Inferno

[Magdalene Abbey]

Brody Blance

Maggie var blevet bragt til Skt. Mungos sammen med et utal af andre, der havde været ofre for dæmonluerne i ministeriet. Rygterne om tragedien havde spredt sig næsten lige så hurtigt som den forbandede ild selv og det vrimlede med mennesker, der ledte efter deres kære eller frygtede at få at vide, at de ikke længere var mere end aske.

Hun havde overlevet flammerne, men kun lige. Forbrændingen fra ankel til lår var grotesk og selvom hun havde mistet bevidstheden, så piblede sveden frem over hendes pande, mens hun langsomt brændte op indvendig. Maggie vidste intet af, hvad der foregik. Hun mærkede det ikke, da resterne af de forkullede bukser blev skåret væk og såret hindret i at ætse mere af den raske hud bort. Nogen iklædte hende en hospitalskjole og forbandt såret, men der var ikke liv i den lyshårede heks. Smerten havde fået hende til at lukke ned og hun var bevidstløs i mange timer.

[Brody Blance]

Brody var hvid i ansigtet, som han forlod træningen brat, da han fik beskeden. Han var stadig i træningstøj, da han dukkede op på Skt. Mungos og forlangte at se sin kæreste - uden held. Hendes familie var der allerede og han blev tvunget til at vente længe, før han blev lukket ind. Da først han kom ind, var der i mellemtiden ikke det fjerneste andet han kunne gøre end, at sidde i en polstret hospitalsstol og stirre på hendes bevidstløse skikkelse.

Han var en smule færdig. Ødelagt.

[Magdalene Abbey]

Sveden piblede frem over Maggies hud og fik både hår og kjole til at klæbe til hende. Timerne gik uden livstegn, før en pludselig, voldsom krampetrækning gik gennem hende og et smertensudbrud brød frem over hendes læber. Hun vågnede til den rødglødende smerte, borende fingrene ned i madrassen og hele hendes krop spændtes som en flitsbue.

Flere forpinte lyde undslap hende, som øjenlågene flakkede op og de brune øjne så vildt rundt. Kroppen vred sig i panik. Det sidste hun kunne huske var det brændende inferno, der havde opslugt hende og der gik flere øjeblikke, før hun indså, at hun ikke længere var i Ministeriet for Magi og der ingen ild var omkring hende, selvom hun kunne mærke den i hele sin krop.

[Brody Blance]

Brody farede lidt sammen og han rejste sig brat. På et øjeblik var han ved Maggies side og greb hendes raske hånd. "Maggie," røg det hæst ud af ham. "Jeg er her. Du er okay."

Han vidste, at det ikke passede. Hun var ikke okay. Hun var absolut ikke okay, men til gengæld var hun i live. Da han havde fået at vide, at hun var her efter branden i ministeriet, havde det ikke været en selvfølge. Han klemte om hendes hånd og så på hende med et intenst, bedende blik. "Skat, du er okay," gentog han, mere eller mindre håbefuldt.

[Magdalene Abbey]

Maggies krop rystede voldsomt og det tog tid, før stemmen trængte gennem til hende. Blikket flakkede vildt og søgte desperat efter ansigtet. "Brody," klynkede hun og fandt ham endelig med blikket. Smerten lyste ud af de brune øjne. "Brody, jeg brænder..." Tårer piblede ned over hendes kinder og huden glinsede af ny sved, der sprang frem af feberen og Maggies voldsomme bevægelser.

Hun klemte øjnene sammen og slap en halvkvalt lyd. "Hector..." Hun knugede fingrene hårdt om lagnet og tvang sig selv til at åbne øjnene igen, ansigtet fortrukket i smerte. Hun havde brug for noget til at tage smerten, men hun kunne ikke tænke på det. Der var kun den brændende fysiske smerte, blandet sammen med den psykiske.

[Brody Blance]

Brody blev hvid i ansigtet. Han trak hånden til sig og nåede ud på gangen, inden en healer var ved at tumle ind i ham. "Hun brænder!" Lettere panisk, forsøgte han at forklare, før han slet og ret pegede på Maggie. "Hjælp hende dog"

Han var ikke bygget til denne verden. Han fiksede problemer, men han kunne ikke løse det her. Han stod hjælpeløs, imens flere ansatte dukkede op og nogen hjalp Maggie. Armene var slappe, som han betragtede sceneriet, temmelig magtesløs.

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne kun tænke på det gloende inferno, der var hendes krop og hendes klagelyde blev højere, da stærke hænder greb fat i hende og holdt hende nede. Hver en berøring føltes som ild og hun græd, da en healer kyndigt sørgede for at hun drak en tyk, mælkehvid eliksir. Først hostede hun, men så dulmedes smerten og Maggies hjerterytme blev støt langsommere. Hendes krop faldt til ro og da healeren trådte væk og gjorde plads til manden, trak den lyshårede heks vejret roligt.

Hun åbnede langsomt øjnene, smerten i benet reduceret til en ubehagelig dunken. "Brody?" spurgte hun omtåget, men væsentlig klarere end før, på trods af at hun stadig så forfærdelig ud. Hendes hals føltes som en ørken. "Hvor er jeg?"

