Udflugt

[Louis Howe]

Oliver Morecambe Young
22. februar, 2110

Louis havde følt sig meget nervøs, da han havde sat sig ved sit skrivebord med pen og papir for at skrive til Ollie. Han havde følt en mærkelig blanding af ikke at have lyst til at ses igen og ville det mere end noget andet. Efter flere forsøg lykkedes han endelig at skrible nogle linjer ned, der høfligt takkede for sidst og spurgte ind til, om den anden var fri søndag.

Til sin store begejstring havde han fået et ja tilbage og stod nu i den mere afsides ende af hovedgaden i Hogsmeade, ventende på Ollie med rygsæk på. Da han kom til syne, mærkede Louis et sug i maven og kunne ikke lade være med at tænke tilbage på, hvad der var sket weekenden inden.

"Hej, Ollie," hilste han med en trækning i mundvigen uden helt at vide, hvad han skulle gøre. Det endte med, at de slanke fingre tog fat om rygsækkens remme og rettede lidt på dem. "Har du taget en varm kappe på, som jeg bad dig om?" spurgte han og var selv pakket godt ind. Han havde absolut ingen idé, om hans planer for dagen ville falde i god jord, og med et nervøst mellemgulv så han afventende på den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie kunne ikke lade være med at tænke, at det hele var lige vel hemmelighedsfyldt, men han havde alligevel ikke tænkt sig at afslå Louis' invitation. Tværtimod kriblede det i ham for at se den ældre troldmand igen, så han var ikke i tvivl, da han satte ned af hovedgaden og snart fik øje på den anden.

Læberne trak sig tilbage over tænderne i et smil og øjenbrynene gled lidt op. "Ja, mor," svarede han instinktivt, uden at nå at tænke over det. Ørerne blev varme og han fortrød det med det samme. Han gjorde et tydeligt forsøg på at skubbe det væk med en skuldertrækning. "Hvad skal vi?" spurgte han i stedet hurtigt og så nysgerrigt på Louis, selvom det egentlig ikke havde så meget med turens destination at gøre.

[Louis Howe]

Louis rettede sig en smule op ved Ollies mor-bemærkning og gjorde kun et slet forsøg på at skjule en momentær, utilfreds mine. Et eller andet sted var han dog glad for, at den andens vittige kommentarer ikke var gået tabt siden sidst.

"Det får du at se," svarede han og så kortvarigt rundt. Ordene lå nærmest mærkeligt i munden - han var egentlig ikke typen, der arrangerede hemmelighedsfulde ting. "Vi skal i hvert fald et stykke væk herfra," tilføjede han og fandt den anden med blikket. Forsigtigt løsnede han grebet på den ene taskerem og greb fat i Ollies kappeærme. Med blikket spurgte han den anden, om han var klar, og snart blev deres navler suget ind mod rygraden, og de forsvandt fra Hogsmeade med et smæld.

Saltet fra havet ramte straks deres næser, og Louis tog en dyb indånding. Det blæste pludselig meget mere, end hvad det havde gjort inde i byen, og lyden af bølger var nu omkring dem. Stadig med grebet om den andens ærme, fandt han Ollie med blikket for at fange hans reaktion.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var ikke god til spektral transferens. Altså, han havde da bestået prøven, men han gjorde det bare ikke særligt tit, fordi han i virkeligheden ikke var så god til det. Af samme grund havde han aldrig rigtigt vænnet sig til kvalmen og hele hans indre slog knuder, da han igen havde fast grund under fødderne. Kvalmen var i et øjeblik tydelig på hans ansigt, men heldigvis gjorde den friske luft snart underværker.

Han blinkede et par gange og så sig lidt forvirret rundt, før han indså, at de bestemt ikke længere var i Hogsmeade. Øjenbrynene gled lidt op og han glemte kvalmen, som han kom til at smile. "Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været ved havet. Hvor er vi?"

