|
|
Post by Shirley Felbrigg on Apr 19, 2015 0:24:31 GMT 1
Shirley var altid pæn og ren. En af de slags kvinder man kiggede på og blev forundret over, at de stadig kunne se så pletfrie ud i slutningen af dagen. Derfor var det et absurd syn, der bevægede sig ned gennem Fønixengen. Hun havde skrammer på knæene fra da hun var faldet til jorden, aske på tøjet fra branden og hår, der havde revet sig løs i tumulterne. Det mest bemærkelsesværdige var dog sporerne på kinderne, hvor tårerne havde trillet. Lige nu var der ikke flere, men hun var kold, rystende og følelseløs, da hun løftede hånden og bankede på døren ind til Wyats hjem. |
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Apr 19, 2015 0:37:17 GMT 1
Wyat havde hørt om hvad der var sket i ministeriet og han havde gået rundt i sin store stue, mens han ventede på at høre hvem der var overlevet. Det var sjældent at Wyat var ude af fatning men lige i denne stund havde han svært ved ikke at smide med det der nu lige var i nærheden. Han var ved at eksplodere.
Derfor var han hurtigt henne ved døren da det bankede på, men da han fik øje på Shirley ændrede hans prioriteter sig, da det ikke tog ham mere end et kort sekund at finde ud af at hun måtte have været i kampens hede på en eller anden måde. Derfor lagde han hurtigt en arm om hende og hjalp hende indenfor. Han fik husholdersken til at bringe te og lidt mad, inden han førte den jævnaldrende heks med ind i stuen og satte hende på en af sofaerne. Derefter tog han et tæppe og lagde om hende, inden han trak hende ind til sig i et kram med et blik der ikke behøvede ord.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Apr 19, 2015 0:40:55 GMT 1
Shirley kunne intet. Hun følte sig komplet tom, da døren blev åbnet og Wyat tog imod hende. Hun lod sig blindt føre med og blev først opmærksom på, hvor meget hun skælvede, da et tæppe gled om hendes skuldre. Det var som om at varmen og den beroligende følelse af armen omkring sig, fik åbnet op for følelserne igen og inden længe græd hun lydløst ind mod Wyats bryst.
Hun græd indtil der igen ikke var flere tårer og hun havde ødelagt hans skjorte. Det efterlod hende rystende tilbage, ude af fatning og langt fra sit eget, rolige selv. "Alle de mennesker..." hviskede hun endelig. Hæst.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Apr 19, 2015 1:26:19 GMT 1
Wyat havde også været chokeret over nyheden, men det var ingenting i forhold til hvordan Shirley havde det. Han fattede stadig ikke helt at det rent faktisk var sket og det ville nok tage noget tid for ham at indse at verden aldrig ville blive den samme igen.
"Shirley.. er der noget jeg kan gøre?.." Spurgte han hviskende og aede hende på ryggen i cirkler. Han vidste egentlig ikke helt hvad han skulle stille op, han håbede det ville hjælpe hende at græde det ud, men han følte sig underlig bevidst om at han havde viget udenom katastrofen og egentlig ikke helt vidste hvad der var sket. Han var ivrig efter at vide mere, men det virkede ikke som det rigtige tidspunkt at tvinge hende til at fortælle mere om det, hvis hun ikke ville.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Apr 19, 2015 16:40:48 GMT 1
Shirley græd lydløst indtil der ikke var flere tårer at tage af. Hun var udtørret og øjnene puffede, men der var ikke meget hun kunne gøre ved det. Det var ikke hendes fremtoning overfor Wyat, der fyldte mest for hende i øjeblikket.
"Nej," sukkede hun endelig og trak sig lidt tilbage. Hun tørrede sine kinder på håndryggen og samlede begge hænder i skødet, blikket rettet mod dem. Hendes mave slog knuder og hun kunne ikke se op. "Har du hørt...?"
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Apr 19, 2015 16:58:00 GMT 1
Wyat havde ingen ide om hvad der ventede ham og derfor var hans mine ret afslappet da hun stillede ham et spørgsmål. Han trak let på sine skuldre. "Jeg har kun hørt at der var en voldsom demonstration og en ildebrænd." Svarede han og smilede let til hende.
"Men du behøver ikke fortælle mig om det.. " Bemærkede han og lagde sine hænder på hendes skuldre og gav dem et blidt klem. Derefter kom husholdersken ind med teen til dem på en bakke, hvor der også var et par kiks og småkager. Hun efterlod dem med et bekymret blik, men forholdt sig tavst og lukkede døren efter sig da hun gik.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Apr 20, 2015 16:10:04 GMT 1
Shirley indså, at Wyat intet vidste. Han vidste, hvad der var sket, men ikke hvem... En klump på størrelse med en knytnæve samlede sig i hendes hals og hvis ikke hun havde grædt alle de tårer der var at græde, ville hendes øjne være svømmet over igen.
"Wyat," begyndte hun ulykkeligt. "Winona... Hun..." stemmen knækkede over og hun rystede på hovdet. Der var ingen tvivl om, hvad hun mente. "Jeg er så ked af det..."
