|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 2:14:20 GMT 1
Eldridge hørte lyden af fodtrin og vidste hvad det betød. Han hvilede albuerne på armlænene og gned sig over sin kæbe, stadig uden at se på Kenna, selvom hun satte sig lige foran ham. Han lukkede øjnene over hendes ord.
"Det er ligemeget," svarede han dæmpet, halvt ønskende at Kenna var gået, men samtidig lettet over at hun ikke var. Han brød sig ikke om splittelsen. "Du har ret. Jeg er selvisk og jeg gør ting, som ender med at såre dig." Tag hjem, Kenna. Ordene hvilede lige på hans tunge, men kom ikke ud. I stedet hvilede han panden mod sine knoer, irriteret på sig selv. "Det er ikke bevidst og jeg kan ikke styre det. Du fortjener mere end det."
Det var en hård og uretfærdig indrømmelse at komme med, efter han så ihærdigt havde kæmpet for at få hende tilbage. Det lå da også stadig i ham at gøre det, men i øjeblikket var selvindsigten for stor.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 2:24:36 GMT 1
Kenna sank lidt sammen hvor hun sad og betragtede ham i tavshed i et langt øjeblik. Et svagt, trist smil trak op i hendes mundvige, før det døde ud.
Et snøft forlod hende og hun blinkede hurtigt igen, før hun rettede sig op og tørrede en vildfaren tåre væk fra øjenkrogen. "Vi sårer hinanden," svarede hun tøvende. "Jeg troede bare, at hvis vi talte om det... Virkelig talte, så kunne vi..." Hun sank en klump. Hendes hals var så tør som Sahara. "Jeg elsker dig. Og det er ikke lige meget. Men det er heller ikke nok... Er det vel?"
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 2:28:44 GMT 1
Eldridge vidste ikke, hvad han mere skulle sige. Han var komplet rådvild og han havde ikke flere ord. Ingen løfter han kunne give, som ville være værd at tro på. Der havde han fejlet én gang før. At hans selvforståelse var væsentlig større nu, det var han ikke selv bevidst om. I hans øjne var det utvivlsomt at det samme ville ske igen.
Han tvang sig selv til at se på Kenna og hans blik flakkede svagt, bag den ellers altid så neutrale facade. "Hvad vil du have, jeg skal sige?" Hans ord føltes hule.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 2:38:48 GMT 1
Kennas mellemgulv trak sig hårdt sammen, men en underlig, afklaret følelse havde alligevel spredt sig i hende, selvom det virkede tomt og ubehageligt. Hun ville så uendelig meget hellere række frem og stryge ham over kinden. Love ham, at hun ikke gik sin vej og at det nok skulle gå. Men hendes tårefyldte øjne blev blot ved med at stirre på ham, før endnu en tåre gled ned over hendes kind, denne gang uden at hun stoppede den.
"Kys mig." Ordene undslap hende uden at hun nåede at tænke over det. Det var et egoistisk ønske.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 2:43:49 GMT 1
Det rislede Eldridge ned ad ryggen over Kennas ord, men følelse var ikke udelukkende behagelig. Det krævede alt hvad han havde ikke bare gøre som hun sagde. Men hvis han gjorde det, ville han ikke kunne stoppe.
"Kenna..." sagde han i stedet, lavmælt, dybt og en anelse advarende. Hans blik flakkede og det var tydeligt på knoerne der var hvide om armlænene, hvad han egentlig mest af alt havde lyst til. Men det ville ende med at såre dem begge. Det argument forsøgte han desperat at holde fast i.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 2:51:18 GMT 1
Kenna sænkede blikket og bed sig i underlæben. Hun lukkede øjnene, tørrede dem igen og nikkede. "Jeg ved ikke hvordan man gør det her uden at være vred," sagde hun lavmælt og usikkert. Hendes blik mødte hans, lettere flakkende.
"Jeg..." Ordene sad fast og hun rejste sig brat. "Jeg ville ønske at du kunne tale om det. At vi kunne få det her til at fungere. For jeg elsker dig. Det gør ondt og jeg elsker dig. Men jeg skal nok lade dig være nu. Du skal bare vide, at jeg gerne ville blive for evigt. Jeg håber du finder en, du selv kan holde fast i."
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 3:02:46 GMT 1
Det var hvad der var det bedste. Det havde han sagt til sig selv. Det var måske ikke det han ville, men det var sådan det skulle være. Han lukkede af for sine følelser, som han havde gjort det så uendeligt mange gange før, når det hele kom lidt for tæt på eller han blev usikker på en situation.
Han så lettere tomt ud foran sig. Han vidste at skylden var udelukkende hans. Alligevel viste en snert af vrede sig flygtigt i hans blik, frustration over at Kenna blev ved med at sige, at det kunne redde det hele, hvis de bare talte. For hvordan skulle han kunne tale om noget, som han ikke engang vidste hvad var eller hvordan han skulle kunne styre. Hun forstod det tydeligvis ikke og det druknede hendes resterende ord ude. Det var nemmere at være vred. Vred på sig selv.
