Because you never know

[Jake Dunham]

Jake nikkede til det hun sagde og grinte så lidt før han kiggede på hende med et skævt smil "Kender det udemærket godt. det er ikke altid det nemmeste af Få fred på skolen" sagde han og kiggede så frem. De var allerede nået et stykke mod enden af skoven og man kunne svagt se at det blev lysere forude. samtidig med at det blev lysere og lysere for an dem, blev lyden bag dem færrer og færrer indtil der tilsidst ikke var flere. Jake sukkede lettet og stoppede så da de var kommet til udkanten af skoven. han stak sin tryllestav væk og satte lændte sig op af en træstemme som for at slappe af. Han hadede at være anspændt man blev altid så pokkert fysisk træt af det. Nu da det var blevet lysere omkring dem, da månen stod højt på himlen og lyste ned over dem, gav han sig tid til at studere Dawn rigtig. han havde aldrig rigtig snakket med hende før, men så vidt han havde kunne hører på hvad hun havde sagt, så havde hun da et solidt hoved på sine skuldere, Men det var jo også at forvente af en ravenclaw elev. "Tja jeg tror bare at jeg føler mig mere rolig når jeg sidder oppe i træerne i en næsten helt stille skov. Prøv at forstille dig at sidde på en gren, det er mørkt og stille rundt om dig, og stjernerne skinner på himlen over dig. Og så sidder du bare og spiller en melodi på et græsstrå eller et blad eller hvad du nu lige har ved hånden" hvis hun kiggede på ham mens han fortalte om det, kunne hun næsten se smilet i hans øjne bare ved tanken om det. Han kiggede over på hende med et lidt charmerende smil. Han vidste ikke helt hvorfor han følte for at smile et af sine få charmerende smil til hende, men han regnede vel med at det ville få hende til at slappe af lidt. Jake satte sig ned og klappede i sneen ved siden af ham med sin hånd. Han regnede ikke med at hun ville op til skolen lige med det samme da han sagtens kunne forstille sig at hun lige ville falde til ro igen oven på den oplevelse hun lige havde været ude for.

[Dawn Phoenix]

Dawn fortsatte ufortrødent med blikket fastfrosset på de træer, der stod i udkanten af skoven. Det var blevet mere lyst, men hun havde stadig lyset i tryllestaven tændt. Det tog lidt tid for hende før det gik op for hende at Jake ikke var med længere. Hun opdagede det faktisk først da hun trådte ud i sneen og havde taget omkring 5 skridt uden at hun kunne høre hans skridt i hældende på hende. Så derfor stoppede hun op og vendte sig om. Der var ikke meget sne her som der var på græsset, men sneen nåede stadig ned gennem trækronerne og nåede jorden, så der var intet jord at finde i denne del af skoven.

Da hun vendte sig om, faldt tryllestaven mod jorden, stadig i hendes hånd, men ikke længere rettet frem mod hende. ”Nox.” Lyset fra hendes tryllestav gik ud og hun begyndte at gå tilbage mod Jake, der nu stod op af et træ. Som han begyndte at forklare hvorfor han tog til den forbudte skov, kom hun stadig tættere på til hun til sidst stod godt en meter fra ham. Et oprigtigt smil kom frem på hendes læber som hun så smilet i hans øjne. Hun kendte godt den følelse, det var den hun forsøgte at opnå når hun tog til skoven, hun kom bare aldrig rigtig tæt på, der skulle noget andet til. Som fx varme. Tryghed. To faktorer hun ikke kunne få her på skolen på samme tid med stilhed og fred. Hun måtte vælge, så det gjorde hun.

Hun fulgte ham med blikket som han satte sig ned og da han klappede på sneen ved siden af sig, gik hun tættere på ham, vendte sig lidt om og lod sig så glide ned i en skrædderstilling hvor han havde klappet på sneen, men gjorde sådan at hendes kappe var foldet ud under hende så hun ikke sad direkte på sneen. Det var alligevel for koldt.

