Modigt sind

[Louis Howe]

Louis følte sig forvirret. Selvom det støjede fra festen, trykkede stilheden mod hans ører. Han havde lænet sig frem, det bemærkede han nu. Det pirrede i hans mellemgulv. Hvorfo-

Det skete pludseligt. Ollie der trådte frem og kyssede ham. På læberne. Louis fik store øjne. Følelsen i mellemgulvet eksploderede, og han frygtede, at hans krop ikke ville kunne holde til det. Uden at vide, hvad han skulle gøre - hvilket ellers var åbenlyst - stod han som naglet til jorden uden rigtig at gengælde kysset. En mærkelig lettelse ramte ham, som om han havde fået svar på et ustillet spørgsmål, men hørte samtidig en stemme, der sagde, at dette var helt galt.

Langsomt trak Louis ansigtet tilbage. Han så forvirret på den anden. "Ollie . . ." mumlede han uden et formål. Pludselig skar han en grimasse og tog sig til panden.

[Oliver Morecambe Young]

Olivers beslutning var impulsiv. For impulsiv, skulle det vise sig. I det korteste øjeblik virkede det som verdens bedste idé, før han blev stigende bevidst om Louis' manglende respons. Det fik ham til at trække sig tilbage, med et blik der flakkede tydeligt og en dyb følelse af fortrydelse vældede ind over ham.

Han vidste ikke, hvad han havde forventet. Måske havde han været så sikker på, at Louis ville gengælde det. Måske var han blevet for sikker på sig selv. Ollie slog blikket væk og skar en grimasse, da den anden sagde hans navn i et ubehageligt tonefald. "Jeg..." begyndte han og strøg fingrene gennem håret. Blikket flakkede kort til Louis og alle rester af et smil var forsvundet. "Undskyld," sagde han endelig temmelig hastigt, før han konsekvent gjorde om på hælen for at gå tilbage ind, med al intention om at forsvinde blandt menneskemængden.

[Louis Howe]

Louis stirrede ned i jorden. Han var en kujon og turde ikke møde den anden med blikket. Der gik et øjeblik før Ollies undskyldning registreredes, men selv efter det, tøvede han med at reagere. Hvad skulle han gøre? Det var der ikke tid til at tænke over, skreg hans følelser, og noget, han i hvert fald var nogenlunde sikker på, var, at han ikke ville have, at den anden skulle gå.

"Ollie, vent!" udbrød han og satte efter den anden. Flygtigt tænkte han, at han ikke skulle tage fat i ham, men gjorde det alligevel. Med et greb om hans håndled, flakkede de grønlige øjne forvirret. "Vent, jeg . . . jeg ved ikke, jeg-" Louis trak øjenbrynene sammen og forsøgte at samle sine tanker, der ellers altid var under kontrol. "Gå ikke," sukkede han halvkvalt og lukkede øjnene i. Men hvorfor lod han ikke bare Ollie gå?

[Oliver Morecambe Young]

Ollie havde en temmelig kraftigt følelse af, at han lige havde taget verdens værste beslutning. Og han var ikke fuld nok, til på nogen måde at kunne retfærdiggøre det på den måde. Alligevel var han allerede i gang med at forsøge at finde en eller anden undskyldning, da en hånd lukkede sig om hans håndled.

Han stoppede op og så tilbage på Louis, med et lettere forvildet udtryk i de mørke, store øjne. Hans puls ræsede og for en person, der ellers nærmest altid var afslappet, var han ulideligt bevidst om det. Han gjorde dog som den anden bad og blev stående, men til gengæld sagde han intet. Han så blot spørgende og en anelse tilbageholdende på den anden.

[Louis Howe]

Uden at give slip på Ollie, blev Louis stående med lukkede øjne. En anstrengt lyd forlod ham og det var tydeligt, at han arbejdede på højtryk for at finde hoved og hale i hele situationen. Efter et langtrukkent øjeblik var det stadig ikke lykkedes for ham.

