Hjem

[Terrance Tweedy]

Terrance så forbløffet på hende et øjeblik. "Hvad?" Hans stemme var hæs, men han rømmede sig og fik kontrol over den. "Nej, Agnes." Han kom på benene og var ovre ved hende hurtigere end han egentlig havde taget nogen beslutning om hvad han skulle. Skoene røg af og han trådte op i badekarret, fuldt påklædt, for at trække Agnes ind til sig i et hårdt kram.

"Nej. Du må ikke undskylde. Du fortjente ikke det her. Ingen fortjener det." Han rystede en smule, men grebet om hende var fast.

[Agnes Tweedy]

Agnes blinkede overrasket, men nåede intet at gøre, før Terrance stod i badekarret hos hende. En punkteret lyd slap ud gennem hendes læber og før hun overhovedet kunne nå at overveje andet, havde hun begravet sig i hans arme. Det var fuldkommen ligemeget, at han blev gennemblødt af vandet, der stadig strømmede. Hun gemte bare ansigtet ved hans hals og pressede øjnene hårdt sammen.

Hun skælvede stadig, men hun havde det bedre tæt på ham. Hænderne knugede sig lidt om det gennemblødte stof mod hans ryg og hun holdt ham tæt ind til sig. Selvom hun selv havde brug for omsorg, så var der et eller andet i den måde hendes arme smøg sig omkring ham, der var næsten moderligt. Som om hun trøstede ham lige så meget, som han trøstede hende. "Jeg troede, at du ville hade mig," sagde hun stille, men overraskende sikkert. Hendes stemme rystede ikke.

[Terrance Tweedy]

Terrance gemte ansigtet ved hendes skulder og holdt hende tæt ind til sig, imens han blev gennemblødt. Ved hendes ord, snøftede han lidt ind. Ellers ikke en mand der græd meget, var Terrance overvældet. Han trak hovedet nok tilbage til at se hende i øjnene og tog sin ene hånd til sig, for at stryge fingrene over hendes kind.

"Jeg kunne aldrig hade dig," svarede han lavmælt, men bestemt. "Være vred på dig, skælde dig ud, slå i bordet..." Han lænede panden imod hendes. "Men aldrig hade dig, Agnes."

[Agnes Tweedy]

Agnes' hjerte hamrede og lidt mod forventning, gled en blød latter ud mellem hendes læber, da Terrance hvilede panden mod hendes. Hun snøftede ind. "Godt. Det andet kan jeg leve med," svarede hun varmt, men lavmælt. Hun så ham i øjnene med et blik fuldt af følelser og pludselig kunne hun ikke holde det ud længere.

Hun pressede læberne mod hans. På trods af badet og Terrances drivvåde tøj, begravede hendes fingre sig i hårene i hans nakke og hun holdt ham tæt ind til sig, mens hun lod al savnet slippe ud gennem et enkelt, insisterende og uendeligt kys.

[Terrance Tweedy]

Terrance krummede fingrene imod hendes hals og kyssede hende hårdt. Han forsvandt ved hendes læber og glemte tid og sted i et langt, dybfølt øjeblik. Da han trak sig væk, lettere åndeløs, var det med en dæmpet, munter lyd. Der var dog intet smil på hans læber eller i det alvorlige blik han betragtede hende med.

"Jeg elsker dig Agnes. Og jeg hader dem for at gøre det imod dig." Han stirrede ned på hende. "Jeg hader dem."

[Agnes Tweedy]

Agnes' øjenbryn trak sig sammen over Terrances ord og hendes mellemgulv slog knuder. Smerten i hans ord gjorde fysisk ondt på hende og hun tyssede på ham, mens hun strøg ham over kinden. "Jeg er hjemme nu," hviskede hun, uden at stoppe de blide strøg, selvom hendes hånd rystede en anelse.

"Jeg kan ikke," begyndte hun og sank en enkelt klump. Hendes øjne brændte, men hun så ikke væk. "Jeg kan ikke snakke om det, om dem, nu. Lad mig være hjemme. Hjemme hos dig." Hendes blik var bedende. Hvad hvis han ikke kunne se på hende, uden at føle hadet til de mennesker, der havde spærret dem begge inde? Hun havde endnu ikke set sig selv i spejlet, men hun vidste at hun måtte se forfærdelig ud.

[Terrance Tweedy]

Terrance nikkede langsomt. Han tog en dyb indånding og løsnede sit slips. Selvom han var faldet fra hinanden, klædte han sig stadig pænt. Det pæne tøj var dog drivvådt nu og han gav sig til at trække det af, selvom det klæbede til huden. Befriet for sit slips og sin kåbe, rakte han ud og fyldte sin ene hånd med sæbe.

"Kom her," mumlede han dæmpet. "Lad mig vaske dig. Du ser frygtelig ud." Hans mundvige sitrede svagt i et glædesløst smil, før han gav sig til at sæbe hendes lokker ind. Der var brug for at vaske det mere end en enkelt gang for at få alt skidtet ud og han masserede hendes hovedbund grundigt og tålmodigt. Følelsen af hende, nærheden. Den slog ham næsten ihjel.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede ganske svagt og overgav sig uden tøven til Terrances hænder. Ellers en selvstændig kvinde, lod hun ham vaske sig og øjnene gled i, som det langsomt gik op for hende, at hun virkelig var hjemme. Følelsen af ham var allestedsnærværende og det var svært bare at stå der, når alt i hende brændte efter at besidde ham og understrege, at hun var der. Tilbage.

