Because you never know

[Dawn Phoenix]

Hun nikkede enigt til ham. Det havde han helt ret i. Da han begyndte at gå mod hovedindgangen valgt det hende ind at han havde sagt mugglerfødt. Hun smilte stille for sig ved tanken, han var en ikke fuldblods og det betød ingenting for ham. Det var det sidste der fik hende til at smile. Hun havde faktisk troet at han var fuldblods, de fleste mugglerfødte gik meget stille og prøvede at blive et med de andre elever, ikke at skille sig ud på nogen måde, og desuden havde de sjældent den store selvtilid som hun syntes Jake havde.

”Jeg er nu halvblods. Ikke at det betyder det store, det lød bare som om.. Ja. Det er kun min mor der er muggler, selv om min far ofte opfører sig som om han også er en.” Hun smilte glad og tillod sig selv at studere ham, nu hvor hun gik bag ved ham for første gang. *Han ser endnu bedre ud tæt på.* Hendes kinder blev meget svagt rosa og hun lod blikket glide frem for sig hvor efter den rosa farve forsvandt lige så hurtigt som den dukkede op.

Som de gik langs skolens mur på vej hen mod hovedindgangen kom hun til at tænke på hvordan han havde sagt det og inden hun kunne nå at stoppe sig selv, var hun i gang med at sætte ord på sine tanker. ”Nu må du ikke tage det her på den forkerte måde, men jeg troede faktisk at du var en fuldblods. Du virker så selvsikker, jeg havde aldrig troet at du var mugglerfødt.” Hun stoppede ganske kort op og så roligt på ham. ”Hvordan gør du? Hvad giver dig din selvtillid?” Hun betragtede ham for et øjeblik og gik så videre mod indgangen, da en hård vind blæste sne ind mod dem og blæste hendes kappe op. Hun gav slip i sit tag i kappen for oven for at lægge den ned så den kolde vind ikke kom ind på hendes ben. Da kappen havde lagt sig igen, gentog hun sit greb i kappen, dog midt på i stedet for oppe i toppen, sådan at hun havde mere kontrol over den end før.

[Jake Dunham]

Jake kiggede på hende da hun forklarede at hun var halvblods "Det er helt iorden, jeg har kun noget imod mugglerhadende fuldblods magikere" sagde han med et skulder træk. egentlig havde han til tider også svært ved at stole på alle slags magikere pånær muggler fødte men det behøvede hun jo ikke få at vide, hun virkede jo fin nok. Han skulle lige til at forsætte igen da han vendte sig rundt og kiggede på hende med et hævet øjenbryn af hendes spørgsmål "Det ved jeg ikke helt, det hjælper en del at jeg kan magi som de færreste, måske slet ingen af fuldblods magikerne på skolen kan finde ud af og som de fleste af dem aldrig nogensinde har turdet prøve at lærer Og nej inden du tror det forkerte, Det er ikke mørk magi jeg snakker om" sagde han med et smil. Han ville ikke komme for meget ind på at han var Animagus hvertfald ikke hvis han kunne undgå det, Ikke at det var fordi det var det eneste af avanceret magi som han kunne, det var tit at han brugte mange timer på at lærer besværgelser som han fandt i bøger, som de slet ikke brugte i skolens undervisning, han havde endda lært nogle besværgelser og forvandlinger, fra bøger som kom fra den forbudte afdeling på skolens bibliotek, ikke at det havde stoppet ham, da han jo tit havde haft nemt ved at lokke lærerne til at give ham lov til at læse de bøger, eller det havde de hvertfald da de troede at han bare var en flittig elev, og det var inden at han for alvor var begyndt at bryde reglerne, men nu der havde han alligevel fundet en måde at låne bøgerne fra den forbudte afdeling udenom lærerne.

[Dawn Phoenix]

Da han sagde at han kunne avanceret magi opstod en tydelig bekymring og hendes smil falmede. Avanceret magi? Udøvede han..? Så afsluttede han sin sætning og hendes ansigtsudtryk faldt tilbage i de folder som det kendte så godt. ”Hvad så?” Der var jo en del der gik ind under betegnelsen, men hun kunne ikke lige komme i tanke om andet end mørk magi, og hvis han sagde at det ikke var det, så troede hun på ham. I hvert fald indtil han gav hende en grund til ikke at tro ham, hvilket man vist ikke lige frem kunne sige at have havde gjort indtil videre.

Da de nåede frem til hovedindgangen skubbede hun med en rolig hånd døren op, men kun lige nok til at hun kunne stikke hovedet ind og se at der ikke var nogle lærer i indgangshallen, så gled hun ind gennem den smalle åbning i døren og inden for i varmen hvor der var vindstille og tørt. Hun stilte sig inden foran den anden dør og ventede på at Jake skulle komme med inden for. Hun havde ingen ide om hvilken vej der ville være den sikreste vej. Hun stod med siden til med hovedet drejet mod døren og ventede på at han skulle komme ind, men hun holdt øje med gangen ud af øjenkrogen. Hendes hænder slap kappen selv om der stadig var vind der slap ind gennem døråbningen.