"Alting er så nemt bare at tale om," sagde han tonløst, som det eneste. Det var tydeligt, hvad han var centreret om. Han havde dårligt hørt mere. Til gengæld rejste han sig og trådte forbi hende. Han kom dog ikke særligt langt, men stod blot stille et stykke fra hende med ryggen til.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 3:14:55 GMT 1
Kenna gemte ansigtet i hænderne og græd lydløst. Hendes skuldre rystede og hun klemte læberne hårdt sammen, før hun tog en hastig og hørlig indånding og tørrede øjnene for guderne måtte vide hvilken gang. Skiftet var mærkbart. Hun stoppede bag ham og havde halvt rakt ud for at røre ham, før hun trak sin hånd til sig igen. "Jeg kan acceptere, at du ikke ønsker at se mig, men jeg kan ikke lade som om, at jeg er ligeglad. Og jeg kan ikke lade være med at håbe, men jeg kan lade dig være, hvis det er, hvad du ønsker."
Hendes fingre og nerver sitrede, som hun sank sammen i skuldrene. Det var underligt at gentage hans ord, mere eller mindre ordret, men de havde hjemsøgt hende de sidste uger, så det var ikke underligt, at hun huskede dem.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 3:19:28 GMT 1
Eldridges skuldre stivnede tydeligt og han knyttede hænderne hårdt sammen. Der var en meget god grund til at han var gået væk fra Kenna. Øjnene sved ubehageligt og ukendt og han forbandede det, da det gik galt. Han slap en næsten punkteret lyd over ordene. De var selvfølgelig genkendelige, men hvad kunne han gøre med dem.
Han begravede ansigtet i hænderne, ikke selv bevidst om at hele hans krop dirrede. "Hvad vil du have, at jeg skal gøre, Kenna? Jeg ved ikke, hvordan jeg bliver en bedre mand. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal sige eller gøre."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 3:29:11 GMT 1
Kenna vidste slet ikke hvordan det var endt sådan her, men intet var simpelt med Eldridge. Det endte altid meget mere kompliceret end hun havde tænkt sig. Hun var egentlig klar til at gå efter gentagelsen af hans egne ord, men hans reaktion fik hende til at blive stående og stirre på hans ryg.
"Lyt til mig," svarede hun dæmpet. "Prøv. Jeg har aldrig ønsket at du var perfekt, Eldridge. Jeg ville bare ønske, at jeg ikke var som et stykke legetøj, der kun et interessant, når andre vil have det. Og jeg vil gerne forstå hvorfor. Hjælpe... Elske dig for..." Hun bed bandeordet i sig og lagde forsigtigt den ene hånd mod hans side.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 3:33:21 GMT 1
Eldridge rystede på hovedet i takt med at Kenna talte. Tårerne trillede tavst ned over hans kinder uden at der var noget han kunne gøre være det, andet end at knibe øjnene hårdt sammen og lytte til Kennas håbløse ord. Det var dog først det øjeblik hun rørte ham, at han reagerede.
Nærmest som om han havde fået stød, gjorde han omkring og før han vidste af det havde han lukket hænderne om Kennas skuldre. "Forstår du ikke, at jeg ikke ved hvorfor?" fløj det desperat og afmægtigt ud af ham, før han brat slap Kenna igen. Nærmest som om han havde brændt sig. Han så ned på hende med et tenderende vildt blik og denne gang blev han ikke stående. Tværtimod gjorde han brat om på hælen for at forlade rummet.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 3:40:15 GMT 1
Kenna slap en overrumplet lyd, da Eldridge greb fat i hende. Hun stod overrasket tilbage, som han gjorde om på hælen, men fattede sig hurtigt og fulgte efter ham, mere eller mindre dumstædig.
Som han forsvandt ud i haven, satte hun tempoet op og var snart samme sted. Kulden ramte hende, men hun ignorerede den. Hendes hjerte bankede hårdt i brystkassen og det havde meget lidt med den lille gåtur at gøre.
Da først hun stod der, vidste hun dog i virkeligheden ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne ikke tvinge ham til at ønske noget. Hun kunne bare stå der og betragte ham håbløst.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 3:47:05 GMT 1
Det hjalp at komme udenfor. Aftenluften gjorde det nemmere at genfinde roen og falde ned. Eldridge røg sjældent så langt ud i så stort et væld af følelser og det fik ham til at ryste over hele kroppen.
Til gengæld lagde agressionen sig med flere, dybe indåndinger og han endte med til sidst at vende sig - uden at være overrasket over at se Kenna. Han slog ud med armene. "Jeg kan ikke love noget."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 10, 2015 3:52:05 GMT 1
Kennas skuldre sank sammen og hun så på Eldridge med usikkerheden lysende ud af øjnene. "Jeg forstår ikke hvad det betyder," svarede hun lavmælt.
Hendes mellemgulv føltes efterhånden som om det var blevet brugt som karklud. Det havde været så vanvittig simpelt med Matthew. Dejligt befriet for følelser. Hamrende god vælten rundt mellem lagnerne, røræg, og latter. Med Eldridge var det alvorligt fra start til slut. Et følelsesmæssigt hornorkester for fuld udblæsning, som efterlod hende forpustet og desorienteret. Hun trådte et halvt skridt bagud og så rådvildt på ham.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 10, 2015 3:57:30 GMT 1
Eldridge fnøs. "Jeg forstår ikke, hvad du vil," fortsatte han naturligt hendes spørgsmål med endnu et. Det var dog ikke vredt, men snarere lettere resignerende. Han havde ikke længere nogen fornemmelse af, hvad der var op eller ned. Han havde det med at koble komplet fra når det var allerværst og det var nærmest umuligt at holde styr på tankerne efter det. Styr på hvad der var sket og hvad der var blevet sagt.
"Hvis du vil gå, så gå nu, men hvis ikke, så kan jeg ikke love at det hele nødvendigvis bliver bedre."
|
|
