Betænkeligheder

[Ambrose Berkeley]

Agnes Tweedy
14. april

Selvom det ikke længere var dementorerne der vogtede over Azkaban var det stadig et mørkt sted at befinde sig. Ambrose var trådt i de professionelle sko og følte sig dermed noget mere distanceret til stedet end han ellers ville have gjort, udelukkende til sin egen fordel.

"Frøken Atterberry," lød det fra ham idet han trådte ind i cellen hvor kvinden han havde været med til at arrestere sad. Det var et andet syn end for tre fire uger siden, hvilket han også havde forsøgt at forberede sig selv på. Han måtte dog også konstatere at det måske ikke var noget man kunne forberede sig helt på og at det måske var en hærdning der kom med tiden. Døren lukkede han nøje bag sig og så dermed hen på hende. "Jeg er her for at afhøre dig i forbindelse med bortførelsen af Caleb Crow."

[Agnes Tweedy]

Agnes' var mindst lige så hul indvendig som resten af hende fysisk så ud til at være. På den korte tid var hendes øjne allerede sunket ind og kinderne syntes magre og blege under skidtet fra cellen, der ikke lod til at være blevet rengjort i årevis. Det var forhold hun aldrig ville ønske for selv sin værste fjende og hun var uendeligt bevidst om, at det var ved at tage pippet fra hende.

I tre uger havde hun næsten ikke talt med en sjæl. Kun ganske få informationer og enstavelsesord var kommet hendes vej. Og så pludselig var Terrance dukket op i hendes celle dagen forinden og havde brudt stilheden. Da den mange timer senere - hun kunne ikke adskille dagene - blev åbnet igen, fløj hendes ansigt forhåbningsfuldt op.

Kun for at falde igen med det samme. Hun genkendte manden, der havde arresteret hende og den unge heks trak sig tilbage mod muren, selvom hendes kæbe var spændt og hun mødte hans blik ligepå. Ikke et ord gled over hendes læber.

[Ambrose Berkeley]

Ambrose bed sine tænder en smule sammen da der intet svar kom og fornemmede at det måske krævede en lidt anden tilgang. Han så sig kort omkring i cellen der mildest talt var et hul. "Jeg må informere dig om at din situation ikke bliver bedre, hvis ikke du samarbejder," sagde han så.

Han blev stående ikke langt fra hvor han var trådt ind, han følte trods alt at han vidste bedre end at gå for direkte til forskræmte væsner - mennesker eller ej. Det måtte blive et skridt af gangen, og de skridt måtte gerne føre til noget de kunne bruge i hans afdeling. Han tog en dyb indånding, der ikke just var en rar en af slagsen i denne celle. "Tilstår du din medskyld i kidnapningen af Crow-drengen?" spurgte han så for at starte et sted.

[Agnes Tweedy]

Agnes blinkede langsomt, men hendes blik var alvorlig. Selvom hun sad sammenkrøbet, var der stadig en lille snert af den stålfaste kvinde tilbage i hende. "Jeg var den eneste udover mine forældre, der kendte noget til det," svarede hun endelig, rolig på trods af at det ikke var hvad hun følte sig. Hun var klar over, at hun måske dømte sig selv til uendeligheder i fængslet endnu, men det var det eneste hun kunne gøre.

Så vidt hun vidste, havde de ikke opdaget at Magnolia og Casimir også var involveret. Hun ville gøre alt i sin magt for at hindre det, om det så betød at hun skulle ofre sig selv. "Jeg kidnappede ham ikke. Caleb skulle tilbage til sine forældre, så de velvilligt kunne sende ham på Hogwarts."

[Ambrose Berkeley]

Ambrose lyttede nøje til det hun sagde for at undgå at misse bare den mindste detalje. Samtidig blev han stående hvor han var. "Hr. Tweedy er renset, du behøver ikke at forsvare ham længere," sagde han, en smule skeptisk over at hun fandt det nødvendigt at nævne at hun var den eneste involverede udover hendes forældre som drengen var fundet hos.

"Du tog ham fra den institution der varetog ham uden tilladelse," svarede han. "Det er en bortførsel. Vedkender du dig det?" Han kunne godt mærke at han måtte vælge sine ord med omhu, da det ikke virkede til at Agnes ville give sig let.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede, tilfreds med at manden troede, at det var Terrance hun havde tænkt på. Det var hvad hun ville have ham til at tro. Hun strakte benene lidt ud, men rejste sig ikke op. I stedet så hun blot bestemt på manden, hendes kræfter til at kæmpe fornyet.

"Jeg forsøgte at følge et lille barn hjem til sine forældre, efter han ufrivilligt var blevet fjernet fra dem," svarede hun roligt. "I mine øjne er det ingen bortførsel. Jeg havde aldrig nogle intentioner om at holde ham bort fra Hogwarts." Hendes hjerte hamrede, men udadtil virkede hun rolig. Det her var hendes eneste chance for at tale sig selv til en mild dom.

[Ambrose Berkeley]

Ambrose så stadig lidt undrende på hende og skrev sig det bag øret, da hun allerede burde have den information han lige havde givet hende. Tweedy havde trods alt fået lov til at besøge hende dagen forinden. Men han tænkte at han altid kunne vende tilbage til det senere. Indtil da fokuserede han på det foreliggende.

