På vej mod afgrunden

[Agnes Tweedy]

Terrance Tweedy

Agnes havde mistet overblikket over dagene. Der var intet vindue i den lille celle, der kunne give hende bare en anelse om hvor længe hun havde siddet der og ikke en menneskelig sjæl til stede til at fortælle det. Kun en konstant, lavmælt jamren fra de andre celler, som hun ikke kunne se i mørket, men kun høre.

Snart tre uger havde hun siddet der, selvom hun ikke var klar over det. Manglen på solskin og den ringe kost havde allerede nu sat sine spor, men det værste var, at hun kunne mærke det rive i kanten af sin forstand. Intet menneske var skabt til at være efterladt alene kun med sine tanker så længe, selv ikke nogen så hårdfør som Agnes. Den unge heks sad krøbet op i hjørnet, armene lukket hårdt om knæene og gjorde sit bedste for ikke at rokke.

[Terrance Tweedy]

Det var fem dage siden han var blevet løsladt uden nogen forklaring, undskyldning eller papirer. I mellemtiden havde han måtte se i øjnene, at han var blevet afskediget fra sin stilling, at Hogwarts intet ville have med ham at gøre og at han nu risikerede, at blive betragtet som arbejdsløs i lovens øjne. Han var flyttet ind hos sin søster og afventede den dag, hvor Eldridge gjorde deres gæld op og lod ham tage tilbage til det klamme fængsel, som han aldrig ville sætte sine fødder i igen, hvis ikke det var fordi hans hustru befandt sig der.

Døren knirkede, da vagten tog fat ved den og åbnede ind til den celle, hvor Agnes befandt sig. Hans hjerte slog et slag over, da han trådte indenfor og fik øje på hende. Hans altid så pletfri Agnes i en tilstand han aldrig havde drømt om. Ubevidst, fyldtes de lyse øjne med tårer. "Agnes," hviskede han, som om han ikke helt fattede det.

[Agnes Tweedy]

Agnes fór sammen, da døren blev åbnet og slap en lavmælt, forpint lyd, da det ellers dæmpede lys skar sig ind i øjnene, der kun havde set mørke i tre uger. Skærmende sit ansigt, så hun ikke først hvem der trådte ind, men trak sig blot tilbage mod muren, kæben spændt og skuldrene dirrende af kulde. Det måtte være spisetid, tænkte hun lige indtil stemmen brød gennem hendes bevidsthed.

Ansigtet fløj op og hun skramlede sig brat på benene, vaklende efter ikke at have flyttet sig i timevis. "Nej," åndede hun ud, hendes tone bedende. Hun stirrede på Terrance, hendes øjne kæmpende for at vænne sig til den svage belysning fra hullet i døren, der ellers kun sjældent var åbent. "Nej, du må ikke være her..."

[Terrance Tweedy]

Terrance gik frem og rakte armene ud, for at lægge dem mod Agnes' hals, og stryge hende over kinderne. Hun var beskidt, uglet og det var lige før han ikke genkendte hende, men hun var hans og hans øjne løb over med tårer, da han rørte ved hende. "Agnes," gentog han længselsfuldt, håbløst, før han omfavnede hende hårdt, ligeglad med at hans pæne tøj kom i berøring med hende. "Elskede," mumlede han.

"Elskede Agnes, min..." Hans stemme knækkede over. "Jeg er så ked af det..."

[Agnes Tweedy]

Agnes ville have trukket sig tilbage mod væggen, hvis hun ikke allerede havde stået så tæt på som hun gjorde. I stedet rystede hun som espeløv og en ynkelig, klynkende lyd gled over hendes læber, da Terrance rørte hende. "Nejnejnejnej," messede hun forfærdet, men uden at have kræfterne til at trække sig væk.

