødmen farede op i hendes kinder så småt*Shit* hun sukkede og bukkede sig ned efter blokken og en time efter blev de så vist udenfor skoven og der blev stillet spørgsmål angående det han havde talt om tidligere og Jade rakte hånden op vær gang, dog dette var os kun fordi hun ville have noget af gøre med truet og sjældne magiske dyr i sin fremtid, hun var jo en stor dyreelsker så det var grunden til hun havde valgt lige netop dette, måske studere drager, kunne os være noget?.
Da timen så endelig sluttede stod hun lidt for sig selv og betragtede ude området, inden de skulle op til besvægelse, senere på dagen.. det var os noget hun glædet sig til men mest af alt glædet hun sig til at krybe i skjul, væk fra Roman hvor hun ville finde en plads hvor de ikke ville ende med at sidde nær hinanden eller ved siden af hinanden, så hun kunne undgå hans meget negative vibrationer han sendte, som fik tøser der beundrede ham, helt til at gå i cirkle om ham?.
*hvad kan der dog gå ham på, det ikke som om.. jeg.. jeg holdte noget tilbage* hun så dem allerede som en slags venner, dog vidste hun ikke at .. Roman ikke så dem som venner, at han så dem som bekendte.. måske skulle hun blot tage det tilbage med sommerferie og prøve at lyve for ham mere overbevisende denne gang, og sige at hendes forældre havde ej sagt god for at han måtte komme på besøg, dog ville hun sige dette senere, lige nu skulle hun finde op til besvægelse, ved hjælp af ingen smutveje. Hun ville ikke tage nogen af dem, fordi at Roman sikkert ville tage en, så derfor gik hun stille og roligt ind på slottet igen, dog med lange skridt, jo tættere Roman kom på hende, indtil de var ved slottet, så følte hun sig endelig sikker*jeg.. jeg kan ikke sige til ham at jeg ikke kan stoppe med at tænke på ham, det forkert, jeg kender ham knap nok, Jade! DU SKAL OG MÅ UNDGÅ HAM!..* hun roede sig lidt i det løse hår og sukkede så mens hun tog trapperne op til besvægelse, mens hendes tanker var som små fluer om hendes hoved, hun nærmest var helt opfyldt af dem..

[Roman Valent]

Trods han lyttede efter – fandt han hurtig ud af at enhjørninger, eller hvad det nu egentligt var de snakkede om, ikke var noget for ham. I det store hele var magiske dyr ikke noget for ham, de var da nuttet og søde og bla bla bla, men hallo, så var de sgu da heller ikke mere. Da de gik længere ind i skoven droppede han at skrive noter og begyndte at lave små sirlige kruseduller rasten af timen mens han med et halv øre lyttede til hvor fantastisk disse væsner var, med sølv blod. Jamen dog jamen dog tænkte han tørt, og ånde lettet op da timen var færdig.
Det gik op for ham, at i den tid han havde siddet og tegnet kruseduller og lyttede til disse smukke skabninger havde glemt Jade – men hun dukkede dog op igen, da han vendte sig om, for at gå til deres næste time. Han lod kort blikket glide over hende, før han igen kastede sig ud i sine mile skridt, dog denne gang uden de sammenpresset læber eller vrede ansigt da han havde travlt med at holde hende ude af hoved så hun ikke skulle forstyrre hans tanker i den kommende time.
Han var et hurtigt smut forbi soveværelset for at finde de nye bøger før han satte kursen mod besværgelser hvor han brugte de vane lige smutveje ud og ind igennem diverse ’huller’ før han kom frem til besværgelseslærens lokale hvor han smuttede ind og fandt hurtigt en plads relativt langt foran så han havde en mindre risiko for at kunne glo på Jade som helt sikkert ville forstyrre hans spinkle mur mod hende.
Da timen begyndte kom læren ind blev de som altid budt velkommen til årets sidste time hvor de kort ville berøre et nyt emne som egentligt var beregnet til sjette års elever, men deres professor mente at de godt, som en mindre undtagelse kunne lære den nu og her. Det fik selvfølgelig et lille udbrud i klassen af begejstring før timen for alvor begyndte med opfyldningsbesværgelsen hvor der flittigt blev brugt vandflasker, bære og skåle. Den besværgelse kunne godt være kommet for et par dage siden! Så havde han sikkert taget en vandflaske med så han ikke havde behøvet og tørste under det træ ude på skolens ude område da han mødte Jade. Så snart navnet kom på banen blev tanken skubbet væk med vold og magt mens han let slog med staven for at opfylde det glas der stod foran ham med vand.
Han havde altid været god til besværgelser – så det undrede ham ikke, at han var en af de første til at lave besværgelsen perfekt, men det var sikkert også derfor at dette fag gerne lå øverst på listen sammen med forvandling. Han gjorde det endnu et par gange før han lænede sig tilbage på stolen og ventede på at timen enten blev slut eller der kom noget nyt på banen. Han rettede lidt på slipset blot for at have noget at lave, mens han krydsede læggende under bordet og lod fingrende glide hen af bordkanten. Deres professor stormede rundt i lokalet og prøvede af bedste evne at hjælpe alle eleverne som havde problemer med denne ellers meget nemme besværgelse – mente Roman som kede sig for groft som mange sikkert ville kalde det.

