Hjem

[Agnes Tweedy]

Hun stak måske af fra badeværelset, men til gengæld stoppede hun også op, da han kaldte efter hende. Skuldrene rystede lidt, men hun drejede sig imod ham med en dyb fure mellem øjenbrynene. Hun så på ham længe, før hun nikkede og tog en dyb indånding efter at have samlet sine tanker. "Undskyld at jeg reagerer sådan," svarede hun lavmælt, knugende fingrene hårdt sammen om håndklædet. "Jeg er ikke mig selv."

Så meget var hun ikke i tvivl om. Store følelsesudbrud var ikke noget, der normalt skete for hende og det efterlod hende en anelse rystet, mens vandet løb ned af hende og gjorde gulvtæppet vådt. Hun registrerede at det samme gjorde sig gældende for Terrance og hun så fra hans fødder og op på hans ansigt. "Du drypper," bemærkede hun i en tonefald, der næsten var drillende. Næsten.

[Terrance Tweedy]

Terrances skuldre faldt og han fnøs dæmpet, ikke videre muntert. Blikket fangede deres begges små søer og han traskede det korte stykke ud på badeværelset og hentede sin tryllestav, før han moppede begge søer op og rakte en hånd ud. "Kom," bad han spørgende.

"Jeg er ked af det. Jeg snakker ikke mere." Hans bryn var rynkede, men blikket bedende. Han havde brug for hende. Hendes forskræmte blik ville hjemsøge ham længe.

[Agnes Tweedy]

Agnes fulgte Terrance med blikket, uden selv at gøre andet end at betragte ham ordne rodet. Til gengæld gav både hans ord og hans blik hende en klump i halsen og hun tøvede ikke med at tage imod den fremstrakte hånd. Som det naturligste i verden krøllede hun sig ind til ham, tryg i hans arme, på trods af at de begge var mærkede.

"I morgen," mumlede hun ind mod hans hals og løftede kun langsomt hovedet for at se ham i øjnene. "Vi kan snakke i morgen?" Hun løftede en hånd og strøg ham blidt, men kærligt over kinden. Det var nemmere at tænke nu hvor hun var ren, han havde lovet ikke at sige mere og hun havde duften af ham i sine næsebor. "Vær hos mig nu. Hjælp mig med at forstå, at jeg virkelig er tilbage hos dig."

[Terrance Tweedy]

Terrance tog hende i sine arme og strøg fingrene over hendes ryg. Han nikkede langsomt, så hende i øjnene og kyssede hendes pande forsigtigt, som om hun ville gå i stykker. "I lige måde," hviskede han. "Jeg forstår heller ikke."

Han kyssede hende blidt, dvælende, før han trak sig lidt væk og tog en dyb indåndig. "Kan vi starte med at få dig tørret?"

[Agnes Tweedy]

Ordene fik Agnes til at stramme grebet om Terrance en anelse. Fingrene krummede sig sammen mod hans hals, da hun gengældte kysset og det var en anelse utilfreds, at hun gav slip på ham. Nok til at hun fulgte ham et lille stykke.

I stedet for at gøre som hun havde mest lyst til og genoptage, trak det til gengæld overgivende i hendes ene mundvig og hun nikkede, kastende et enkelt blik ned af sig selv i håndklædet. "Ja. Selvfølgelig," svarede hun med en lille hovedrysten og løftede ansigtet op mod ham igen. Hun forventede at han ville benytte tryllestaven igen, men hun var svagt uvillig til at give slip på ham.

[Terrance Tweedy]

Terrance var selv gennemblødt og iført sit undertøj, der dryppede af væde. Han trak en anelse på smilebåndet, al alvor til trods. "Bliv her," bad han med et sigende blik, før han gik ud på badeværelset og hentede to tykke håndklæder. Rystende lidt af kulde, fik han sit eget tøj af af svøbte håndklædet omkring sig, inden han skyndte sig ud til Agnes igen.

"Kom her, ven," opfordrede han dæmpet og tog det gennemblødte håndklæde fra hende, før han gav sig til at tørre hende grundigt og tålmodigt. "Du er hjemme," tilføjede han i en mumlen, som han vred hendes hår og gned varmen tilbage i hendes arme og ben.

[Agnes Tweedy]

Agnes strammede grebet om sig selv lidt, da Terrance forlod hende og hun udgjorde en lettere ynkelig skikkelse, stående alene og gennemblødt midt i soveværelset. Det hjalp, da han kom tilbage og antydningen af et smil trak hendes læber op. Det virkede så uendelig simpelt at træde frem i hans arme og lade ham varme og tørre sig.

"Jeg elsker dig," mumlede hun, mens hun langsomt stoppede med at ryste af kulde. Trygheden smøg sig om hende som et lunt tæppe og da hun var tør nok til det, minimerede hun afstanden og lagde armene om ham. Højdeforskellen var mærkbar. Hun havde næsten altid båret høje hæle, når de havde stået overfor hinanden. Nu kunne hun høre lyden af Terrances hjerteslag og det var beroligende. "Vi er hjemme."

[Terrance Tweedy]

Han bøjede nakken og gemte hovedet ved Agnes' skulder, som han krammede hende. "Vi er hjemme," gentog han dæmpet, som hans ene hånd strøg over hendes ryg. De var begge stadig fugtige efter badet og det ville hurtigt blive koldt, men han holdt hende ind imod sig et langt stykke tid, før han løsnede grebet og selv trak sig lidt væk.

"Kom med i seng," mumlede han uden bagtanker, som han greb hendes ene hånd og hev blidt i hende. "Du ryster stadig, Agnes. Kom."

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede ind mod Terrances bryst og smilede, selvom hun stadig rystede og hendes nerver var flossede. Det var beroligende at holde ham tæt og hun kunne have stået der længe endnu, hvis ikke han havde stoppet hende. Det var dog i større grad taknemmelighed end utilfredshed, der strålede ud af hendes blik, da hun tog ved hans hånd og nikkede.

Den sidste måned havde hun så godt som sovet på gulvet i en kold og klam celle med lyden af andre, skrigende fanger omkring sig. Hun havde sovet dårligt og var udmattet, så da hun først gled ned mod den bløde madras og lod Terrance trække den varme dyne over sig, slap en lille overvældet lyd hende. "Jeg er så træt," mumlede hun stille og flyttede lidt på sig og rakte ud efter ham. "Kom tættere på mig."

[Terrance Tweedy]

Terrance krøb helt ind til hendes svagt rystende lille skikkelse og lagde den ene arm omkring hende. Han strøg hendes hår væk og kyssede hendes nøgne skulder, før han trak hende tæt ind til sig med en beroligende lyd.

"Sov, Agnes. Jeg elsker dig så højt."

Afsluttet