"De sagde, de sagde at du var kommet ud," plaprede hun håbløst, hendes stemme hæs af ikke at blive brugt. "Du kan ikke være her," hulkede hun, flosset og ude af stand til at holde den strøm af tårer tilbage, som hun ellers havde krænget tilbage gang på gang. Terrance skulle ikke være der.

[Terrance Tweedy]

Terrance knugede hende hårdt, før han trak hovedet lidt tilbage og så på hende med tårer på kinderne. "Nej, nej, schhh," tyssede han. "Jeg er fri. Jeg er her for dig." Hans læbe bævede. "Jeg er her kun for at se dig..."

Og han så på hende, velvidende at det var sidste gang i lang tid. Blikket, der var sløret af tårer, slugte synet af Agnes i hendes optrevlede tilstand.

[Agnes Tweedy]

Terrys ord trængte ind og den fuldkommen paniske håbløshed blev straks påvirket. Hendes kinder var mindst lige så våde som hans, tydeligt i de mørke spor fra snavset i cellen. Hun stirrede på ham, som hun langsomt forstod at han ikke længere led samme skæbne som hende og hun slap vejret så tungt, at det virkede til at hun havde holdt det i dagevis.

Reaktionen var instinktiv. I stedet for at trække sig tilbage, slog hun i stedet armene om hans nakke og trykkede sig ind til ham. "Jeg troede..." kvækkede hun, ude af stand til at få ordene ud. I stedet begravede hun ansigtet ved hans hals, svimmel over den velkendte, trygge duft midt i cellens stank og hun var pinefuldt klar over, hvor svært det ville blive at give slip igen. "Jeg er ved at miste forstanden, Terrance."

[Terrance Tweedy]

Terrance knugede Agnes og selvom hun var beskidt, lugtede af de tre uger hun havde siddet indespærret og ikke havde meget tilfælles med den pertentlige, perfektionistiske kvinde han havde giftet sig med, så var hun alt han ville have i det øjeblik. Hans øjne flød over med tårer og han hulkede ned imod hendes hals.

"Jeg er så vred på dig," fik han hæst og lettere usammenhængende frem. "Jeg er så vred..." Men vreden fik ikke rum for kærligheden, savnet og sorgen.

[Agnes Tweedy]

Agnes græd lydløst ind mod Terrances hals, knugende ham til sig og ude af stand til nogensinde at slippe igen. "Jeg ved det. Jeg ved det," svarede hun hæst, grådkvalt, men selv i sin optrevlede tilstand i stand til at stryge ham over nakken og tysse beroligende på ham. Hun ville intet mere end at skærme ham fra den smerte hun selv havde forsaget, men hun vidste udmærket, at det ikke kunne lade sig gøre.

Hun pressede øjenlågene hårdt i, skønt det ikke hindrede tårerne i at pible frem. "Jeg elsker dig, jeg er ked af det." Hun tyssede igen, uden at stoppe de blide strøg. Med Terrance i sine arme glemte hun cellen og håbløsheden omkring sig. Hun kunne kun bekymre sig om ham.

[Terrance Tweedy]

Terrances gråd fortog sig langsomt og han kom nok til hægterne til at trække sig en anelse væk og kysse Agnes insisterende, længselsfuldt. Hans fingre var krummet i hendes uglede hår, da han åbnede øjnene og så på hende. Den anden hånd lå imod hendes kind og han stirrede svagt desperat på hende.

"Min elskede," mumlede han håbløst. "Hvordan... Hvorfor... Agnes hvordan kunne du?" På trods af det svagt anklagende i ordene, var det dominerende i hans kropssprog ikke vrede eller bebrejdelse.

[Agnes Tweedy]

Agnes' hjerte blev knust i en million stykker, men hun følte sig også mere hel end hun havde gjort i ugevis, da Terrance kyssede hende. Al hendes længsel strømmede ud gennem det og da hun trak sig tilbage, var de eneste tårer tilbage kun de indtørrede på hendes kinder.