[Jade Lenoir Clavel]

Jade så stille rundt og sukkede, mens hun gik for sig selv som altid, på vej til timen, Besværgelse. Hun syntes om dette fag ja, dog var eliksir bedre for hende syntes hun, besværgelser lærte hendes mor hende altid om, snakkede om dem, og fortalte hvordan man udtalte dem, dog havde de aldrig udført dem i praktisk. Dette var dog en overraskelse da de skulle til at lave en besværgelse som denne, hun kunne ikke lade vær med at smile, den besvægelse havde hun jo brugt den dag til Roman for at give ham va.... hendes tanker stoppede med det samme og et trist udseende kom frem på det kønne ansigt af hendes, i det hun havde kastet besværgelsen og så rejste sig op da læren kom og sagde"Jeg.. undskyld!" hun tog hurtigt sine bøger og løb så hen til døren og trak den mod sig for da at løbe ud efter den, og løbe ned af gangen og mærkede tårene presse på, hun kunne ikke klare alt det pres der var, derfor tog hun så hurtigt hun kunne en smutvej til deres kollegie værelse, og kom da os ind og fik lagt sine bøger på sengen pakkede resten og løb så neden under for da at løbe udenfor, ned af mod den sorte sø, hvor hun altid havde kunnet være alene, folk var ikke så glad for søen, og især ikke i regn vejrs tiderne som det så stille begyndte at blive igen, den måde regnen faldt som et blidt tæppe ned over hogwarts og dens arealer var smukt, dog utrolig irriterende vis man kun var iført, nederdel, sko, og en top, samt en skjorte ud over toppen og et løst hængende slips der blev tungere for jo vådere det blev.
Hun følte sig så indelukket, i dette store spil af følelser og andet, hun havde det forfærdeligt, hvorfor skulle der lige ske så meget, hvorfor skulle de lige ignorer hinanden, den måde Roman reagerede nær hende, det var som en ren afvisning, som skubbede han hende væk og sagde de ikke havde kendskab til hinanden.
Hun gik stille ud på broen og gik så langsomt hen til kanten og kiggede ned i det mørke vand og satte sig så, for da at berør vandets overflade mens hun sukkede*Hvorfor skulle jeg os stikke af fra klassen og det hele* Mund de os snart skulle have eliksir, det håbede hun ikke rigtigt, og dog.. det håbede hun vel lidt alligevel?.
Hun betragtede vandet mens hun mærkede hvordan hendes hvide skjorte langsomt klistrede sig mere og mere til hendes blege men dog glatte velduftende rene hud, mens hun blot kunne sidde der og glo ud i luften, og intet føle, intet lave intet at tænke på, det var sådan hun ville have det lige nu, men det var ej muligt, tårene var os så småt ved at glide ned af hendes kinder, men hun lod dem blot falde, her ude ville ingen kunne finde hende...

[Roman Valent]