"Jeg forstår ikke," endte han med at sige og åbnede øjnene. Han blinkede nogle gange, før han vovede at se op på den andens ansigt. Selv var han tydeligvis ikke tilfreds med den sølle bemærkning. "Altså jeg . . ." Irritationen over ikke at kunne formulere sig ordentligt lyste op i Louis' øjne, og han tog hidsigt en dyb indånding. Han holdt vejret et øjeblik. "Jeg havde ikke troet, at det ville ske," at du ville kysse mig "men det er som om, at jeg alligevel ønskede, det skulle ske. Hvorfor? Hvorfor har jeg det på den her måde?" Den unge troldmand turde ikke give slip på den anden i frygt for, at han ville forsvinde, og strammede i stedet grebet en smule, som han talte.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var bestemt for beruset til at have den samtale. Faktisk var han ikke sikker på, at han nogensinde blev ædru nok til at have den. For hvad fanden skulle han sige? Han vidste jo ikke engang selv, hvad det egentlig var han ville.

Hans blik flakkede let, men han endte med at trække let på skuldrene i en bevægelse der var så karakteristisk for ham. Han gjorde intet for at trække sig fri af Louis' greb. Han gnavede lidt på sin underlæbe, usikker og tydeligvis ikke vant til at være det. "Jeg ved det ikke," svarede han endelig og slog lidt ud med den frie arm. "Fordi det føles rart? Jeg ved det sgu ikke. Men der er ikke noget galt med det."

[Louis Howe]

"Men . . ." Louis afbrød sig selv og rystede på hovedet. Hans blik faldt ned i jorden igen. Lagde han for meget i det? Var det bare deres nye venskabs grænser, der skulle testes lidt? Var det bare ham, der var grøn hvad angik kys og kærlighed?

Han ville have stillet alle disse spørgsmål, hvis ikke det var fordi, hans hals snørrede sig sammen og nægtede. "For fanden, Ollie," bandede han uvant og rykkede lidt i hans håndled. "Hvis du ikke ved det, hvordan skal jeg så? Jeg har jo aldrig prøvet det her før," fortsatte han, men mest for sig selv. Han prøvet at kysse andre før, men de havde været af det modsatte køn og havde aldrig givet ham sådan en følelse, som han havde nu. Og han forventede ikke, at det kom som en overraskelse for Ollie.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo, men det var ikke ligefrem en munter latter. Den var snarere lidt mere opgivende. Ikke over Louis, men mere over hele situationen. "Jeg er ked af at sige det, men jeg er heller ikke ligefrem ekspert," udbrød han lettere desperat og trak sin hånd fri, kun for at kunne komme til at slå lidt ud med begge arme.

Han havde kysset én mand før Louis og det var omtrentligt... Lidt mere end en halv time siden. "Så hvis du leder efter svar, så er jeg sgu ked af det, men jeg kan ikke give dig dem." Armene faldt tungt og han så lettere opgivende og ærligt talt også en anelse rådvildt på Louis. Han vidste godt, hvad han havde mest lyst til og for ham, betød det ærligt talt ikke så meget, at de var af samme køn. Det var ikke en tanke, han var vokset op med.

[Louis Howe]

Louis skar en lille grimasse, da Ollie lo. Han så op, da den anden trak sin hånd fri, og frygtede et øjeblik, at han ville gå. Men det skete ikke. Han sukkede indvendigt og forsøgte at rette ryggen en anelse.

Ved Ollies ord forblev Louis tavs. Hvad skulle han sige? Der gik et øjeblik, før han fangede det opgivende glimt i de mørke øjne, og et eller andet i ham reagerede. Han kunne ikke lide at se vennen uden det karakteristiske smil. Selv var han alvorlig nok for to, og selvom han hele tiden fablede om det, ville han ikke have, at Ollie skulle opføre sig ligesom ham.

Forsigtigt tog han et skridt frem med blikket flakkende over den andens ansigt. Han ville gerne gribe den andens håndled igen, men turde ikke. "Du skal ikke undskylde," sagde han ganske forsinket og åbnede og lukkede hænderne en enkel gang.