[Louis Howe]

Louis trak på smilebåndene, da Ollie smilede. Hurtigt flakkede hans blik ned til hans hånd, som gav slip på ærmet, før de faldt på den andens ansigt igen. Indtil videre virkede reaktionen på det hele positiv.

"Littlehampton. Min far plejede at tage min bror og jeg herud, da vi var små," svarede han og så ud over havet. Ganske uforberedt blev han grebet af en sentimental følelse og smilede bredere af den grund. "Det var mange år siden, jeg var her sidst," tilføjede han og nød den kolde brise mod ansigtet. Han kunne godt lide tanken om at dele dette sted med Ollie.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie hævede øjenbrynene lidt over Louis' indrømmelse og stod pludselig med en følelse af, at han invaderede noget privat. Så mindede han sig selv om, at det var Louis selv der havde bragt dem derhen og forsøgte at skubbe tanken fra sig. I stedet stak han hænderne i lommerne og smilede skævt til den anden.

"Her er flot," sagde han endelig, lettere tamt, men uden at ane, hvad han ellers skulle gøre. Han havde måske ikke helt det rigtige fodtøj på til en strandvandring, men kappen var da varm nok.

[Louis Howe]

Louis nikkede bifaldende. "Kom," sagde han derefter med en ukarakteristisk energi og kastede et enkelt blik på Ollie, hvorefter han begyndte at gå.

"Nogle gange vinterbadede vi," begyndte han at fortælle, da de gik parallelt med vandet. "Det gør jeg aldrig igen." Kommentaren var mest til ham selv og med en svag grimasse begravede han sine hænder i kappelommerne. "Forestil dig hjernefrys der bare varer flere minutter," tilføjede han og så på den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Ollies øjenbryn gled lidt op og han var øjeblikke fra at protestere, da Louis fortsatte. Så undslap en munter lyd ham og han så ud over bølgerne, med et temmelig skeptisk ansigtsudtryk. "Det lyder ikke som nogen fornøjelse," bemærkede han og skuttede sig lidt, selvom han egentlig havde det ganske rart under kappen.

Han skubbede tanken om de iskolde bølger til side og så i stedte lettere undersøgende på Louis. "Har du ellers... Haft det godt, siden vi så hinanden sidst?"

[Louis Howe]

Et eller andet sted havde Louis håbet, at hans småsnakkeri ville afholde Ollie fra at stille det spørgsmål. Han havde jo haft det fint, men der var et væld af andre tanker, der ikke var til at finde rundt i, og de begyndte at røre på sig ved den andens ord.

"Ja. Fint," svarede han og så næsten forsigtigt på Ollie. Hans tanker protesterede over det korte og nærmest intetsigende svar - taget i betragtning hvor meget han egentlig havde at sige - men han forsøgte at ryste det af sig. "Hvad med dig? Har du fået talt med Brody?" tilføjede han en smule tøvende og huskede klart og tydeligt storebrorens ansigtsudtryk, da han og Maggie fandt dem på sofaen.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie pustede ud og gravede hænderne lidt dybere ned i lommerne. Hans blik fulgte en måge, der lettede fra havoverfladen med en fisk i næbbet og han smilede lidt for sig selv. "Yeah, jeg talte med ham dagen efter. Han gjorde ikke noget stort nummer ud af det," fortalte han med en skuldertrækning, uden at uddybe, netop hvor lettet han havde været efter samtalen med storebroderen.

"Og Maggie havde så mange tømmermænd, at hun bare klappede mig på skulderen og begravede sig i dynen igen, så alt er godt der." Han skottede lidt mod Louis. Der var en tydelig elefant i rummet. "Men måske var det ikke så underligt, at de blev lidt overraskede..."

[Louis Howe]

Louis så frem for sig og følte en lettelse prikke til ham ved Ollies ord. Han havde ærligt talt frygtet en negativ reaktion fra Brody, og at skulle konfrontere ham i sådan en situation var ikke lige, hvad han havde lyst til.