Det var først da timen var færdig han rigtig bemærkede at Jade var løbet ud i timen. Han havde som rasten af klassen set hende flyve ud af døren, med det tørre flagrende hår efter sig, men han havde igen skubbede tankerne væk og fortsat med at glo ud i luften mens han nægtede sine tanker adgang til den mindre del i hans hoved som ligesom en filemappe havde fået navnet >Jade<
Han rejste sig op, da timen var færdig, og kiggede kort ud af vinduet der så meget deprimerende ud, men også meget – inspirerende. Han samle bøgerne i en sirlig stable som han tog under armen og bevægede sig op til deres kollegium via smutvejende som han plejede at bruge som førte rundt inde i slottet, men da han skulle skifte, fra den ene til den anden, ude på en gang der vendte mod søen kastede han et kort blik ud og bemærkede noget der sad nede ved søen. Han gik hen til vinduet og knep øjne let sammen for at få et bedre udsyn. Det lange platinhvide hår sagde hurtigt hvem det var. Der var ingen tvivl om dette. Han lod kort fingrende glide mod den kolde rude mens han betragtede buende ryg der sad lidt lænet ud mod vandet mens det hvide hår endnu en gang blev klamt og vådt. Han sled sit blik ud væk fra vinduet og gik op for at ligge sine bøger midt på sengen og tage et kort blik på tegneblokken der lå på sengebordet, men droppede at tage den med. At tegne ude var intet mindre end dumt, og derudover kunne man ikke få ro indenfor, det mente han ikke selv.
Han kløede sig let i nakken, og betragtede lidt blokken, før han drejede rundt på hælen, fandt vej ned af trapperne til opholdsrummet, passerede for så til sidst, fem minutter efter at opholde sig i indgangshalen hvor han åbnede døren på klem, så han lige akkurat kunne klemme sig ud, ud i den lette støvregn der lage sig over skolen som et mørkt dystert tæppe. Han opgav hurtig at holde sine sko mudder fri mens han gik ned mod søen og prøvede at lade være med at tænke over hvorfor han gjorde det, og det lykkes ham også til han var helt nede ved søen hvor der blev mere smattet. Irriterende, men så måtte han vel bare gøre sine sko rene når han kom ind igen, ikke nu.
Han stillede sig, uden rigtig selv at tænke på det, i regn siden, så han fik de kølige dråber mod ryggen, hvor skjorten allerede var begyndt at klæbe til hans let spinkle skuldre, ned af ryggen og maven der var flad som en pandekage. Han fejede noget hår væk fra ansigtet mens han betragtede hende, og ventede halvt om halvt på at hun skulle se ham, mens han betragtede hendes fingre der gled rundt i vandet overflade som med en grumset overflade afspejlede hendes ansigt. På grund af det uklare billede kunne han ikke se hende græde, og heller ej høre noget – ikke endnu.
Hvis hun kiggede op på ham, ville hun få et ansigt der så rimelig neutralt ud med de grå øjne rettet mod hende med strejf af bekymring under overfladen. Læberne var let adskilte som om han ville sige noget, og det ville han skam også, hvis han da ellers kunne finde nogle passende ord. Selvom hun ville have vent ansigtet mod ham, ville han ikke kunne se hendes tåre da der allerede løb vand ned af hendes kønne ansigt i lange linjer der fik hende til at ligne noget meget deprimerende.
Hvis hun valgte ikke at se på ham, brugte han tiden på at finde nogle ord der kunne komme ud mellem læberne men ord havde aldrig valgt hans side og for ikke at kikse totalt og aldeles i det, lukkede han til sidst munden helt i, og flyttede blikket ud mod vandet, som fik en lille trækning til at glide hen over hans læber, mens han kiggede på vandet, før han vendte blikket mod Jade igen.
Efter hvad der kunne føltes som en uendelighed åbnede han igen læberne for at lade de udvalgte ord komme ud. ”Hvad laver du her ude?” Han kunne lige så godt have spurgt om hvorfor hun løb sin vej fra timen, men ville det ikke bare være som at træde i spinaten? Det var normalt ikke det piger syntes bedst om, så at bruge nogle andre ord fandt han på den rette plads, for noget følte han at han måtte sige – han kunne jo ikke bare stå der og glo som en anden tosse på hende mens regnen gennemblødte dem fra top til tå. En klistret omgang.

[Jade Lenoir Clavel]

Skillet - Comatose (hørt i mens)

