Urgency

[Philippa Blythe]

Hun var gået fra at have en beskyttertrang overfor Oliver til at føle sig helt skrøbelig. Normalt ville komplimenter gøre hendes kinder ildrøde, men i stedet fik det hendes ene mundvig til at sitre svagt, uden det helt formåede at blive et smil.

Hun overvejede hans ord kort. Så rystede hun på hovedet. “Nej, det er okay”, svarede hun ham og formåede at sende ham et varmt smil. Hvis der var en hun havde lyst til at dele det hele med så var det Oliver – men lige nu stod han i en situationen, hvor hun ville blive fyldt med skyldfølelse frem for befrielse, hvis hun begyndte at fortælle ham om det der gik hende på. Det næste tøvede hun længe med før hun fik det over sine læber. ”Vil du måske blive til jeg falder i søvn? Jeg har ikke lyst til at være alene lige nu..”

[Oliver Howe]

Oliver nikkede forstående og gengældte hendes smil. Han var ikke overbevist om at det rent faktisk var ok, men han ville ikke presse hende. Desuden ville flere ord sikkert fremkalde flere tårer, og han ville helst have at hun blev ved med at smile på den der måde, for så længe hun gjorde det kunne han overbevise sig selv om at alting nok skulle blive ok på et tidspunkt.

Der blev stille, og Oliver betragtede Philippa længere end hvad godt var i et forsøg på at regne ud hvordan hun havde det. En lille stemme i hans baghoved mindede ham om at det nok var på tide at trække hjemad, men han blev siddende indtil hun brød tavsheden. "Ok. Hvad end du beder mig om," svarede han og trak ufrivilligt på smilebåndene.

[Philippa Blythe]

I morgen ville det plage hende at hun havde bedt ham om at blive, men lige nu var hun glad for ikke at være alene. Philippa lagde sig ned i sofaen, med sit hoved modsat vej fra hvor Oliver sad. Den ene hånd lagde hun i en hvilende position under det lange, brune hår, mens den anden blev brugt til at skjule et gab bag håndryggen. Svagt begyndte hun at le, mens hun vædede læberne, for at tale.

”Kan du huske dengang .. i Forsvar mod Mørkets Kræfter, hvor Lestoy kom til at slippe buret med pixier løs? Og så da han ville forsøge at ordne det, men ikke kunne udtale Immobulus ordentligt så det blev til Impedimenta i stedet”, mindet stod tydeligt malet i hendes hukommelse. Mest af alt fordi besværgelsen havde ramt deres professor frem for en af pixierne. Stakkels Lestoy.

[Oliver Howe]

Oliver rykkede sig i forhold til Philippa, så hun kunne lægge sig ordentligt til rette. Han havde haft en forestilling om, at han skulle til at sidde på en stol ved hendes seng indtil hun faldt i søvn, så det var en behagelig overraskelse at hun valgte at sove på sofaen. Selvom hans intentioner var ædle, så var der unægteligt noget der blev læst ind mellem linjerne, når en voksen mand og kvinde indgik i en aftale som denne.

Det stivnede vredesudtryk af Forsvar mod Mørkets Kræfter professoren stod tydeligt i Olivers hukommelse, og han fnøs af grin. "I det mindste lærte vi vigtheden af at udtale besværgelser ordentligt den dag," kommenterede han og smilede fortsat ved tanken om gamle dage. De havde ikke alle været gode, men han blev alligevel ramt af nostalgi. "Han var vild med dig, ved du, Lestoy," fortalte han og fik et drilsk glimt i øjet.

[Philippa Blythe]

Man blev altid så træt efter at have grædt og for Philippa var det ingen undtagelse. Øjenlågene begyndte at blive tungere, og hun skjulte endnu et gab bag håndryggen, inden læberne svagt blev vendt op af ved lyden af Olivers latter. Philippa drejede hovedet lidt mod ham, og rynkede svagt på øjenbrynene over hans over, inden hun rystede svagt på hovedet.

”Det var han altså ikke”, hævdede hun og var tydeligvis overbevist om dette. Hun lo akavet en enkelt gang. ”Vi snakkede knap nok sammen alle 7 år. Jeg ville blive overrasket hvis han overhovedet husker mig”

[Oliver Howe]

"Han husker dig," sagde Oliver og gjorde ikke noget forsøg på at overbevise hende. Selv var han fuldstændig overbevist om at Lestoy med al sandsynlighed stadig gik rundt med kærlige følelser for den tidligere ravn, men det var måske snarere hans egne følelser der blev projicerede over på deres gamle klassekammerat. Han smilede skævt ved tanken.

Minutterne tikkede afsted og Oliver ventede tålmodigt på, at Philippa faldt i søvn. Der syntes ikke at gå lang tid, før hun sov, men han havde ikke holdt øje med tiden og kunne derfor ikke sige præcis hvor længe han havde siddet der. Så lydløst som muligt rejste han sig fra sofaen og greb ud efter sin kappe, der lå henover armlænet. Så gik han hen til skrivebordet for at slukke lampen, hvor hans opmærksomhed blev fanget af det der lå på bordet. Han havde virkelig forstyrret hende midt i noget, tænkte han, og sørgede for ikke at snage i hendes ting. I stedet for at slukke skrivebordslampen dæmpede han den blot og slukkede i stedet loftslyset. Så svang han kappen over sig og kastede et sidste blik henover skulderen, for at sikre at Philippa stadig sov trygt, inden han gik ud af døren og styrede i gennem de mørke gader og hjemad.