For en tid sad hun bare der. Hun vidste ikke lige hvad hun skulle sige, så hun så bare ud over skovbrynet op mod skolen hvis lys kunne skimtes gennem træernes stammer. Hendes hænder havde hun i skødet hvor hendes fingre gned sig mellem hinanden. Ikke fordi de var kolde, men fordi hun ikke kunne finde ro og var nød til at komme af med noget af al den uro hun havde i kroppen. Hun havde aldrig prøvet noget lignende. Der var sket så mange ting på samme tid. Rusen for at være i live, frygten for hvad der nu skulle ske, sommerfuglene da hun fandt ud af at Jake Dunham, den Jake Dunham, vidste hvem hun var. Det havde været overvældende og hun havde mest af alt lyst til at sove nu. Bare ligge sig og sove. Hun lod trængen til at ligge sig ned tage over og lod sig falde bag over i sneen. Hendes ben var stadig foldet, men grundet hendes smidighed lå de plant med jorden ligesom da hun sad op. Hun så op mod trækronerne og stjernerne der skimtede imellem grenene. Hendes hænder, der nu lå på hendes mave, begyndte en hurtig trommesolo.

”Hvor kommer du egentlig fra?” Hun så stadig op mod himlen. Hun ture ikke se på ham i frygt for at vække de følelser for ham, som lige var begyndt at falde til ro. Lige nu havde hun brug for at tage en følelse af gangen, og siden hendes følelser for ham ikke bare lige sådan ville gå over, valgte hun dødsangsten og glæden for stadig at være i live.

[Jake Dunham]

Jake var stille længe efter at hun havde sadt sig ned ved siden af hende. Og efter hendes spørgsmål forblev han stille lidt endnu " Jeg kommer fra london" sagde han kort. Han kendte hen jo ikke rigtig og han var ikke meget for at tale om sit liv væk fra skolen. Og det var taget i betragtning at han heller ikke var meget for at tale med andre omsit liv på skolen. Jake betragtede hende lidt "hvad med dig?" spurgte han med et skævt smil. Han var nød til at kigge væk for ikke at komme til at grine lidt over den måde hun lå på. Det så yderst komisk ud efter hans mening. Jake tog sin tryllestav frem og uden rigtig at sige nogen besværgelse slog han med tryllestaven og fremmanede en svævende flamme som bredte sin varme til dem begge. Det var trodsalt en smule koldt da det jo var ved at være vinter og fordi klokken var tæt på midnat. Han kastede endnu et blik på hende og kunne se at hun bare kiggede op i luften. Hvilket egentlig også var fint nok, han regnede bare med at det var på grund af at hun var nød til at samle tankerne over det der var sket inden i skoven. Han gav fandt bladet frem som han havde spillet på tidligere inde i skoven og gav sig så til at spille en stille og rolig melodi. han prøvede dog ikke at få hende til at falde i søvn så derfor stoppede han engang i mellem netop af den grund.

[Dawn Phoenix]

London. Interessant. Det gjorde ham i hvert fald ikke mindre spændende. Det føltes ikke som om tiden gik som hun lå der i sneen og så på stjernerne. Hun havde ikke vidst at tiden gik hvis ikke det var fordi det med et blev varmere. Hun tog armene ned som støtte langs hendes sider og hejste sig så lidt op med overkroppen så hun kunne se hvad der skete. Huns tirrede ind i flammen for et tid med et svagt skræmt blik, hun var virkelig ikke glad for ild der ikke var kontrolleret af hegn og alt muligt andet, der kunne holde det tilbage. Efter lidt tid, men stadig inden han begyndte at spille, vendte hun blikket mod Jake. ”Hallow. Jeg kommer fra Hallow. Det er et stykke uden for London. Nord på.” Hun smilte roligt til ham og lagde sig så ned igen og lagde hænderne tilbage på sin mave. Det varmede at de lå der, og så var de tættere på den varmende flamme som hun allerede havde vænnet sig til nu. Hun kendte jo godt besværgelsen.

