Hjem

[Agnes Tweedy]

Terrance Tweedy
d. 26. april

Det var mørkt udenfor, da de lukkede hende ud. Hun havde ingen anelse om hvad klokken var og havde ikke haft det i en måned. Hun skælvede i natteluften. Agnes var tyndere end hun nogensinde havde været. Ribbenene var tydelige gennem huden under det lasede tøj og øjnene syntes at være sunket tilbage i deres huler, der var mørke og spøgelsesagtige efter lang tid med forstyrret søvn og dårlig ernæring.

Men hun kunne mærke den friske luft på sit ansigt. Den greb fat i de beskidte krøller og kastede dem rundt om hendes ansigt og det begyndte at dæmre for hende, at hun var fri. Hun havde ikke sagt et ord til manden, der fulgte hende. Hun stirrede bare: På husene, på månen, på den åbne gade foran sig. Da blikket faldt på hendes eget, lille hjem, var hun til gengæld nær stoppet op.

Lys brændte i vinduerne og afslørede, at det ikke stod tomt, på trods af at hun ikke havde sat en fod der i en måned. Det var overvældende og det trykkede for hendes bryst. Kun en fast hånd omkring hendes albue skubbede hende videre og hjertet sad i halsen på hende, da hun slog på håndtaget med sin nyligt refunderede tryllestav og hørte låsen klikke.

[Terrance Tweedy]

Terrance havde ventet. Længselsfuld. Han havde ikke lavet noget reelt aftensmåltid, for angsten sad i halsen. Hvad nu hvis hun ikke kom hjem alligevel? Han var forberedt på det hele, mentalt. Det sagde han til sig selv. I virkeligheden var håbet allerede helt overvældende. Han sprang op ved lyden af låsen der gik og var ude på gangen på et kort øjeblik.

Da døren gik op, ville han have fejet hende op i sine arme, men han stod bare og stirrede på hende, hvid i ansigtet over synet, der mødte ham.

Hun så frygtelig ud, efter mere end en måned i fængsel. Rædselsfuld, men hans. "Agnes," kvækkede han.

[Agnes Tweedy]

Da hun åbnede døren til synet af Terrance, gik hjertet i stå i nogle lange øjeblikke, før det kravlede op i halsen på hende. Hun hørte ikke det ene afskedsord fra manden fra ministeriet, tydeligvis ubekvem ved en genforening, men fór til gengæld lidt sammen over det høje smæld, da han transfererede sig bort. Det fik dog også liv i hende igen og rystende som et espeløv, trådte hun ind i sit hjem og lod døren falde i bag sig.

Blikket var dog fast fikseret på ham. "Jeg vidste ikke, om du ville være her," fik hun endelig sagt, hæst, men varsomt. Det brændte i hende for at træde frem og begrave sig i hans arme, at gøre det virkeligt, at hun var hjemme. Men hun tolkede udtrykket på hans blege ansigt som afsky og det efterlod hende limet til stedet, beskidt og ynkelig som hun var at se på. Væk fra fængslet, kunne hun pludselig lugte sig selv.

[Terrance Tweedy]

Han stirrede tavst på hende. Længe, føltes det som om. Måske var det ikke i al den tid, men hans hjerne var slået fra. Et vagt "nej" røg endelig over hans læber, som et spøgelse af et svar på hendes ord.

Han tog en langsom, forsigtig, men dyb indånding. "Men det er jeg." Hans blik flakkede. De havde ikke set hinanden siden den dag i cellen. Den dag, hvor ingen af dem vidste hvornår de ville se hinanden igen. "Grindelwald," udbrød han tungt. "Du ser frygtelig ud. Men det er fantastisk at se dig igen." Han rakte forsigtigt en hånd ud, for at stryge den over hendes beskidte kind.

