Because you never know

[Dawn Phoenix]

søndag d. 28. november
21:32

Man kunne vist godt sige at det havde været en lang dag. Hun havde været tidligt oppe for at læse lektier og bare læse en god bog inden morgenmaden og resten af dagen havde hun så brugt på at læse bøger og slappe af med sin kat Tria, der havde haft potten bundet ind siden hun havde slået den da den havde siddet i klemme om lørdagen. Hun havde ikke forstuvet den, men hun skulle passe på at det ikke blev være, så derfor havde Dawn bundet en lille bandage om hendes skadede potte. Lige inden aftensmaden havde hun dog taget det af igen for at give sin kat lidt frihed igen, og som forventet forsvandt Tria straks uden for for at være lidt sig selv efter at have haft sygebesøg halvdelen af dagen.

Det var dog midlertidigt ikke hvorfor hun var her nu. Hun var her nu, fordi hun.. Ja, for at være lidt alene. Det var meget sjældent at nogen elever kom her ud, og det var også ret sjældent at nogen af skovens beboere kom her til hvor hun var nu. Hun sad nemlig i skovbrynet et sted mellem nøgleforvalterens hytte og søen. Et sted hvor der ikke rigtig var noget, men hvor man var ret synlig fra skolen.

Hun havde lagt sig ned i sneen og så op på stjernerne gennem de trækroner der spredte sig ud fra skoven og ud over den hårde jord der udgjorde skællet mellem skoven og græsset. Hun havde lagt sig oven på sin varme vinterkappe, en kappe af sort uld med et tykt lag isolering og et ekstra lag sort uld på indersiden. På fødderne bar hun et par store, vandtætte vinterstøvler og på benene et par sorte bukser med nylonstrømper inden under for ekstra varme. Hun havde skiftet skoleuniformens hvide skjorte ud med en højhalset bomuldtrøje og en tyk uldsweater og som toppen over i'et havde hun også sit tykke halstørklæde i kollegiets farver vinklet rundt om halsen og en tyk strikhue trukket ned over øerne.

Men selv med alt hendes varme tøj på kunne hun mærke kulden gennem sin kappe og begyndte så småt at overveje om hun skulle komme op så hun ikke blev syg. Men det var så afslappende at ligge i sneen og betragte de hvide lys på himlen gennem et par sneklædte grene. Desuden var den luft der kom fra skoven af lun i forhold til sneen, hvilket vel lidt var hvorfor hun havde lagt sig her. Hun kunne jo havde lagt sig midt på græsplænen hvor hvem som helst kunne komme og træde på hende og hvor der var frit udsyn til den smukke nattehimmel, men det havde helt sikkert være koldt.

Hun lagde hænderne hen over hendes brystkasse og kunne ganske svagt mærke hendes tryllestav der lå i hendes ene forlomme. Hun gik ikke her ud uden sin tryllestav og var klar til at trække den til en hver tid, selv om hun stadig var meget afslappet. Man skulle aldrig være uagtsom når man var så tæt på skoven, der var jo en god grund til at eleverne ikke måtte befinde sig der inde.

[Jake Dunham]

Jake var som sædvanligt gået væk fra skolen for at kunne få lidt fred og ro. og det havde så resulteret i at han var havnet ude i den forbudte skov. Ikke at han var bange, da det var noget at han sjældent var, men måske også fordi at der sjælendt var noget at være bange for i den forbudte skov så tæt på skolen som han var lige nu. Han trak sin tryllestav og mumlede lavt "Lumos" spidsen af hans tryllestav lyste op og han gik længere ind i skoven. Han konsenterede sig ikke om, ikke at larme. Så her og der trådte han på nogle nedfaldne kviste hvilket fik det til at knække med et højlydtknæk som var tydeligt at hører i den mørke og stille skov. Han havde sin sorte kappe på for at kunne holde varmen, og derfor var den slået hele vejen rundt om ham og hætten var trukket op. derved var den eneste farve at se ud over sort de røde gryffindor mærke som hang over højre bryst. Da han var kommet ind til et sted i skoven hvor træerne ikke stod så tæt mere slukkede han sin tryllestav og trak hånden ind under kappen igen, dog stak han den ikke væk men holdt den i hånden, hvis nu han ville få brug for den. Jake lændte sig op af det nærmeste træ og kiggede op på himlen, han stod samtidig lidt og overvejede at forvandle sig og komme ud af flyve men besluttede sig for bare at kravle op i en af træerne. Han var blevet god til at klatre i træer gennem årene og det tog ham ikke langtid at finde et træ han kunne kravle op i, og det tog ham heller ikke langtid før han sad på en tyk gren og lændte sig op af træstammen. Han trak et af bladene af fra grenen og gav sig til at spille en rolig melodie på den.

