Endelig

[Agnes Tweedy]

Agnes foldede hænderne om kruset og slap en bekræftende lyd, nød hvordan maven summede lidt af sommerfugle ved lyden af sit navn over hans læber.

"Jeg kan nok ikke blive ved med at skulke," erkendte hun, en smule modvilligt.

[Terrance Tweedy]

Terrys mundvige sitrede over at hun havde lyst. Han rystede svagt på hovedet. "Nej," medgav han. "Du må være et godt forbillede." Hans blik spillede drillende.

"Men jeg kan følge dig derhen og så tror jeg det er bedst jeg kontakter mine... Kontakter i Paris og lader dem vide hvor jeg er."

[Agnes Tweedy]

Agnes tog en tår te og rynkede en smule på brynene over den lille tøven, hun hørte. Hun skottede til Calluna, men datteren havde ikke opmærksomheden vendt mod de to voksne.

"Ja?" spurgte hun og strøg tommelfingeren over kruset. "Det lyder næsten foruroligende." Hun så spørgende på ham.

[Terrance Tweedy]

Terrys blik glimtede næsten, da han så op på Agnes. Et svagt smil trak i hans mundvige.

"Det tror jeg ikke du vil synes, når du hører at en af dem er en meget blond ung mand fra Camden..."

[Agnes Tweedy]

Agnes' øjenbryn gled helt op i overraskelse og først så hun paf på ham, før hun kom til at smile.

"Nej," svarede hun forbløffet. Tænderne kom til syne. "Casimir? Virkelig?"

[Terrance Tweedy]

Terry smilede underfundigt og hævede et bryn let, sigende, før han brummede bekræftende.

"Han bliver også glad for at høre, at jeg har fundet dig. Skuffet, måske, over at jeg forlader kampen..."

[Agnes Tweedy]

Overraskelse nummer to fulgte. "Kampen," gentog hun og tog sig ikke af, at det nok gav hende en lighed med en papegøje. For hendes vedkommende var kampen stoppet i det øjeblik, hun var flygtet ud af landet.

"I har ikke givet op?"

[Terrance Tweedy]

Terry rynkede panden let, tog en skefuld youghurt mere og rystede på hovedet.

"Nej... Nej. Jeg tror aldrig Casimir kommer til at give op for alvor. Der er jo stadig mugglerfødte, der vokser op og bliver taget fra deres forældre. Jeg tror ikke nogen af os kommer til at være i orden med at vide at det sker, nogensinde..."

[Agnes Tweedy]

Hjertet sank lidt i livet på hende og blikket røg automatisk til Calluna. "Selvfølgelig ikke," svarede hun dæmpet og rettede blikket mod Terry igen.

"Jeg mente det ikke sådan," tilføjede hun og gned sig over halsen. Glæden fra før var stilnet hurtigt af. "Vi har været meget afskåret her."

[Terrance Tweedy]

Terry skottede også til datteren, der sad lykkeligt uvidende og rodede rundt i det sidste youghurt. Han rømmede sig let og rakte en hånd hen over bordet til Agnes.

"Undskyld. Jeg ville ikke have du skulle føle dårlig samvittighed. Du har gjort præcis det du skulle. Det samme som jeg vil gøre nu."

[Agnes Tweedy]

Agnes rakte frem og tog Terrys hånd. Hun smilede svagt, men der var en lille bekymret rynke mellem øjenbrynene. Fingrene lukkede sig lidt tættere om hans.

"Det er priviligeret at kunne," konstaterede hun, selvom de begge havde ofret vanvittigt meget. "Jeg er glad for, at der er nogen, der kan blive ved med at kæmpe."

[Terrance Tweedy]

Terry nikkede svagt og trykkede Agnes' hånd. Han tog en dyb indånding.

"Hvis jeg kunne have trukket mig før og til gengæld have været sammen med jer, ville jeg også have gjort det... For mig er der intet vigtigere end jer to."

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede svagt og nikkede. "Det ved jeg," forsikrede hun. Helt egoistisk ville hun hellere have haft ham der de sidste to år også, selv hvis han havde fremmet kampen.

"Der er intet, jeg ville gøre for at risikere den sikkerhed vi har her."

[Terrance Tweedy]

Terrance nikkede svagt, trykkede om hendes hånd og slap den langsomt igen, kun for at tage sin kop med te og drikke en tår.

"Du svarede mig vist aldrig på dagens indhold?" Han hævede et bryn let.