Da han begyndte at spille lukkede hun øjnene. Med øjnene lukkede blev hendes andre sanser skærpede og hun bemærkede nu den duft som Jake naturligt havde. Hun mente i hvert fald at det måtte være hans naturlige duft, for hun havde ikke bemærket den før, den var svag og hun kendte den som en kommerciel duft. *Du dufter godt.* Der hvilede et sagligt smil på hendes læber og hendes fingre holdt lige så stille op med at tromme hendes mave. Til sidst lå hun helt stille. Nød bare musikken han spillede på sit 'naturinstrument', og når han holdt pauser, så nød hun stilheden. Det var rart at være tryg, varm og omgivet af stilhed på en og samme tid. Sidst hun havde været det havde været i sommers på hendes ferie hjemme hos familien.

På et tidspunkt åbnede hun øjnene igen. Hun havde brug for at vide at stjernerne stadig var tændte og at himlen stadig var mørk. At hun ikke var faldet i søvn, for på et tidspunkt havde det føltes sådan. Hun drejede hovedet og vendte blikket mod Jake, men forblev tavs. Hun havde ikke lyst til at snakke. Hun havde vænnet sig til stilheden omkring ham nu, og den var rar. Ikke pinlig som hun havde frygtet. Bare rar. Det bekymrede hende faktisk lidt, for det ville kun styrke hendes følelser, som hun ellers prøvede at dæmpe. Og nu ville det også være svært at være anonym når hun mødte ham på gaden. Han havde jo lidt redet hendes liv. På en måde i hvert fald.

[Jake Dunham]

Jake Stoppede tilsidst helt med at spille og kiggede ned på Dawn for at se om hun var faldet i søvn da hun lå helt stille. Man da han opdagede at hun kiggede op på himlen gik han ud fra at hun slappede af, og kiggede så væk igen og lod nattens stilhed sænke sig over dem. Sådan blev han siddende lidt før han igen tog bladet for munden og spillede så endnu en rolig melodie. Han kiggede dog på hende mens han spillede, da han ikke ville havde at hun skulle falde i søvn hvilket han var bange for hun ville i sidste ende, men samtidig var der også noget andet over hende som han ikke kunne sige hvad var men det gjorde at han ikke havde nemt ved at fjerne sit blik fra hende. "Du skal bare sige til hvis du skal tilbage til skolen, så skal jeg nok følge dig på vej" han havde mere sagt det for at hun skulle vide at han stadig var der hvis der var noget, selvom noget sagde ham at hun udemærket vidste at han stadig var der. Han sendte hende er kort varmt smil og gav sig så til at kigge op på himlen ligesom hende for at se om der var noget specielt hun kiggede på.

[Jeg ved godt at det er et lidt kort svar i forhold til de andre men jeg håber det går]

[Dawn Phoenix]

Da han brød stilheden nikkede hun blot blidt, stadig med blikket vendt mod ham. Der var noget der havde fanget hendes blik, som hun havde ligget der og betragtet han med sit lille blid. Det var noget med hans øjne som hun ikke havde set i skoven på grund af mørket og den adrenalin, der stadig havde været i hendes blod på det tidspunkt. men nu hvor hun tænkte tilbage på det, kunne hun godt huske at det svagt havde været der slev der.

Hun satte sig op, så ham stadig ind i øjnene så godt hun kunne, for at se om det var hende der så forkert eller om han rent faktisk havde sorte prikker i sine øjne. Når han bukkede hovedet forøver blev det mørkere omkring hans øjne, havde hun svært ved at se det, men lige et øjeblik, da han rettede blikket mod himlen, havde hun svoret at hun kunne se det. hun havde selvfølgelig ikke kunnet se hans øjne mens han så op på stjernerne, men på vej mod dem, kunne hun se genskæret i hans øjne og blev for et øjeblik sikker.