[Dawn Phoenix]

Et højlydt 'knæk' gik gennem skoven som et ekko og fik en lille flok ravne til at flyve op i skrig. Dawn satte sig forskrækket op og stirrede ind i skovens mørke. Hun trak sig lidt væk fra den og kunne mærke hvordan hendes hjerte havde sprunget et slag over så derfor nu have sat hastigheden op. Hun sank en klump og lod roen falde over hende igen. Der var ikke noget, det havde været lang væk, ikke tæt på. Hun pustede lettet lidt luft ud, men tog stadig ikke øjnene fra skoven.

Lige som hun var faldet helt til ro igen og følte sig sikker på at det ikke var noget der var tæt på hende, kunne hun skimte et lille lys gennem træerne. Først troede hun at det var indbildning da det var så lille og kun varede ved så kort tid, at hun troede at det ikke var noget hun havde set i virkeligheden. Men så dukkede lyset atter frem fra et træ og hun vidste at der var nogen der inde. Hun så sig over skulderen tilbage mod skolen og da hun vendte blikket tilbage mod skoven, var lyset væk. Hun flyttede hovedet i håb om at lyset ville komme fri fra træerne igen, men det dukkede ikke op igen. Så kom hun langsomt på benene. I teorien burde der ikke være nogen fare så tæt på skolen, så hun kunne vel godt gå ind og se hvem det var og om de var okay, uden at der ville ske noget. Hun greb sin tryllestav og kom på benene, men gjorde ikke noget videre for nu. Hvis der var noget der inde ville hun ikke give det den fordel at kunne se hende fra 5 miles afstand, selv om hun godt vidste at det var noget af et sats at tage.

Med forsigtige skridt kom hun fri for sneen og trådte længere ind i skoven. Langsomt, meget langsomt, kom hun dybere ind i skoven uden at snuble over noget. Hendes fødder trådte varsomt og hun havde tålmodighed til flere, så hun havde ikke brug for at skabe noget lys så hun ikke ville falde, hun skulle nok klare sig.

Længere inde i skoven, der hvor hun sidst havde set lyset, stoppede hun op og spejdede i alle retninger for at spotte lyset igen. Der var stadig mange træer der hvor hun stod, så hun kunne ikke se så langt, derfor besluttede hun at hun hellere måtte tænde noget lys. Hun tog tryllestaven frem fra kappen og holdt den frem for sig. ”Lumos.” Hendes stemme var rolig, men der var en hvis grad af utryghed at spore i den, selv om den var lav.

Så snart hun havde udtalt ordet kom et klart og hvidt-blåt lys frem fra spidsen af hendes stav og kastede noget lys over de mørke træer omkring hende. Hun holdt den oppe for at tjekke træerne højere oppe, bare for en sikkerhedsskyld. Da hun intet kunne ses rettede hun tryllestaven frem for sig igen så den var parallel med jorden hun stod på. Efter omkring 15 sekunder besluttede hun sig for en retning, og gik dybere ind i skoven i den retning hun mente lyset havde vej på vej i. Hendes blik blev ved med at skifte mellem hendes føder, vejen foran hende, mørket på begge sider af hende og en gang i mellem mod mørket bag hende. Som hun kom dybere ind i skoven begyndte træerne at tynde ud og blive bredere og ældre. Samtidigt var alt lys fra månen og stjernerne helt forsvundet nu og hun kunne sværge at noget puslede bag hende. Men hver gang hun vendte sig om blev der stille.

Til sidst vendte hun ryggen mod et stort træ og vendte sig om med tryllesytaven foran sig i håb om at hun kunne fange det der puslede bag hende. Og hvis ikke, så at hun kunne få noget ro på sig igen, for lige nu var hun på renen af panik over situationen. Hun var ikke vandt til at være i et sådan mørke og havde kun været helt inde i skoven to gange før, og det var i ledtog af en lære, begge gange.