[Brody Blance]

Brody hev stolen helt hen til Maggies sengeleje og dumpede tungt ned i den. Hans fingre fandt hendes og han løftede dem, for at trykke et kys imod hendes håndryg. "Mungos, Maggiemus. Du er på Mungos. Du er i live. Du bliver ok..."

Han så bekymret på hende, imens han remsede forsikringer op, uden at vide hvem det var han forsøgte at berolige.

[Magdalene Abbey]

Maggies blik flakkede over Brodys ansigt og hun forstod, hvad han sagde. Det hele vendte tilbage til hende og de mørke øjne fyldtes igen med tårer. Hendes afkræftede fingre lukkede sig sammen om hans. Hun havde lyst til at knuge Brody ind til sig. I nogle øjeblikke havde hun været sikker på at hun skulle dø og at hun aldrig skulle se ham igen. Sådan blev det ikke. Ikke ligesom med...

"Hector," røg det ulykkeligt over hendes læber. "Hector. Jeg så ham forsvinde i flammerne," hviskede hun med både rystende stemme og hænder. "Jeg prøvede på at nå ham, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke."

[Brody Blance]

Han kærtegnede hendes fingre blidt med sin tommel og bed tænderne sammen uden at sige noget. Historien havde spredt sig. Hvis ikke Hector var død, ville han personligt have fundet ham og sørget for, at han blev klynget op. Maggies ord fik en tung smerte til at rodfæste sig i ham, men han nænnede ikke at sige, at han havde fået som han fortjente. I stedet tyssede han blidt på hende.

"Du skal koncentrere dig om at komme dig, Maggie," sagde han dæmpet, men bestemt. "Healerne siger, at du er heldig, at du overlevede."

[Magdalene Abbey]

Maggie var i dyb sorg for sin ven. Det fyldte meget, uendeligt meget, men alligevel ikke det hele. Hun så Brodys ansigt lysende klart, hver eneste lille detalje i hans udtryk og fingrene lukkede sig hårdere om hans. "Jeg ville være død, hvis ikke nogen havde hjulpet mig," hviskede hun rystende. Nogen havde båret hende væk. Hvem? Hun anede det ikke.

Flere tårer faldt lydløst over hendes kinder og for en gangs skyld var hun ikke nervøs for at vise sine inderste følelser for Brody. Der var slet ikke plads til det. "Jeg troede ikke, at jeg skulle se dig igen."

[Brody Blance]

Brodys frie hånd lagde sig over Maggies og han tog en hastig indånding. "Jeg er her," forsikrede han. "Jeg forlader dig ikke, Magpie." Blikket var dybfølt, som han kyssede hendes hånd igen. "Dine forældre fik navnet på ham, der reddede dig. De har været her."

Han trak ganske svagt på smilebåndet. "Du bliver okay. Det lover jeg."

[Magdalene Abbey]

Maggie trak vejret tungt ind og nikkede. Der var intet hun hellere ville i det øjeblik end at knuge Brody ind til sig, men han virkede ikke så oprørt, at hun kunne argumentere for at det var nødvendigt. Hun havde været rædselsslagen ved tanken om ikke at se ham igen og det havde været tæt på en realitet, men han sagde at det skulle blive okay. Maggie havde det underligt.

"Jeg elsker dig, Brody," kvækkede hun spinkelt, en anelse bedende og med store, sårbare øjne. "Tak," begyndte hun, men måtte fugte sine knastørre læber og tage en indånding, før hun kunne fortsætte rystende. "Tak, fordi du er hos mig."

[Brody Blance]

Brody kyssede hendes håndflade. Han ville ønske han kunne omfavne hende, men han var sikker på, at hun var for forbrændt. Forbindingerne tydede på det. Blikket flakkede over hendes ansigt og han rystede på hovedet.

"Selvfølgelig," svarede han hurtigt, imens hans tommel kærtegnede hendes fingre. "Maggie, jeg troede... De de kom ind og fortalte om branden. Jeg troede du var død." Hans blik hvilede intenst på hende. "Jeg nåede aldrig at sige, at jeg ville tage med dig. At der er Quidditchhold i Rumænien. At jeg ikke ved hvad jeg laver og at det skræmmer livet af mig, det her, men at jeg ikke vil have det til at slutte."

[Magdalene Abbey]

Maggies øjenbryn trak sig svagt sammen, da Brody begyndte. Blikket flakkede over hans ansigt, før hendes hjerte sprang et slag over og hun fandt sig selv komplet mundlam. Hvad der skete næst overraskede hende selv. Sikkert mere end det ville overraske Brody. Hun lo. En hæs og udmattet, men komplet impulsiv latter.

Overraskelsen var tydelig på hendes ansigt og selvom hendes øjne stadig svømmede over, var det ikke længere kun af udmattelse, sorg og smerte. "Brody," begyndte hun stille og klemte fingrene sammen om hans hånd. Hun sank en klump, stadig febervarm og med en dunkende smerte i benet, men med netop nok kræfter til at se intenst på ham. Hun tog en dyb indånding. Hvert ord gjorde ondt, men hun var nødt til det. "Ved du, hvorfor jeg var i ministeriet i dag?"