Urgency

[Oliver Howe]

Setting: Søndag aften, hos Philippa

Det gik hen mod sen aften og et uanmeldt besøg var at presse Philippas gæstfrihed. Oliver havde dog ikke det store valg, og han håbede at hun ville forstå så snart omstændighederne var blevet forklaret til hende. Hun kendte allerede til den pressede situation: dårlige salg, afvisende investorer og samarbejdspartnere, og hun led lige så meget under overarbejdet som ham selv i et forsøg på at rette op på tingene. Butikkens fremtid så sort ud, men Oliver havde efterhånden indset, at det ikke kun var butikken det ville gå ud over men også hans familie. De nuværende politiske strømninger og nylige absurde hændelser med forsvundne mennesker og hans fars opførsel taget i betragtning tydede på, at der var en risiko for at Howe-familien var i søgelyset, og hvad der fulgte efter turde han slet ikke tænke på.

Og risikoen var i høj grad stor: hans far var ikke gået stille med dørene, og det var først til julefesten at situationens alvor gik op for ham og Howe-brødrene - men der var det for sent. Konsekvenserne forekom uundgåelige, og det var med stigende panik at familien blev samlet til en alvorlig snak om deres fremtid tidligere samme dag. Oliver havde forventet alt fra flugt-planer til diskussion af økonomisk sikring, men diskussionen havde taget en uventet drejning. Der var håb, men der skulle handles hurtigt, hvis deres plan skulle have en chance for at lykkes.

Oliver nåede hen til Philippa og bankede på hendes dør. Hendes søde smil spøgte et sted i hans baghoved men forsvandt blandt alle de ufærdige sætninger, der stormede rundt i hovedet på ham. Han var nervøs for at se hende, for hvad nu hvis hun ikke ville støtte op om det? Så ville hans families skæbne ikke bare blive sat på spil, Philippa ville forsvinde ud af hans liv for altid. Konsekvenserne var uoverskuelige og han prøvede at holde hovedet koldt.

[Philippa Blythe]

Philippa sad tilbagelænet på en stol foran sit skrivebord, med pergamentpapirer liggende vidt omkring, der tilsammen havde potientiale til at udgøre den bog hun de seneste uger havde arbejdet på. Aldrig før havde hun haft så meget inspiration til at færdiggøre et projekt – de nye tiltag gjorde dog at hun tvivlede på at bogen nogensinde ville komme ud fra de fire vægge der var hendes hjem.

Undrende øjne blev vendt mod døren da der blev banket på. Der kom sjældent personer forbi med mindre hun havde aftalt det med dem på forhånd. Philippa rejste sig op fra stolen med det samme, og fik i fine strøg med sine hænder glattet sin kjole ud, inden hun tog fat i dørhåndtaget, og fik åbnet døren.

”Oliver”, først så hun en anelse overrasket ud, men udtrykket blev hurtigt blødt op i det hun sendte ham et varmt smil. Det var først sekunder efter at hun opfangede hans eget udtryk, hvilket resolut fik hende til at åbne døren helt. ”Kom ind”, bad hun, og sendte ham et skævt smil, inden hun lukkede døren i efter ham. ”Er alt som det skal være?”

[Oliver Howe]

Det varme smil kom bag på Oliver, og i et kort sekund havde glemt sit presserende ærinde. "Hej Philippa," hilste han. "Du må undskylde at jeg kommer forbi så sent," sagde han og nikkede som tak, da hun bød ham indenfor. Han trådte ind forbi hende og vendte sig om mod hende, som hun lukkede døren. Hendes spørgmsål blev hængende i luften, og han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han rynkede bekymret panden og måtte kigge væk for at tænke klart. Hun var så smuk, og han frygtede, at lige så snart han var færdig med at forklare, at det sympatiske udtryk ville være erstattet af et af misbilligelse.

Som han så væk fik han øje på hendes skrivebord og fik dårlig samvittighed, da det var tydeligt at hun havde været midt i noget. Der var dog ikke tid til at dvæle ved den slags følelser lige nu, og han tog sig sammen og mødte hendes blik igen. "Jeg har brug for at tale med dig," indledte han. "Kan vi sætte os?"