Hun sad med ret ryg og hænderne var gledet ned i skødet. da hun mente at hun havde set for længe på ham, så hun i stedet op mod skolen. På et eller andet tidspunkt skal jeg vel tilbage, men det er allerede for sent nu så jeg kan vel lige så godt vente lidt med at tage tilbage. Møder jeg en lære får jeg ballade lige gyldigt hvad. Hun drejede hovedet tilbage mod ham og sendte ham et lidt glad, venligt men stadig træt smil. Hun var næsten på vej i seng, hun ville bare ikke slippe dette øjeblik med ham. Men det måtte hun jo nok snart lige gyldigt hvad. I hvert fald hvis hun ville være frisk senere på dagen hvor hun skulle til timer igen.

[Jake Dunham]

Jake kiggede på Dawn med et spøgende udtryk"Og du havde ikke regnet med at du ville få ballade for at gå ind i skoven" spurgte han drilsk før han så fulgte hendes blik op på skolen. "Men du har nok ret, lærerne plejer at gå nattevagt på det her tidspunkt for at være sikker på at der ikke er nogen elever uden for sin seng, Men de plejer selv at være rimlig trætte og holder ikke så godt øje med hvor de går " han lyd som om at han snakkede af erfaring på dette punkt, hvilket han jo også havde da han tit havde været ude fra skolen ved natte tid, især på hans 5. år hvor at han brugte tid på at lærer animagi. Han vendte blikket mod hende og smilte da han så hvor rolig hun var blevet Hun er nu ikke helt normal tænkte han lavt for sig selv med et smil. De fleste af skolens piger som han havde stødt på i den forbudte skov, endten når de havde lavet ballade og blev straffet eller bare var gået der ud. plejede altid at være dødsens bange for hvad der kunne ske. Men Dawn der imod havde noget af forsvarer sig, godt nok var hun stukket af fra stedet bag efter, men hun var vendt tilbage til stedet igen, for at finde ham. Og nu var hun allerede blevet rolig igen. igen kunne han ikke lade vær med at beundrene glimt i øjet mens han kiggede på hende.

[Dawn Phoenix]

Det havde han jo ret i. Hun havde ikke helt tænkt på at lærerne ville opdage at hun havde været i skoven, hun havde bare tænkt sig at sige noget andet. Men nu hvor hun tænkte over det, ville det nok være svært at overbevise dem om at hun ikke havde været is koven, taget i betragtning at der både havde været lys over skoven, larm fra skoven og at hun havde jordrester på ryggen og maven. Derfor frenkaldte hans kommentar et stort smil der fortalte omverden at hun ikke lige havde set den side af sagen. Dog kommenterede hun det ikke.

"Det lyder som om du taler af erfaring?" Hendes smil var blevet mindre og gik lidt mere op i den ene side end i den anden side, dog ikke ret meget. Hendes øjne havde vendt sig mod ham med et nysgerrigt blik. Der var så meget hun ikke vidste om ham. Og det var så her hun blev mødt af et glimt i hans øjne, som hun havde set før. Hun kunne ikke lige sige hvad det betød, men hun kunne godt lide det. Det gav hans øjne en anden form for liv, som hun, lad os indrømme det, blev tiltrukket af yderligere. En svag rosa farve dukkede op på hendes ellers lyse kinder. Da hun bemærkede at hendes kinder var blevet varmere drejede hun ansigtet væk fra ham tog tog hænderne op på kinderne for at køle dem ned indtil den rosa farve forsvandt. Hun var ikke sikker på at man kunne se at hun var ved at rødme, men hun tog ingen chancer.

