|
|
Post by Deleted on Feb 22, 2015 21:28:35 GMT 1
december år 2099 Sebastian lagde sidste hånd på sit udseende, inden han begav sig op af krypten og hen imod storsalen. Årets julefest var netop begyndt og han havde høje forhåbninger til aftenen. Da han kom ind af dørene, så han sig om og gik hen og stod sammen med et par venner, mens de snakkede og lo. Engang imellem sendte han et stjålent blik ud på sine omgivelser og der gik et lille sug igennem maven på ham, da han endelig fik øje på Shirley. Hjertet begyndte at banke hårdt i brystet på ham og han måtte tage nogle dybe vejrtrækninger, inden han kunne smile igen. Da musikken kort efter tonede ud i salen, tog han endnu en dyb indånding, hvorefter han skridtede bestemt - omend ikke voldsomt - hen til hende. "Må jeg bede om den første dans?" Spørgsmålet blev leveret med et kort buk, et smil og en fremstrakt hånd. |
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Feb 22, 2015 23:49:47 GMT 1
Shirley glædede sig altid til skolens arrangementer, men hun havde alligevel en lidt mere dominerende summen i mellemgulvet i aften. Hun havde brugt lidt længere tid end ellers på at sætte det hoftelange hår, der for en gangs skyld bølgede frit og tungt omkring hendes skuldre. Hun ville selvfølgelig ikke erkende overfor sine veninder at hun havde gjort det eller for den sags skyld havde overvejet sit diskrete, men nydelige hekseskrud nøje.
Men der var en grund. Og den grund kom op til hende, da hun kom ind i storsalen. En enkelt sommerfugl tog sig en flyvetur, mens tænderne kom til syne i et mildt smil. Kortvarigt slog hun blikket ned, men tiltede snart hovedet lidt for at se på Sebastian gennem sine øjenvipper. Kinderne føltes varme, men det hindrede hende ikke i at ranke sig let, da hun rakte frem og lagde sin hånd i hans. "Med glæde," svarede hun, uden helt at kunne lade være med at smile afslørende. Hun følte sig lidt tør i munden. "Det håbede jeg, at du ville gøre."
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 23, 2015 20:09:49 GMT 1
Sebastian stod som på nåle, mens han ventede på hendes svar og hans hjerte bankede så højt, at han mente, at alle i salen måtte kunne høre det. Men Shirley var en ganske særlig pige og hun fortjente, at man gjorde sit bedste, når man forsøgte at vinde hendes hjerte. Da hun lagde sin hånd i hans, lagde hans sin tommelfinger over den - som ville han forhindre hende i at skifte mening. Hendes ord fik et stort glad smil frem på hans læber, men han sagde ikke noget. Plantede blot et let kys på hendes knoer og førte hende derefter ud på dansegulvet. Aldrig havde han været så taknemmelig for de dansetimer, hans mor havde udsat ham for, som i dette øjeblik.
De hvirvlede rundt til musikkens toner og han fjernede kun sjældent sit blik fra hendes ansigt. "Du er god til at danse," bemærkede han, da sangen var færdig og inden den næste begyndte.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Feb 23, 2015 21:32:13 GMT 1
Shirleys hjerte sprang et slag over, da Sebastian kyssede hendes håndryg og hendes smil var afslørende. Hun tog sig dog ikke meget af det. Det var altid skræmmende at gøre det tydeligt, at man godt kunne lide nogen, men det virkede altså som om at han også godt kunne lide hende.
Født ind i en familie der sad i toppen af ministeriet havde der altid været mange, formelle arrangementer og Shirley havde lært at danse fra en temmelig ung alder. Det var flydende sammen med ham og hun smilede lettere åndeløst, da først musikken døde ud. "I lige måde," svarede hun og bed ned i sin underlæbe i et øjeblik, før hun vippede hovedet let i retning af et af de opstillede borde og så på ham gennem sine øjenvipper. "Har du lyst til at få noget at drikke?"
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 24, 2015 22:23:18 GMT 1
Sebastian forsøgte at trække vejret helt almindeligt, men Shirley's nærhed og den nys overståede dans gjorde sit for at spolere det for ham. Da hun bed i sin underlæbe, havde han lyst til at række hånden ud og trække den fri. Handlingen tydede på usikkerhed og han ønskede ikke, at hun skulle føle sig usikker sammen med ham. Da hun spurgte ham, om han ville have noget at drikke, smilede han let. "Faktisk, så tror jeg, at jeg henter noget til os. Vent her et øjeblik." Han smilede stadig til hende, da han gik over imod det anviste bord med faste skridt. Kort efter vendte han tilbage med to glas, hvor hun fik det ene. "Kom lige med." Han tog hendes hånd og gik hen imod storsalens døre.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Feb 25, 2015 16:35:27 GMT 1
"Åh," svarede hun, lettere forsinket, men var ikke rigtigt ked af at hendes undskyldning for ikke at skille veje med Sebastian var fejlet. Det hjalp nemlig gevaldigt, at han stadig smilede til hende og tydeligvis kom tilbage. Da han gjorde tog hun imod glasset og hævede øjenbrynene lidt.