[Philippa Blythe]

Philippa så undersøgende på ham i det han trådte indenfor, og blev først nu opmærksomhed på, hvor oprevet han synes at være. De brune øjne blev med et fyldt af bekymring, og med en dyb rynke i panden så hun ham direkte i øjnene et par sekunder i tavshed, selv efter han var færdig med at tale. Så glippede hun en enkelt gang med øjnene. ”Selvfølgelig, Oliver. Kom”

Philippa passerede Oliver, og bevægede sig hen mod sin lille sofa, hvor hun rykkede sig helt ind, så der også var plads til ham. Måden han var på fik en mindre knude til at stramme sig i hendes mellemgulv. ”Du gør mig nervøs. Der er vel ikke sket dig noget?”, spurgte hun og kunne næsten ikke klare hvis endnu en af dem hun holdte af var kommet ud i problemer.

[Oliver Howe]

Uden at sige noget fulgte Oliver med over til sofaen, hvor Philippa tog plads. Han tog sin kappe af og lagde den henover over armlænet, som han efterfølgende satte sig op ad. Det føltes ikke længere lige svært at lægge kortene på bordet, nu hvor Philippa endnu en gang demonstrerede sin venlighed og villighed til at lytte. Han følte det dog vigtigst at forsikre hende om, at der ikke var sket ham noget, inden han kastede sig ud i det. "Nej, jeg er ok. Det er vi alle sammen... Min familie," sagde han og holdt inde i et par sekunder. "Vi er i problemer, Philippa. Min familie, vi... Du ved godt, hvordan tingene ser ud for os. Vi har aldrig diskuteret det åbent, men det kan ikke være gået dig forbi. Løbet er ved at være kørt."

Oliver knyttede oprørt næverne og prøvede at samle sig. "Vi har diskuteret, hvordan vi skal tackle det, og vi er kommet frem til, at der kun er en måde at redde virksomheden på." Oliver holdt inde igen, hans blik gravalvorligt, og vidste ikke hvordan han skulle fortsætte. Han havde ikke haft tid til at forholde sig til deres beslutning, og det krævede meget af ham at sige det højt.

[Philippa Blythe]

Knuden i hendes mellemgulv løsnede sig en smule ved de forsikrende ord om at alle i Howl-familien var uskadte. Philippa søgte hans blik, men hun kunne ikke lade vær med at lade blikket glide hen over hans ansigt, der igen fik hendes ansigt til at lægge sig i alvorlige folder. Hun sendte ham et forstående og blidt smil. ”Det er slet ikke gået mig forbi, Oliver. Tværtimod har det plaget mig noget så forfærdeligt. I er som en familie for mig. Jeg er så frygtelig ked af det”, de sidste ord måtte presses ud da hun var på nippet til at gå i stå i sin egen sætning. Phillipa brød kort blikket, da øjnene søgte ned mod hans hænder hvilket fik hendes øjne til at flakke kort, inden hun søgte hans øjne igen.

Hans ord fik et spinkelt håb til at hobe sig op i hende. Hun så på ham med overraskende øjne, men samtidig utrolig forvirret. ”. . Hvordan?”, spurgte hun tøvende, da det gik op for hende at det var hende der måtte stille spørgsmålet, for at få ham til at forsætte.

[Oliver Howe]

Oliver var taknemmelig for, at hun gav ham tid til at tale, og endnu mere da hun hjalp ham på vej med et ledende spørgsmål. For at give hende et ordentligt svar var han nødt til at give hende noget baggrundshistorie. "På mine besøg i London var det ofte vores politiske standpunkt. Mange af vores samarbejdspartnere står et stikmodsat sted, og det gør at vi ikke kan handle med dem. Problemstillingen går igen hos vores kunder, og hvis vi skal have en chance for at vinde noget af markedet tilbage er vi nødt til at ændre på vores image," forklarede han og var knap så anspændt, da han endelig var kommet i gang med at tale. Ordene flød lettere, og der var ikke andet tilbage end at komme frem til årsagen for hans besøg. "Og vores image hænger uløseligt sammen med Warrick. Han er nødt til at... Vi er nødt til at afsætte ham som direktør for firmaet." Dér var ordene, som havde plaget ham. Han var nødt til at tage firmaet far en mand, hans far, som han havde bygget på egen hånd helt fra grunden.

