Udflugt

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var pinligt bevidst om, at Louis ikke havde svaret på hans første ord. Alligevel trak det lidt i hans mundvige og han havde en meget splittet fornemmelse i kroppen. Til sidst endte han med bare at dumpe ned ved siden af den anden på drivtømmeret og stirrede lidt frem for sig.

Han rømmede sig en enkelt gang, men fandt ikke mere at sige lige med det samme. I stedet kløede han sig lidt i nakken igen og skævede forsigtigt mod Louis.

[Louis Howe]

Louis fulgte diskret Ollie med blikket da han satte sig. Han var meget bevidst om hans tilstedeværelse ved sin side og kunne stadig ikke lade være med at smile let.

Stilheden pressede pludselig på, og han tog rygsækken af for at gøre noget. "Har du lyst til te?" spurgte han pludselig, mens de slanke fingre åbnede remmen og derfefter fiskede en termokande op fra det forheksede dyb, der kunne rumme mere end hvad var naturligt. Blikket fandt den anden spørgende.

[Oliver Morecambe Young]

Det var svagt frustrerende ikke bare at kunne tale frit fra posen, men på trods af det, så gjorde Ollie heller ikke noget forsøg på det. I stedet smilede han lidt og foldede hænderne i skødet ovenpå kappen, krummende sig lidt sammen. Selvom den var varm, så var kolden stadig isnende.

"Ja tak," svarede han og skottede lidt mod Louis, før han smilede skævt. Han rakte ud og tog imod kruset, varmende fingrene let om det. Han skuede lidt ud over vandet. "Det er en god udsigt," bemærkede han.

[Louis Howe]

Louis havde på ingen måde fået sagt noget nær alt det, der lå ham på hjerte, men det lille, der var blevet sagt, virkede som nok for nu. Og Ollie kunne godt lide ham. Det var i det mindste en start, ikke? På hvad vidste han ikke, men i det mindste var alt ikke blevet smidt og efterladt på jorden.

Tavs fiskede han to krus op, fyldte det ene og rakte det til søgeren. Da han havde hældt op til sig selv, stillede han kanden på sandet, så den kunne lænes op ad tasken. De grønlige øjne fandt Ollie. "Ja," svarede han, før han slog blikket ned i sit krus og tog en forsigtig tår. "Det er en behagelig omveksling fra travlheden i byen," tilføjede han og så mod horisonten.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie nikkede lidt og gav sig til at puste på teen, fordi det var en glimrende undskyldning for ikke lige at skulle sige noget. Han kunne dog kun trække den så længe, før han var nødt til at tage en tår og sænke kruset igen.

"Det her er lidt mærkeligt," røg det endelig ud af ham og han skævede lidt mod Louis, smilende afvæbnende og lidt forsigtigt. "Er det ikke?" Han drejede koppen lidt, før øjenbrynene fløj lidt op og han så hurtigt på den anden. "Altså, ikke på en dårlig måde..."

[Louis Howe]

Louis nåede akkurat at få en nervøs fornemmelse i mellemgulvet og frygtede, at det alligevel havde været en dårlig idé at tage Ollie med her hen. Den afsluttende bemærkning beroligede ham dog nok til, at han slappede af i skuldrene og fnøs sit karakteristiske, tørre grin.

"Jo, du har ret," medgav den mørkhårede troldmand og fandt den anden med blikket. Han kunne godt mærke, hvad han havde lyst til, men turde simpelthen ikke at foretage sig andet end at varme fingrene om koppen. "Jeg er ikke så god til uvante situationer," sagde han og skyndte sig at åbne munden, før Ollie kom ham i forkøbet. "Ikke fordi det er noget nyt." Det trak lidt i hans mundvige, og det hjalp lidt på hele situationen, at den fik et mere afslappet præg.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo lidt usikkert og slap koppen med den ene hånd, for at klø sig lidt akavet i nakken. "Jeg plejer at være lidt mere sikker," svarede han en anelse tørt, men med mundvige der truede med at trække op i et reelt smil.

Han pustede lidt på teen igen, men glemte det der med at tage en tår. "Du ved, maskeballet der..." Hans mave vendte sig en enkelt gang. "Det var ikke helt skidt, var det?"

[Louis Howe]

Louis erklærede sig enig i sit stille sind. Han havde lænet sig meget op af Ollie i håb op, at han havde nemmere ved at regne tingene ud, men da det viste sig, at han nærmest var lige så usikker som ham selv, var det hele gået hen og blevet en smule mere kompliceret.