"Hvad skal vi?" bad hun med et lettere underfundigt smil, der skjulte sommerfuglene, som flagrede vildt løs i hendes mellemgulv. Om et par skridt ville hun være alene med ham og tanken gjorde hende lettere nervøs, men også lettere spændt. Resten af eleverne var tilsyneladende stadig inde i salen og da Sebastian endelig stoppede, lo Shirley lavmælt, med det lange hår dansende let om sine skuldre, som det faldt på plads efter gåturen. "Hvad foregår der?"
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 25, 2015 22:42:26 GMT 1
Sebastian førte hende langsomt ud igennem dørene og et enkelt blik tilbage overbeviste ham om, at de elever, som havde opdaget, at de gik, ikke havde tænkt sig at følge efter. "Det får du at se." Hans varme fingre holdt godt fast om hendes og selvom hjertet slog endnu vildere i hans bryst nu, end det havde gjort tidligere, så glædede han sig med en styrke, som var svær at kontrollere.
Da han endelig stoppede, stod de uden for et klasseværelse på 1. sal, hvor døren var lukket. "Luk øjnene." Han tog begge hendes hænder i sine og ventede smilende, indtil hun gjorde, som han sagde. Dernæst åbnede han døren ind til lokalet og trak hende forsigtigt med ind. Han lod hende alene et øjeblik, mens han lukkede døren og kom tilbage til hende. "Du må åbne dine øjne nu."
Inde i lokalet havde han forhekset bladene fra tolv dusin roser til at svæve langsomt og blødt fra side til side ned imod gulvet sammen med de store snefnug, som han også havde hekset frem til formålet. Midt på gulvet stod en vase med en enlig rose, som han gik hen og tog op - hans fødder satte aftryk i den bløde sne. Det ville blive et rent helvede at få det hele ryddet op igen, men han havde alligevel bestemt sig for at gøre det. Shirley fortjente det.
Da han havde samlet rosen op, gik han roligt tilbage imod hende og stillede sig tæt ind til hende, mens han rakte hende rosen. "Jeg kan godt lide dig, Shirley. Virkelig godt. Og jeg håbede, at du måske havde det på samme måde?"
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Feb 25, 2015 23:19:34 GMT 1
Shirley kneb øjnene lidt sammen og så spørgende på Sebastian, men endte efter et øjebliks overvejelse med at gøre som han bad om. Hendes mellemgulv summede svagt af nervøs forventning, uden at have nogen idé om, hvad der egentlig foregik. Hun var splittet mellem behovet for at have kontrol over situationen og så det faktum, at Sebastian bryggede på et eller andet, som skulle holdes hemmeligt lidt endnu. Hun formåede at lade være med at kigge, men lod sig blot forsigtigt føre ind i rummet. Glasset i den ene hånd føltes lidt overflødigt nu, men hun kunne ikke gøre så meget med det og stod stadig med det i hånden, da han endelig gav hende lov til at kigge.
Og hvilket syn. Shirleys underkæbe faldt over det der mødte hende og hele hendes mave slog en kolbøtte. På et eller andet tidspunkt havde hun slået den frie hånds fingre op foran læberne og stod blot og så lidt overvældet på det hele, før hendes blik fæstnede sig ved manden bag det. Blikket flakkede lidt, men smilet på hendes læber talte sit eget tydelige sprog. Hun lod hånden falde, samtidig med at blikket rettede sig mod rosen. I stedet for at tage imod den med det samme, gled hun kortvarigt lidt ned og stillede glasset fra sig på gulvet.
Da hun stod op igen tog hun forsigtigt blomsten mellem fingrene. "Har du gjort alt det her for mig?" spurgte hun lettere overvældet, velvidende om at det for det første ikke var et svar og at det for det andet var ganske åbenlyst. Hun gav ham da heller ikke en chance for at svare, før hun igen havde løftet den frie hånd, hvilet den forsigtigt mod siden af Sebastians hals og strakte sig for at kysse ham.
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 28, 2015 16:21:26 GMT 1
Sebastian havde sat sit glas fra sig ved siden af vasen, men fortrød det nu lidt, da han virkelig kunne bruge noget at styrke sig på. Hendes spørgsmål gjorde ikke hans situation spor lettere, fordi det eneste, han ønskede at høre var hendes svar til hans anmodning. Da svaret endelig kom, blev han simpelthen svimmel. Hendes læber rørte hans og det var kun med al hans viljestyrke mobiliseret, at han klarede at holde sig oprejst. Dette lod han dog ikke Shirley vide, men lagde i stedet den ene hånd imod hendes kind og den anden omkring hendes lænd, så han kunne besvare kysset og samtidig holde hende tæt ind til sig. Hvis han kunne komme af sted med det, havde han trykket hende så hårdt ind imod sig, at de var smeltet sammen.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 1, 2015 22:43:35 GMT 1
Shirleys hjerte hamrede og det blev ikke et hak bedre, da Sebastian trak hende tættere på sig. Hun var ikke blandt de mest erfarne piger på skolen, men hun havde kysset et par stykker før ham. Det var tydeligt, at det ikke var at sammenligne. Hendes mellemgulv havde aldrig summet som det gjorde nu og da hun forsigtigt trak sig tilbage, var der små, røde pletter på hendes kinder.