[Agnes Tweedy]

En skælven gik gennem Agnes, da Terrance rakte ud og strøg hendes kind så blidt, at hun næsten var i tvivl om hvorvidt han rørte hende. Det var dog nok og hun slap vejret tungt. Efter en måned føltes det ganske unaturligt, men langsomt gled den mindste antydning af et smil frem over hendes læber og øjnene brændte svagt. "Jeg føler mig også frygtelig," svarede hun lettere apatisk, men med et svagt glimt af den kvinde, hun havde været før Azkaban.

Alligevel rystede hun dog. Af kulde, men også af andre, mere frygtelige grunde. Følelsen af fængslet sad i hende. De brune øjne virkede næsten sorte, sammenfaldne i deres huler, men udtrykket i dem var tilstedeværende. Mere end det havde været den sidste måned. "Terrance..." begyndte hun, lettere punkteret. "Jeg vil virkelig gerne have et bad."

[Terrance Tweedy]

Han kollapsede lidt. En lettere hul latter forlod ham, før han nikkede. "Selvfølgelig," svarede han med rystende stemme. "Har du brug for hjælp?"

Han vidste ikke hvordan han skulle opføre sig omkring hende. Nu havde han ikke set hende i en måned. Hun var fri, men han var akavet. De var gift, men han følte sig mere eller mindre fremmed overfor hende.

[Agnes Tweedy]

Der var afstand mellem dem. En afstand, som ikke engang havde været der, da de først havde lært hinanden at kende. Det gjorde hende ængstelig. Det var meningen, at hun skulle begrave sig selv i hans arme, men hun var ækel. Hun havde ikke lyst til at tage et eneste skridt længere ind i huset, før tøjet hun bar var brændt til aske.

"Jeg vil ikke bede dig om det," svarede hun kvækkende, forsøgsvist forstående, men med svagt dirrende stemme. I virkeligheden havde hun brug for, at han tog sig af hende. Agnes var en stærk kvinde, men hun havde været igennem forfærdeligt meget og hun havde brug for omsorg. Hjælp til at hele. Så meget afslørede hendes bedende blik, selvom hun ikke selv var klar over det. Hun havde brug for ham. Ikke den ubehagelige afstand, der kilede sig ned mellem dem.

[Terrance Tweedy]

Han stod lettere hjælpeløs med armene hængende og så på hende, uden at vide hvad han skulle sige eller gøre. Noget havde møvet sig ind imellem dem og han følte sig ubehjælpsom, i sidste ende i tvivl om hun overhovedet ønskede at han var der.

"Skal jeg hellere gå?" Hans stemme var tøvende, usikker. Han havde intet sted at gå hen, men han ville give hende al den plads hun havde brug for. Måske ville hun helst være alene, imens hun fandt tilbage til livet. Det havde han været.

[Agnes Tweedy]

Det var det skub, hun havde brug for. "Nej!" røg det, lettere desperat, ud af hende og hun havde taget et halvt skridt frem, før hun var klar over det. Hun var bevidst om, hvor forfærdelig hun tog sig ud, men tanken om at Terrance forsvandt overdøvede det.

"Terrance, nej," bad hun igen, som hun løftede en hånd halvt mod ham. Smerten strålede ud af de mørke øjne, selvom det var gået godt med at holde den tilbage. Hendes stemme var hæs, men svagt panisk. "Jeg har brug for dig. Vær sød ikke at gå."

[Terrance Tweedy]

Hendes reaktion overraskede ham, men han trådte ikke det instinktive skridt tilbage. I stedet greb han hendes hånd og klemte om den. "Hey," svarede han lavmælt, som han trak hende imod sig og løftede den frie hånd til hendes kind igen. "Jeg gør kun som du vil."

Han så indtrængende på hende. "Svar mig igen. Har du brug for min hjælp?" Fingrene strøg over hendes hud, uanset hvor beskidt hun var. "Agnes..." Hans stemme var tyk af følelser.

[Agnes Tweedy]

Agnes' øjne var store, da han greb fat i hendes hånd og de blev blanke, da han strøg hende over kinden igen. Hun skælvede som espeløv, men en del af grunden var lettelse. "Ja," svarede hun stille og sank en enkelt gang. Blikket flakkede over hans ansigt.