"Når.. Jeg må nok også hellere se at komme tilbage til sovesalen." Stadig med ansigtet vendt væk fra ham, fjernede hun hænderne og brugte dem som støtte til at komme op fra jorden. Da hun atter stod på benene begyndte hun at børste det værste sne væk fra sig, så hun ikke ville blive for kold når hun bevægede sig væk fra den svævende flamme som Jake havde fremkaldt. Og først nu, hvor hun havde børstet sig ren for sne, vendte hun sig om mod Jake med et smil. Hun var usikker på om han også skulle tilbage til skolen, eller om han ville overnatte her ude, men hun ville i hvert fald ikke være den der spurgte. Han havde jo sagt at han ville følge hende tilbage til skolen, men det kunne jo godt bare være af høflighed.

[Jake Dunham]

Jake kunne ikke lade være med at grine lidt af Dawn da han så hendes store smil. som fortalte sin helt egen historie om at hun ikke lige havde tænkt det med den forbudte skov var forbudt og at hun derfor kunne få ballade for at havde været der inden. Han tænkte lidt over det hun havde sagt og kiggede så igen på hende med et grin " Det gør jeg vel. Jeg bruger trods alt meget tid uden for skolen, selv efter skole tid. men det var kun de første to år som jeg brugte på eftersidninger, man lærer det efterhånden så man ikke bliver fanget så let" sagde han med et grin og kiggede så ud over søen igen. Da hun snakkede til ham igen kiggede han over på hende og nåede lige at fange hendes lidt rødmede kinder, han kunne ikke lade vær med at smile skævt da han så det, dog var han høflig nok til ikke at kommentere ydeligere på det. Jake trak bare lidt på skulderne og rejste sig så op og bortmanede så flammen igen, før han endnu engang kiggede på hende, og igen dukkede det skæve smil frem på hans læber, "Så må jeg hellere følge dig tilbage til sovesalen så du slipper for ballade af nogen som helst slags" Han blinkede drilsk til hende og overvejede lidt om han skulle tage hendes hånd og fører hende hen til skolen, men kom så i tanke om at hun var rødmet og undlod at gøre det, da han ikke var helt sikker på at hun ikke ville brokke sig over det, og det var der jo ingen grund til.

[Dawn Phoenix]

Smilet forblev indtakt som han røbede at han ville følge hende tilbage til skolen. ”Tak.” Hun vendte sig roligt om og betragtede skolen for et sekund eller to inden hun så lige så stille og roligt satte i gang mod den. Sneen knasede under hendes støvler og som hun kom helt ud af skoven, begyndte en kold vind at rive i hende. Hun stoppede op og så mod horisonten hvor en front af mørkegrå skyer blev trukket i retning af skolen af den selv samme vind som ruskede i hende. Hun lod blikket glide hen over himlen til det nåede den modsatte horisont hvor stjernerne stadig spejlede sig over søens vand, der var i oprør på grund af vinden. Det føltes næsten som om en storm var på vej..

Hun trak kappen rundt om sig for at den ikke skulle blæse sig åben. Det var det for koldt til. Hendes hoved lå let på skrå for ikke at få sneen fra jorden, som blev blæst op af vinden, i øjnene. Det var ikke helt vindstorme, men nok til at den faldne sne løftede sig op fra jorden og blev kastet omkring med jævne mellemrum. Hun satte i gang igen efter at have vænnet sig til det pludselige vejrskifte. Hendes mor havde godt sendt hende en ugle med vejrudsigten og havde bedt hende om at klæde sig godt på, men når det kom fra hendes mor kunne en 'snestorm' godt betyde en betydelig vind. Hun havde en lidt løs fortolkning af begreberne.