[Philippa Blythe]

Oliver havde Philippas fulde opmærksomhed, og hun sørgede for at vise ham at han havde rigeligt med rum til at snakke, uden at han behøvede at frygte afbrydelse. Da han var færdig, gik der et par sekunder før hun fik alt koblet sammen, og forstod, hvad det var Oliver fortalte hende. Philippa fjernede forsigtigt sit blik fra ham, og placerede det fraværende på sit stuebord, mens hun forsøgte at samle sine tanker. Warrick var en god mand. Det var ham der havde givet hende et job til at starte med og han havde gjort kontoret til et behageligt sted for hende at være. Samtidig kunne hun ikke benægte det faktum at hun stolede fuldt og fast på Olivers dømmekraft. Og hvis han mente det var det rigtige…

”Hvem tager over for ham?”, spurgte hun efter et stykke tid, hvorefter de brune øjne stille fandt søgte hans blik igen.

[Oliver Howe]

Oliver betragtede Philippas ansigt til et punkt hvor han følte at han gloede, men han ville så gerne tyde hendes udtryk. Han var ikke sikker på, hvordan hun tog nyheden, men han følte umiddelbart ikke noget medhold. "Louis," svarede han. "Han er ikke meget for det, særligt taget i betragtning at det er mig, der står til at arve, men vi er alle sammen enige. Han er den der kan kalre opgaven af os to." Oliver rynkede brynene og tyggede lidt på ordene. "Det var en fælles beslutning. Ikke kun det med Louis, men også at Warrick skal gå af. Faktisk var det han eget forslag..." Oliver fnøs glædesløst og slog blikket ned i gulvet foran sig. Så foldede han hænderne og lænede albuerne mod sine ben, så han sad lænet forover. "Men alt det her bliver kun til noget, hvis vi kører det helt ud. Vi er nødt til at afstand fra hans holdninger og dermed ham," fortsatte han. Det var tydeligt at han ikke nærede nogen som helst stolthed over det han sad og sagde. De var ikke engang hans egne men næsten en præcis gentagelse af, hvad hans far havde sagt tidligere på dagen. Louis' ansigtsudtryk stod tydeligt malet i hans hukommelse, og med et suk sank Oliver sammen og bukkede hovedet.

[Philippa Blythe]

Olivers næste ord fik samlet hendes tanker langt mere end de havde været før. Philippa var ikke god til berøringer af det mandlige køn, men i det han sank sammen faldt det hende helt naturligt at krydse den korte afstand hen til ham, og ligge sine arme omkring ham, for at knuge ham beroligende ind til sig. ”Det skal alt sammen nok blive okay”, sagde hun lavmælt, og strøg ham ubevidst over ryggen med den ene hånd som hendes mor altid havde gjort det ved hende når hun havde mareridt, inden hun slap sit greb om ham igen.

”Dig og Louis skal nok klare jer fint. Jeg har set jer arbejde på kontoret. I er klar og i har lært af den bedste. Din far skal nok også klare den. Det er jo kun til at firmaet kommer på rette fod igen, ikke?”

[Oliver Howe]

Philippas kærtegn var meget velkomne, og selvom hun ikke havde sagt det explicit var han ikke længere i tvivl om, hvor hun stod. Han løftede hovedet og kiggede tilbage på hende med et taknemmeligt blik. "Tak, Pippa," sagde han hæst og forsøgte sig med et smil der mislykkedes. Han blev siddende i den foroverbøjede stilling, indtil hun stillede sit uddybende spørgsmål.

Da han havde rettet sig op rystede han tøvende på hovedet. Det var næsten smertefuldt at tænke på. "Det kan vi ikke vide. Først er vi nødt til at se, om vi overhovedet kan få det til at fungere, og efter det vil kun tiden vise, hvordan vi kan handle. Men sådan som det ser ud lige nu ved jeg ikke, om der nogensinde kommer en tid, hvor der er plads til min far i forretningsverdenen igen. Philippa..." Han holdt inde og drejede sig i sofaen, så han sad så meget med fronten mod hende, som sofaens størrelse ville tillade."Det her har også konsekvenser for dig. Hvis ikke du kan stå inde for det her... Det her skuespil, så skal jeg være den sidste, der står i vejen for at du går." Oliver talte lavmælt og med tungt hjerte. Han modstod trangen til at lægge sin hånd på hendes kind, og det gik op for ham at hans håndflader var svedige.