Måske var det en måde at håndtere hele situationen på, men endnu mere var det fordi, hun ikke havde tilbragt et eneste øjeblik i fængslet, hvor hun ikke havde tænkt på ham. Da hun endelig åbnede øjnene igen og så direkte ind i Terrys, var vandet der rendte af hende ikke længere sort. Blikket var intenst, da hun hviskede: "Jeg har savnet dig så meget."

[Terrance Tweedy]

Terrances hænder faldt fra hendes rodede, men rene hår. Hans hjerte faldt også lidt over blikket hun sendte ham og han lænede sig frem for at trykke et dvælende kys imod hendes læber. Armene fandt omkring hende igen og han tog sig tid til at mærke sin elskede og var lettere stakåndet, da han trak sig væk.

Han kastede et blik ned på de sidste sorte plamager, der flød imod afløbet og kyssede hendes pande. "Jeg har savnet dig," svarede han forsinket, en anelse hæst. "Og du slipper aldrig ud af mine fingre igen."

[Agnes Tweedy]

Agnes' hjerte hamrede, men hun kunne mærke, hvordan stykkerne af det langsomt fandt tilbage mod sin rette plads. "Nej," svarede hun blødt, dybfølt. "Aldrig," gentog hun ham og mente det. Hun nægtede at ende i samme situation igen. Hun var endelig tilbage hos Terrance og snart sin familie. Tanken var befriende.

Hun strøg ham over kinden og denne gang vendte smilet langsomt tilbage. Et lettet, lykkeligt smil, der fik hende til at ligne sig selv. "Jeg er virkelig hos dig," mumlede hun følelsestungt. "Du gjorde det, gjorde du ikke? Fik mig ud, som du lovede?"

[Terrance Tweedy]

Terrance var ikke lettet eller lykkelig. Det var ikke slut endnu, men i det mindste var hun ude og han ville sørge for at hun blev ude. Et ganske svagt smil trak i hans mundvige og han nikkede. "Jeg talte med en af dem... Ambrose Berkeley. Sidste uge. Han lovede at du kom ud snart."

Blikket flakkede en anelse. "Jeg lovede at du aldrig ville gøre sådan noget igen..."

[Agnes Tweedy]

Smilet forsvandt ikke helt, men en rynke trak hendes øjenbryn sammen. "Jeg er ikke ked af, hvad jeg gjorde," sagde hun, næsten før han var færdig med sin sidste sætning. "Jeg mener stadig, at det er forkert, hvad ministeriet gør."

Hendes fingre strammede sig lidt sammen om Terrances skulder, selvom hun ikke selv var klar over at hun gjorde det. Tanken om Ministeriet for Magi fik hende til at dirre igen. Blikket hun mødte ham med var dog sikkert, på trods af hvor flosset kvinden bag det var. "Men det var et godt løfte. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det igen."

[Terrance Tweedy]

Terrance så hende i øjnene i et langt, tavst øjeblik. Han tog en dyb indånding, før han svarede. "Nej," sagde han, en kende tamt. "Du har tænkt dig at gøre andre ting, mere gennemtænkte. Og du har tænkt dig at få en Filiusbesværgelse."

Hans tommel strøg over hendes underlæbe. "Og jeg har tænkt mig at hjælpe dig."

[Agnes Tweedy]

Af alle de svar Agnes kunne have forventet, så var Terrances det sidste. Hun spærrede øjnene op og stirrede på ham. Terrance Tweedy, der ikke kun var den mand hun havde giftet sig med, men også forfatter til to bøger, der så godt som lovpriste ministeriet. De havde været uenige fra den første dag, men noget havde tydeligvis ændret sig.

Agnes var ikke sig selv. Hun var ikke en kvinde, der lod sig kommandere rundt eller nemt blev overvældet. Hun havde altid været stærk og med en klar mening. Der var stadig et stykke vej tilbage til den kvinde. "Hvad?" røg det lettere forvirret ud af hende. "Terry..."

Chokket var tydeligt og blikket flakkede. "Terry, jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal klare morgendagen!" røg det ud af hende og hun så på ham med et vildt blik. "Hvordan... Du kan ikke bare..." Hun slap ham og før hun nåede at tænke over det, var hun trådt ud af badekarret. I forbifarten greb hun et håndklæde, viklede det omkring sig og stavrede ud i soveværelset. "Nej. Jeg er ikke klar til det," messede hun med et vildt blik, uvidende om at hun halvt gik i cirkler. Fængslet havde dårligt sluppet hende, men han ville allerede have hende til at gøre mere.

[Terrance Tweedy]

"Agnes!" Han fik hastigt lukket for vandet og trådte ud af badet, stadig klædt i underbenklæder og skjorte, som begge dryppede og klæbede til hans krop. Irriteret over tilstanden, havde han dog ikke i sinde at lade hende gå nogen steder og fulgte efter hende.

"Agnes," gentog han, som han stod dryppende på hendes soveværelse. "Undskyld. Det røg ud af mig. Du skal ikke tage stilling til noget nu. Ingenting."