Hendes tempo var ret normalt, vinden sænkede hende ikke på nogen måde. Som hun kom tættere på skolen begyndte det der skete i skoven at vende tilbage til hende. Skikkelsen hun havde forsvaret sig mod føltes lige pludseligt at være i hver en lille mærk afkrog af græsplanen og hun vendte sig mod Jake for et øjeblik for at få tankerne væk fra det. Ingen tvivl om at hun ville være paranoid det næste lange stykke tid hvis hun var alene og hun skulle måske lade hver med at sove i nat, bare for en sikkerheds skyld. Eller også skulle hun barfe vække Mira og så være sammen med hende, det ville nok hjælpe en del, så var spørgsmålet bare om hun kunne tillade sig det.

Hun sendte Jake et venligt smil inden hun så gik videre op mod skolen og snart efter rettede blikket lige frem igen. Hun ville egentlig bare gerne ind i varmen, men hun var alligevel glad for at være sammen med en anden. At den anden så var Jake var kun et plus.

[Jake Dunham]

Jake smilte bare til Dawn da hun sagde tak. Han kunne virkelig ikke se hvad der var at takke for, han havde jo bare hjulpet hende ud af skoven og nu fulgte han hende op til skolen. Jake gik lidt bag Dawn mens de gik op mod skolen, hvilket jo automatisk gjorde at han kiggede på hendes bagside. Og da han jo var en dreng måtte han indrømme for sig selv at han godt kunne lide hvad han så ikke at han lagde følelser i det på nogen måde. Han stoppede op da hun stoppede og smilte bare tilbage til hende, men det var dog tydeligt at han undrede sig over hvorfor hun pludselig havde kigget bag over, og derved kigget på ham. Jake begyndte så bagefter at gå igen, men for at han ikke skulle blive ved med at kigge på hendes røv satte han det lange ben foran det andet og kom op ved siden af hende. Hans ansigts udtryk afslørede dog ikke at han havde set på hende bagfra ligefør da han følte det bedst at hun ikke vidste det. Da de nærmede sig skolen kiggede Jake kort rundt for at se om der mon var nogle lærer at se, men lærerne var selvfølgelig ikke gået ud i det her vejr, da de alligevel ikke regnede med at der ville være nogen udenfor på nuværende tidspunkt.

[Dawn Phoenix]

Hun fulgte roligt med uden at lade til at noget var forandret ved hende, men det var der lidt. Hun kunne nemlig bedre lide at han gik ved siden af end, end at han gik bag hende, på den måde blev hans tilstedeværelse mere tydelig og hun behøvede ikke føle sig frem til om at han stadig var der eller om han var stoppet op. Som de kom tættere på Hogwarts følte hun en træng til at tale med ham. Hun følte det som om de havde gået i en uendelighed uden at sige noget og hun måtte indrømme at hun ikke var den der havde det bedst med stilhed når der var folk til stede.

”Hvordan er London egentlig at bo i? Jeg har kun været der på ture med familien og der ser man jo kun de specielle steder. Men hvordan er London egentlig på en hverdag?” Hun så på ham med et svagt, nysgerrigt glimt i blikket og et roligt smil. Hun kunne udfylde begge sider af samtalen uden problemer, men nu ønskede hun lidt input fra hans side. Ellers kom hun sikkert bare til at virke usikker, hvilket hun også var til dels.

Hun fulgte hans bevægelser, når han sænkede farten, gjorde hun også, og som de kom tættere på skolen begyndte hun også at spejde efter lærer. Hun var sjældent ude så sent, hun plejede altid at være tilbage i sovesalen til det tidspunkt hun skulle, men der var vel en første gang til alt og i dag havde vist sig at være en dag hvor hun skulle prøve rigtig mange ting for første gang. Men det kunne hun jo næsten havde sagt sig selv sådan som dagen startede.


// Det blev lidt kort, det må du undskylde.

