Sammenføring

[Terrance Tweedy]

Terrance stoppede foran huset og så Agnes i øjnene. "Ja," svarede han varmt. Han så ned på deres sammenbundne hænder og smilede skævt. "Det her gør det en smule besværligt," bemærkede han, før han trak sin tryllestav frem og pegede den imod båndene.

"Hvis De tillader," mumlede han drillende, som han rørte deres hænder forsigtigt med staven og båndene langsomt smeltede væk. Så tog han en dyb indånding, knækkede lidt med nakken og sendte hende et spillende blik. Han var ingen muskelmand, det vidste han, men Agnes var heller ikke så stor, så da han bøjede sig ned og tog fat i hende, fik han hende alligevel løftet op i armene, uden at være ved at vælte bagover. Han lo og spændte i armene, som han skubbede til døren og formåede både at få den op og at komme indenfor, uden at tabe sin hustru.

[Agnes Tweedy]

Agnes så ned på deres hænder, da båndene forsvandt. I hvert fald synligt. En svag kilden fik det til at føles som om, at de i stedet sank ned under huden og Agnes var forundret over ikke at kunne se dem, selvom hun stadig mente at kunne mærke dem. Hun overvejede om det mon ville blive ved med at føles sådan.

Hun fik dog ikke meget tid til at fundere over det, men løftede i stedet blikket til Terrance. Hun så ikke skeptisk ud, men var i stille sind alligevel lidt spændt på om han rent faktisk kunne bære hende. Hun smilede dog blot opfordrende og slap en lille, munter lyd, da hun fandt sig fejet op i hans arme. Hjertet hamrede og hun var pludselig overvældende sikker på at han ikke ville tabe hende. Så hun smilede blot henført og kyssede ham blidt, før hun lod sig glide ned at stå igen.

Hænderne forblev dog mod hans skuldre og hendes blik var en anelse gavtyveagtigt, uden at hun gjorde anstalter til at træde væk fra ham. "Er der noget som helst du ikke kan klare?" spurgte hun muntert, men en anelse distraheret.

[Terrance Tweedy]

Terrance kunne ikke have båret Agnes meget længere og hans knæ blev lidt svagelige, da hun kyssede ham, men hendes ord, da først hun var sunket ned på egne ben igen, gjorde det hele værd. Han brystkasse svulmede en anelse og han smilede varmt, som hans fingre strøg over hendes ene, bløde kind.

"Rigelig," svarede han dæmpet, med en drillende undertone. "Men det behøver vi ikke at snakke om lige nu." Faktisk behøvede de slet ikke at snakke, efter hans mening. Han lænede sig frem og fangede hendes læber igen.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede varmt og muntert, men behøvede ikke yderligere opfordring. Hun fortabte sig i sin ægtemands kys og tog imod den snurrende verden det medbragte. Det kunne godt være at det var svært at finde ord at sætte på hele situationen, men de fysiske kærtegn talte for sig selv.

Der var ingen ventende bryllupsgæster og dermed ingen grund til hast. Tværtimod tog Agnes sig god tid og hendes fingre gled om bag Terrances nakke, som hun trådte et lille stykke tættere på ham. Først da luft blev nødvendigt måtte hun bryde bort og det med en lavmælt latter, som hun rømmede sig lidt selvbevidst. Hun fortrød dog intet.

[Terrance Tweedy]

Terrance mistede pusten og grinede dæmpet, men også uden luft, som han så ned på Agnes. Fingrene kærtegnede hendes hals og hans blik var opslugt. Han havde aldrig lyst til at glemme det øjeblik, denne dag.

"Er det tid til bryllupsnatten endnu, eller bliver vi nødt til først at danse og spise?" Hans stemme var dæmpet, men varm. Egentlig havde han intet imod at danse - eller at spise - men hun havde selv insisteret på at de skulle sove hver for sig natten før på en romantisk weekendtur alene.

[Agnes Tweedy]

Agnes lo lidt over Terrances spørgsmål og spidsede læberne underfundigt. Hun svarede ikke med det første, men så blot på ham halvt gennem sine øjenvipper, mens hendes fingre fandt den øverste knap i hans rober. Tænderne blev blottet. "Eftersom vi er alene, vil jeg sige at vi selv beslutter rækkefølgen," musede hun.

Det var kun midt eftermiddag, men det var bestemt ikke nogen hindring for Agnes. Tværtimod var hun draget til Terrance som et møl om en flamme. Knappen åbnede sig under hendes fingre og hun så op på ham igen. "Udnytter på det groveste, at der ikke er nogen bryllupsgæster at tage hensyn til..."

[Terrance Tweedy]

En kuldegysning vandrede hastigt op langs Terrances rygrad over Agnes' blik og tonefald. Han havde ikke engang haft skyggen af modstandskraft, hvis det ikke havde været ham, der havde lagt op til det. Da slet ikke nu. Han sank en klump og nikkede.