Tænderne kom til syne i et forsigtigt smil og hun løftede den ene hånd, for at stryge det lange hår om bag øret. "Jeg kan også virkelig godt lide dig, Sebastian. Tydeligvis..."
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 2, 2015 22:00:05 GMT 1
Sebastian følte det, som fløj han let af sted for vinden, sådan som rosenbladene omkring dem gjorde. Nu hvor al nervøsiteten, ængstelsen og usikkerheden var forsvundet, føltes det, som om hans bryst ville revne af lykke. Alt den indestængte nervøsitet gav han slip på og lagde i stedet kræfterne i at kysse hendes røde læber. Hun var på ingen måde hans første kys, men hun var uden tvivl den pige, han havde haft allermest lyst til at kysse og da hun trak sig tilbage, var det alt for tidligt.
Et stort glad smil, viste sig på hans ansigt ved hendes ord. "Det er jeg glad for." Han stod et øjeblik - lettere akavet - og vidste ikke, hvad han nu skulle gøre. Alt hans planlægning havde handlet om at vinde hende for sig, og da han nu havde klaret denne opgave, stod han tilbage uden en eneste plan for, hvad der nu skulle ske. Et øjeblik overvejede han at begynde at rydde op, men tanken smed han væk, næsten før han havde tænkt den til ende. I stedet valgte han simpelthen bare at sige, hvad der faldt ham ind. Han tog en dyb indånding og pustede derefter luften hårdt ud. "Nøj, hvor er jeg bare glad nu."
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 3, 2015 21:30:14 GMT 1
Shirley kom til at grine hjerteligt. Kortvarigt slog hun blikket ned, men der gik ikke længe før hun måtte skæve op mod Sebastian igen. Forsigtigt rakte hun frem og fangede hans hånd, før hun drejede sig lidt ud mod rummet og med et lettere opslugt blik betragtede landskabet, der næsten skjulte det bagvedliggende klasselokale.
"Det her er virkelig fantastisk," åndede hun ud og så på Bas igen, givende hans hånd et let klem. "Det er det sødeste nogen nogensinde har gjort for mig."
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 4, 2015 13:45:58 GMT 1
Sebastian lod sig smitte af hendes dejlige latter og hans mundvige trak muntert op i begge sider, mens han bare så på hende. Da hun tog ved hans hånd, mærkede han et let stød gå igennem sig, på trods af at han havde rørt ved hende næsten hele tiden. Han tog ikke sine øjne af hendes ansigt, selvom hun så ud i klasselokalet – han vidste præcis, hvordan det så ud.
Hendes ord varmede ham og han smilede tilbage til hende. ”Jeg håbede, at du ville kunne lide det. Det har taget mig hele eftermiddagen.” Han vidste udmærket godt, at han burde have holdt sin mund med det sidste. Det var ikke vigtigt, hvor længe han havde brugt, men han ønskede alligevel, at hun forstod, hvor meget han havde gjort ud af det. Det var småligt, men han slog det væk med et skuldertræk. Efter lidt tid sukkede han let. ”Jeg er bange for, vi hellere må gå ned igen?”
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 4, 2015 22:51:13 GMT 1
Shirley var imponeret. Virkelig. Hun kunne ikke helt forstå, hvor meget tid han havde lagt i det for hendes skyld, men hun var ikke i tvivl om, at det fik hende til at smelte. Hun så dog væk fra det fortryllende syn, for i stedet at se på ham under svagt sammentrukne øjenbryn.
Han havde sikkert ret, men det var tydeligt, at hun ikke var overbevist. "Kan vi ikke vente lidt?" spurgte hun og smilede prøvende. "Der er sikker ikke nogen, der savner os endnu..."
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 9, 2015 21:31:00 GMT 1
Sebastian havde egentlig ikke spor lyst til at gå nedenunder igen, men han havde samtidig heller ikke nogen idé om, hvad han nu skulle foretage sig. Hvis han skulle være ærlig over for sig selv, så havde han mest af alt lyst bare at blive her sammen med Shirley og måske undersøge, om hendes læber var lige så bløde, som han syntes de var lige før.
Da hun overraskende nok gav udtryk for, at hun også ønskede at blive, kunne han ikke få sin stemme til at makke ret. Han kunne bare mærke, at hvis han gav sig til at forsøge at sige noget, så ville han gøre sig selv til grin og han valgte derfor i stedet bare at se på hende et øjeblik og lægge en hånd mod hendes kind. Han lænede sig langsomt ind imod hende og lagde sine læber imod hendes.
|
|