Hendes hjerte sad på nuværende tidspunkt oppe i halsen på hende og hun forsøgte at holde sin vejrtrækning under kontrol. Som hun stod der og stirrede ud i mørket, gik noget op for hende. Hun havde ikke helt holdt styr på hvor hun var gået. Hun vidste hvor hun kom fra, men kun 9 meter tilbage. Derfra kunne det kun være hendes håb at hun kunne genkende det hele igen. Men ellers måtte hun jo bare bruge lidt mere magi for at finde tilbage, det var jo ikke ligefrem fordi hun var faret rigtigt vild, det ville jo betyde at hun var fortabt.

Hendes øjne blev pludseligt større, da en gren knækkede ved siden af hende. Hun vendte sig om mod lyden med tryllestaven foran sig og en besværgelsesformular på læberne, allerede på vej til at blive udtalt.

[Jake Dunham]

Jake stoppede med at splille på bladet da han så et lys fra en tryllestav bevæge sig mellem træerne. Først trak han bare lidt på skulderne, det var sikkert bare en anden elev som ikke gad være på skolen. Men da lyset forsatte længere ind i skoven blev han både nysgerig og urolig for vedkommende. Han kiggede ned men besluttede sig for at det ville tage forlangt tid at komme ned fra træet som menneske og derfor forvandlede han sig til Kongeørn og svævede ned mellem træerne. Han stoppede lidt tæt på lyset da han havde hørt et knæk som ikke kom fra den person som holdt staven. Han forvandlede sig tilbage igen og holdt samtidig sin tryllestav klar. Hans kappe ville skjule ham for alt der ikke havde en bedre lugte sans end et menneske. men desværer var der jo netop sådan ondskabsfulde væsner her i skoven. Blandt andet varulve. Man kunne tit hører dem om natten, men det var langt inde i skoven, men samtidig vidste han ikke hvor langt inde han var selvom han godt ville kunne finde tilbage igen. Jake besluttede sig for at det ville være dumt at bruge lumos lige nu da det bare ville afslører hvor han var, så han sneg sig lydløst tættere på lyset samtidig med at han passede på hvor han gik og ikke trådte på nogen grenen. Da han var kommet tæt nok på til at se hvem det var der holdt tryllestaven stoppede han op og betragtede hende, han havde set hende før på skolen og vidste derfor at hun var fra ravenclaw og at hendes navn var Dawn. Han stoppede op og satte sig ned på hug mens han undrerne betragtede hende, hvad lavede en fra ravenclaw her ude på nuværende tidspunkt, og hvorfor i alverden virkede hun så skræmt. Jake valgt lige at ville vente med at se hvad der skete. Men da han ville være et alt for nemt bytte som menneske i denne skov forvandlede han sig endnu en gang til kongeørn og fløj op i et træ for at holde øje med hende. endnu en gang priste han sig lykkelig for at når han var kongeørn at han så samtidig havde nattesyn.

[Dawn Phoenix]

Det føltes som evigheder at hun stod der og stirrede ud i mørket mens hun lyttede. Der var intet at se, men hun vidste at der var noget og det ville ikke få hende! Hun vendte tryllestaven rundt da en hvislende lyd opstod et stykke fra hende, og da hun drejede tryllestaven ramte det yderste af lyset en mørk skikkelse som helt sikkert ikke var et menneske. ”Everte Statum.” Ordene kom hurtigt og sikkert med overbevisende styrke og sendte en trykbølge af sted mod skikkelsen der blev kastet tilbage væk fra hende og landede hårdt mod et træ godt 5 meter fra hvor skikkelsen havde stået. Så snart hun havde udtalt ordene gik lyset ud til fordel for at sende hendes forsvar af sted. Da det var gjort drejede hun rundt på hælen og satte i løb. Efter et par meter vendte hun hovedet for at se om væsnet stadig var efter hende, blev mødt af et uigennemtrængeligt mørke og faldt så forover på grund af en rod der lå hen over jorden.

”Av..” Hendes stemme var lav og hun havde stadig fast i sin tryllestav. Hun fik vendt sig om med tryllestaven foran sig vendt mod den vej hun kom fra, klar til at sende endnu en formular af sted hvis væsnet skulle havde fulgt efter hende. Men der kom ikke noget og forsigtigt kom hun på benene igen. ”Lumos.” Hviskede hun frem for sig og lyset vendte tilbage fra tryllestavens spids. Trængte igennem mærket uden at møde noget på sin vej. Forsigtigt gik hun tilbage mod hvor væsnet havde været sidst og da hun nåede frem til det træ hun havde kastet det op mod, var der ingen ting. På jorden kunne hun se nogle mærker der viste hende at væsnet var blevet skadet på en ud af 4 ben. Hun drejede rundt og fulgte sporende med lyset uden at flytte sig ud af stedet, det var væk og først nu opdagede hun at hendes hjerte var faldet til ro. Hendes skuldre faldt ned og hendes blik var ikke længere skræmt, men roligt.