"Jeg elsker dig. Vil du hjælpe mig?" spurgte hun bedende, men dybfølt. Hun kunne ikke bære afstanden, men vægten af den var ikke så tung, nu hvor hun kunne mærke ham. Det fik hende til at føle sig mere hel, selvom hendes tanker var usammenhængende og impulsive. "Jeg elsker dig..."

[Terrance Tweedy]

En dæmpet lyd, ikke rigtig munter, slap ud over hans læber. Han nikkede svagt og klemte lidt om hendes hånd, før han førte hende med sig mod trappen, op af hver enkelt trin, indtil han kunne slå døren op til badeværelset.

Blikket var ømt, som det gled ned over hende og vreden, der langsomt krøb ind, var ikke møntet på hende. Øjnene skinnede, da han så hende i øjnene igen og tog en dyb indånding. Han hjalp hende ud af tøjet. Aldrig havde den handling været så usensuel. Hun lignede noget, der havde rodet rundt i en grøft et par uger og han indså at han hadede ministeriet i det øjeblik.

Tiden var dog ikke til det had. Hans fingre var forsigtige, som han hjalp hende ud af det beskidte undertøj og bød hende en arm at støtte sig til, så hun kunne træde op i badet.

[Agnes Tweedy]

Agnes ville ikke kunne have gjort det, hvis det ikke havde været for Terrances hjælp. Hjælpeløsheden var ikke ulig et barns, men det var begrænset hvad man kunne forvente af hende. Hun skælvede blot over kulden og hjalp når hun skulle, indtil tøjet, der engang havde været et kunstværk i sig selv, lå i en ækel bunke på gulvet.

Hendes hud var pergamenttynd og knoglerne stak frem under den, men hun havde det bedre, så snart hun var fri for klæderne. Hendes fingre knugede sig om Terrances arm, som hun vaklende kom op i badet. Inden længe kunne hun fylde karret og synke hen i det, men først skulle det øverste lag skidt væk. Et gisp gled ud mellem hendes læber, som det varme vand ramte hendes hud og næsten mekanisk, trådte hun helt ind under strålerne og lod dem omgive sig.

Det var ubeskriveligt. Hun følte sig hurtigt mere menneskelig end hun havde gjort i ugevis og hun behøvede ikke at tænke, før hun var i gang med at gnide huden ren. Først da hun havde stået nogle minutter, komplet opslugt, kom hun i tanke om at Terrance stadig var der. Hun drejede hovedet mod ham, komplet ublu på trods af sin nøgenhed og for første gang siden hun kom ind af døren, trak noget der mindede om et rigtigt smil frem over hendes læber.

[Terrance Tweedy]

Terry stirrede på hende, uden at være videre bevidst om hendes nøgne krop. Han så skidtet forsvinde, han så mærkerne hun havde og han så hvor tynd hun var blevet. Rasende, havde han sat sig ned, for ikke at smadre en hånd igennem noget. Han var ikke nogen muskelmand, der havde noget videre at byde på i den fysiske afdeling men han havde lyst til at marchere direkte hen til ministeriet og kværke Ambrose Berkeley med sine bare hænder.

Da han fangede Agnes' blik og hun smilede, dæmpedes de tanker dog mærkbart ned. Han løftede hovedet med svagt bævende underlæbe og smilede forsigtigt igen.

[Agnes Tweedy]

Nu, under det rendende vand, var hendes tanker klarere og for første gang, så hun rigtigt Terrances ansigt. Udtrykket hun så, fik hendes eget ansigt til at falde igen og hun drejede sig imod ham med store, bekymrede øjne. "Terry..." begyndte hun forsigtigt. Hun kunne se vreden i hans blik, men også trækningerne omkring hans mund.

En skælven gik gennem hende. Selvfølgelig var han rasende på hende. Det havde hun bare glemt indtil nu, overvældet af følelsen af at være fri. Af at være hjemme. Agnes rystede på trods af det varme vand. "Jeg er så ked af det."