Jade hørte nogle nærme sig og så let til siden, så vis man stod foran hende, kunne man se hun kiggede lidt bagud men ikke for megen, og så kunne man se Roman nærme sig i baggrunden. Hun mærkede det prikke i sin hud som tusinder små nåle, sådan føltes den kolde regn i nat. Hun var allerede gennemblødt, og dryppede fra sig som havde hun stillet sig ind under en eller anden bruser til hun var soking wet. Hun følte en smule skyldfølelse af at ha endt med at kende Roman, var hun skyld i hans trængsler?. Hun vendte sig dog stille om, i det hun så det var ROMAN!? rejste hun sig så hurtigt hun overhovedet kunne, op og kiggede chokeret på ham, med sine syre grønne øjne der blot betragtede Roman og vis han nærmede sig hende, ville hun skam gå bagud, fordi hun ville ikke være for meget nær ham, det føltes underligt, derfor holdte hun en go afstand fra ham. Hun så lidt væk fra hans grå øjne der prøvede nærmest at finde et svar i hende, og hun kiggede blot ned og sagde"Jeg sidder for mig selv og beundre vandet" hun kiggede på sin dryppende hånd der havde været nede i det for få sekunder sinden.
Hun betragtede Roman i lidt tid, mund han os var kommet her ud for at tænke?, ej det var vel blot hende.. Hun huskede tydeligt hvordan han havde reageret siden hun ikke mødte op i opholdsstuen og andet, mund han virkelig hadet hende nu?"Hvad syntes du vi er" hun så alvorligt på ham og sagde"Er jeg din ven" hun kiggede på ham med et blik der sagde alt, hun ville vide om hun var hans ven eller ej, vis han svarede nej at hun ikke var hans ven ville hun langsomt trække sig mere væk indtil hun stod så tæt på kanten som vis man stod ved en kløft, og nærmest mærkede sig selv falde bagud, dog ville hun helst undgå at lande i dette her vand, det var nok det mest skræmmende mest forfærdelige vand man kunne ønske sig at bade i eller andet?.
Hun betragtede ham lidt og svarede at hun syntes de allerede var en slags venner og sagde så derefter"Hader du mig" hun slog blikket ned af, mod badebroens flade brædder, de stod på, eller ihvertfald hun stod på og vis han nærmede sig ville hun prøve at komme væk fra ham så godt hun nu kunne, men hun ville ikke hoppe i søen så det var ikke en mulighed at kunne komme længere tilbage?.
Hun betragtede ham og sagde"Jeg syntes vi blot skal stoppe alt det her nonsens, og blot forblive venner.. lade vær med at ignorer hinanden og så blot lade tingene være som de er" hun smilede forsigtigt og strøg en tåre væk fra sin kind, dog kunne dette jo sagtens ligne regn, skønt hendes øjne var blanke af tårenes væske og lettere rødlige...

[Roman Valent]

Et lille smil stred sig ind på hans våde læber, mens han lod hende tale ud, uden at afbryde hende, eller sige noget til hendes spørgsmål før hun virkede til at være færdig med at tale ud. Så noget helt galt var der ikke, ellers ville hun ikke pludselig snakke så meget. Da han var sikker på hun var færdig med at snakke havde han et svar klar til hende, som han ikke vidste hvordan hun ville tage, men det kom vel bagefter ikke? ”Hvis vi er venner, så fortæl mig hvad der er galt og lad være med at prøve at bild mig ind at du går her ud for at tænke, jeg er sikker på du langt heller vil tænke i tørvejr.” han selv stod på kanten af broen, og flyttede sig ikke yderligere, heller ikke hvis hun gik enten frem eller tilbage, for selv havde han intet problem med at stå hende nær – ikke hvad han selv vidste.
”Og hvis du endelig skal tænke – så fortæl mig hvad du tænker, siden du stormer ud af klassen.” Som en mindre udfordring til hende, gik han et skridt længere frem, så de begge stod på broen, men skridtet var forsigtigt og omhyggeligt så han hurtig kunne komme ind på land, man vidste jo aldrig med de kvindemennesker. Trods vandet sikkert ikke ville være dybt ville han stem sikkert gå i panik og alt muligt hvilke han nødig ville vise foran Jade – eller nogle anden, så længere ud på broen ville han bestemt ikke.
Han valgte ikke at nævne et ord om at han ikke havde tænkt på at deres bekendtskab som venskab. Efter hans hoved var venner noget man blev over længere tid, ikke noget man bare kunne erklære sig, men hvad fanden! Hvad vidste han i bund og grund om dette?
Da hun tørrede sin tåre væk fra kinden blev han sikker på at hun græd, hvilke overraskede ham, og at der var mere end blot ’tanker’ der var inde i hendes hoved. Hans erfaring med piger, som i grunden var relativ lille sagde at en pige aldrig græd med mindre der var noget der rørte hende dybt – eller påvirkede hende meget. Piger var jo stædige og ville normalt for alt i verden ikke fremtræde som et tudene barn der helst ville hjem til mors skørter, så hvis de endelig græd måtte det vel betyde noget – mere end bare ’tanker’.
Hvis hun prøvede at komme forbi ham, ved at gå mod ham, ville han stadig ikke flytte sig væk, heller ikke selvom hun prøvede at flytte ham. Hvis hun heller ville prøve at sno sig udenom ham ville han gribe fat i hende, og holde fast i hende til han fik et ordentligt svar han kunne godtage – og det skulle efterhånden være et ret så godt svar, da hendes let rødligere øjne stadig pirrede ham.