Hun vente sig om og så sig omkring, hun havde næsten glemt hvorfor hun var gået her ind. Hvor var det lys blevet af. Der måtte have været nogen her inde! Hun havde jo set det, men hun havde bare ikke set nogle tegn på at der skulle være nogen og hun begyndte at overveje sin vej tilbage mod skolen. Dog stod hun stadig stille, hun var ikke helt overbevist om det var en god ide eller om hun skulle lede videre efter den elev hun mente måtte være der inde.

[Jake Dunham]

Jake var lige ved at flyve ned og hjælpe hende da væsnet blev slynget tilbage og ramte træet. Hvilket selvfølgelig også fik jake til at flyve afsted på grund af trykbølgen. men heldigt forham kom han ikke tilskade men blev kun lettere fortumlet. Han landte på jorden og forvandlede sig til sig selv og begyndte så at gå frem af mod stedet hvor væsnet havde angrebet. Han ville nok kunne finde hende der omkring hvis det blev nødvendigt. Jake stak igen sin stav ud gennem kappen uden at slå den til side "lumos" sagde han lavet og begyndte så at gå afsted. Der gik dog ikke længe før han stødte ind i hende da hun åbenbart var gået tilbage til stedet for angrebet. Han slukkede sin egen tryllestav og pegede så højt op i himlen Lumos Maxima" sagde han i et normal tonefald og en kugle af lys skød op mod trækronerne og oplyste hele området rundt om dem. Jake trådte ud med armene krydset overbrystet mens han betragted Dawn, både for at se om hun var kommet tilskade og for at se om der mon var nogle synlig grund til at hun befandt sig ude i skoven på nuværende tidspunkt. Men han kunne hverken se om hun var skadet eller se nogen grund til at hun befandt sig ude i skoven. " Godaften. Må jeg spørge hvad du laver her" spurgte han med et let latter i stemmen. Det morede ham faktisk lidt at hun også var Ude i skoven. Det havde faktisk moret ham længe men han havde jo ikke ville afslører sig selv, men nu hvor han ikke blot var trådt frem men også havde kastet lys over dem kunne han jo ikke så godt lade som om han ikke var der.

[Dawn Phoenix]

Et lys dukkede op tæt på hende, men stadig uden for lyset fra hendes tryllestav. Hun drejede hovedet og så en velkendt skikkelse træde frem. ”Jake..” Hvis tanker kunne sukke, havde de gjort det, men uden på forblev hun uændret, hvilket faktisk var en stor bedrift når hun var ved at smelte inden i. Normalt ville hun skynde sig forbi ham, skjule sig bag en reol i biblioteket eller en flok elever i gangene, men det var som om det var lidt svært at gemme sig midt i en skov. Da han kastede noget mere lys over situationen, slukkede hun sin egen stav og sænkede den så den ikke længere pegede på ham. Hun holdt den dog stadig i et sikkert greb, man vidste aldrig.

”Leder efter dig. Tror jeg. Altså jeg vidste selvfølgelig ikke at det var dig, men jeg så et lys fra græsset af og tænkte at det nok var en elev, og så forsvandt det lige pludseligt, så jeg tænkte at jeg ville..” Hun startede ud langsomt, men efterhånden som hun kom ind i sætningen steg hastigheden også indtil hun til sidst var ved at falde over sine egne ord og stoppede sig selv. Hun ville havde gjort alt for at kunne forsvinde fra jordens overflade lige nu og her, men det var nok ikke muligt sådan bare at forsvinde. Med mindre hun selvfølgelig gerne ville dø en smertefuld død..

Hun rømmede sig. ”Være sikker på at der ikke var nogen der var i fare.” Hendes mundvige trak op i et underligt smil, der ikke rigtig betød noget, men som samtidigt viste at hun selv godt vidste at det ikke havde været et af hendes mest geniale ideer i hendes tid. ”Var du.. i fare?” Mest sagt fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige og gerne ville undgå den der pinlige tavshed der som regel opstår i sådanne situationer. Inden i græmmes hun. Hun kunne havde spurgt om så meget andet. Som fx om han var okay eller om han kendte vejen tilbage til Hogwarts. Om han så hvad det var eller... Ja, der var i hvert fald mange andre ting hun kunne havde sagt som ikke havde været så malplaceret som dette, men sket var vel sket, hun kunne jo ikke vende tiden og gøre det om hun havde gjort. Hvis hun kunne havde hun nok gjort det på det tidspunkt hvor var hun var ved at gå i panik. Eller havde hun? Hun var jo nysgerrig, ellers havde hun ikke gjort som hun havde gjort. Efter nærmere eftertanke så havde hun gjort det. Helt sikkert. Hun havde helt sikkert gjort det om og var ikke gået ind i skoven hvis hun vidste at dette ville ske.

