Drømmesyner

[Siobhán O'Malley]

Siobhán overhørte bevidst hans kommentar. Hvis hun blev brændt af - hvilket der var stor sandsynlighed for - ville hun ikke sidde her pinligt ædru.

"Jeg stoler på din dømmekraft," svarede hun og så flygtigt rundt i rummet. Det virkede som et hyggeligt sted. Siobhán blev også siddende og nød endnu et par glas øl - udvekslede af og til nogle ord med Dan eller blot sad og passede sig selv.

"Jeg tror ikke, at de kommer," sagde hun på et tidspunkt og smilede til den anden. Afslappet hvilede hun hånden i den ene håndflade, mens den modsatte hånd pillede ved ølglasset.

[Daniel Owens]

Daniel standsede ved den unge kvinde, der sad og drak sig småfuld alene. Han smilede varmt til hende og kløede sig lidt i skægget, før han trak på skuldrene. "Det kunne sgu se sådan ud." Sikke nogen venner, at have. "Skal du have en kop kaffe?"

Han hævede begge øjenbryn en anelse og betragtede hende lettere sigende.

[Siobhán O'Malley]

Siobhán betragtede Dan og overvejede de to muligheder, hun havde - at drikke sig plørefuld eller at lade være. Det tog hende et øjeblik at bestemme sig.

"Ja. Er det så slemt allerede?" sagde hun med et skævt smil og så på ham med et dovent blik. Udover den blanke overflade takket være alkohollen glimtede de blå øjne på trods af, at hun ikke havde fået en lige så festlig aften som forventet.

[Daniel Owens]

Dan blinkede og rystede lidt på hovedet. "Du ligner bare en, der kunne bruge en kop kaffe. Måske et stykke kage også. Spiser Quidditchspillere sådan noget?" Han betragtede hende med et spøgefuldt blik og lænede sig lidt imod baren, imens han ventede på hendes svar.

Smilet på hans læber var måske nok drillende, men stadig venligt. Hun virkede som en sød pige og han forstod ikke hvorfor man ville brænde hende af.

[Siobhán O'Malley]

Siobhán smilede lidt bredere. Det var da altid noget, selvom hun i sidste ende nok bare ville være ligeglad - der var ikke nogen, hun skulle vise sig for her. Hvis det endelig var, skulle det være for Dan, og der følte hun egentlig ikke et behov for at anstrenge sig.

"Nogle er meget nazi, hvad sådan noget angår, men jeg er ligeglad. I sidste ende ville det nok være bedst at lade være, men man lever kun én gang, ikke?" svarede hun og så ham i øjnene. Merlin, det var jo kun et stykke kage.

[Daniel Owens]

Daniel forstod ikke rigtig udtrykket, men lod det fare. Han smilede og nikkede med et gavtyveagtigt glimt i øjnene. "Du ligner en, der kunne bruge en chokoladefrøs-brownie med karamelsovs," bemærkede han. "Og en kop filterkaffe?"

Han betragtede hende afventende. Kaffen kunne han lave, men kagen krævede en kort tur ud i køkkenet bagved. Han sendte hende et skævt smil.

[Siobhán O'Malley]

Siobhán fik nærmest et drømmende ansigtsudtryk og afslørede sine hvide tænder i et smil. Hun nikkede bifaldende. "Jeg behøver vist ikke engang at sige, at det lyder helt vildt godt," sagde hun og lod blikket hvile på Dans ansigt.

Et eller andet sted var hun selvfølgelig ærgerlig over at sidde her alene, men samtidig gad hun ikke falde hen i dårligt humør og derved ødelægge sin aften. Selvom hendes venner (eller hvad de nu skulle kaldes) godt kunne bruge en lille opsang.

[Daniel Owens]

Dan forsvandt ud i køkkenet med et skævt smil. Da han vendte tilbage, gav han sig til at lave kaffen. Fra tid til anden skottede han over imod kvinden, der var blevet brændt af. Han blinkede en enkelt gang til hende, før han fik hældt kaffen på et krus og stillede den klirrende på disken foran hende med en lille kande mælk og en skål med sukker.

"Et øjeblik," lovede han, før han gik ud i køkkenet igen, denne gang for at vende tilbage med en tallerken med en syndig kage. "Syv knut," bad ham. "Og jeg lover dig, at det er det hele værd."