[Jake Dunham]

Jake var stille lidt efter at hun havde spurgt ham om london, mest fordi han ikke helt vidste hvad han skulle svarer på det "Tjoo. Det er vel ligesom en hver anden storby. Massere af larm og støj. Jeg må indrømme jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklarer det." sagde han en smule tøvende. Han havde jo aldrig rigtig oplevet london på en hverdag, hvertfald ikke siden han var 11 og han havde stort set fortrængt alle minder fra før han kom på skolen, selvom de dog stadig lå i hans sind. Jake kiggede på Dawn med et skævt smil "Hvad med Hallow, har aldrig selv været der." det var lidt tydeligt at han prøvede at dreje samtalen over På Dawn, men han havde dog et lille håb om at hun ikke ville lægge mærke til at det var det han gjorde. Jake kiggede kort op mod månen før den blev dækket til af skyerne, før han så vendte sin interrese mod Dawn igen.

[Dawn Phoenix]

Ja det var vel lang tid siden han sidst havde været der. Hun så op på Hogwarts hvor der kun fandtes et svagt lys i få af vinduerne. Gangende var jo heller ikke ligefrem oplyste når folk skulle sove. Da han spurgte ind tul hendes hjemby drejede hun blikket tilbage mod ham. ”Hallow?” Hun grinte ganske kort og meget sagte. ”Hallow er jo bare en almindelig provins by. En hel del mugglere, få troldmænd, villakartere, en togstation. Det er utroligt hvor meget muggler kvinder kan gå op i deres haver og tro mig, de går virkelig højt op i dem. Min mor var medlem af en haveforening. Det var ret skræmmende om sommeren når de gik på havevandring for at tjekke hinandens haver ud. Det galt kun om at overgå de andres haver. ” Hun lagde hovedet svagt på skrå og sendte ham et lille, neutralt smil. Hun havde aldrig forstået den betydning hendes mor lagde i haven.

Da det gik op for hende at hun havde givet udtryk for at hendes mor var muggler, blev hendes blik nervøst og hendes kropssprog var afventende. Det var ikke en hemmelighed, de fleste der gik op i det vidste det, men hun vidste bare ikke hvordan han havde det med mudderblods hekse og nu blev hun usikker på om han ville efterlade hende, drille hende eller sende hende ind i ballade med vilje. Man kunne jo aldrig vide. Folk havde været søde på første år indtil det blev almen viden at hun var mudderblods blandt Slytherineleverne. Så var de så søde længere.

For at dreje stemningen over på noget andet, valgte hun at komme inden for. ”Skal vi tage hovedindgangen eller kender du en snedig bagdør?” Hendes stemme var forsigtig og et lille prøvende smil lå på hendes læber under de stadig urolig øjne der viste at hun ikke var helt sikker på hvor hun havde ham. Hun vidste jo intet om ham på det område, hun troede bare ikke at det betød noget for ham. Men så igen, man ved jo aldrig.

[Jake Dunham]

Jake lyttede til det hun sagde og nikkede så med et smil Så Hun er også mugglerfødt tænkte han og studerede hende let "nå så du er også Mugglerfødt? Det er rart endelig at møde end som står ved at være det, de fleste på skolen er bange for at sige det, pågrund af slangerne, og de lærere som mener at man skal være fuld eller halvblods for at kunne bruge magi" sagde han og sendte hende et skævt smil. Selv var han jo også mugglerfødt, men det lod han sig ikke gå på af, tværtimod var han faktisk stolt af at være mugglerfødt og samtidig kunne magi som kun nogle få af fuldblodsne kunne hvis der overhovedet var nogen andre på skolen der kunne animagi.Jake stod og betragtede hende længe og var næsten i sine egne tanke lige indtil at hun snakkede til ham igen hvorefter han kiggede op på skolen "Vi tager bare hovedindgangen, det er sjællendt at de er her nede, de plejer jo at være omkring kollegierne da det jo er der eleverne skal ud. de regner jo ikke med at Eleverne sniger sig ud i den forbudte skov om natten og så bryder ind på skolen bagefter vel" det sidste sagde han lidt i spøg og sendte hende et drilsk smil før han begyndte at gå op mod Hovedindgangen igen.