Nattens sidste timer

[Wyat Whowood]

Shirley Felbrigg
13. februar 2110

Wyat havde arrangeret en lille privat fest hjemme hos sig selv og havde da også taget et par stykker med fra Tarantallegra, hvor de var startet inden de tog hjem til ham. Stemningen var afslappet nok til at de kunne gøre det og da det mest var unge mennesker der var inviteret, havde der ikke været nogen sure miner. Musikken havde spillet det meste af natten, der var blevet danset og drukket, men nu var det så småt ved at være ovre og Wyat sad og spillede dovent på klaveret i stuen, efter han havde sagt farvel til en gruppe gæster. Han havde ikke rigtig styr på hvem de var, der var altid mange nye ansigter når han arrangerede noget, men det havde han intet imod, jo flere desto bedre.

[Shirley Felbrigg]

Shirley ville lyve, hvis hun sagde at hun ikke var blevet overrasket over invitationen. Hun havde dog nysgerrigt taget imod den og havde haft en overraskende festlig aften. Hun var god til selskaber og blev ikke upassende, selvom hun havde fået et par glas vin. Til gengæld var hun god til at finde nogel at tale med og da det endelig var ved at tynde ud i gæsterne, var hendes stemme ved at være brugt.

Hun var også selv klar til at tage hjem efterhånden, så hun gik ind i stuen for at finde sit overtøj, der var blevt lagt i en bunke derinde tidligere. Der var folk lige udenfor døren, som tydeligvis lige var kommet ud derinde fra og Shirley sagde flygtigt farvel, før hun selv fortsatte ind. Hun var lidt overrasket, at der kun var en person tilbage derinde, men smilede lidt for sig selv ved synet af Wyat ved klaveret. Hun blev stående i døren mens hans spillede og lyttede tavst. Først da musikken nåede en naturlig pause, sagde hun noget. "Det lyder godt."

[Wyat Whowood]

Wyat så op og fik øje på Shirley i døråbningen, han havde ikke talt med hende hele aftenen og var glad for at han endelig havde fået muligheden. I et forsøg på at få hende til at blive lidt længere, vinkede han hende over og mødte hendes blik med løftede øjenbryn. "Lad mig høre hvad du synes om den her" Kommenterede han og blottede tænderne i et smil. Derefter slog han over i en mere rytmisk stykke, som var noget han havde hørt på Tarantallegra, det svingede godt og gjorde ham altid i lidt bedre humør.

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede lidt og skubbede sig fri af døråbningen, for at træde længere ind. Hun sagde ikke mere, men lyttede tavst til hvad Wyat spillede. Det var en munter melodi og den smule Shirley havde drukket, fik hende til at bevæge sig svagt i takt til det, som hun nærmede sig klaveret.

Hun dansede ikke ligefrem, men hendes skridt var rytmiske, før hun gled ned at sidde på den anden halvdel af klaverbænken, uden at spørge om lov først. Hun ventede på at han var helt færdig, før hun spidsede læberne lidt i et underfundigt smil og drejede hovedet for at se på ham. "Det er en god melodi. Humørløftende."

[Wyat Whowood]

Shirleys respons fik ham til at blinke venskabeligt til hende da hun næsten dansede hen mod ham og rykkede sig en smule så hun kunne sidde ved siden af ham på bænken. Da han var færdig så han afventende på hende og blottede tænderne i et smil over hendes reaktion.
"Det her var min mors yndlings" Sagde han og begyndte at spille en melodi der var mere langsom og en anelse sørgelig. Hans fingre dvælede lidt ved tangenterne inden han løftede blikket mod hendes og smilede mildt.
"Ikke helt så humørløftende" Kommenterede han og blev siddende stille et øjeblik mens han så hende i øjnene.

[Shirley Felbrigg]

Shirley lyttede tavst og fulgte lettere fascineret Wyats fingre med blikket, som de elegant gled over tangenterne. Hun afbrød ham naturligvis ikke, men gik på et eller andet tidspunkt over til at betragte hans profil i stedet for.

Da musikken stoppede smilede hun svagt og så lettere uudgrundeligt på ham i et øjeblik, før hun rettede sig op og lod tænderne kom til syne. "Lær mig noget," bad hun og løftede sin ene hånd i en klar hentydning til at han skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre.

[Wyat Whowood]

Wyat smilede over hendes forslag og placerede sin hånd ved siden af hendes og viste hende det han var begyndt med da han først lærte at spille klaver. En ret simpel lille melodi, som han gentog nogle gange for at hun skulle kunne huske den.
"Prøv du" Sagde han og så afventende på hende for at se hvordan hun klarede sig. Han havde aldrig prøvet at lære noget fra sig, men umiddelbart havde han nemmere ved at vise det end at forklare hende det.

