Sammenføring

[Agnes Tweedy]

Terrance Tweedy

Lørdag d. 21. marts

Det hele var faldet overraskende hurtigt på plads. Hen mod sen eftermiddag den lørdag skulle Agnes bindes til Terrance. De havde kun besluttet det den foregående dag, så der havde ikke været tid til at finde et sted. Det skotske højland var dog smukt og vejret overraskende mildt, som var det klar over, hvad der skulle ske.

Solen var endnu ikke helt på vej ned, men lyset var ikke længere så skarpt, da Agnes forlod den lille hytte hendes forældre ejede. Et stykke oppe ad den bagvedliggende bakke ventede Terrance, sammen med magikeren der skulle vie dem. Hun var kun svagt bevidst om, at der manglede nogen ved sin side, men hun skubbede tanken bort. Det var måske den eneste chance hun fik for at binde sig helt til Terrance og der var intet hun hellere ville.

Det tynde, lyse stof blafrede let i vinden og Agnes trak det lyseblå silkesjal, der engang havde tilhørt hendes mormor, tættere om sine skuldre. Der havde ikke været tid til at sy noget hekseskrud og den unge heks var måske mere naturlig end nogensinde. Det taljelange hår var bundet op og snoet sirligt sammen med farligt udseende, skotske tidsler, der var fortryllet til at være så bløde som fjer. Det passede ind i det rå, skotske landskab og Agnes Atterberry tog en dyb indånding, som hun tog de sidste skridt og snart fik øje på sin fremtidige ægtemand.

[Terrance Tweedy]

Terrance bar det pæneste tøj han havde haft med op i sommerhuset, men havde hatten i hånden, selvom han stod udenfor. Han talte dæmpet med magikeren foran sig og opdagede først lidt sent, at Agnes var på vej. Da blikket faldt på hendes skikkelse, faldt hans skuldre mærkbart og han smilede instinktivt, imens han så hende komme nærmere.

Et dæmpet "wow," forlod ham, da hun var tæt nok på til at høre det og han tilbød sin arm med et uudgrundeligt blik, der var svært ved at trække væk fra hende.

[Agnes Tweedy]

Agnes' kinder havde fået en anelse farve af turen op, men hun var ikke forpustet. Til gengæld smilede hun varmt over Terrys udbrud og tog imod hans arm. "Er du klar?" hviskede hun stille, som de sammen trådte op til den aldrende magiker.

Sommerfuglende virrede rundt i hele kroppen på Agnes og hun kunne ikke lade være med at tænke på, at af alle de drømmescenarier hun havde fundet på, så slog det her dem alle. Fordi det var virkeligt. Vinden rev i lyngen og fik havet til at bruse, men Agnes mærkede det dårligt nok. Hun vendte sig i stedet mod Terrance og tog begge hans hænder, før magikeren begyndte at tale.

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede varmt. "Jeg bliver ikke mere klar," svarede han lavmælt, før han sled blikket kortvarigt væk fra Agnes og så på magikeren foran dem. Han nikkede let, tog en dyb indånding og drejede sig helt imod sin forlovede, for at lægge sine hænder i hendes.

Han måtte koncentrere sig for at høre efter hvad den fremmede mand sagde. Opmærksomheden var opslugt af Agnes og af tanken om, at de snart var gift.

[Agnes Tweedy]

Modsat Terrance, så hørte Agnes hvert eneste ord. Hun ville sandsynligvis aldrig glemme dem eller den følelse hun havde i kroppen på det tidspunkt. Hun fugtede læberne, øjnene en anelse klare, som hun klemte Terrances hænder blidt og åbnede munden for at sige ja.

Det fine silkebånd blev bundet over det første stykke og ville snart symbolisere deres evige bånd til hinanden. Magien bag det var ældgammel og Agnes kunne mærke det i hver en fiber af sin krop, som hun ventede på at Terrance sagde det sidste og den endegyldige knude blev slået. Det syntes at gå uendelig hurtigt, men alligevel føltes det også som om at tiden aldrig havde gået langsommere. Agnes hjerte hamrede.

[Terrance Tweedy]

Terrance var temmelig overvældet. Magien i ritualet kunne mærkes tydeligt i luften, der knitrede svagt omkring dem. Han så Agnes i øjnene, da hans læber formede de sidste ord, der skulle til, før magikeren, der hjalp dem i processen, bandt dem endegyldigt til hinanden. Han havde ikke brug for at blive opfordret to gange til at kysse Agnes, men trykkede et ømt kys imod hendes læber, imens fingrene gled helt ind imellem hendes.

Terrance og Agnes Tweedy. Han følte sig en anelse udenfor den virkelige verden, hensat i en tilstand af lykke, da han trak sig tilbage. Magien i det var tydelig og ikke kun indbildt.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede ind mod Terrances læber og hendes hjerte hamrede. Båndet var varmt omkring deres hænder og emmede af den magi, der knyttede dem som én. Det var et magtfuldt ritual og hun var ikke i tvivl om at det var betydningsfuldt. Den følelse sitrede ud gennem hende, da hun trak sig tilbage og smilede overvældet.

"Jeg elsker dig," mumlede hun hjertefølt og blinkede et par gange, før hun drejede sig halvt mod den anden magiker og takkede ham. Det blev mødt med et mildt smil og en velsignelse, før han transfererede sig væk og efterlod det nylige ægtepar alene tilbage, stadig sammenbundet.