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Apr 20, 2015 18:02:37 GMT 1
Wyat kneb undersøgende øjnene sammen da hun sagde hans navn, men det var først da hun talte færdigt at han forstod det hun lige havde fortalt ham. Hans greb om hende slækkedes og han trak hænderne til sig, mens han stirrede vantro på hende. Det kunne ikke passe, det var ikke muligt for en person at miste alle sine familiemedlemmer på så tragisk vis, men hun viste ingen tegn på at spøge med ham, så i stedet rejste han sig op og gik hen til kaminen ved siden af sofaen. Han knyttede sin ene hånd mens han lænede sig mod pejsen med den anden. Han var ved at eksplodere af vrede, det var ikke retfærdigt at han også skulle miste sin stedmor, han var ikke klar til al det ansvar der pludselig tyngede hans skuldre. Ikke klar til at blive forladt igen og han var ulogisk nok vred på Winona over hun var død.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Apr 20, 2015 20:15:48 GMT 1
Shirley havde ikke fortalt om sin egen fætter og ladet Wyat vide om sin egen smerte. Hun kunne ikke bære at tænke på Nicholas og hun følte det ville være egoistisk at bringe ham op. Selvfølgelig var det ikke realiteten, men sådan tænkte Shirley og hun så forpint efter Wyat. Rystende og stadig med tæppet om sine skuldre, kom hun på benene og tog et par skridt i hans retning.
"Wyat," hviskede hun stille. Hun ville trøste ham, men havde også selv brug for trøst. Kombinationen af det gjorde hende bange for at træde tættere på ham. Hun åbnede munden for at sige mere, men intet kom ud. Der var intet at sige.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Apr 20, 2015 21:07:13 GMT 1
Shirleys stemme trængte igennem hans vrede sind og fik ham til at slappe en smule mere af. Han bed hårdt ned i sin underlæbe og vendte sig mod hende med et sørgmodigt blik. Han havde lyst til at trøste hende, men nu han selv var chokeret, blev han bare stående og betragtede hende trist.
"Er der andre?" Spurgte han og så spørgende på hende med et træt blik - det føltes stadig som om nogen havde givet ham en mavepuster og han var alt for forvirret til at tage sig af hende lige i dette øjeblik.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Apr 20, 2015 21:23:52 GMT 1
Shirley stod som limet til stedet og så umuligt lille ud, gemt under det store tæppe og temmelig optrevlet. Underlæben bævede og hun slog blikket mod gulvet. "Nicholas," hviskede hun og var i et øjeblik usikker på om benene ville give efter under hende. De rystede faretruende.
"Min fætter. Så mange andre..." hun lukkede øjnene og rystede på hovedet. Hendes verden snurrede.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Apr 20, 2015 21:30:56 GMT 1
Wyat så bekymret på hende og lagde en arm om hendes skuldre, hvorefter han førte hende tilbage til sofaen og satte sig ned igen. "Det er jeg ked af at høre.." Hviskede han, mens han selv forsøgte at forstå sin stedmors død og var derfor tavs et øjeblik inden han drejede ansigtet mod hende.
"Var du indenfor i bygningen?" Spurgte han og så afventende på hende, mens han strøg fingrene hen over hendes hår.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Apr 20, 2015 21:49:42 GMT 1
Shirley nikkede lidt. Hun kunne ikke tale om det. Hun var kun lige kommet derfra og det hele var stadig for tæt på, så hun var taknemmelig da Wyat bragte hende tilbage til sofaen.
"Nej," svarede hun stille og lænede sig ind mod ham. "Der var en stor demonstration udenfor. Jeg var der for bladet... Det var forfærdeligt, Wyat. Der blev kastet utilgivelige forbandelser."
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Apr 21, 2015 13:44:09 GMT 1
Wyat lagde armene om hendes spinkle skuldre og trykkede hende blidt ind mod sig. Det lød rædselsfuldt det hun havde oplevet og han ville ønske han kunne sige noget der ville gøre alting godt igen. Det kunne han dog ikke.
"Hvad? Utilgivelige forbandelser? Hvem kastede dem?" Spurgte han og stirrede målløs på hende. Hans umiddelbare gæt var at det var en af rebellerne. Det var det mest oplagte i hans øjne efter en af dem angiveligt havde sat ild til ministeriet.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Apr 21, 2015 14:18:52 GMT 1
Shirley rystede en anelse. "En af ministeriets folk," svarede hun med rystende stemme, stadig forfærdet ved tanken om den ellers store Marius Paine, der var bukket under for dolorosoforbandelsen. "Men jeg ved ikke, om hun handlede efter ordrer..."
Havde varulven ikke startet branden, ville hun sandsynligvis have været mere forfærdet over hændelsen hun havde overværet og selv være blevet provokeret til at stille spørgsmål til Ministeriet for Magi. Men varulven havde været med oprørerne - det gik rygterne i hvert fald på - og hadet til dem var mere brændende.
|
|