Hun holdt øjenkontakt med et genert blik og et lille smil på læberne. Hun morede sig ikke, men var ikke utilpas i situationen, bare ikke helt sig selv. Lige nu føltes det som om hendes indre var ved at lette fra jorden og at alle hendes organer var i gang med at skifte plads samtidigt med at en flok sommerfugle havde fundet vej ind i hendes mave. Nede i de store støvler var hendes tæer urolige, men hendes ben var stille og viste ikke tegn til at stå på usikker grund.

[Jake Dunham]

Jake kunne ikke lade vær med at smile da hun næsten snublede over sine egne ord. Men han valgt dog ikke at kommenterer dig "Jeg er da glad for at du ikke er kommet tilskade. Og ikke for at virke streng eller noget. Men man skal aldrig følge efter et lys her i skoven Dawn. Det kunne lige så let havde været nogen eller noget som ikke ville dig det godt når du først var kommet tæt nok på og var faret vild" han sendte hende et venligt smil men samtidig kiggede han alvorligt på hende i tilfælde af at hun ikke havde forstået det hundrede procent. Han rystede lidt på hoved af hendes spørgsmål "Nej jeg var ikke i fare, men det var du vidst" sagde han og kiggede signede på hende for ligesom at fortælle hende at han havde holdt øje med hende. Han kiggede bagefter over mod træet hvor væsnet var blevet slynget hen. han gik der over og knælede ned ved siden af sporerne for at se om han kunne se hvilket dyr eller væsen det havde været der havde angrebet hende. Men det var ikke til at se ud for sporerne da de var blevet godt ødelagte af dens halten og falden. Jake vendte sig bagefter rundt og Sendte hende et skævt smil og lagde så hovedet på skrå "Når må jeg så få at vide hvad du laver her ude Dawn?" spurgte han med et skævt smil. Han kiggede lige ind i hendes øjne med et venligt glimt i øjet. Han ville gøre alt for ikke at skræmme hende mere end hun allerede havde været. Han gik lidt tættere på hende så de ikke behøvede at tale helt så højt til hinanden, da han besluttede sig for at det ikke ville være den bedste ide her i skoven.

[Dawn Phoenix]

Han kendte hendes navn. Hvordan kunne han vide hendes navn, hvordan kunne han overhoved vide at det var hende. En bobbel af glæde eksploderede inde i hende og nåede frem til hendes øjne, da han første gang nævnte hendes navn. Men straks efter forsvandt det igen og hun rettede det mod sine egne fødder, efterhånden som han gav hende en lektion i hvad man gjorde og hvad man bestemt ikke gjorde i den Forbudte Skov! Hun nikkede forsigtigt og skimtede op mod ham da han sluttede sætningen. Hans venlige smil gav hende mod til at fremmane et lille skævt og rettede hovedet lidt op igen, dog stadig med bøjet nakke, på grund af hans alvorlige blik. Hun nikkede forstående; hun havde lært sin lektion, aldrig gå ind i den Forbudte Skov igen uden en lærer og helst heller ikke med en.

Hun betragtede ham som han gik hen til træet og sporende, lod kort et blik glide rundt for at tjekke at der ikke var noget der lugede, og vendte så tilbage til ham igen. Hun kunne ikke lide den stilhed, der nu herskede i skoven. Hun kunne godt lide at der ikke var nogen lyde, for det ville være et dårligt tegn, men ikke den stilhed der herskede mellem hende og Jake, for den gav hende tid til at tænke. Gav hende til at fremkalde den glæde der havde været i hende for kort tid siden da han havde kaldt hende ved navn. Tænk at han kendte hende. Hun havde aldrig troet at hun havde været andet end én i mængden for ham.