[Terrance Tweedy]

Terrance måtte rømme sig og havde tydeligvis en tudse i halsen. Han fik dog takket magikeren, før han vendte al sin opmærksomhed imod Agnes og trak hende tæt ind til sig med sin frie hånd. "Jeg elsker dig, Madam Tweedy," sagde han dæmpet, før han kyssede hendes læber, hendes kinder, hendes næse og hendes pande. "Og jeg elsker det her sted."

Han var en anelse forpustet ved tanken om hvad der lige var sket. Seksogtredieve år havde han været enlig. Pludselig delte han helt definitivt alt med et andet menneske.

[Agnes Tweedy]

Agnes kunne ikke lade være med at le. En lys, overvældet latter, som hun lod sig trække ind til Terrance. På trods af alle bekymringerne, så var der ikke sporet af dem i det øjeblik. Hun var bare opslugt af ham og lyden af hendes nye navn over hans læber.

Hun kyssede ham igen, da han var færdig med at kysse hendes ansigt og tog sig ikke af vinden, der rev i hendes tøj. Hun trak sig blot lidt tilbage og så på Terrance med svagt skinnende øjne og læberne trukket tilbage over tænderne i et smil. "Nu er der ingen vej tilbage, husbond," mumlede hun en anelse rørt og trådte ind i hans arme igen, hvilende hovedet mod hans skulder. Hun havde for en gangs skyld svært ved at finde ordene.

[Terrance Tweedy]

Terrances øjne føltes svagt fugtige, men det måtte være vinden, der piskede rundt, som fik dem til at løbe lidt i vand. Han snøftede kort ind og holdt hende i sine arme, for overvældet til at sige mere og gøre andet, end blot at stryge sine ene hånd ned over hendes ryg og nyde øjeblikket, som han aldrig ville glemme.

Lidt efter lidt, blev det dog koldt og han skuttede sig en anelse. "Skal vi gå tilbage til huset?" Han drejede ansigtet for at plante et kys på hendes kind. "... Madam Tweedy."

[Agnes Tweedy]

Agnes kunne have stået i Terrances arme i evigheder, hvis det ikke havde været koldt. Der gik dog ikke forfærdeligt længe før hun skælvede svagt og da han endelig talte, var hun taknemmelig. Mellemgulvet drejede en omgang, men hun kunne ikke lade være med at smile. Hun nikkede dog blot, stadig en anelse tom for ord og flettede fingrene ind mellem den af Terrys hænder, hun stadig var bundet til.

"Jeg tror aldrig, at jeg har været så blottet for ord i mit liv," sagde hun endelig, da de var på vej ned af bakken igen og hun smilede op til ham. Flere af krøllerne havde løsrevet sig i vinden, men Agnes tog sig ikke meget af det. Faktisk havde hun nærmest ikke tænkt over manglen på skræddersyet kjole og det i sig selv var imponerende.

[Terrance Tweedy]

Terrance gav Agnes' hånd et klem, før han begyndte at gå med hende imod huset. Han lo dæmpet og sendte hende et spillende blik. "Nej," erklærede han sig dæmpet helt og aldeles enig. "Jeg aner heller ikke helt hvad jeg skal sige for at beskrive det her..."

Han tog en dyb indånding og måtte koncentrere sig, for at gå på stien og ikke nærme sig kanten lidt for dramatisk. Det føltes mere eller mindre som om han svævede, med Agnes' hånd i sin.

[Agnes Tweedy]

Agnes lo lavmælt, en anelse euforisk og gjorde intet for at dæmpe det insisterende smil. "Lad os håbe, at det er et godt tegn," musede hun og så svagt drillende, omend stadig en smule dybfølt på Terrance.

Hun var en anelse overrasket over, hvor hurtigt det hele syntes at have gået og hvor mærkværdig en følelse det var at skulle tilbage til det lille, velkendte hus nu. Der var ingen bryllupsreception og i teorien kunne det være som enhver anden aften, hvor de lavede aftensmad, spillede et spil skak og gik til ro. "Jeg kan ikke sige, at jeg nogensinde har forestillet mig mit bryllup sådan her," sagde hun endelig mildt, som de nærmede sig det sidste af stien.

[Terrance Tweedy]

Terrance lo lidt overvældet, før han rystede på hovedet. "Nej. Nej, det var heller ikke sådan her jeg forestillede mig mit bryllup," medgav han. Et tungt suk forlod ham, men han smilede. "Jeg klager dog ikke. Hvis vi vil, kan vi gøre et større rabalder ud af det senere hen..."

Han trak på skuldrene. "Lige nu, vil jeg bare gerne bære min unge brud over dørtrinnet."

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede varmt og skulle til at svare, at det lød som en rimelig beslutning. Hun nåede dog aldrig til det, men så i stedet lidt overrasket på Terrance. "Ja?" bad hun, med en faretruende sitren i den ene mundvig og en flagren i mellemgulvet.

Terrance var ikke en af de typer mænd, der løftede på hende i tide og utide. Dem havde hun skam prøvet og savnede det ikke, men hun havde til gengæld en sans for tradition og hun kunne ikke helt skjule sin tilfredshed, selvom den blev overdøvet af sommerfugle. Det gjorde hende helt rundt på gulvet.