[Siobhán O'Malley]

Den tid, Dan var væk, spenderede Siobhán med et betragte stedet. Hun havde altid holdt af at betragte andre mennesker - gætte hvorfor de var her, hvad de snakkede om. Da en klirren lød, vendte hun fronten mod baren igen og så kort efter den anden, før hun gav sig til at blande mælk og sukker i kaffen.

Da Dan dukkede op igen, løftede hun blikket og så på ham. Et smil fandt vej til baskerens læber ved kommentaren, hvorefter hun rakte ned efter sin pengepung. Dernede fandt hun ikke mindre end et sølvselg, hvilket hun rakte til ham. "Behold resten. Drikkepenge for god service." Snart havde hun taget hul på kagen, og et velfornøjet suk gled over hendes læber. "Du lader til at være en god menneskekender," sagde hun med munden fuld og tog mere kage op på gaffelen.

[Daniel Owens]

Daniel endte lænet lidt imod baren med et halvt blik på Siobhán, efter at have takket hende for drikkepengene. Han smilede en anelse over hendes bemærkning og skænkede sig selv et krus vand fra en kande. "Det hører vist med til jobbeskrivelsen," musede han, før han tog en tår af tinkruset.

"Og familien." Et enkelt øjenbryn røg lidt op, før han knækkede med nakken. "Jeg er ked af, at dine venner ikke kom. Du må sige til, hvis jeg skal... Sende dem en skråler." Han trak på smilebåndet.

[Siobhán O'Malley]

Siobhán fnøs et muntert grin ved Dans svar og lagde gaffelen fra sig for at løfte kaffekoppen op til læberne og tage en forsigtig tår. Ved hans efterfølgende ord trak hun let på skulderen og stillede koppen fra sig igen.

"Tak," svarede hun oprigtigt og fandt hans ansigt med blikket. "Jeg tror dog ikke, at en skråler er nok," tilføjede hun og puttede endnu en bid i munden. "De skal have en ordentlig omgang tæsk. Kan du hjælpe mig med det?" Det glimtede næstn djævelsk i de blå øjne.

[Daniel Owens]

Dan løftede den ene hånd afværgende og rystede på hovedet. Han tog endnu en tår vand. "Jeg er ikke til vold," svarede han reelt. For en gangs skyld smilede han ikke. Det var aldrig til at vide, om hun var seriøs. Selvfølgelig forventede han det ikke.

Han knækkede lidt med nakken og rettede sig op igen. "Smager det?"

[Siobhán O'Malley]

Siobhán lod som om at reagere ærgerligt på hans svar, hvorefter hun lo lavmælt af ham. Hun fandt det morsomt, at han tog hendes spørgsmål så seriøst. Selvfølgelig havde han ingen anelse om, hun var en voldelig person eller ej, men hun regnede stærkt med, at det ikke var det, hun udstrålede.

Tyggende nikkede hun og bemærkede skam, at han forsøgte at komme væk fra taleemnet. Det ville hun dog ikke lade ske. "Det behøver ikke være så voldsomt. Bare lige for at skræmme dem lidt, du ved - give dem en lærestreg," sagde hun uden at mene det oprigtigt, men gav alligevel udtryk for det.

[Daniel Owens]

Daniel skar en grimasse og himlede med øjnene. "Sjovt," svarede han tørt, før han trak en anelse på smilebåndet og rystede på hovedet. "Spis din kage, joker."

Han fnøs dæmpet og halvmuntert, før han fiskede en blok frem og gav sig til at afstemme flaskerne bag baren for at vide hvad der skulle hentes op fra kælderen senere. Blikket strejfede baskeren og han smilede skævt, inden han noterede noget videre på blokken.

[Siobhán O'Malley]

Siobhán granskede hans ansigt smilende et langt øjeblik, før hun vendte tilbage til sin dessert. Hun kunne godt lide Dan - han var godt selskab.

Hun så op igen og fangede den andens blik. Med kaffekoppen mellem hænderne så hun skiftesvis fra blokken og op på hans ansigt og trak på smilebåndet. "Du må godt få min autograf, hvis du vil," sagde hun med en flabet undertone og tog en tår af kaffen.