”Øhm.. Hvad?” Hun havde været lidt langt væk da han igen henvendte sig til hende. ”Hvad jeg laver her? Men det har jeg jo lige..” Hendes blik flakkede som om hun ikke kunne finde hoved og hale i det. Så stoppede flakkeriet ved ham og det gik op for hende hvad han mente. Han måtte mene hvad hun lavede ude ved den Forbudte Skov til at starte med, noget hun ikke følte sig helt overbevist om at hun havde lyst til at indvige ham i lige nu. Hun ville sikkert bare komme til at plapre løs igen og sige alt det hun ikke ønskede han skulle vide. ”Altså jeg vil hellere vide hvad du lavede her ude.”

[Jake Dunham]

Jake slog sin hætte lidt tilbage så han bedre kunne kigge på hende uden at hætten spærede for udsynet. Han lagde armene lidt på skrå mens han betragtede hende med et skævt smil på læben, dog var det tydeligt at han ikke syntes at hendes spring i emnet var en særlig god ide " Nu spurgte jeg dig først, og så er der den forskel på os to at jeg er blevet myndig, du er ikke helt blevet myndig endnu. Men for at være fair. så var jeg Her ude for at slappe af. Indtil jeg så dit lys flakke rundt i skoven. hvorpå jeg gav mig til at følge efter dig i skyggerne for at finde ud af hvem du var, og hvad du lavede her. og så er det dig" sagde han og nikkede til hende. Han havde trodsalt mere ret til at være i den forbudte skov end hun havde. da han blandt andet var myndig, og derved også beherskede besvægelser hun endnu ikke havde lært. og så samtidig med at han var en animagus og derved ville kunne forvandle sig og flyve væk hvis der var farer på færer, hvilket var endnu en ting han ikke regnede med at hun kunne. Han trådte lidt tættere på hende, selvom han var meget alvorlig i at lærer hende hvad man ikke gjorde kunne et beundrene glimt ikke lade vær med at vise sig i hans øjne over at hun var så rolig som hun var. Når man tænkte på at hun næsten var blevet slået ihjel for ikke så lang tid siden. Jake trak sin stav igen og erstattede den lyskugle fra tidligere da den var ved at dø ud. trodsalt holdt det jo ikke evigt. Han kiggede igen på hende og lagde begge hænder på hendes skuldre og kiggede ind i hendes øjne for at være sikker på at hun forstod alvoren " Jeg vil virkelig gerne havde at du svarer mig, du kunne trods alt være blevet slået ihjel ligefør." sagde han med en anelse bekymring i stemmen. Selvom han ikke kendte hende særlig godt kunne han jo stadig bekymre sig for hende når sådan noget skete.

[Dawn Phoenix]

På den måde han indledte sit svar, var hun ret sikker på at hun måtte starte. Hun var ikke typen der gjorde meget modstand, hun føjede gerne med mindre hun var i en situation hvor det der skete gik imod alt hvad hun troede på og mente var rigtigt. Dog blev hun positivt overrasket da han fortsatte ved at fortælle hvad han lavede der ude. Slappede af? Hvor var han bare.. hun kunne mærke hvordan hendes indre smeltede lidt mere. Hun forsøgte ivrigt at undgå at vise dette overfor ham, hvilket kun lykkedes fordi han gav sætningen videre til hende. ”Øhm...” Igen tøvede hun. Hvad skulle hun sige? Nu kunne hun jo ikke sige at hun var der ude for at slappe af, det ville jo være tamt og hun ville i hvert fald ikke sige noget tamt overfor ham. Igen.

Et skridt tættere på. Det føltes som om en mur gik igennem hende. Som om hans aura gik igennem hende som han kom tættere på. Hendes fødder ville så gerne flytte sig. Ville så gerne gå et skridt tilbage for at komme ud af den følelse hendes krop nu stod med. Men hun var som tryllebundet af ham og kunne ikke få sig selv til at flytte på sig. Til sidst var det for sent. Han stod med en hånd på hver af hendes skuldre og så hende alvorligt ind i hendes øjne, som aldrig på noget tidspunkt havde forladt hans. Hun ville så gerne rømme sig for at kunne få luft igen, men kunne ikke. Hun var gået i stå, var som forstenet.