Ved den efterfølgende kommentar fnøs han tørt. "Næ," mumlede han og så op mod himmelen. Han havde så meget at sige, men ingen idé om, hvor han skulle begynde. En tavshed opstod, som kun bølgerne og mågernes klagen udfyldte. "Ollie, jeg . . . jeg har tænkt meget," begyndte han uden helt at vide, hvad han nu skulle sige. "Jeg har forsøgt regne ud, hvad min rolle er i alt det her, hvad det betyder - men jeg får intet konstruktivt ud af det," tilføjede han og undgik at se på skikkelsen ved hans side, mens en næsten ubehagelig nervøsitet rumsterede i hans mellemgulv. Hvad den unge troldmand ikke vidste var, at han nok havde udviklet nogle lidt stærkere følelser for søgeren end lige forventet.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie havde det mærkeligt. Han følte at han burde sige og gøre en masse ting, men alligevel formåede han ikke andet end at gå med hænderne stukket i lommerne og vandre figurativt omkring den varme grød og han var ikke sikker på, at han klarede det særligt godt. I hvert fald fik Louis' ord hans mellemgulv til at trække sig sammen og hans blik flakkede en anelse, som han stirrede stift på et stykke drivtømmer lidt længere fremme.

"Jeg er ikke sikker på hvad du mener," svarede han endelig, uden at se på Louis. Han følte sig ikke ligefrem selvsikker i situationen. Han var vant til at kunne lide piger og nu kunne han lide Louis og vidste ikke helt, hvordan han skulle håndtere det.

[Louis Howe]

Louis fortsatte lidt i tavshed efter Ollies kommentar, før han pludselig slog sig ned på stykket af drivtømmer med et dybt suk. Ja, hvad mente han egentlig? Et eller andet sagde ham, at han var ved at bevæge sig ind på et område, der var lidt for seriøst taget i betragtning af, hvor lidt der egentlig var sket mellem dem. Ikke fordi, det betød mindre af det, men det havde kun været en enkelt aften. Og så igen - havde han ikke følt noget også inden maskeballet?

"Jeg ved heller ikke selv, hvad jeg mener," mumlede han og vovede at se op på Ollie, men kun kortvarigt før hans blik faldt i jorden. "Lad det bare ligge," tilføjede han og trak lidt på den ene skulder. Det føltes nærmest umuligt at finde balancen mellem at gide gå i dybden med det eller ej.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var ved at dø langsomt. Eller, det føltes i hvert fald lidt sådan. Kunne det ikke godt være sådan det føltes? Det burde være sådan det føltes. Måske var han bare akavet. Det sidste var nok mest sandsynligt og han kløede sig lidt i nakken, ude af stand til at finde ud af hvad han skulle sige.

Alligevel frustrerede det ham, da Louis skubbede det fra sig, nok til at de næste ord bare lidt væltede ud: "Jeg kan godt lide dig." Han blinkede en enkelt gang, før han hurtigt så ned i sandet og trak på skuldrene. "Jegmenerbare... Måske behøver vi ikke... Du ved. Lade det ligge?" Han havde kvalme.

[Louis Howe]

Louis følte et sug i mellemgulvet ved Ollies ord. Han turde ikke se op, men til gengæld kunne han ikke lade være med at trække lidt på smilebåndene. Der gik et øjeblik eller to, hvor lyden af bølgerne dominerede.

Han rømmede sig diskret. "Det er fint med mig," sagde han lavmælt og skævede til Ollie. Et skud af adrenalin ramte ham og blandede sig på en mærkelig måde med den ubehag, der rumsterede i ham. Med en dyb indånding rettede han ryggen. "Vi lader være med at lade det ligge," tilføjede han og fnøs et lille grin over ordkløveriet. Befippet kløede han sig i nakken, og de grønlige øjne flakkede henover den anden skikkelse.