Langsomt løftede Louis koppen op til læberne og havde nær fået den varme te galt i halsen ved den andens kommentar. En rødmen - der heldigvis blev skjult af de i forvejen røde kinder kommet af kulden - spredte sig, og han rømmede sig lavt. "Næ," mumlede han og så på den anden med et spillende og hvad føltes som et forbudt glimt i øjnene. Han huskede det hele ganske tydeligt. "Men det ville have været bedre uden alle de afbrydelser," tilføjede han og følte pludselig en sommerfugl i maven ved tanken om, at det nok ikke var helt umuligt at nå til det punkt igen uden at blive afbrudt af Brody.

[Oliver Morecambe Young]

Ollies mave trak sig hårdt sammen, men behageligt sammen og slog en kolbøtte over Louis' ord og uden at han kunne nå at bremse det, gled et helt impulsivt tandsmil frem. Han grinede drenget, i et øjeblik væsentlig mere sig selv og gjorde sit bedste for ikke at se selvtilfreds ud. Det fejlede komplet.

"Ja sgu," mumlede han og tog endelig en tår af teen. Han skævede mod Louis igen. Han havde formået at dæmpe smilet, men det sitrede alligevel afslørende i hans mundvige. "Det må vi gøre bedre en anden gang....."

Ordene hang i luften.

[Louis Howe]

Ollie der lo, var en behagelig lyd i Louis' ører. Det mindede ham om de tidligere gange, de havde spenderet tid sammen, som i al dramaet føltes som meget længere siden, end hvad det egentlig var.

Ved de efterfølgende ord stivnede han næsten af nervøsitet. Men det var en helt anden slags end den, han havde følt kort forinden. Den var varmere, og fik ham til at glemme den kolde blæst omkring dem. Et smil afslørede det halve af hans fortænder og klædede ham bedre, end hvad man skulle tro. Han vidste ikke, hvad han skulle svare - kække kommentarer var ikke lige hans stærke side - men han havde egentlig også hellere lyst til noget helt andet end at snakke. Derfor lænede han sig forsigtigt frem.

[Oliver Morecambe Young]

Selvom det var fristende at se væk og stirre intenst ned i teen, så holdt Ollie blikket rettet mod Louis. Hans hjerte hamrede lidt i brystet, men han smilede forsigtigt, da Louis så på ham og så lettere undersøgende på den anden troldmand. Da selv samme lænede sig frem, sprang Ollies hjerte et slag over, men han tøvede ikke længe, før han selv havde lænet sig en anelse frem.

Da hans læber ganske forsigtigt rørte Louis' var det langt bedre end han huskede det. Han var ikke fuld og de var helt og aldeles alene. Af samme grund gik der ikke lang tid, før han pressede læberne lidt mere beslutsomt mod den andens.

[Louis Howe]

Louis mærkede et stort sug i mellemgulvet, da hans læber mødte Ollies. Det var noget helt andet nu end til maskeballet, hvor han alligevel havde følt sig lidt presset til at kysse den anden. Men ikke denne gang. Nej, der var overhovedet ikke noget andet end behageligt over denne gang.

Det prikkede i hans læber, og han glemt næsten at trække vejret, da kysset blev mere beslutsomt. Han holdt det lidt endnu, før han var nødt til at trække sig lidt tilbage og tage en indånding. Ubevidst var hans øjenlåg faldet i, og han måtte glippe lidt med øjnene for at kunne se Ollies ansigt ordentligt igen. De mørke øjne slugte ham helt.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie glemte næsten, at de sad på en strand midt i ingenting og at det ærligt talt var pissekoldt. Det var det hele værd og da han trak sig en anelse tilbage, tabte han næsten pusten over Louis' blik. I stedet for bare at stirre forgabt, kom han dog i stedet til at le drenget og temmelig selvtilfreds.

Hans hud sitrede og der var ikke megen tvivl om, at han bare havde lyst til at gøre det hele igen. Alligevel rømmede han sig, men formåede ikke at stoppe med at smile. "Så, det..."

[Louis Howe]

Ollies ord rev Louis tilbage til virkeligheden, og han rettede sig op. Den andens grin gav ham lyst til at gøre det samme, men han holdt sig til et lille smil i den ene mundvig. "Spar mig for de akavede kommentarer," mumlede han, men alligevel med et spillende blik.

I langt bedre humør tog han en sidste tår af teen, før han fandt Ollie med blikket igen. "Har du lyst til at gå videre?" Det var koldt at sidde stille, og det var det langsomt begyndt at gå op for Louis.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo igen og så temmelig selvbevidst, men ikke særligt fortrydende ud. Til gengæld klarede han halsen og kløede sig lidt i nakken, før han nikkede. "Ja, lad os." Han tømte resten af kruset og rakte det tilbage til Louis.

Det var nok meget godt at være i bevægelse. Selvom det bestemt ikke var ubehageligt, så var det også lidt akavet at sidde ved siden af hinanden på træstammen. Ollie kom på benene og stak den ene hånd i lommen, mens han ventede på at Louis havde pakket tasken. "Er du altid så forberedt?"