”Jeg..” Hendes stemme var svag da det føltes som om noget sad og pressede på hendes bryst. Hun tog en dyb indånding og følelsen forsvandt. ”Jeg ville lidt væk fra det hele.” Hun trak på smilebåndet, som straks faldt ned igen til et lille neutralt smil. Hun kunne ikke få sig selv til at slippe smilet, men heller ikke til at lade det vokse. Det var situationen for alvorlig til. Hun kunne høre hans bekymring i hans stemme, kunne fornemme alvoren på den måde hans holdt fast i hendes skuldre på, samtidigt med at hans blotte tilstedeværelse vente hele verden på hovedet. Var det ikke fordi hun netop havde været døden nær, og stadig stod på det punkt hvor det var sket, havde hun nok besvimet da han rørte hende. Selv nu kunne mærke hvordan hendes ben var ved at give efter under hende og det trods at hun virkelig forsøgte at være moden og fattet.

”Jeg var lige uden for skoven, ikke inde i den. Jeg sværger, jeg går aldrig ind i skoven normalt. Aldrig..” Hun følte en træng til at understrege at hun ikke havde været inde i skoven da hun så lyset og at det altså ikke var normalt at hun gik ind i skoven. Hun gjorde det aldrig, hun var kun i udenfor den fordi der var fred der. ”Nogen gange går jeg ned til skovkanten og ligger mig i sneen. Der kommer aldrig nogen og der er så stille.” Hun så ham stadig ind i øjnene, ledte efter noget der fortalte hende at det var i orden. At hun ikke bare var en lille pige på afveje. En form for godkendelse som den hun havde fået et meget kort glimt af før. Som hun ledte efter det lille glimt af godkendelse, kunne hun ikke længere skjule sin beundrelse for ham og den trådte frem og blev tydelig. For et sekund blev den hængene før det gik op for hende at hun var faldet hen i hans øjen og fik den skubbet til siden. Men den forsvandt ikke, den blev hængende i kanten af hendes øje.

[Jake Dunham]

Jake betragtede hende med et roligt glimt i øjet mens han lyttede til det hun sagde. Da han hørte at hun ikke havde været inde i skoven, men lige udenfor den da hun havde set lyset fik ham næsten til at slappe af med det samme og det var tydeligt at se på ham. Så var der måske alligevel ingen grund til at skælde hende ud mere, og det så da ud til at hun forstod hvad han havde sagt til hende. " Ja der er tit rart at være lidt væk fra det hele, det kender jeg alt til" sagde han med et skævt smil. Mens de havde stået og snakket og han havde kigget ind i hendes øjne havde ingen af dem holdt øje med hvor det egentlig var at de var hende, og han havde hvertfald ikke rigtig tænkt over det. Han smilte til hende igen og skulle lige til at sige noget, da det lød som om en gren knækkede et eller andet sted uden for lyset fra den kugle som svævede over dem. Jake kiggede rundt men trak så på skulderne ligenu var det ikke forfærdeligt vigtigt at holde øje med hvad der forgik hvertfald ikke i følje ham. Han lagde godt mærke til glimte i hendes øjne Men til at starte med kunne han ikke helt bestemme hvad det var for et glimt. Han kiggede den vej som skolen lå "Nå skal vi få dig tilbage til skolens område? inden du laver flerer ulykker?" spurgte han med et drilsk grin og vendte hende så rundt og puffede hende blidt i røven i for at få hende til at gå den retning. Hans puff i hendes røv var egentlig ikke noget han havde gjort bevidst det var bare noget han automatisk havde fået gjort. Endnu en gren knækkede etsted bag dem, men da han ikke ville skræmme hende lod han som ingenting men han havde dog grebet fadt i sin tryllestav for at være klar til hvad som helst.

[Dawn Phoenix]

Da han faldt lidt til ro igen, kunne hun også slappe af igen. Det virkede som om det så ikke var så alvorligt alligevel, nu hvor han vidste at hun ikke have været inde i skoven, men havde holdt sig på afstand. Hendes ene øre opfangede en knækkende gren og hun drejede straks hovedet hen mod lyden for at se hvad det var. Da hun gjorde dette gik hun automatisk et lille skridt til siden, væk fra lyden mens hendes øjne flakkede hen over den del af træerne hvor det måtte have kommet fra. Da hun ikke kunne se noget, vendte hun blikket den stik modsatte vej. Det hente at hun tog fejl af retningen. Men som hun drejede hovedet den anden vej opfangede hun Jake der bare stod helt rolig og betragtede hende, så hun vente et undrende blik mod ham med en rolig bevægelse. Var han ikke urolig? Mente han ikke at der var noget at være urolig for?