[Oliver Morecambe Young]

Det var temmelig svært at være sit sædvanlige, godmodige selv, når man stod i en ukendt situation overfor hvad der muligvis var verdens mest alvorlige menneske. Selvom Ollie altid var god til at holde humøret højt, så var han ikke i sit es i øjeblikket og han så bare lettere håbløst på Louis.

"Hvad skal jeg så gøre?" spurgte han endelig, lavmælt og stadig uden at smile. Til gengæld var hans blik oprigtigt spørgende, som han slog lidt ud med armene igen. Han var ulideligt bevidst om, at Louis var kommet tættere på og hans hals føltes pludselig tør, men han blev stående hvor han var.

[Louis Howe]

Louis rømmede sig lavmælt og granskede den andens spørgende ansigt et øjeblik, før han endnu en gang slog blikket i jorden. Det faktum, at Ollie spurgte ham, hvad han skulle gøre, rørte kun rundt i den nervøse følelse, han stadig havde i mellemgulvet.

"Gør det igen," mumlede han med en stemme, der tyndede ud. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Skulle han bede ham om at skride? Nej. Det ville han ikke. Han kunne ikke overskue, at Ollie skulle forsvinde ind til festen, og han selv bare slentrede hjem. Det føltes så meningsløst.

[Oliver Morecambe Young]

Ollies forbløffelse var synlig på trods af masken. I virkeligheden måtte det snart være et spørgsmål om minutter før den forsvandt, men det var han ikke bevidst om. Til gengæld rynkede han kraftigt på brynene under den og var tavs i et langt øjeblik. "Nej," svarede han simpelt, men med alle indikationer på at han havde tænkt sig at tilføje mere.

"Gør det selv," tilbød han og slog lidt ud med armene, som fremstillede han et tilbud. Han gad ikke være forsøgskanin. Hvis Louis ville det bare en lille smule, så måtte han vise det.

[Louis Howe]

Louis så forbløffet op. Handlede det igen om, at han skulle bevise sig? Vise at han turde krydse sine egne, kedelige grænser? Ubevidst rettede han sig i sin fulde højde og betragtede den anden tavs.

"Fint," udbrød han tørt, og ligeså målrettet, han havde gået hen til parret inde i klubben, lukkede han mellemrummet mellem dem. For et sekund var det som om, alt bevægede sig i slowmotion, men så lod han sine læber møde den andens. Denne gang gled hans øjenlåg i, og han bemærkede derfor ikke, da maskerne langsomt begyndte at forsvinde fra deres ansigter.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie nægtede ikke for at være på tværs. Han nægtede fordi han var usikker på sig selv og ærligt talt følte sig sat lidt på spidsen. Han havde brug for bare en lille smule mere bekræftelse og den fik han så sandelig. Hans mellemgulv vendte sig en enkelt gang i spænding og før han vidste af det, havde han løftet den ene hånd og placeret den bag Louis' nakke.

Han havde været vant til maskens anonymitet hele aftenen og visheden om at ingen ville genkende ham. Det hvilede han stadig trygt i forvisning om, ikke fokuseret på, at det bestemt ikke var tilfældet. Han var langt mere opslugt af den ukendte, men temmelig sensationelle følelse, der spredte sig i kroppen på ham og da han brød væk, var det en anelse stakåndet.

[Daniel Owens]

Dan skulle have sig en mundfuld frisk luft. Han havde selv afklædt sig masken og skiftet sit hårs farve. Frakken havde han lagt fra sig, så han burde være svær at genkende fra tidligere. Det samme kunne han ikke ligefrem sige om den rødhårede unge mand, som han fangede i et meget intimt øjeblik, da døren smækkede i efter ham.

Han stoppede op med begge øjenbryn hævet og betragtede de to mænd, som begge havde mistet maskerne, men tilsyneladende også hæmningerne. Han rømmede sig dæmpet med et skævt smil og lagde hovedet lidt på skrå. "God aften Howe," hilste han, før hans bryn røg endnu højere op i reel overraskelse. "Young..."