Modigt sind

[Oliver Morecambe Young]

Ollie blottede tænderne i et næsten rovdyragtigt smil og trak afslappet på skuldrene. "Det er et godt spørgsmål," svarede han henkastet, men ikke videre uskyldigt. Han så interesseret på Louis, spændt på hvordan han tacklede situationen.

"Men det ville jo ikke være sjovt, hvis jeg gav dig en vejledning," pointerede han og så afventende på den anden.

[Louis Howe]

Louis trak øjenbrynene endnu mere sammen med hjernen kværnende bag panden. Hvad kunne har gøre her for at bevise, at han ikke var kedelig? Han rettede langsomt ryggen og fikserede blikket på Ollie.

"Jeg gider ikke gøre mig til grin," sagde han i et forsøg på at undslippe. De havde tydeligvis to forskellige opfatninger af, hvad det betød, ikke at være kedelig, og Louis fortrød i sit stille sind, at han havde bragt det på bane.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var ærligt talt ikke helt sikker på, hvad han forventede af Louis. Et eller andet. En reaktion. Noget anderledes end ellers. Skuldrene faldt lidt og han smilede næsten mildt. "Jeg vil ikke have, at du gør dig til grin," kommenterede han og så sigende på den anden.

Et skævt smil trak op på hans læber og han lod hovedet falde lidt på skrå, knibende øjnene sammen. "Bare..." Han trak på skuldrene igen. "Prøver noget nyt?"

[Louis Howe]

Louis betragtede Ollie og slappede automatisk en smule af igen. Han havde på en måde forventet, at vennen ville begynde at presse ham, men følte sig en anelse lettet, da det ikke var tilfældet.

"Prøve noget nyt?" gentog han skeptisk og skar en grimasse. Han så rundt i rummet. "Okay. Hold den," sagde han så og rakte den tomme flaske til Ollie. Et par stod nogle skridt fra de to troldmænd, og snart var Louis på vej hen til dem. Uden at tænke særlig meget over det afbrød han samtalen ved at rømme sig og greb chancen. "Undskyld, jeg har tænkt på noget . . . gjorde det ondt, da du faldt ned fra himmelen?" Et skævt smil spillede på hans læber, indtil heksens partner tårnede sig op ved siden af ham. "Hvad har du gang i, makker?" spurgte han truende, og det gik pludselig op for Louis, hvad han lige havde gjort. Nervøst åbnede han munden for at undskylde, men forblev alligevel tavs.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie vidste ikke, hvad han havde forventet. Hvad Louis' endte med at gøre var det allersidste og han stod måbende tilbage, som den anden tilsyneladende mente at slå håret ud var ensbetydende med også at miste et par tænder i købet.

Lamslået blev han stående i et øjeblik, før han sparkede sig selv frem og greb fat i Louis' arm, smilende charmerende til parret. "Jeg beklager på min vens vegne. For meget vin, ved I," beklagede han godmodigt og trak Louis med sig, før nogen kunne nå at sige eller gøre noget. Der gik kun få øjeblikke, før han stoppede og så på den anden. "For fanden, Louis. Jeg bad dig om at vise, at du ikke var kedelig, ikke at få et lag tørre tæsk."

[Louis Howe]

Louis stod som naglet til gulvet med nervøsiteten vibrerende i mellemgulvet. Da han mærkede Ollies greb, lod han sig villigt hive med og forsøgte at nikke undskyldende til parret, men fik kun misbilligende blikke med tilbage.

Da han igen stod i sikkerhed, var han nu mere høj på adrenalin end nervøsitet. Et grin undslap hans læber. "Men du må indrømme, at det ikke var kedeligt," sagde han smilende og så på den anden. Det var ham uvant, men han kunne faktisk godt lide følelsen. Selvom aftenens alkohol sikkert var skyld i det - og at han selvfølgelig ikke havde fået en knytnæve i fjæset.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo, lettere overrasket, og tog sig let til håret. "Du er gal," konstaterede han og rystede på hovedet. "Fuldstændig sindssyg." Han lo igen og var lidt splittet mellem sin overvældende overraskelse, lette imponering og chokket over, hvad Louis' lige havde lavet for et stunt.

"Men nej," han holdt hænderne afværgende op og lo muntert. "Du har vundet. Jeg kommer aldrig til at kalde dig kedelig igen."

