|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 4:20:07 GMT 1
"Du er udmattende," udbrød hun. Hun løftede sine hænder til armene og gned dem lidt. "Jeg beder dig om at prøve." Hendes skuldre sank lidt. "Ikke om at være et pragteksemplar indenfor manderacen."
Hendes blik faldt og hun tog en dyb indånding. "Vil du det?"
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 4:24:14 GMT 1
I virkeligheden var det slet ikke sikkert, at Kenna var den rigtige for Eldridge. Hun frustrerede ham og hun ødelagde ham, sikker lige så meget som omvendt, men hun var fast og velkendt og det var hvad der betød noget. Lige nu i hvert fald.
Han var af samme grund ikke overrasket over at hendes accept ikke kom uden en beklagelse. Men han tog sig ikke af det. I stedet nikkede han bare.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 4:31:28 GMT 1
Kenna havde let til smil, når det var den mindste grund til det. Hendes mundvige sitrede svagt over den simple tilkendegivelse og hun åndede tungt ud, før hun selv nikkede. "Virkelig?" Hun rakte op og tørrede sine kinder, selvom tårerne allerede var tørret ind af sig selv.
"Vanvittigt." Hun kom til at grine og standsede den muntre lyd brat med et beklagende blik. "Undskyld," halvmumlede hun. "Nu begynder jeg bare at plapre igen..."
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 4:33:45 GMT 1
Eldridge smilede ikke lettet. Til gengæld var det svagt varsomme tilbage i hans blik. Han var bange for at træde forkert og han kunne ikke tage det så naturligt som Kenna.
I en ideel verden trådte han frem og svingede hende rundt, men han kunne ikke vende på en tallerken på den måde. Det kom til at kræve tid og tålmodighed, før han helt turde slappe af igen, så han nøjedes med at nikke.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 4:41:40 GMT 1
Kenna var alt andet end afslappet, rolig eller tilpas. Hendes måde at håndtere nervøsiteten, usikkerheden og det i øvrigt også temmelig akavede var ved at forsøge at ignorere det. Hun var dog alle dage blevet mere eller mindre kølet ned af Eldridges temmelig væsensforskellige måde at reagere på og sank sammen i skuldrene med et dæmpet suk.
"Okay," mumlede hun dæmpet. "Tak. Undskyld." Hun rømmede sig og vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige. "Undskyld. Jeg er virkelig heller ikke perfekt..."
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 4:44:30 GMT 1
Eldridge forsøgte at regne Kenna ud. Det gik ikke så godt og han endte med at føle sig svagt som en fisk på land og ærligt talt temmelig frarøvet sin maskulinitet. På en eller anden måde skete det når han virkelig nåede helt op i de røde felt med Kenna og han havde så svært ved at finde tilbage til sit eget, afslappede selv.
Et eller andet var han dog nødt til at gøre, så han løftede den ene arm, rynkede på øjenbrynene og tilbød hende at tage imod sin hånd. Hvad han skulle sige, det vidste han ikke.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 4:48:41 GMT 1
Kenna klappede i og så ned på hans fremstrakte hånd. Hun havde altid lært at man kunne smile eller tale sig ud af enhver situation, men der var visse begrænsninger. Det vidste hun jo godt. I hvert fald vidste hendes hoved det.
Da hun rakte sin egen hånd frem og lukkede den om hans, blev hendes mellemgulv atter engang brugt til et heftigt løft. Hun strammede sine fingre en anelse om hans og nikkede igen. Denne gang formåede hun at holde kæft.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 4:51:18 GMT 1
Eldridge lukkede fingrene sammen om Kennas, mens han så undersøgende ned på hende. Til gengæld løftede han snart den frie hånd og bøjede nakken for at kysse hende.
Den følelse det medbragte var svær at sætte ord på. Var det i det hele taget forelskelse, eller var det i langt større grad bare tryghed? Eldridge vidste det ikke, kun at det fik ham til at føle sig væsentlig mere tilpas end for et øjeblik siden.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 4:57:29 GMT 1
Kennas følelser tumlede rundt. Hendes øjne faldt i og hun hengav sig tøvende til kysset, lettere fortumlet ovenpå deres temmelig dramatiske opgør.
Hvad hun til gengæld gjorde med mindre tøven, var at træde forsigtigt tilbage og prøvende hive ham med. "Jeg dør af kulde herude," mumlede hun, uden at have sluppet hans hånd.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 5:01:02 GMT 1
Eldridge nikkede til Kennas konstatering. Hele hans holdning var stadig præget af vagtsomhed, men hans skuldre var ikke helt så anspændte som for et øjeblik siden. "Kom," svarede han blot og endte med at følge hende i stedet. Tilbage i stuen, hvor der var varmt og mulighed for at sidde. Han var udmattet. Fuldkommen. Tråd afsluttet |
|