[Jake Dunham]

Jake trak bare lidt på skulderne til hendes spørgsmål "Det vil jeg faktisk helst holde for mig selv. Ikke for noget, men jeg kender dig ikke forfærdelig godt og ved ikke om jeg kan stole på dig, Selvom jeg helt klart tro at jeg kan, du virker virkelig som en sød pige. Men det er bare de færreste jeg stoler nok på til at fortælle den slags, Måske når vi har kendt hinanden lidt længere" sagde han undskyldene. Han fulgte efter hende inden for og kiggede så lidt frem og tilbage før han begyndte at gå over mod trapperne som ville fører dem til den etage som ravenclaws opholdsstue lå på. Han gik så lydløst hen ad gangen at det faktisk var svært at hører at han over hovedet gik. Hver gang de kom til et hjørne kiggede han ned langs hver side før han listede sig af sted igen. engang i mellem kastede han et blik over skulderen og kiggede på Dawn med et smil. mere for at se om hun fulgte med ham, da det jo ikke ville være så godt hvis han tabte hende på vejen. Han stoppede lidt fra Ravenclaws opholdsstuen indgangen og vendte sig så mod hende med et smil "Så skal jeg ikke med længere, dit kollegies opholdsstuen og sikkert også jeres værrelser ligger der overe" sagde han og pegede kort mod indgangen, eller rettere der hvor indgangen var når man havde sagt kodeordet for at komme ind.

[Dawn Phoenix]

Hun nikkede undskyldende da han forklarede at han ikke følte at han kendte hende nok til at ville sige det til hende. Hun kendte det godt hun havde det selv på den måde med mange ting, hun stolte på folk nok til at snakke om mange ting, men undgik helst de vigtige emner. Dem som rent faktisk betød noget for hende, men det føltes stadig som en afvisning, selv om han gjorde det på en meget god morgen, og hun var lidt slukøret bag efter. Det havde nok noget at gøre med at hun følte hun kendte ham, men han kendte jo nok hende noget mindre end hun kendte ham, til trods for at hun overhoved ikke kendte ham. Det var en underlig kombination som var svær at forklare og helt forstå. Selv for hende.

Da han gik over mod trappen fulgte hun efter, men bemærkede hurtigt hvor meget hun larmede i forhold til ham, så hun stoppede op og trak forsigtigt, men hurtigt, støvlerne af så hun nu gik på strømpesokker. Hun havde strømper ud over hendes nylonstrømper, ellers var det for koldt, men hun kunne stad og godt mærke at gulvet var koldere end hendes støvler havde været.

Da støvlerne var kommet af tog hun dem op i hånden og skyndte sig forsigtigt og med dæmpede skridt efter ham, så hun kunne indhente ham igen. Hun fulgte efter ham op af trapperne, hen af gangen, mens hun konstant så sig over skulderen og ned af sidegangen for at sikre sig at der ikke lurede en lærer bag det næste hjørne. Hendes hjerte slog hurtigere og hun følte sig lettere. Det var tydeligt at hun frygtede at blive opdaget af en lære og det kunne også svagt høres på hendes vejrtrækning.

Da de endelig nåede frem til indgangen til Ravenclaw kollegiet begyndte hun at falde til ro igen. Hun nåede næsten at passere ham inden hun opdagede at han var stoppet op. Da det gik op for hende stoppede hun selv op og vendte sig mod ham. ”Tak for hjælpen. Og.. Undskyld. Det var ikke min mening at snage. Vi ses.” Hun tøvede kort, gav ham så et undskyldende smil inden hun drejede rundt og skyndte sig over til indgangen, hviskede kodeordet og smuttede ind på kollegiet for at gå til ro.


//out

[Jake Dunham]

Jake stod lidt for at være sikker på at Dawn kom sikkert ind uden at nogen lærer så hende før han vendte om og langsomt sneg sig mod trappen igen for at kunne komme op til gryffindors sovesale. Mens han gik kørte tankerne rundt i hovedet på ham, og af en eller anden grund var han urolig for Dawn, hun havde sikkert fået noget af et chok i nat og han var ikke helt sikker på at hun ville få noget søvn. Han trak dog lidt på skulderne da der ikke rigtig var noget han kunne gører længere nu var hun jo gået ind på ravenclaws opholds stuen så han kunne jo ikke længere følge efter. Da han kom op til gryffindors opholdsstue hviskede han kodeordet og smuttede ind, og listede derefter op til hans seng hvor han så smed sig i sengen og lagde sig til at sove.
/out/