Dagen derpå

[Magdalene Abbey]

Brody Blance
d. 15. februar, 2110

Allerede før hun nåede at vågne helt, vidste Maggie, at det ikke ville blive en god dag. Hendes hoved snurrede og hun var komplet udtørret, med en hovedpine der i dén grad antydede, at hun trængte til at få noget væske i kroppen. Det var straffen fra dagen forinden og kun en af de ganske få gange, Maggie havde oplevet at have tømmermænd.

Til gengæld kom de ikke halvt. Lettere ynkeligt fik hun sig vristet fri af dynen, følende sig svedig og utilpas på trods af at hun ikke havde pakket sig tykt ind før hun gik i seng. Hun slap en lidende lyd, missende med øjnene og var svagt bevidst om, at hun var alene i sengen. Om hun havde været det hele natten kunne hun ikke sige. Glasset med vand på natbordet tydede dog ikke på det og lettere patetisk fik hun mavet sig over mod det. Alt gjorde ondt.

[Brody Blance]

Brody var i væsentligt bedre humør den formiddag end han havde været aftenen forinden. Han havde sovet ud, haft et glimrende møde med Jaqueline og var nu på vej tilbage til lejligheden med frisklavet mad, som han ikke behøvede at tilberede selv. Han var stadig en anelse gnaven på Oliver, men skyldfølelsen bed i ham over hans opførsel overfor Maggie og han havde tænkt sig at gøre bod.

I køkkenet fik han skramlet to kopper kaffe frem og vippet indholdet af en stor skål over på to tallerkner, før han balancerede det hele i luften foran sig, styret af tryllestaven. Han åbnede døren ind til sit værelse til synet af en mat skikkelse i sengen og trak svagt på smilebåndet, før han forsigtigt gelejdede tallerknerne og kopperne hen på det lille sengebord og dumpede ned på kanten af sengen, fuldt påklædt og stadig kold efter en rask gåtur. "Er du levende?" Han forsøgte at holde antydningen af morskab ude af sin stemme, men det var en udfordring.

[Magdalene Abbey]

Maggie havde fået møvet sig over til glasset og havde tømt hele indholdet hurtigt. Hun havde netop sat det fra sig - meget bevidst om, hvor meget hendes hænder rystede - da døren gik op. Hun fór en anelse sammen og nåede ikke at stoppe en svagt knurrende, utilpas lyd over den friske stemning, der syntes at følge med Brody ind i rummet.

"Nej," kvækkede hun ynkeligt og hev lidt i dynen, uden at gøre noget forsøg på at sætte sig op i processen. Hun var gået i seng i dårligt humør og det faktum at det føltes som om at nogen slog på indersiden af hendes hoved med en trykhammer, gjorde absolut intet for at gøre det bedre. Hendes ansigtsudtryk udstrålede ikke ligefrem glæde, men hun så dog på ham. Måske en anelse hårdt, men det var delvist tømmermændene.

[Brody Blance]

Brody tog det ikke så vanvittig tungt, at Maggie betragtede ham som om han var fjenden. Han gemte sin morskab lidt væk og rakte ud for at tage den ene kop med kaffe fra bordet. "Ærgerligt," konstaterede han. "Jeg har ellers taget forsoningsmorgenmad med. Og kaffe."

Han snusede lidt til koppens indhold og tog en prøvende tår. "Men hvis du ikke er levende, så spiser jeg bare det hele selv."

[Magdalene Abbey]

Maggie skulede decideret til Brody i et øjeblik. Duften af kaffe og bacon havde dog nået hendes næsebor og på trods af sin ynkelige tilstand, overtalte det hende alligevel til at sætte sig forsigtigt op. Meget forsigtigt. Hun slap endnu en lidende lyd og tog sig til det lettere uglede hoved, før hun rakte ud efter kaffekoppen.

Ikke tale om at hun skulle sige mere, før hun havde fået en tår. Efter to følte hun sig lidt mere menneskelig, men til gengæld stadig temmelig kvalm. Lettere klemt sparkede hun dynen helt væk og strakte benene ud foran sig, hvilende den varme kop mod sine lår. Hovedet faldt forsigtigt tilbage mod muren og hun lukkede øjnene i et øjeblik, før hun så på Brody. Hun havde bestemt ikke glemt, at hvordan han var stormet ud timer tidligere. Det var tydeligt på hendes ansigtsudtryk. Hun kneb øjnene sammen og kvækkede: "Forsoningsmorgenmad?"

[Brody Blance]

Brodys mundvige sitrede alligevel, da Maggie tog koppen fra ham. Han betragtede hende undersøgende og fik nedkæmpet tendensen til morskab, før hun besvarede hans blik. "Mmh," bekræftede han spørgsmålet og løftede den ene hånd for at klø sig lidt i nakken med et skyldbevidst udtryk i ansigtet.

"Forsoningsmorgenmad. Fordi jeg talte sådan til dig i går..."

[Magdalene Abbey]

Maggies skuldre faldt lidt. Hun var verdensmester i at bære nag, men nogle gange var det ikke så svært at tilgive. Det trak næsten i hendes ene mundvig, men det var svært at mønstre et egentligt smil, når man havde en dundrende hovedpine. "Jeg skulle heller ikke have rottet mig sammen med Oliver mod dig..." erkendte hun tøvende, men oprigtigt.