Tilbage til skolen? Ja det var nok en god ide nu hvor han sagde det, de var jo ikke ligefrem i sikkerhed som de stod der i skoven. Hun lod ham vende hende om og begyndte at gå da hun følte et lille puff fra ham. Hun vendte forvirret hovedet en lille smugle, men nåede at stoppe sig selv inden hun nåede der hen hvor hun kunne se ham ud af øjenkrogen. Hendes kinder var nemlig blevet varme hvilket som regel var et godt tegn på at hun rødmede. Noget han gerne ikke skulle opdage. Altså hvis han mente noget med det måtte han da gerne se det, men hun ture bare ikke tro på det. Hun kendte så lidt til ham og hun kunne så godt lide ham, så hvis han ikke mente noget med det og bare ville finde det morsomt, ville hun simpelthen gå i sin grav.

”Lumos.” I hendes stemme kunne man svagt fornemme en lethed og en glæde, som de fleste nok ville finde underlig i denne situation. Men hun føltes så let inden i at hun ikke kunne lade værd.

”Går du tit i skoven, Jake?” Hun forsøgte at dæmpe det lidt, så det ikke virkede som om hun var høj på adrenalin, selv om hun nok alligevel var det til en hvis grænse. Hun brød sig bare ikke om stilhed, så var hun mere fokuseret på stilheden i skoven og de små lyde der altid ville være.

[Jake Dunham]

Da hun vendte ryggen til ham kiggede han i den retning hvor at lyden var kommet fra. Og han kunne svagt ane en skikkelse, men lige som det stod nu kunne han ikke sige hvad det var og han fulgte derfor efter Dawn. "Tja, nogle gange mere end andre. Men jeg kender da min vej ud herfra" sagde han med et skævt smil, selvom han dog ikke vidste om hun kunne se det, han kiggede ned på hende da han syntes at det virkede som om hun var anspændt og han forsatte med at kigge på hende i lidt tid. før han så kiggede fremad igen. Han trak lydløst sin tryllestav da endnu en knækket gren kunne hører. Det lod lidt til at hvad end hun havde kastet en besværgelse på tidligere havde enten fået andre til at komme der hen, eller også havde den hentet hjælp. kig om bag hende i tilfælde at af det ville være noget der overfaldt dem, i det tilfælde ville hvad det end var jo ende med at ramle ind i ham først i stedet for hende. "Men du sagde at du ville væk fra det hele? hvad mente du med det, har det da været en hård dag eller er der nogen som er efter dig" spurgte han for at aflede hendes opmærksomhed fra lydenen i skoven. Han kunne måske godt virke lidt overbeskyttende lige nu, men han ville hellere være det end at hun kom til skade fordi hun var fulgt efter ham.

[Dawn Phoenix]

Ja han kendte vejen ud af skoven. Hun smilte skævt af ham, løsnede en lille smugle op indtil hun hørte endnu en lyd bag hende. Hun stoppede pludseligt op og så forbi Jake. Pegede sin tryllestav forbi ham så der blev kastet lys bag ham, men der var intet at se. Hun havde lyst til at løbe, men ikke hvis han ikke fulgte efter. Hun strammede grebet om sin tryllestav, så op på Jake med et forsigtigt smil inden hun så gik videre i den retning han havde styret hende og brugte lyset for enden af hendes tryllestav til at kaste lys over jorden så hun ikke ville falde.

”Ingen af delene. Jeg..” *Jeg kan bare godt lide at være alene. Så skal jeg ikke tænke på andre meninger hele tiden..* Hun grinte lavmælt af sig selv, det skulle han ikke vide. Det var noget for hende. ”Jeg kan bare godt lide stilhed en gang i mellem. Det giver mig ro til at tænke. På skolen er der hele tiden en eller anden form for larm. Enten er det malerierne eller også er det andre elever. Selv om morgenen er der elever oppe. Og lykkedes det endelig en at stå så tilligt op at der ikke er elever oppe, kan man være sikker på at en eller anden lærer gerne lige vil snakke med en.” Hendes stemme var let og glad, men stadig ikke helt fri som hun plejede at være. Hun følte det som om uvidenheden borede sig ind i hendes ryg og for hvert skridt hun tog fik hun en større trang til at sætte i løb. Lige nu var så tæt på at sætte i løb at en lille lyd bag hende, ville sætte hende i gang.

”Hvorfor bliver du nød til at tage ud i skoven for at slappe af? Kan du ikke gøre det ved søen eller et andet sted?” Hun drejede kort hovedet for at sende ham et venligt smil inden hun så straks vendte blikket mod jorden så hun ikke ville falde over et eller andet. Det var ikke det der skulle ske lige nu. Faktisk lige modsat.