[Louis Howe]

Louis lo sammen med Ollie og erklærede sig enig med ham i sit stille sind. Han måtte indrømme, at han på ingen måde havde tænkt situationen igennem - han havde været så opslugt af at skulle bevise noget, at fornuften havde forduftet sammen med konsekvenserne.

Dette lod han dog ikke komme til udtryk og så på den anden med et spillende smil, der afslørede den hvide tandrække. "Godt," sagde han og rettede ryggen. "Har du måske lyst til at tage lidt frisk luft? Og tage en pause fra dumhederne," tilføjede han med endnu et lille grin og skævede hen til parret.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo, rystende på hovedet igen. "Det tror jeg er en meget god plan," svarede han med et sigende blik. Det var heldigt at de bar masker, for at undgå pinligheder senere og unødig omtale.

Han nikkede mod udgangen og fik med lidt god vilje mast sig gennem menneskemængden. Der var ikke længe til midnat og hvis de ville være der til maskefald, så skulle de snart tilbage ind. Ollie var dog ikke så sikker på det, som han sendte en enkelt tanke tilbage mod den blonde mand, han havde eksperimentet lidt med kort forinden.

Han rystede tanken fra sig og vendte sig mod Louis og blottede tænderne. "Du er jo i virkeligheden lidt af en vovehals. Nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal forvente af dig."

[Louis Howe]

Louis fulgte efter Ollie i den trange mængde og sørgede for at have blikket fikseret så meget på ham, han nu kunne, så han ikke mistede ham af syne. Smilet spillede stadig på hans læber.

Da den kolde natteluft ramte dem, sukkede han dybt af velbehag. Et roligt grin gled over hans læber og med ansigtet vendt mod himmelen, skævede han til Ollie. "Næ nej," svarede han selvsikkert, stadig kørende på adrenalin, og puffede let til den anden med skulderen. "Måske har jeg flere overraskelser i ærmet?" tilføjede han og fandt bukselommerne med sine hænder og rettede ansigtet helt ned mod den anden.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie betragtede Louis lidt, halvt bemærkende, at det klædte ham at grine lidt mere. Den anden havde en tendens til at blive forfærdelig alvorlig. Quidditchspilleren smilede lidt for sig selv og stak hænderne i lommerne på de løse bukser.

Et enkelt øjenbryn gled op, men han glemte endnu engang, at masken skjulte det. Han så Louis i øjnene, da han så ned igen. "Er det nu, at jeg skal være nervøs?"

[Louis Howe]

Louis så smilende på Ollie. "Det kommer an på," svarede han blot og granskede den andens ansigt. "Bliver du nemt nervøs?" Hans tone var halvt drillende, halvt seriøst. Nu spillede den anden jo store Quidditchkampe jævnligt, men det var svært at sige, om man blev mindre nervøs af det.

Døren åbnede ind til klubben og lyden af musik og latter fyldte kortvarigt området udenfor, før den lukkede i igen, og støjen dæmpedes og faldt i baggrunden.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie trak på skuldrene og smilede et smil, der måske virkede mere afslappet end han egentlig følte sig. Hvorfor han havde det sådan var han ikke helt klar over og udtrykket i de mørke øjne, virkede da også væsentlig mere reelt end smilet på hans læber.

"Måske ikke," svarede han, fugtende læberne en enkelt gang, før han så kortvarigt i retning af døren der åbnede sig.

[Louis Howe]

Louis så afventende Ollie i øjnene. Han havde forventet et længere svar af vennen, der ellers var så snakkesalig, og blev ramt af en mærkelig følelse i mellemgulvet. Denne gang kunne han bare ikke gnide den væk mod buksebenet igen.

Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. Med blikket fikseret på den anden stod han tavs. Havde han lænet sig en smule frem? Det kunne han ikke helt afgøre.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie så tilbage på Louis, med ét meget bevidst om stilheden. Det mørke blik flakkede den mindste smule og han fugtede læberne en enkelt gang, som han forsøgte at huske, hvad det var den anden havde sagt.

Pludselig havde han glemt det helt, men huskede til gengæld meget klart, den situation han havde stået i kort forinden. Måske var det det, der havde sparket visse tanker i gang, som han måske ikke havde kunnet sætte fingeren på før. Han vidste det ikke. Kun at hans hjerne slog midlertidigt fra og alle overvejelser om konsekvens gled i baggrunden, da han impulsivt trådte frem og trykkede læberne mod Louis'.