Hun gled lidt ned i sengen, slippende en lettere tung lyd. "... Men jeg tror måske også, at jeg betaler for det nu." Hun så lettere apatisk op på Brody, men udtrykket i hendes brune øjne signalerede, at forsoningen var hans, hvis han ville have dem. Maggie ville i hvert fald gerne. Hun havde nok at bekymre sig om, med den stigende bevidsthed om de tomme huller fra aftenen forinden. Hun havde ikke lyst til at være vred på Brody også.

[Brody Blance]

Brody faldt en anelse sammen i skuldrene. Han rømmede sig og kløede sig i skægget, før han smilede temmelig svagt og en anelse prøvende. "Bacon hjælper godt på tømmermænd," svarede han nærmest mildt. Han rakte ud efter tallerknen og rakte hende den i et tilbud om både forsoning og morgenmad.

"Det er De Tre Kostes bedste."

[Magdalene Abbey]

Maggies blik gled mod tallerknen. Med kaffekoppen i den ene hånd, havde hun i et øjeblik svært ved at overskue, hvordan i alverden hun skulle formå at balancere begge dele. Hun endte med lettere modvilligt at skubbe sig lidt mere op igen og stille tallerknen på sine lår. Hendes mave rumlede, men følelsen gav hende mest af alt kvalme. Af sult, delvist. Hun stak i et stykke æg og puttede det i munden.

Hun virkede ærligt talt til at være lidt i sin egen verden. Der gik nogle øjeblikke, hvor hun blot gumlede i tavshed og så frem for sig, som om hun forsøgte at løse et svært regnestykke. Pludselig klirrede gaflen mod tallerknen og Maggie holdt hånden op foran panden. Øjeblikket efter gled den ned over hendes øjne og hovedet faldt tilbage mod muren. "Jeg havde glemt, hvad der skete på Tarantallegra," kvækkede hun, tydeligvis forlegen.

[Brody Blance]

Brody hævede både blikket og begge øjenbryn lidt, da Maggie så ud til at få det værre. Hendes konstatering fik ham dog til at grine uopfordret og temmelig smørret, før han forsøgte at bide det i sig. Han rømmede sig hurtigt. Det var svært ikke at se lettere selvtilfreds ud.

"Det glemmer jeg ikke lige med det samme," svarede han, mere eller mindre diplomatisk. Hans blik flakkede lidt mellem hendes øjne, før han rakte en enkelt hånd ud og lagde den mod hendes fremstrukne ben. "Det var vanvittig frækt."

[Magdalene Abbey]

Maggies kinder brændte bag hånden, der skjulte det meste af hendes ansigt. Tøvende spredte hun fingrene lidt og så ud på Brody gennem sammenknebne øjne. Så lo hun endelig, men en latter der afslørede, at hun var tåkrummende forlegen.

"Det er vanvittig pinligt," konstaterede hun tørt, men kunne ikke helt lade være med at smile. Hånden gled fra ansigtet og hvilede i stedet let over hendes hals. "Du må aldrig nogensinde lade mig drikke igen."

[Brody Blance]

Brody lo dæmpet og gav hendes ben et let klem, før han rakte ud efter den anden kaffekop. Han betragtede hende skælmsk. "Maggie. Hvis det er den slags, der kommer ud af at du drikker, så ved du, at jeg aldrig vil kunne love det." Han tog en tår af koppen og sank lidt sammen med et underholdt smil.

"Var det virkelig så slemt? Det virkede som om du havde det ret godt indtil vi blev forstyrrede."

[Magdalene Abbey]

Maggie forsøgte virkelig hårdt på ikke at komme til at smile smørret. Hun var bestemt ikke typen, der gjorde sådan noget offentligt. Det sagde hun mange gange til sig selv, men alligevel lykkedes det kun halvt at skjulte smilet ned i kaffekoppen. Hun tog en livgivende tår og rømmede sig en enkelt gang.

Smilet pressede sig på. "Det var ret godt," indrømmede hun endelig og sendte Brody et blik, der måske ikke var helt så fortrydende som det burde være. Hun var stadig dybt forlegen over sin egen adfærd, men nu hvor hun tænkte nærmere over det, så gjorde det hende måske egentlig ikke så forfærdeligt meget, at hun havde gjort noget, der havde slået benene væk under Brody. Mere eller mindre. Det var vist en overdrivelse.

[Brody Blance]

Brody grinede nærmest drenget over Maggies blik og stillede koppen fra sig, for i stedet at hive tallerknen til sig og snuppe et stykke bacon med gaflen. "Ja det var," konstaterede han roligt, før han stak det i munden og tyggede på det.

"Du er sød, når du er forlegen, dog." Han forsøgte at se uskyldig ud, men fejlede. "Meget sød. Man fristes til at forsøge at gøre dig det helt med vilje, bare for at se det smil der."

[Magdalene Abbey]

Maggie lo, men til gengæld blussede hendes kinder også en anelse. Med et velkendt, irettesættende blik daskede hun let ud efter Brody, før hun sank sammen igen. "Møgunge," mumlede hun kærligt, før hun sukkede en anelse klemt og selv fangede et stykke bacon. Hele verden snurrede en anelse.

Hun afholdt dog sig selv fra at brokke sig yderligere over sine lidelser og rynkede i stedet lidt på øjenbrynene, mens hun tyggede af munden. "Er du ikke tidligt tilbage fra træning?"