[Shirley Felbrigg]

Shirley fulgte opmærksom med. Hun havde aldrig været i toppen af klassen, men til gengæld var hun temmelig hurtig til at fange mønstre. Det var ikke den sværeste opgave i verden, men hun lo alligevel lavmælt da hun ramte forkert første gang og rynkede lidt på næsen.

Hun så kortvarigt op på Wyat, før hun rankede sig lidt og gjorde endnu et forsøg. Denne gang gik det væsentlig bedre og hun smilede let, inden hun kiggede op. "Er jeg helt håbløs?"

[Wyat Whowood]

Wyat grinede afdæmpet og rystede på hovedet. "Slet ikke, prøv en gang til" Sagde han og viste hende det en gang til. "Hold dine hænder ligesom mine" Han tog hendes hånd og forsøgte at placere hendes fingre på tangenterne som han selv ville holde dem. Derefter lagde han sin oven på og spillede den simple melodi med hende, selvom den blev en anelse langsommere og en smule ude af takt. Derefter så på han på hende og smilede en anelse. "Helt håbløs vil jeg ikke kalde dig"

[Shirley Felbrigg]

Shirley så lettere underfundigt op på Wyat, før hun villigt lod ham flytte på sine fingre. Det føltes mere flydende, da først han styrede bevægelserne, selvom det naturligt tog længere tid. Melodien fyldte rummet som den eneste lyd i nogle øjeblikke og Shirleys svagt berusede sind svælgede lidt i det.

Hun drejede hovedet og så ham i øjnene, uden at gøre et forsøg på at trække sine fingre til sig. "Du har stor tiltro," bemærkede hun mildt og blottede tænderne en anelse.

[Wyat Whowood]

Wyat havde glemt sin tilbageholdenhed i sin passion for at lære hende at spille klaver og fandt sig selv i en usædvanlig situation. Han så hende alligevel i øjnene og smilede en anelse. "Det er jeg aldrig blevet anklaget for før" Svarede han med et glimt i øjet og løftede sine øjenbryn lidt mens han blottede sine tænder. Det falmede dog en anelse mens han så hende i øjnene, hvorefter hans øjne gled ned af hendes ansigt. Han havde kysset piger før, men dette var noget andet, ligegyldighed var ikke noget han kunne bruge til at beskytte sig med i denne situation.

[Shirley Felbrigg]

Shirleys blik flakkede svagt, men ikke usikkert. Situationen var pludselig meget intens og hun var temmelig sikker på, at de begge var bevidste om det. Det var et øjeblik, hvor der på en eller anden måde skulle trædes til den ene eller den anden side og Shirley var ærligt ikke helt sikker.

Havde hun ikke drukket, var det klart nu at hun havde trukket sig tilbage. Hun var ikke ligefrem den aggressive type og generelt ikke særligt om sig, men hun var ikke fuldkommen beskyttet for fristelser. Af samme grund lænede hun sig lettere forsigtigt frem og trykkede et forsøgende kys mod hans læber - i det øjeblik uden overhovedet at tænke over konsekvenserne eller hvad der skulle ske i det øjeblik hun trak sig tilbage.

[Wyat Whowood]

Det var en markant forskel på alt ved denne situation og det han havde erfaring med, men han mødte de nye indtryk med et overraskende åbent sind og gengældte da også det han havde haft lyst til siden han havde set hende i døråbningen. Han lukkede sine øjne i og lagde sin frie hånd om bag hendes nakke. Han tænkte heller ikke over konsekvenserne eller det at han kyssede en journalist fra det værste sladderblad i magikerverden.
I stedet kyssede han hende med lidt mere intensitet, inden han trak sig lidt væk fra hende blot for at plante et blidt kys på hendes læber, hvorefter han strøg sine fingre gennem hendes hår og så hende i øjnene.

[Shirley Felbrigg]

Situationen var ikke ligefrem velovervejet og Shirley tænkte ikke længere frem end hun i forvejen var. Hun vidste ærligt talt ikke hvorfor hun kyssede Wyat og hvad der åbenbart tiltrak hende ved ham, kun at det føltes temmelig uundgåeligt i situationen. Hendes blik flakkede let og hun så på ham i et langt øjeblik.

Hendes blik faldt til hans læber og det var temmelig tydeligt, at hun ærligt talt bare havde lyst til at gøre det hele en gang til. Til gengæld smilede hun og gjorde ingen forsøg på at se væk eller at frigøre sig fra hans fingre. "Måske var det på tide, at jeg tog hjem..."

[Wyat Whowood]

Wyat så undersøgende på hende og forsøgte at finde frem til hvad hun tænkte på, da hun endelig talte løftede han sine øjenbryn lidt. Han havde lyst til at kysse hende igen, men han ville ikke presse sig på hvis hun ikke havde lyst. Derfor smilede han antydningsvist og nikkede. "Måske" Sagde han uden at slippe hende med blikket, men trak så sine hænder til sig.