Inferno

[Brody Blance]

Brodys øjenbryn fløj op. Han vidste ikke hvordan han skulle tolke latteren, men hans hånd blev omkring hendes, som han så mildt forvirret på hende.

"Nej," svarede han impulsivt, men sandfærdigt. "Nej, det aner jeg ikke, Maggie?" Men han regnede med, at hun ville fortælle ham det. Hellere før end senere.

[Magdalene Abbey]

Maggie rystede lidt på hovedet, uden at løfte det fra puden. "Jeg var der, for at blive overflyttet til Wales. Så jeg kunne blive hos dig," hviskede hun og så på Brody med et blik, der på trods af tårer, ikke var andet end kærligt.

Hun kunne ikke lade være med at smile overvældet, læberne presset sammen om tænderne indtil hun talte igen. Blikket var underfundigt. Overrasket. Hjertet svumlede i brystet på hende. "Ville du virkelig gøre det for mig?"

[Brody Blance]

Brodys kæbe faldt lidt. Et forbløffet "oh," forlod ham, før han gav hendes hånd et lille klem. Han kom til at smile og betragtede hende med et ømt blik. "Lad være med at græde," bad han dæmpet, inden han rømmede sig. Det smittede, men han var ikke en mand, som ofte fik tårer i øjnene og han havde ikke tænkt sig, at det skulle ske nu.

"Jeg ville prøve..." Han rynkede panden. "Jeg elsker dig, du ved."

[Magdalene Abbey]

Maggie kom til at le igen over Brodys ordre, absolut uden at følge den. "Det kan jeg ikke," erkendte hun og snøftede en anelse. I et øjeblik glimtede noget pinefuldt i hendes blik, den underliggende sorg, men det druknede under den flygtige glæde. Underlæben bævede lidt og hun bed ned i den, før hun nikkede en anelse og knugede hans hånd.

"Jeg elsker dig," svarede hun, ligeglad med at det kun var få øjeblikke siden hun havde sagt det sidst. I nogle lange øjeblikke så hun blot på ham, før frygten sneg sig tilbage ind i hendes blik. Stemmen var stadig ikke meget mere end en hvisken. "Hvor slemt er det?" Ingen havde fortalt hende, præcis hvad der var sket og hun var bange for selv at kigge. Hun mærkede kun eftervirkningerne af forbandelsen, som hendes krop stadig kæmpede for at nedbryde.

[Brody Blance]

Brody sukkede dæmpet, men kunne ikke lade være med at smile svagt og varmt over Maggie. Smilet gik dog i sig selv over hendes spørgsmål og han rynkede panden, før han kastede et blik ned over hende, uden at se andet end bandager.

"Dit ben," svarede han tøvende. "Hele dit ben er bundet ind. Jeg har ikke set det uden, men... Det er ikke godt." Han klemte om hendes hånd. "De siger at du kommer til at gå normalt, men det tager tid."

[Magdalene Abbey]

Maggie sank en klump. Smerten var dulmet nu, men hun havde ikke været i tvivl om at det var alvorligt. Brodys ansigtsudtryk afslørede dog hvor meget. Hun drejede ansigtet væk og så op i loftet.

"Endnu et ar," sagde hun stille. Hun behøvede ikke kigge, for at vide at det var på det modsatte ben af det hvor de små, ujævne drageskæl markerede hendes hud. Beskeden om at hun nok skulle komme til at gå igen var underligt sekundær.

[Brody Blance]

Brody tog en dyb indånding og sukkede, før han kyssede Maggies hånd. "Du lever," svarede han dæmpet. "Fuck ar, Maggie. Du lever."

Han klemte lidt om hendes fingre og så på hende, selvom hendes blik var på loftet. "Hey. Hører du mig?"

[Magdalene Abbey]

Maggie lukkede kortvarigt øjnene, men Brodys ord trængte ind til hende. Hun drejede hovedet og så på ham med et let flakkende blik, før hun nikkede. "Jeg hører dig," lovede hun spinkelt og åndede tungt ud. Feberen dehydrerede hende hurtigt og sveden glinsede på panden igen. "Jeg har brug for vand."

Hun kunne ikke lade være med at bekymre sig om arret. Det havde ikke kun noget at gøre med hendes svage forfængelighed overfor Brody, men lige så meget med det faktum, at Maggie aldrig havde kunnet leve op til skønhedsidealerne, da hun var yngre. Det tærede stadig på hendes selvtillid. Og nu var hun endu mere vansiret, end hun havde været i forvejen.

[Brody Blance]

Brody rejste sig brat. Han følte sig temmelig formålsløs som han var der, men vandskafferen, der kunne han da være. Da han kom tilbage var det med et stort bæger vand, som han forsigtigt overdrog i Maggies varetægt.

Han hadede sig selv for ikke at have været der, da det skete. Tanken om at kunne have stoppet det var måske overflødig, men ikke desto mindre tilstedeværende. Han sank ned i stolen igen og stirrede lidt på hende. Wales. Rumænien. I sidste ende var det vel ligegyldigt.

Tråd afsluttet