Det fjernede dog ikke smerten, men begrænsede heller ikke kærligheden. Begge dele strålede ud af hendes øjne, som hun rystende strøg ham over kinden. "Jeg er så ked af, at du blev såret. Det var meningen, at jeg skulle sørge for at det aldrig skete," hviskede hun. Agnes var langt fra sig selv, men i et ganske kort øjeblik var den sikre, meningsfyldte kvinde synlig. "Men jeg var nødt til at hjælpe. Børnene fortjener at komme hjem, Terrance."

[Terrance Tweedy]

Terrance så håbløst på Agnes. Han strøg hende over kinden, men rystede på hovedet over hende, imens han bekæmpede trangen til at brase ud af Azkaban med hende i favnen. Tryllestaven havde de naturligvis taget fra ham, men han kunne forsøge at transferere sig væk uden... Han kunne prøve.

Fornuften vandt over instinktet og han kyssede hende ømt og flygtigt igen, før han kunne tale. "Børnene er ikke hjemme nu, vel? Det virkede ikke." Hans stemme var en anelse skinger. "Agnes, ved alle guder. Jeg vil have dig hjem. Du kan ikke blive her."

[Agnes Tweedy]

Agnes' ansigtsudtryk var forpint. Nej, det havde ikke virket, men Casimir og Magnolia kunne finde på at prøve igen. Hvis de gjorde, ville det lede blikket mod hende og mere vigtigt Terrance igen. Hun kunne ikke bære det. Hun gengældte kysset alt for kort og strøg ham igen blidt over kinden, tyssende beroligende. Bekymret.

"Jeg ved ikke, hvor længe de har tænkt sig at holde mig her eller om de overhovedet kommer til at lade mig gå," svarede hun med rystende stemme. Hun forsøgte at virke rolig og fattet, men det lykkedes ikke. Frygten var tydelig i de mørke øjne. "Terrance, de har ikke engang afhørt mig endnu. De er ikke bundet af nogen lov..." Hendes stemme knækkede og hun løftede også den anden hånd til hans kind. Blikket var bedende. "Du må ikke sidde og vente på mig. Du kan finde..." Hun kunne ikke få ordene over sine læber. Han kunne finde lykken med en anden, hvis skæbne ikke var at rådne væk i et fængsel. Men Terrance var hendes.

[Terrance Tweedy]

Terrances ansigtskulør forsvandt. Han var fuldstændig hvid i ansigtet, da hun var færdig med at tale og sætte ord på hans værste frygt. "Nej," svarede han brat, så snart han havde forstået meningen. "Du er min hustru."

Hans øjne var våde, da han kyssede hende igen, desperat efter at mærke hende, velvidende at det kunne være sidste gang i lang tid. "Du er min hustru," gentog han hæst, tæt på hendes læber. "Jeg elsker dig og de får ikke lov til at beholde dig. Jeg sværger på mit liv, at jeg vil få dig ud herfra, uanset hvad det kræver. De får ikke lov til at ignorere loven på denne måde. Eldridge og Kenna kommer til at betale for det her."

[Agnes Tweedy]

Agnes vidste godt, hvad hun prøvede på at sige, men tanken gav hende kvalme. Det var derfor en lettelse, da Terrance modsagde hende og hun nikkede uden tøven, mumlede et håbløst "jeg vil altid være din," og kyssede ham med fornyet styrke. Fingrene knugede sig sammen om hans rober og hun trykkede sig ind til ham, som om det var det eneste, der kunne holde hende hel. Det føltes sådan.

En halvkvalt lyd gled ud gennem hendes læber, da han brød væk igen og tårerne trak igen spor ned over hendes kinder, selvom hun havde lukket øjnene. "Få mig ud, Terrance," bad hun stille. Det var urimeligt og egoistisk, men hun kunne ikke blive der. Hun hørte til sammen med ham. Hun åbnede øjnene og så på ham. "Jeg elsker dig. Jeg elsker dig så højt."