"Er du sikker på, at der ikke er bare en lille smule willie i dig?" Hans fingre gik på vandring ned over hendes hvide beklædning, der var dejlig ironisk, taget i betragtning at Agnes var en af de mindst dydige kvinder han kendte.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede vidende og trak blot en anelse på skuldrene, som hendes fingre fortsatte til den næste knap og kyndigt fik den op. "Jeg kan godt lide at tænke, at du stadig har din egen, fri vilje," svarede hun drævende, før hun bøjede hovedet en anelse frem.

Læberne trak et spor over hans hals, før de kortvarigt lukkede sig om hans øreflip. "Det er meget, meget, meget mere interessant," musede hun lavmælt, smilende ud for hans øre, som også den tredje knap gav efter.

[Terrance Tweedy]

Terrances øjne gled i, inden en dæmpet, nydende og temmelig distraheret lyd røg over hans læber. Han tog en dyb og hørlig indånding. "Jeg ved ikke helt," brummede han lavmælt. "Mængden af fri vilje er begrænset i nærheden af dig, Agnes."

Han slog øjnene op og smilede svagt, lettere skævt, før han måtte give op på sine forsøg på at finde ud af hvordan kjolen hang sammen. "Hvor ér de knapper henne?"

[Agnes Tweedy]

Agnes var godt tilfreds og hun lo lavmælt, før hun rettede sig lidt op. Læberne var stadig spidset i det underfundige smil, som hun lod sjalet glide fra sine skuldre og ned i lænestolen bag sig. Det afslørede resten af den råhvide kjole og umiddelbare mangel på lukning.

"Jeg gik efter noget mere simpelt," forklarede hun og skubbede ærmerne det første stykke vej udover skuldrene med et sigende blik på Terrance. Hun lod armene falde, skuldrene nøgne og stoffet kun lige hængende ved, mens hun så opfordrende på ham. Et drillende smil spillede over hendes læber.

[Terrance Tweedy]

Terrances læber skiltes en anelse og blikket gled ned over hendes skikkelse. Han løftede den ene hånd og kærtegnede hendes skulder, før han lod fingrene glide ned og skubbe blidt til ærmet, der klyngede sig fast til det sidste, Samtidig løftede han også den anden hånd og hjalp kjolen væk fra Agnes' arme, indtil den faldt på gulvet og Terrys blik atter faldt med, hele vejen ned over hende.

Da han løftede det, var der ikke længere nogen tvivl om begæret i de lyse øjne. Han lænede sig atter engang frem og kyssede hende insisterende, imens hans arme gled omkring hende.

[Agnes Tweedy]

Agnes' blik hvilede lettere opslugt på Terrance, som hun lod ham skubbe kjolen det sidste stykke. Hendes hjerte var ikke færdigt med at slå hurtigt, men nu var det også af andre, mere instinktive årsager, som var ganske håndgribelige, da hun besvarede hans kys. Det var snart et døgn siden hun havde siddet på køkkenbordet og opfordret Terrance til netop det de nærmede sig nu, men det føltes i stedet som om at hun havde ventet en måned på det.

Fingrene gjorde kål på de sidste knapper og hun slap hans læber, kun for at trække insisterende op i roberne og efterlade dem på gulvet sammen med sin kjole. Hun kyssede Terrance igen, men flygtigere denne gang, for at hun kunne løsrive sig nok til at spørge lavmælt: "Soveværelset?"

[Terrance Tweedy]

Terrance var helt opslugt af kvinden foran sig og hendes forslag fik et brummende, småhæst, men tilfredst "ja," ud af ham, før han kyssede hende ømt.

Kun iklædt underbenklæder og skjorte, tog han hendes hånd og trak hende insisterende med sig. Han havde ikke tålmodighed til at foregive, at han kunne bære hende hele vejen uden at ende med at gøre skade på sin egen ryg.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede og fulgte velvilligt med Terrance, uden at tøve meget, da først de var inde på det største af værelserne. Det tilhørte normalt Agnes' forældre og sidste nat havde Terrance sovet alene derinde. Det burde måske være underligt, men hun skænkede det ikke en eneste tanke.

I stedet trak hun bare Terrance til sig og fangede hans læber, mens hendes hænder gav sig til at hive insisterende op i hans skjorte. Det betød selvfølgelig at hun måtte bryde væk fra ham igen, men gjorde det gladeligt for at kassere endnu en beklædningsgenstand. Øjeblikket efter var hun tilbage i hans arme og trykkede smilende en række kys mod hans hals.

[Terrance Tweedy]

Terry protesterede ikke, da Agnes hev i hans skjorte. Han trådte derimod helt tæt på hende, da han var befriet for den, og tog en dyb indånding over kyssene imod hans hals. "Hvad er fri vilje," mumlede han, halv for sig selv, imens han fandt lukningen på hendes overdel og trådte et skridt frem og nærmere på sengen, så hun blev nødt til at følge med.

Fingerspidserne gled op til hendes skuldre og hjalp hende blidt af med overdelen, imens hans blik gled over hendes ansigt. "Madam Tweedy," gentog han igen, denne gang svagt muntert. Det lød godt. Måske burde han forbinde det med sin mor, men i hans hoved var det helt og holdent Agnes'.