[Philippa Blythe]

”Jeg vil gerne. Hvad end i beder mig om”

Samtalen var så intens at Philippa mistede tidsfornemmelsen en smule. Philippa vendte øjnene nedad et øjeblik og tog en dyb indånding. Hans ord fik det kort til at rive ubehageligt i brystet på hende. Hun ville gerne være stærk for Olivers skyld, men samtidig var hun bevidst omkring hvordan hendes krop svagt var begyndt at skælve. Det var ikke kun det med Warrick. Det var også alt det usagte mellem hende og Hector og hele problematikken med hendes bror. Før hun vidste af det strammede hendes hænder sig om sine egne overarme i et par sekunder, før hun pludselig begyndte at hulke svagt.

”Jeg ved ikke hvad der går af mig. Undskyld”, snøftede hun, og forsøgte at samle sig selv, så Oliver ingen grund havde til at bekymre sig mere end han i forvejen gjorde.

[Oliver Howe]

Oliver holdt vejret og vendte hendes sætning i sit hoved et par gange, inden han turde ånde lettet ud. Hans mundvige sitrede svagt, men det holdt hurtigt op, da han bemærkede hendes kropssprog. Det kom bag på ham, og han stivnede hvor han sad, overvældet af dårlig samvittighed. "Pippa..." sagde han lavmælt og lagde sin hånd på hendes skulder. Han åbnede munden for at sige noget, men ordene slog ikke til. Så lænede han sig let hen mod hende og flyttede sin hånd om på hendes ryg i forlængelse af bevægelsen.

Den førhen næsten uimodståelige trang til at kærtegne hende var blevet erstattet af et behov for at trøste hende og få hende til at føle sig tryg, især fordi det var ham der havde placeret hende i denne situation. Set i bakspejlet havde han aldrig været i tvivl om at hun ubetinget ville være på deres side, men nu følte han at han havde været selvisk og bedt hende om alt for meget. "Jeg er den sidste du skal undskylde til," tilføjede han stille og strøg sin hånd om på hendes modsatte skulder for at trække hende ind i et kram.

[Philippa Blythe]

Philippa havde ikke den mindste tøvende bevægelse i sin krop, da Oliver trak hende ind til sig. Denne gang var det hende der havde brug for tryghed, og hun gemte sig imod hans bryst, hvorefter hun trak vejret dybt ned i lungerne, mens hun snøftede en enkelt gang. Det tog lidt tid, men hans omsorg havde den ønskende effekt, og efter lidt faldt hendes puls til en mere normal rytme.

”Undskyld. Det er ikke dig eller noget du har sagt her til aften”, hun lænede sig bagud, og trak sit hoved tilbage, så hun kunne fokusere på ham igen. ”Det er mig. Jeg har ladet en del ting hobe sig op uden at bearbejde dem. Jeg er ked af du skal se mig sådan her”, hun lo svagt underskyldende, inden hun løftede sine fingre op til under øjnene, for at tørre resterne af tårerne væk.

[Oliver Howe]

Oliver lagde den anden hånd om hende og lod hende græde. Han var bekymret og ville ønske han kunne gøre noget for at få tårerne til at stoppe. Det var svært så længe han ikke vidste, hvad det drejede sig om, og han følte for alvor at han led under hvor travlt han havde havde det seneste lange stykke tid - så travlt, at han ikke engang havde brudt sig halvt så meget om Philippa som han havde haft lyst til.

Så gav han hende plads til at rette sig op igen men lod sin ene hånd hvile fortsat på hendes ryg. "Det skal du ikke bekymre dig om. Du er smuk, selv med tårer i hele ansigtet," forsikrede han hende og smilede at svagt men varmt smil. Så blev hans mine noget mere alvorlig igen. "Jeg er ked af at jeg kommer med det her oven i dine egne problemer. Er det noget du vil tale om?" spurgte han og så afventende på hende.