"Det tager jeg som et ja. Jeg vil gøre dig opmærksom på at vi har ikke arresteret dig for hvad der i dine øjne ikke er en bortførsel, men derimod for det der i lovens øjne er en bortførsel." Han så mod kvinden og forholdt sig fortsat i ro.

[Agnes Tweedy]

En muskel i Agnes' kæbe sitrede en anelse, men hendes blik flakkede ikke. "Min intention var at mugglerne og magikeren fortsat kunne blive ved med at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Hvis det kommer ud, at Ministeriet for Magi bortfører børn, hvor længe mon der så går før mugglerne gør oprør?"

Hendes blik borede sig ind i mandens. "Er det ikke at handle i Ministeriets interesser? Bør man straffes for det?" Hun hævede øjenbrynene lidt, velvidende at logikken var uomtvistelig.

[Ambrose Berkeley]

"Du handlede uden ministeriel autoritet samt imod den nye lovgivning. Uanset hvad var din fremgangsmåde forkert." Ambrose kneb sine tænder en smule sammen da han begyndte at synes at hun blev lidt for kæphøj og ikke rigtig brød sig om det.

Han tog sig dog sammen og fortsatte efter at have trådt et skridt tættere på. "Du har været med til at skabe yderligere splittelse i det magiske samfund. Hvordan hænger det sammen med dine intentioner?" spurgte han, men lod hende dog ikke svare lige med det samme. "Du vil ikke kun blive straffet for dit brud på loven, men også for at forværre situationen i vores samfund."

[Agnes Tweedy]

Agnes' læber blev smalle og indignationen vældede op i hende. Normalt havde hun langt til vrede, men hun var flosset efter adskillige uger i et mørkt, klamt hul. Hun kontrollerede kun lige et vredt udbrud og lød forholdsvis rolig, da hun talte igen.

"Hvis min skyld og straf er besluttet på forhånd, vil jeg være taknemmelig for at høre den," svarede hun afmålt. På trods af at hun forsøgte at kontrollere sin vrede og virkede overlegen, så var der en glimt af noget sårbart og frygtsomt i de brune øjne.

[Ambrose Berkeley]

Ambrose blev stående hvor han var og trak ikke en mine idet han forsøgte at forholde sig distanceret til situationen som han godt kunne mærke blev tiltagende intens. "Intet er besluttet på forhånd. Du har selv lige erkendt din skyld."

Han tog fat i sin tryllestav som for at understrege at han ikke var bange for at bruge den hvis det blev nødvendigt. "Din straf afhænger af din villighed til at samarbejde og indse det forkerte i det du har foretaget dig." Hans blik blev hårdere med ordene samt med tanken om at hun måske ikke ville se den sandhed han så.

[Agnes Tweedy]

Urimeligheden var tydelig og det stak ufamiliært bag Agnes' øjne. "Hvad mere vil I have at jeg skal gøre?" udbrød hun, en anelse rystende. Samarbejde? De havde hende jo allerede bag lås og slå og tydeligvis var en rettergang ikke nødvendig.

Hun krøb sammen mod væggen, jo tættere Ambrose kom på hende. Hun var faretruende bevidst om tryllestaven, selv uden midler eller kræfter til at forsvare sig selv, skulle han komme til at bruge den. Normalt ville hun stå med rank ryg og ikke lade sig skræmme, men fængslet havde ændret hende. "Jeg erkender, at det var forkert at handle uden ministeriets viden, men ville I have lyttet, hvis jeg havde talt?"

[Ambrose Berkeley]

Ambrose tog hendes spørgsmål for at være retorisk, da han egentlig mente at han havde givet udtryk for hvad der blev forventet af hende. Så istedet lyttede han til de næste ord hun slap ud. "Det er ikke til at vide, du gav os jo ikke chancen," svarede han tonløst. Han kunne reelt ikke svare hende på det og den smule han tænkte over det, generede det ham lidt.

"Fortalte Tweedy dig ikke at han var blevet renset?" spurgte han så, for at vende tilbage til det han havde skrevet sig bag øret tidligere, da han nu mente at han havde fået nok info om det første.

[Agnes Tweedy]

Agnes ville have fnyst over mandens ord, hvis ikke hun var udmærket klar over, at det ville forværre hendes situation. I stedet bed hun tænderne sammen og forsøgte at bevare roen, selvom hendes øjne brændte ved tanken om Terrance. Tårerne truede med at spilde ned over hendes kinder, men hun bed dem tilbage - i et desperat forsøg på at beholde bare en smule af sin værdighed.

"Han sagde kun, at han ikke længere var fængslet," svarede hun lettere rystende, men sandfærdigt. Det var alt hun havde behøvet at høre på det tidspunkt. Hun løj ikke.

[Ambrose Berkeley]

Ambrose godtog hendes svar og nikkede som en indikation på dette. Han var ved at få nok af denne her celle og havde efterhånden også fået det ud af hende han kom efter. "Du kommer til at tilbringe noget mere tid i denne celle som straf for dine handlinger," fortalte han hende, så sig omkring og et strejf af væmmelse kunne spottes i hans ansigt. "Du vil få at vide hvor længe senere. I mellemtiden vil jeg høre om de kan forbedre hygiejneforholdene." Den sidste sætning blev leveret i et mere dæmpet toneleje som en sidekommentar, dog stadig højt nok til at hun kunne høre det.